“Et bord til én, tak

Den 10. juni, 2019

(Læsetid 9 min.)

Et bord til en, tak”. Det har jeg sagt nogle gange i de sidste snart fire og en halv måned, imens jeg har rejst rundt i Asien. Først i Nepal, hvor jeg var bosat i hovedstaden Kathmandu i tre måneder. Dernæst tolv dage i Thailands hovedstad Bangkok, og nu er jeg tre uger inde i en måneds ophold i Indonesien på Bali.

I Kathmandu boede jeg på Khawalung Monastery (Læs om det her: Følelsen af et forkert farvel) det meste af tiden og nogle få nætter på hoteller. I Bangkok boede jeg kun på hotel, og det samme er indtil videre tilfældet på Bali. Det har betydet, at jeg ikke har haft et køkken til rådighed, og derfor har måtte få andre til at lave mine måltider mod betaling.

Det var indebåret mange restaurantbesøg. I Kathmandu var der utallige små spisesteder med de samme lokale retter på kortet, og den lokale befolkning kom gerne forbi efter en arbejdsdag og skovlede ris, nudler og Momos ind i munden i deres arbejdstøj og arbejdssved for at gå hurtigt igen.

Kom man ind til centrum i Thamel, hvor jeg ofte opholdte mig i weekenderne, var det mere turistet og det var mere usædvanligt at opleve mennesker gå alene på restaurant, men ikke så usædvanligt igen.

I de turistede områder som i Bangkok i Thailand og i Pemuteran og i Ubud på Bali, er der ét tydeligt fællestræk for gæsterne på restauranterne. Folk er på ferie sammen og spiser derfor sammen.

Det kan jeg nogle dage let blive mindet om, bare i det øjeblik jeg træder ind af døren på en restaurant og dernæst bliver ramt af en ubehagelig følelse i kroppen.

Det skete senest, da jeg for et par uger siden havde sat mig ned til mit første måltid på mit hotels restaurant i Pemuteran i det nordlige Bali.

”A table for one, please”, sagde jeg til den lave smilende indonesiske tjener i en ternet regnbuefarvet nederdel, der sad stramt ned til anklerne.

”Only one?”, spurgte hun forsigtigt, og jeg bekræftede. ”Only one.”

Restauranten var tom med undtagelse af et bord, hvor et ældre venligt ægtepar fra Australien fik sig en kold drink.

Pemuteran
På restauranten på mit hotel i Pemuteran i det nordlige Bali.

Jeg satte mig tilrette i idylliske frodige omgivelser med eksotiske planter og palmer, der hænger højt med deres blade, som parasoller der lukker af for den stjernefyldte himmel og danner en lille osteklokke, hvor det kun er lyden af vandet, der skvulper i åen og fuglene i træerne, som man kan høre, men selv da, bliver man ubevidst mindet om, at det kunne have været bedre.

Hvad laver han her, alene?

Når min opmærksomhed bliver rettet mod, at jeg er gået alene på en restaurant, er det menneskerne i restauranten, som er væsentlig del af den observation. Jeg begynder at orientere mig rundt i restauranten og bekræfter mig selv i, at jeg skiller mig ud, og de andre gæster undrer sig over, at jeg er på restauranten helt alene.

For det er ikke en overdrivelse, at stort set alle besøgende i rummet spiser med andre mennesker. Kærestepar, børnefamilier, veninder, kammerater eller forretningsmiddage.

At spise ude ved vi alle er en social handling, men det er min oplevelse efter over fire måneders rejse alene, at det primært er en social handling.

Så det handler ikke så meget om at få mad i maven, men om samvær og social kultiveren i det offentlige rum. Det har jeg aldrig tænkt på før – At spise på restaurant kan faktisk være ekskluderende for mennesker, der er alene.

Det er jeg først blevet opmærksom på efter at have rejst alene, for jeg sætter mig aldrig på en restaurant i Danmark alene, og hvis det endelig sker, bliver jeg aldrig spurgt om andet end: Hvad skulle det være?

Her sydpå signalerer jeg blot ved mit udseende, at jeg ikke normalt hører til i området.

Med min farve, min højde og mit sprog afslører jeg, inden jeg træder ind af døren til restauranten, at her kommer en turist. Og at være alene på en restaurant afføder en masse spørgsmål hos tjenerne.

