Jeg er desværre ikke så privilegeret, at jeg er medlem af en af de populære badeklubber i Århus, hvor ventelisterne er flere år lange. Derfor skal jeg hvert år kickstarte mit forhold til havet, når foråret nærmer sig.
Havet forekommer for mig at være den hurtigste vej fra hoved til krop. Det kan både være lyden af havets bølger, synet udover det store ocean eller luften af havvand. Det ekstra krydderi er dog, når ikke kun øjne, ører og næsen sanser havet, men også kroppen mærker det.
På strandens bred på Tangkrogen i Århus stiller jeg cyklen og trasker i sand og græs forbi små joller for at finde en passende sten at sidde på. I dag dækker tang strandens sand og en ekstrem lugt af fisk og havvand følger med. Jeg ser mig rundt. Der er kun ét andet menneske på stranden.
Han er på min alder og sidder i overfrakke på en sandtop med benene samlet og puster cigaretrøg ud af munden, imens han betragter havoverfladen. Jeg ser ud på havet, inden jeg langsomt tager jakken af og mærker med det samme, at vinden føles koldere. Jeg tvivler kort på min beslutning, indtil mine bare fødder står i sandet. Det er så koldt, at jeg får resten af i en fart.
Jeg lister ud i vandet og bliver mindet om, at det altid er lavvande her. Man skal derfor gå i længere tid før, at vandet kommer nær navlen. Jeg tager et hovedspring i det stille hav. Kulden samler sig om kroppen og prikker mig på brystet og puster liv i mit ansigt. Jeg tager et svømmetag og skyder afsted som et missil.
Jeg lander fødderne på sandbunden, rejser mig fra vandet og mærker hjertet hamre afsted, og vejrtrækningen accelererer. Det er som at blive genfødt på sekunder og være i en tilstand uden fortid og fremtid. Uden tanker og bekymringer. Uden udmattelse, træthed og længsel. Som et elektrisk stød, der lader kroppen nulstille, der dernæst rejser sig fra vandet og lader mig opleve verden med nye, friske øjne. Jeg kaster mig en sidste gang og mærker kulden intensiveres fra tæerne og op til sidste hårspids.
Jeg trasker tilbage til bredden og finder mit håndklæde og får hurtigt en T-shirt på og dernæst ser den rygende mand i frakken fra før komme mod mig. Han ser målrettet ud. Da han er to meter fra mig, tager han en rød blomst med en lang stilk frem foran sig – han må have fundet den nær stranden.
”Smukt”, siger han og smiler og stiller blomsten op ad stenen ved mig. ”Tak”, siger jeg, ”du skal ikke i?”, spørg jeg, men han har allerede vendt sig om og går tilbage, hvor han kom fra. Jeg ser på blomsten og tænker; Sikke en spontan, hjertelig handling. Jeg har aldrig fået en gave af et fremmed menneske på en strand – og så i Danmark, hvor vi alle er mere lukkede om os selv end nogensinde. Det føles varmende i kroppen.
Jeg får det sidste af tøjet på og mangler kun skoene, da jeg igen mærker en tilstedeværelse til min venstre side. Det er ham i igen. Han spørg, hvad jeg hedder. Jeg svarer, hvor han efterfølgende siger; ”Det er lige meget, du ser levende ud.” Siger han og smiler, så autentisk jeg længe har set.
Jeg spørg, hvad han hedder, og han fortæller det, inden han igen som før vender rundt med det samme og traver mod sin plads. Han sætter sig igen, finder en cigaret og stiger ud over havet. Hvorfor er han kommet her i dag? For at føle sig mere levende? Måske havet hjælper lidt med det? Hjælper os med at føle os forbundet og endda kan få os til at bryde de mystiske asociale normer i Danmark om ikke at tale med hinanden. Der er kun godhed i at give en blomst. Måske han synes, jeg så levende ud, men jeg følte mig endnu mere levende, fordi vi var forbundet et øjeblik.
Det fik mig til at tænke. Burde jeg starte en badeklub uden venteliste? Det skulle være med et eneste mål. At få os til at se levende ud.
Tak for blomst.