(Essay.)
Vi lever i en tid, hvor vi har mange ting at gøre og skal nå for at opnå mest muligt af livet – og gerne mere end de andre. Her kan langsomhed kun opfattes som en ukonstruktiv modstander. Hvis tiden skal bruges til at producere oplevelser og social anerkendelse, tjener langsomhed til mindre af dette. At vente er spild af tid. At sove længe kan være spild af tid. En langtrukken samtale må da spild af tid. Der er oplevelser og forstyrrelser, uanset hvor vi befærder os.
Det er yderst frustrerende, når vi er blevet vant til at kunne blive stimuleret, når som helst vi vil. Vi kan komme kedsomhed og spildtid til livs ved at gribe til teknologiens vidundere omkring os. Derigennem kan vi blive inspireret af vore medmennesker til, hvordan vi kan få opfyldt det evige begær, som vi er overbevist om ikke vil lede til tomhed denne gang.
I bestræbelserne på at skulle nå noget, kan der ligge en uvished om, hvad det er, der skal nås så hurtigt. Med fart over feltet, synes vi at nå mere, hvis vi skriver det ned på en seddel og streger det over, når gerningen er fuldført. En to-do-liste eller bucket list kan være effektiv til at holde styr på, hvilke forpligtelser og bestræbelser der endnu ikke er nået. Knap så meget siger det noget om, hvordan det skal nås.
Hvis målet er, at de oplistede forpligtelser skal overstås, ønsker man måske, at listen ikke er for lang. Men det er den nok som oftest. Langsomhed kan være en slem skurk, der kan stå i vejen for at komme til listens bund. Et menneske bag kassen i supermarkedet kan blive mødt med overfusninger og foragt, hvis kassebåndet ikke bevæger sig som vanligt. Når tiden er knap, må dem, der berøver den, betale med sine ører, følelser og tålmodighed. For kunne den uventede hindring være undgået, var der skemalagt tid tilbage til at putte og pleje hjemmet.
Et øjeblik af kærlighed og nærvær kan føles at sive ud af hænderne, når langsomhed forpurrer det med sin indblanding. Langsomhed er en fjende, som bekæmper bestræbelser og begær. Det er en forhindring, der skal hoppes over på kortest tid. Har du fået flere hække stillet foran dig på din løbebane end de andre, må du nødvendigvis sakke bagud, og det er dårligt nyt for egoets opfattelse af sig selv, hvis det er bragt til live på bestræbelser og medaljer.
I langsomhed rum er der kun uhåndgribelige medaljer. De ligger i øjnene og i hjertet, men er svære at fremvise. De langsomme stunder kan være invitationer til at nå noget, vi måske søger på farten. I defekten ved båndet i supermarkedet bliver vores kontrol over tid og tempo mindre vores. Vi er da måske lidt ude af det indre evige ego, hvis vi kan sænke armene, stoppe med at bevæge benene og lade langsomhed tale.
I den kan fremkomme smil og nærvær, hvor vi kan se et menneske foran os. Smilet er erkendelsen af et andet menneske, der i øjeblikket bliver mødt og set. Den enes virkelighed er kun vigtigst for ham eller hende selv, og i langsomhed kan vi se det. Vi kan stå af det cykelløb, som egoet har gjort os deltager i og trække langs vejen et øjeblik.
Vi kan mærke langsomhed som en vaccine, der siver ind i sindet og kroppen – måske frastøde den først. Ting tager nu tid, og et træ i parken står der ikke rigtigt, indtil du har set på det lidt længere. Langsomhed giver dine sanser nyt liv. Det folder sig ud og ser dig, når du ser det. Du bliver anerkendt for at være til og at give opmærksomhed med kærlighed.
Du når pludselig meget med langsomhed, som du kan fortælle dine nærmeste om. Det vil de måske hellere høre om, end alle de streger, du har sat på dine lister.
/Jesper Munk Jakobsen