Jeg kan ikke vide, om tjenerne interesserer sig for alle gæsterne i lige så høj grad. Men næppe alle gæster annoncerer flere spørgsmål, end et menneske som går alene på restaurant.

Fx hvis en mand og kvinde holder i hånd og går ind på en restaurant, er de med en vis sandsynlighed et par og er på ferie. Er de ældre end i tyverne, er de måske gift, og hvis de har børn på slæb, er det nok også deres.

For hvilke andre konstellationer, hvor to jævnaldrende af hvert køn fletter fingre i et symbol på sammenhold, kan der ellers være?

Eller hvis tre kvinder går i armkrog og sludrer på vej ind af døren til restauranten, ja så er det næppe tre fremmede, som er faldet i snak på vej ind i restauranten, men nogle som kender hinanden og har valgt at tag en tur til syden.

Mysterierne er med andre ord færre. Hvorimod hvis man er alene, er det ikke så let at afkode, hvad der er på spil.  

Men der er nogle markører, man kan anvende bevidst og ubevidst for at undgå at blive konfronteret med sin usikkerhed med at være alene, og dem anvender både jeg og andre hyppigt.

Op med facaden  

At være alene for mig er i udgangspunktet ikke et problem og har aldrig været det. Det giver mig plads til nærværende med mine følelser og reflektere tålmodigt over livet. Men i øjeblikket, hvor man er alene, når man bør være sammen med andre, der kan det påvirke mig, og transformerer det sig tik en følelse af ensomhed, kan det være ubehageligt. Det er en psykologisk kamp, som både er udfordrende og interessant. Den kræver træning, tilvænning og grundig analyse.

For det at være alene er i sig selv ikke en udfordring, men det er følelsen af at være alene, og hvis den følelse påvirker dig negativt, er det en udfordring.

Hvis man fx er på forretningsrejse, kan man berolige sig selv med, at det er for en kort stund, og at man er på restauranten på grund af sit arbejde, og hvis man har nogle gode venner eller en familie, kan man hvile trygt i den tanke for en aften og ikke i tanken om at være alene.

For en mand kan det også lette lidt af det udefrakommende pres fra de andre gæster at tag et jakkesæt på, for så symboliserer man over for tjenere og de øvrige gæster, at man har været til en social begivenhed, hvor det var påkrævet, at man tog sit aller fineste dress på, og man havde endda så travlt, at man ikke havde tid til at tag det af. Der er en let gennemskuelig grund til, at man er alene.

Har man en computer med på restaurant, kan man også vise, at man er en travl arbejder, der må arbejde, imens man spiser.

Det kan være, at man blot sidder og skriver mails, læser nyheder eller søger efter jobs, men udefra kan enhver med en computer fremstå som en enorm vigtig person, når personen ikke engang skænker et blik til, hvad der er serveret på tallerkenen foran ham eller hende.

Det er også muligt at ringe til ven. Så kan man omfavne sin ven og forlade den ubehagelige følelse af at være alene, der sniger sig ind.

Det gør folk. Også jeg har ringet til mine forældre eller en god kammerat, imens jeg har spist aftensmad. Efter en god times snak, kan man lægge på med bevidsthed om, at man ikke er alene. Som om den samtale viser noget som helst. Det er jo ikke sådan, at den ven eller familie ikke var der, hvis man ikke ringede.

Det mest kendte trick er at distrahere sig selv ved at hive sin iphone frem. Det er den foretrukne handling, uanset om man er på restaurant, i offentlige transportmidler eller på toilettet. Man har så meget, man skal spole igennem, at man ikke har tid til at være alene.

Ind i mellem kigger jeg på de her mennesker og tænker, hvad er det for en app, de har, som kan optage dem så meget, at de ikke har tid til sig selv.   

For man er vel tvunget til at gøre et eller andet. De mennesker som er ude og spise med andre taler til hinanden, men er man alene, ja, hvad gør man så?

Hvem tager i zoo alene?

I starten af min rejse var det grænseoverskridende at være alene afsted. Selv fra første sekund ved at stå i lufthavnen alene og sidde i flyet alene, fordi jeg automatisk reflekterer min situation i andre og ser, at de alle er med nogen andre.

Generelt er restaurantbesøget den oplevelse, som har mindet mig mest om at være alene, men også kulturelle oplevelser.

Det betyder for mig at se, at hvis man er meget alene og har svært ved det, kan der være en risiko for, at man bliver ekskluderet fra sociale aktiviteter i det offentlige rum.

For mit vedkommende er det sjældent, at jeg tager ud og oplever alene i Danmark fx kultur, og det fornemer jeg, at det er for de fleste.

Jeg var i zoologiskhave på Bali i sidste uge. Det første jeg lagde mærke til var en hvid tiger, en komodovaran og dernæst – Alle mennesker er her med nogle andre. Og jeg har da heller aldrig været i en zoologiskhave i alene før. Det kræver altså noget at overvinde den bevidsthed om, at man er alene om at være alene for at kunne nyde et fantastisk dyreliv.

Smukke, store tigere i Bali Zoo.
Smukke, store tigre i Bali Zoo.

Ligeledes tror jeg, at det er gentagende mønster, når det drejer sig om langt de fleste kulturelle oplevelser.

Hvor sjovt er det at vinde bamser i tombolaen i tivoli uden at kunne dele den med nogen?

Det kan da godt være, at du har set et spændende navn på plakaten til Roskilde Festival, men hvis du er ene om den tanke i din omgangskreds, så bliver du sandsynligvis hjemme, og det samme er sikkert gældende for at gå i teatret, til fodboldkampe og få natklub.

Det er de færreste, som er der alene. Hvis man er der alene, er det ofte en historie i sig selv for en selv, som så skal fortælles, så man ikke er i det med sig selv alligevel.

Min oplevelse er derfor, at det er nemmere at foretage sig aktiviteter alene, hvis man ikke føler sig alene.

Men det offentlige rum er et spejl, som vi reflekterer os selv i gennem sociale og kulturelle normer, der påvirker vores adfærd og sprog.

Den venlige tjener på mit hotel på Bali, har som mange andre tjenere den forståelige arbejdsskade, at hun er vant til minimum to gæster per bord.

At opleve med andre

Jeg vil hævde, at følelsen af at være alene kan betyde, at man får frataget kulturelle oplevelser i det offentlige rum, hvis den følelse bliver dominerende. Det kan både betyde, at man får en smallere horisont, fordi man ikke ser og oplever så meget som andre mennesker, og selv hvis man gør, har man ikke samtalen eller diskussionen om det, man har oplevet efterfølgende.

Jeg har tre gode venner i Danmark, som jeg relativt ofte deler et måltid med i det offentlige rum, og vi bruger meget af tiden på at tale om oplevelsen af besøget. Vi vender nærmest endeløst maden, betjeningen, restauranten, beliggenheden og sammenligner det med prisen og tidligere besøg.

Det har for mig den effekt, at jeg værdsætter oplevelsen mere. Vi gør hinanden opmærksomme på forskellige elementer og detaljer, som får mig til at reflektere yderligere over oplevelsen. Med andre ord bliver selve restaurantoplevelsen i sig selv rigere af, at jeg delte den med andre.  

Udover den følelsesmæssige oplevelse er det også utrolig svært at være kritisk og reflekterende alene, det er langt nemmere at være sammen. For du har ikke nogen, der kan udfordre dine synspunkter og fortolkninger eller give dig nye input til nye refleksioner. Dermed er oplevelsen et niveau fattigere.

Alle mine bedste restaurantbesøg er karakteriseret ved det selskab, jeg var i. Jeg tænker på deres ansigter, og de omgivelser vi sad i. Nogle af samtalerne kan jeg huske, og maden fungerede som den gode ramme for det gode selskab.

Når man spiser alene, taler man ikke og ingen taler til dig.

Så du skovler maden ind i munden, for hvorfor holde pauser? Man kigger søgende rundt i lokalet i stedet for ind i et par øjne, man ønsker at give sin opmærksomhed. Der grines ikke, der reflekteres ikke.

Du er i selskab med en tom stol, dig selv og måske er gadehund.

Street dog
Street dog ser mig spise street food i Ubud på Bali.

Den situation kan være vanskelig, især hvis du bliver mindet om det af dine omgivelser og de sociale og kulturelle strukturer, som du indgår i.

Som når tjeneren spørg: ”Et bord til en?” Så er det som om, man bliver mindet om, det man forsøger at glemme, og jeg ønsker ind i mellem at svare.

”Ja, jeg er alene. Kan jeg få maden to go?”

/Jesper Munk Jakobsen


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *