Behandling af tankemylder & overtænkning

Når tankerne bliver ved

Du kan ligge i sengen og gennemgå dagen igen. Tænke over, om du sagde noget forkert. Vende den samme beslutning fra flere sider eller prøve at regne ud, hvad der kommer til at ske.

Når tankerne først tager fat, kan det være svært at slippe dem igen. Du tænker for at finde et svar eller få styr på noget, men ender måske med flere spørgsmål og mere tvivl.

Det kan være udmattende at have hovedet i gang så meget af tiden. Tankemylder kan gøre det sværere at sove, koncentrere sig og være til stede i det, du er i gang med.

Tegn på tankemylder og overtænkning

 

Du kan opleve, at

  • du gennemgår samtaler og situationer igen og igen

  • du bliver ved med at overveje en beslutning, selv efter du egentlig har taget den

  • du ligger vågen, fordi tankerne fortsætter

  • du bruger meget tid på at forestille dig, hvad der kan gå galt

  • Du har svært ved at koncentrere dig, fordi tankerne hele tiden trækker dig et andet sted hen

Jesper Munk Jakobsen

Hvordan samtalerne kan hjælpe

Når man overtænker, kan det føles, som om løsningen må være at tænke lidt mere. Finde det rigtige svar, forstå situationen bedre eller blive helt sikker på, hvad man skal gøre. Men mere tænkning giver ikke altid mere klarhed.

I samtalerne arbejder vi med, hvordan du kan bruge mindre tid på de tanker, der bliver ved med at køre. Du kan øve dig i at lade nogle tanker ligge, så du kan bruge mere tid og opmærksomhed på det, der betyder noget for dig, og lettere handle frem for at blive ved med at tænke over, hvad du skal gøre.

Efterhånden kan tankerne tage mindre af din tid og energi. Det kan blive lettere at være i det, du er i gang med, uden hele tiden at blive trukket tilbage i tankerne.

Terapilokale

Sådan foregår samtalerne

Det er helt naturligt at være nervøs, når man skal i terapi. Du skal tale om noget personligt med et menneske, du ikke kender endnu.

Du behøver ikke have forberedt noget eller vide præcist, hvor du skal begynde. Vi tager udgangspunkt i det, der fylder hos dig den dag.

Samtalerne følger ikke en fast manual. Jeg bruger ofte tavlen, så vi sammen kan få overblik over de situationer, hvor tankerne fylder meget, og de mønstre der går igen.

Vi kan også lave korte øvelser med opmærksomheden, hvor du får erfaring med ikke at følge alle de tanker, der dukker op. Nogle gange arbejder vi også med kroppen, især hvis tankemylder hænger sammen med uro eller spænding. [Læs mere om min tilgang]

Senere i et forløb kan der også være øvelser eller konkrete ting, du prøver af mellem samtalerne. Det aftaler vi sammen fra gang til gang.

Selv hvis du har været vant til at overtænke i lang tid, er det muligt at ændre, hvor meget tid tankerne får. Du behøver ikke finde en løsning på alle de tanker, der dukker op.

Hvem møder du?

Jeg hedder Jesper Munk Jakobsen og arbejder som terapeut og coach i Aarhus C. Jeg er cand.mag. i retorik, forfatter og psykoterapeut under uddannelse på sidste år.

Jeg har haft individuelle samtaler og forløb siden 2024 og modtager løbende supervision. Jeg er specialiseret i ACT, og mit arbejde er også inspireret af metakognitive perspektiver. Samtalerne tager altid udgangspunkt i dig og det, du står i.

Et forløb er individuelt, men ligger ofte på omkring 5–10 samtaler. Du behøver ikke beslutte dig for et helt forløb fra starten. Vi tager én samtale ad gangen og vurderer undervejs, hvad der giver mening.

En samtale varer 60 minutter og foregår i mit samtalerum i Aarhus C hos Psykologhuset ved Åen på Rosensgade 15, 3. sal.

Jesper Munk Jakobsen

Føler du dig ofte fanget i dine tanker?
Tag den korte refleksionstest her.

Kom ud af tankerne og ind i nuet