Vores uendelige sammenligninger skaber negative tanker

Sammenligne sig med andre

Vores uendelige sammenligninger skaber negative tanker

Negative tanker, sammenligning og selvværd hænger tæt sammen – og mange af os kan genkende følelsen af at sammenligne os med andre i hverdagen. Vores bevidsthed er nemlig skabt til at opdage farer og sikre, at vi passer ind i en flok. For mange tusind år siden afhang vores overlevelse af det.

Dengang levede vi i små grupper, og vores opmærksomhed var rettet mod de mennesker, vi var tæt på. Vi sammenlignede os med andre i gruppen for at passe ind og overleve – ikke for at føle os mindre værd.

Men tusinder af år senere har vores “gruppe” ændret sig.

I takt med teknologiens udvikling er det blevet muligt at være i kontakt med mennesker over hele verden. Vi er ikke længere kun en del af én gruppe, men af mange på samme tid.

Vi er en del af en arbejdsplads, et boligkvarter, en forening, en familie, en by, et land og en global verden.

Vi indgår i mange fællesskaber på én gang – og vi spejler os konstant i dem.

 

Når hele verden bliver et spejl

Opgaven med at passe ind er derfor blevet mere kompleks.

Vi sammenligner os ikke længere kun med de mennesker, vi møder i hverdagen. I dag kan vi sammenligne os med venner, kollegaer, kendte mennesker og mennesker, vi aldrig har mødt – gennem en skærm og en internetforbindelse.

Selvom teknologien har udviklet sig, har vores hjerne ikke fulgt helt med.

Hjernen ser ikke passivt til, når vi scroller gennem sociale medier. Den registrerer hele tiden, hvor andre mennesker er i livet – og hvor vi selv er i forhold til dem.

Når vi mennesker samtidig har et dybt behov for at høre til, betyder det også, at vi ofte deler de gode sider af livet. Det øger chancen for at blive accepteret af andre.

Derfor kan en rundtur på sociale medier let give os en oplevelse af, at alle andre har det godt.

For hjernen kan det blive næring til den indre stemme, der sammenligner os med andre.

Vi kan derfor komme til at tænke:

Jeg burde være mere som dem.
Jeg burde gøre mere.
Jeg er ikke god nok.

 

Hvorfor sammenligner vi os så meget med andre?

Når vi er på sociale medier, ved vi egentlig godt, at vi ikke ser hele livet.

Vi ser rejserne, kærligheden, babyerne og de smilende ansigter. Vi ved godt, at det er opstillede øjeblikke, der bliver sat i spotlyset.

Alligevel reagerer vores hjerne, som om det er hele virkeligheden.

Sammenligningen sker ofte automatisk og ubevidst – længe før vi når at tænke over det.

Det kan bidrage til negative tanker om os selv og vores liv.

 

Tempoet vi ikke er skabt til

Sociale medier giver os et stort antal indtryk på meget kort tid.

Vi kan på få minutter se glimt af hundredvis af menneskers liv. Det er et tempo, vores opmærksomhed og vores psyke ikke nødvendigvis er skabt til.

Derfor kender vi heller ikke fuldt ud konsekvenserne – hverken for os som individer eller som samfund.

En af konsekvenserne kan være, at vi i stigende grad føler et pres for at præstere og vise os frem over for den store globale gruppe, vi gerne vil passe ind i.

Vi deler derfor ud af vores liv og skaber et spejl, som andre sammenligner sig i.

Det betyder ikke, at det er forkert at dele glæde eller gode oplevelser.

Vi længes alle efter at høre til og føle os gode nok. Det er dybt menneskeligt.

Men måske kan vi nogle gange stille os selv et spørgsmål:

Hvis jeg konstant giver min hjerne mulighed for at sammenligne mig med andre – hvordan påvirker det så egentlig det liv, jeg gerne vil leve?

 

Hvis du ofte oplever mange negative tanker eller sammenligner dig meget med andre, kan du læse mere om tankemylder og overtænkning her.

Del artiklen: