Når angsten begynder at styre dine valg
Angst kan være meget ubehageligt. Den kan mærkes tydeligt i kroppen, fylde tankerne og gøre det svært bare at være i det, der sker.
Når noget føles så ubehageligt, giver det god mening, at vi forsøger at få det til at gå væk eller undgå det, der vækker angsten. Men efterhånden kan angsten begynde at få mere indflydelse på, hvad du gør, hvad du undgår, og hvor meget tid du bruger på at tænke over bestemte situationer.
Du kan fx sige nej til noget, du egentlig gerne vil. Gennemgå en samtale bagefter og tænke over, om du sagde noget forkert. Blive optaget af kroppens signaler eller bruge meget tid på at forestille dig, hvad der kan gå galt.
Det kan give en lettelse at undgå noget eller forsøge at få sikkerhed. Men efterhånden kan angsten komme til at bestemme mere og mere.
Du kan måske opleve, at
- du siger nej til noget, du egentlig gerne ville
- du forbereder dig meget for at undgå at gøre noget forkert
- du gennemgår samtaler og situationer bagefter
- du bliver bange for hjertebanken, svimmelhed eller andre reaktioner i kroppen
- du bruger meget tid på at tænke over, hvad der kan gå galt

Hvordan samtalerne kan hjælpe
Angst kan fylde meget og føles livsbegrænsende, og måske afholde dig fra at gøre mange ting, som du gerne vil. I samtalerne lærer vi angsten at kende, og hvad du kan gøre, når angsten fylder i dig.
Det kan fx være at bruge mindre tid på at gennemgå situationer bagefter, holde øje med kroppens signaler, forberede sig på det, der kan gå galt, tanker om, hvad de andre tænker eller undgå noget, man egentlig gerne vil.
For nogle betyder det gradvist at kunne tage steder hen, de tidligere har undgået. At sige mere af det, de tænker sammen med andre. At mærke uro i kroppen uden straks at ændre planer. Eller at bruge mindre tid bagefter på at tænke over, om noget gik galt.
Det er muligt at få det betydeligt bedre og få en hverdag, hvor angsten fylder mindre og ikke på samme måde bestemmer, hvad du gør.
Sådan foregår samtalerne
Det er helt naturligt at være nervøs, når man skal i terapi. Du skal tale om noget personligt med et menneske, du ikke kender endnu.
Når du kommer til samtale, behøver du ikke have forberedt noget eller vide præcist, hvor du skal begynde. Vi tager udgangspunkt i det, der fylder hos dig den dag. Samtalerne følger derfor ikke en manual, som nogle terapiformer gør.
Jeg bruger ofte tavlen, så vi sammen kan få øje på mønstre og sammenhænge undervejs. Nogle gange arbejder vi også med kroppen. Angst mærkes ofte meget fysisk, og vi kan derfor bruge opmærksomhed på kroppen eller korte kropsguidninger, når det giver mening. Læs mere om min tilgang
Senere i et forløb kan det også være, vi introducerer øvelser eller konkrete redskaber, du kan prøve af mellem samtalerne. Det aftaler vi sammen fra gang til gang.
Målet er, at angsten gradvist kan fylde mindre i de valg, du træffer, så der bliver mere plads til mennesker, situationer og aktiviteter, du gerne vil kunne være en del af.

Hvem møder du?
Jeg hedder Jesper Munk Jakobsen og arbejder som terapeut og coach i Aarhus C. Jeg er cand.mag. i retorik, forfatter og psykoterapeut under uddannelse på sidste år.
Jeg har haft individuelle samtaler og forløb siden 2024 og modtager løbende supervision. Jeg er specialiseret i ACT, og mit terapeutiske arbejde er derfor inspireret af den tilgang samt metakognitive perspektiver, men samtalerne tager altid udgangspunkt i dig og det, du står i.
Et hvert forløb er individuelt, men ligger ofte på omkring 5–10 samtaler. Du behøver ikke beslutte dig for et helt forløb fra starten. Vi tager én samtale ad gangen og vurderer undervejs, hvad der giver mening. Jeg anbefaler dog et forløb, fordi terapi er en proces, hvor det er gavnligt og mest effektfuldt, når man holder fast, selvom noget kan føles svært.
En samtale varer 60 minutter og foregår i mit samtalerum i Aarhus C hos Psykologhuset ved Åen på Rosensgade 15, 3. sal.
Fylder angst, bekymringer eller tanker meget i dit liv?
Du kan prøve en kort refleksionstest her
Visuelle øvelser og meditationer, hvis du oplever angst
Få støtte i indbakken
Nyhedsbrev: Mindre tænkning, mere nærvær
Hver 14. dag sender jeg en kort refleksion, et podcastafsnit, en øvelse eller noget, der har inspireret mig.
Ved tilmelding accepterer du at modtage nyhedsbrevet fra Jesper Munk Jakobsen.
Tak - Tjek din mail
Du har nu fået en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding.
Tjek spam eller uønsket post, hvis mailen ikke dukker op.