“The owls are not what they seem”
Læsetid 6. min.
”The owls are not what they seem” (Ugler er ikke, hvad de ser ud til) står der en kæmpe og fortæller FBI-agent Dale Cooper, da han vågner op i sin seng midt om natten på The Great Northern Hotel. Han er i Twin Peaks, byen med 51.201 indbyggere, for at opklare mordet på den smukke og beundrede highschoolelev Laura Palmer. Et mord der har rystet hele byen, som alle ser ud til at have haft et nært forhold til.
I 30 episoder fra 1990-1991, en film i 1992 og en tredje sæson i 2017, bliver vi inviteret med ind i en by omgivet af grantræer, der rusker i vinden og fortæller os, at det trækker op til storm. Imens sidder uglerne i grantræerne under nattehimlen og holder øje med byens beboere.
Skaberen bag af den mystiske og surrealistiske krimiserie Twin Peaks David Lynch er i dag (17. januar 2025) død og blev 78 år gammel. Twin Peaks er et mesterværk og er for mig ikke kun den bedste tv-serie, jeg nogensinde har set. Twin Peaks er både spændende, dyb, spirituel og psykologisk. For ugler og de ting vi ser omkring os er måske ikke altid, hvad det ligner. I anledning af Lynch’s død vil jeg skrive lidt om hans skildring af, hvordan vi kan se verden forskelligt, når vi er splittet indeni.
(Vær opmærksom på spoiler alert fra nu af. Twin Peaks er i øvrigt fyldt med mystisk, metaforer og symboler, som gør fortolkningsmulighederne uendelige. Dette er blot én måde at fortolke noget af Twin Peaks på.)
Portrættering af en indre splittelse
Twin Peaks har så mange budskaber, pointer og fortolkningsmuligheder, at man altid vil kunne finde nye ting at analysere på. En af mine fortolkninger af Twin Peaks er, at Lynch udfordrer os på ekstrem vis omkring den indre splittelse i os selv, vi kan opleve som mennesker. Morderen til Laura Palmer finder vi hurtigt ud af er en mand, som bliver kaldt Bob, der senere viser sig at være den dræbte Laura Palmers far Leland Palmer.
Mysteriets mystik ligger dog i, at Leland er en mand med kort, hvidt hår, der er i dyb sorg over sin datters død, men samtidig har han en anden del af sig selv, som er den uhyggelig Bob med langt, gråt hår. Han er en far, der elsker sin datter som far, og samtidig er han Bob, som er forelsket i sin egen datter. Da hun nægter at blive hans, dræber han hende i vrede og sorg, mens lynene blinker i nattehimlen, og vi skiftevis ser Leland der græder, og Bob der griner, stå med øksen i hånden over Laura.
Den indre splittelse er ikke kun i den forpinte Leland. Laura selv nægter at tro på, at det er hendes far, som er Bob, illustreret ved at faren er to personer, som Laura begge møder. Vi lærer senere i serien, at Bob er en mystisk skabning, som har besat Leland. På en måde viser det, at faren derfor er et offer for noget ondt udefra, som har besat ham.
Bob repræsenterer derfor en ond ånd udefra. Noget som kan besætte hvem som helst, hvis vi er modtagelige og lader det overtage os. Der er noget i Leland, som har åbnet op for, at Bob kan besætte ham. En kattelem eller en del ham som han ikke kunne tæmme, selvom en del af ham gerne vil. Splittelsen i Leland er naturligvis ekstrem og tragisk. Illustreret med voldtægt og drab af sin egen datter. Da han ikke er Bob hele tiden, men kun engang i mellem, illustrerer det, hvordan hans syn, på det han gør, piner ham.
Vores syn farver virkeligheden
Måske vi selv kan genkende, hvordan vores sind ind i mellem kan blive overtaget af et mørke. Det føles som om, det kommer snigende udefra i form af begivenheder og oplevelser, som ændrer vores sind og verdenssyn.
Som mennesker er vi altid i forandring hvert øjeblik. Det betyder, at hver gang vi går hen til spejlet, kan vi opleve at se på os selv på en ny måde, og vores syn påvirker, hvordan vi ser verden omkring os. Vi kan fx opleve at køre fast i negative og selvdestruktive tanker, der skaber en pessimistisk virkelighed for os, der retfærdiggør handlinger, vi ellers ikke ville gøre. Dagen efter kan vi se os selv i spejlet og se samme spejlbillede, men alligevel se noget ganske andet.
Lynch viser, at Bob måske kan overtage os alle, da Dale Cooper i sidste episode i Twin Peaks fra 1990 går ud og ser sig selv i spejlet på badeværelset. Han ser Bob i spejlet, nøjagtigt som Leland har gjort tidligere. Coopers personlighed er nu forandret fra den mest retskafne mand til en psykopatisk mand, der står og griner i galskab af sig selv. Som ved Leland kan vi andre ikke se Bob udefra, men Cooper kan selv se ham, og da han nu er identificeret med ham, er det altså Bobs virkelighed, han ser.
Det kan tolkes på tusind måder, hvilket gør Lynch genial. Cooper har forinden ofret sig selv for sin nyfundne kærlighed ved at lade Bob tag ham fremfor hende. Cooper oplever et tab og en ekstrem lidelse og uretfærdighed, som gør selv den mest retskafne person som Cooper kan ændre livssyn. Han overtages af den onde ånd. Vi lærer dog senere i Twin Peaks sæson 3 fra fra 2017, at ”den gode” Cooper stadig findes, men at han er fanget i The White Lodge, der kunne repræsentere et sted inde i Cooper.
Han skal derfor befries, for at han kan få sit gamle retskafne og positive jeg tilbage. Twin Peaks fra 2017 handler blandt andet om, at Cooper skal vækkes fra sin søvn og overvinde sit onde selv. Men det kræver, at nogen kan nå ind til ham, eller han kan nå ind til sig selv.
Det er også en del af at være menneske, som Lynch viser os. Når vi fx har kritiske og pessimistiske dele af os selv, som styrer os og overtager os ubevidst, kan det være svært at se, at virkeligheden kan se anderledes ud, fordi vores øjne er farvet af mørket. Vi kan have en Bob i os, som overtager os for en stund. Men virkeligheden er hele tiden i forandring, fordi vi er det. For alting er ikke, som det ser ud. Det afhænger af øjnene, der ser. For ”the owls are not what they seem” og Lynch er måske død, men han lever stadig blandt os og de 51.201 indbyggere i Twin Peaks.