(short story, læsetid 6 min.)
Senior advisor Hansen havde slidt og slæbt vinteren ud og foråret med og kunne nu langt om længe se frem til en velfortjent sommerferie. Han havde arbejdet dag og nat på at udforme en stor rapport med et utal af sider, som han havde sendt rundt til sine kollegaer flere gange, end han kunne huske. De havde læst hans mange skriblerier med stor omhu og fundet en lang række områder, hvorpå Hr. Hansen sagtens kunne tilføje yderligere.
Hr. Hansen havde taget denne kritik yderst konstruktivt og derfor uddybet sine afsnit, og eftersom afsnittene blev længere, følte han det nødvendigt løbende at tilføje konklusioner og resuméer. Hr. Hansen havde nu igen sendt sin fil afsted, men var prompte blevet mødt med undren over, hvorfor Hr. Hansen ikke havde udpenslet sine pointer i rapporten til fulde. Der var jo detaljer, han ikke havde nævnt, det kunne de da se, selvom de ikke havde læst rapporten igennem. Man konkluderede, at han måtte have undladt nogle detaljer eller i det mindste kun havde nævnt dem én gang.
Selvom man blandt hans kollegaer var uenig i hvilke områder, der skulle uddybes yderligere, var budskabet det samme. For hvis ikke rapporten blev længere, vil den jo blive læst en dag, og det havde man jo ingen interesse i. Hr. Hansen forstod bedre end nogen, at arbejdet langt fra var færdigt, men han måtte nu tage lidt ferie, så han igen var klar til at tage fat på det vigtige og omfattende arbejde.
Da han havde meddelt dette til sine kollegaer på en mail, var man forstående, men samtidig forbløffet. Hr. Hansen havde naturligvis ret til ferie, men hvorfor havde han ikke meldt det ud offentligt? Nu kom det jo bag på alle og enhver. Hr. Hansen var forvirret og spurgte til, hvorledes de mente dette. Dertil blev forklaret, at en ferie ikke kunne holdes, før det var meldt ud offentligt. Hvad hvis slagteren i Ringsted nu skulle have fat i Hr. Hansen, og således kom og bankede på døren til hans kontor forgæves? Det var således en pligt, at Hr. Hansen meldte sin ferie offentligt.
Hr. Hansen gik derfor hen til sin chef, som sad ved pladsen ved siden af ham, og spurgte ham, hvordan han skulle meddele sin ferie offentligt. Chefen foreslog, at det mest almindeligt var at bruge en platform, hvor alle havde adgang og kom hyppigt forbi. Han foreslog Hr. Hansen, at han lånte den ølkasse, han selv stod på, og tog den med på byens torv, for hvilket sted var mere oplagt. Hr. Hansen lyttede til sin chef og tog kassen med sig under armen og ned på torvet.
Han gik ind i midten af torvet, som var omringet af mennesker. Nogle gik frem og tilbage, mens andre sad på bænke og caféer. Der var duer, der smøg sig om benene på de forbipasserende. Der var en gøgler, som stod og jonglerede med bolde, og en ældre kvinde, som stod med hånden på brystet og sang opera. Hr. Hansen trak bukserne op over navlen, rømmede sig og tog et skridt op på ølkassen. Han tog dernæst sin hat af hovedet og holdte den ud i strakt arm, imens han kiggede rundt og hilste på folket omkring ham.
”Mine damer og herrer!”, udbrød Hr. Hansen. “Det er mig en ære, men samtidig også med stor ærgrelse, at jeg må meddele, at jeg fra dags dato holder sommerferie.” Hr. Hansen holdt en pause og kiggede rundt. Folket kiggede ned i fortovet af fortvivlelse over nyheden. ”Jeg beklager, men sådan bliver det. Fra i dag og de næste to uger frem vil jeg ikke arbejde. Jeg vil således ikke være at træffe på mit kontor, min telefon eller min computer.” Flere mennesker begyndte at kigge ned i deres telefoner. De ville fortælle omverden om Hr. Hansens udmelding.
”Mit meget vigtige arbejde med rapporten er sat på pause, og ønsker I se efter for rettelser og tilføjelser, må det dermed vente,” sagde Hr. Hansen og skød brystet stolt frem. En ældre mand kiggede surt på Hr. Hansen. ”Jeg ved udmærket godt, hvad de tænker,” sagde Hr. Hansen og pegede på den ældre mand. ”Men dette er min ret. Ja, jeg har ret til ferie. På trods af at mit arbejde er af den allerstørste vigtighed. Du må afvente at læse mit udførlige dokument.”
Den ældre mand tog sin stok og stak til Hr. Hansens lår. ”Kan de så komme ned fra den ølkasse?” sagde manden gnavent. ”De kan ikke ændre min mening. Beslutningen er truffet,” sagde Hr. Hansen og hævede hagen, mens han lukkede øjnene og forberedte sig på øvrige indsigelser.
”Hvem er den mand?” lød det langt nede fra. Hr. Hansen åbnede et halvt øje. Et pigebarn med rottehaler stod med sin moder i hånden og pegede på Hr. Hansen.
”Ikke peg på mit barn, dette er utvivlsomt en senior advisor. Kun en så højtstående forretningsmand vil opføre sig sådan.”
”Ja, det er sikkert,” mumlede en ung herre i jakkesæt bag hende. ”De er altså gået på ferie?” spurgte den unge mand måbende. Hr. Hansen kiggede med stålsatte øjne på den unge herre. ”Ja!”
Der blev kort stille omkring dem. Hr. Hansen kiggede op. ”Jeg er gået på ferie,” sagde han og vinkede på sin hat, mens duerne lettede fra gaden og baskede lydigt med vingerne, inden han hørte de første omkring ham klappe. Den ene efter den anden fulgte med, og inden længe stod alle omkring ham og klappede højlydt.
”Jeg holder ferie!” sagde Hr. Hansen. Folk begyndte at pifte. ”Jeg holder ferie!” Pigebarnet med rottehaler faldt i armene på sin mor, der sammen brød ud i glædeståre. Selv den ældre mand stampede i jorden med sin stok for at deltage i larmen, og da hoppede Hr. Hansen ned fra ølkassen og løb ind i folkemængden med hænderne ud til siden og uddelte highfives.
Hr. Hansen blev ved, indtil han var tilbage på kontoret, hvor hans chef ventede i døren og gav ham et gyldent håndtryk.