Kærligheden der forener os

Den 17. november, 2020

(læsetid 2 min.)

Jeg mærker kærligheden. Mærker den svajer i vinden, vækker mine øjne med et friskt pust og lægger sig for mine fødder som en rød løber. Kærligheden strømmer i søen foran mig.

Jo længere mit øjet ser mod horisonten desto lysere bliver søens vand, der først er sortlagt af mørkets frembrud, men som søen folder sig sammen i en spids af sivene i siderne af søen, nærmer den sig et let blåligt skær til en gullig hudfarvet karakter og til sidst en let lyserød som en fingernegl.

Kærlighedens natur
På en gangbro ved Brabrandsøen i Aarhus en søndag eftermiddag.

Det er malingen på efterårshimlen, der spejler sig i søen eller også er det menneskerne på gangbroen, hvor jeg står.

Jeg læner mig over rælingen i min vinterfrakke med hænderne pakket ind i frakkens lommer.

Jeg har været ude at vandre. Opsøgt stimulering og lidt lys fra mit hjems mørke skygge. Jeg kunne have taget sidevejen hjem, men jeg fortsatte ligeud mod gangbroen for at søge videre. Aldrig har der været så flot, som på denne søndag eftermiddag. Jeg måtte stoppe brat op, da solens sidste skær skinnede gennem bøgetræer og lavendelrøde skyer i horisonten.

En ældre hvid mand med strikhue, hvidt skæg, briller og en tyk blå regnjakke står få meter fra mig. Der er så stille omkring os, at jeg kan hører hans hjerte sukke. Synet betager hans øjne, som om han tænker på nogen i det fjerne, han mangler.

To unge piger med mørk hud og glat sort hår sidder ved vandkanten på en bænk med blikket ubevægeligt rettet mod søens blanke farver, hvor søens ænder nu er hoppet i vandet fra. De padler i flok mod det lyserøde skær, da brødkrummer fra gangbroen rammer vandet bag dem. Ivrigt padler de tilbage mod søens mørke og kæmper fredeligt om et ældre ægtepars forsyninger kastet ned fra gangbroen.

En knægt på få år spadserer i sin flyverdragt afsted bag dem. Det ligner, at han er med sin bedstefar, som lytter til barnebarnets spørgsmål til livet, velvidende at svarene er lige ved siden af dem i himlen, i søen, i vinden og her på broen.

Her er vi, forskellige som vi er, men ens som mennesker, og vi er gået i stå til himlen og dens spejlbillede i søen i det tunge efterårsmørke. Det er som om, at vi står og spejler os selv og spørg, hvem vi er, hvad vi er blevet og hvad der er sket med den tid, der bare er gået.

Kærligheden har samlet os og forener os med den samme søgen, og jeg kan føle kærlighed til den ældre mand, pigerne på bænken, det ældre ægtepar, barnebarnet og bedstefaren.

Hvor mange af os var på vandretur i dag og søgte efter noget og forventede at få det vist så klart foran os? Alle er vi stoppet vores søgen.

Undtagen nogle unge motionsløbere. De har travlt med skal nå personlige mål, men målstregen er her, og de løber lige forbi den. Jeg hører dem stønne af smerte. De drejer hovedet, mod det vi andre ser på, og måske deres øjne ønsker at standse op, men deres ben kan ikke. De er programmeret til at indhente et ur, så de måske kan nå at undgå døden.

Kærligheden og den indre fred er lige her denne eftermiddag, til alle som vælger at tag imod den. Findes der en mere direkte besked fra oven?

En gratis gavmild gave til alle som opsøgte den på denne dag. Nogen valgte at stoppe op, andre løb videre. Naturen ville fortælle os noget, måske vække en påmindelse om indre fred, kærlighed til hinanden og at vi kan glemme os selv.

Vi er forbundet af kærlighed, og det kan naturen minde os om.

Vi må ikke blive så fanget i vores søgen efter kærligheden, at vi ikke kan mærke den, selv når den viser sig lige for øjnene af os.

/Jesper Munk Jakobsen

Hvis denne lille tekst gav dig en værdifuld oplevelse, kan du donnere et beskedent beløb på en let og sikker måde herunder:


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *