Børns kærlighed koster, mindre på et kloster

Den 15. Marts 2019

Hvordan gør man børn glade? En nem måde og måske den nemmeste har vel altid været at overøse dem med materielle goder. Fødselsdage, juleaften og advent er heldigvis for famlier og forretninger begivenheder som bliver gentaget årligt og giver anledning til, at læssevis af pakker bliver bragt til familier i hele landet.

Gavepapiret bliver flået itu og emballagen brækket op og ud springer dinosaurer, robotter, dukker og bamser hele vejen ind på hylderne i børneværelset. Udstillingsvinduet som gør det muligt at måle kærlighed ud fra en fysisk målestok.

Depotet af legetøj bliver forøget år efter år og igen og igen til flere tusindvis af kroner. Inden for få år kan et femårigt barn være ganske velhavende og eje flere udgaver af biler, babier, byggeklodser og børnebøger i de glade giveres bevidsthed om, at intet barn kan nå at lege med det hele i én barndom.

Hvert nyt legetøj kan potentielt erstatte et andet, som derefter bliver gammelt. Som i fortællingen Toystory fra 1995 har det sidst nyindkøbte legetøj en begrænset levetid.

Hver gang en ny Buzzlightyear finder vej ud af gavepapiret, bliver en gammel Woody smidt over i restbunken og kan nu karakteriseres som for gammel. Hver ny ting bliver målt og vejet op mod det gamle, og hvem vil ikke gerne give et barn den gave de elsker højest, og måske leger med for evigt.

Det er en intern konkurrence med børnene som glade gidsler og forbrug som redskab, der kulminerer til konfirmationsfesten.

Konkurrencen om børns popularitet gavner både børnenes humør, overforbruget og bruttonationalproduktet. For børn er vel os voksnes svageste punkt.

Man ser sig selv på gulvet synge sange som skriger af banal komposition, klappe kage i lange minutter eller stikke dem et stykke chokolade bag om ryggen i bytte for et kort smil.  

Khawalung Monestary
Khawalung Monestary

På Khawalung Monastery i Nepals hovedstad har børnene ikke hylderne fyldt med legetøj, de har heller ikke nogen hylde at have det på. Første dag jeg blev lukket ind af porten til klostret, oplevede jeg, at de heller ikke behøver meget at lege med.

Jeg måtte slæbe mine to rygsække langs gårdens omkreds, da ti unge munke mellem 6 til 14 år løb rundt i deres mørkerøde kåber og legede med et bundt elastikker, der var rullet sammen til en kugle med snor udenom.

Legen bestod i at have elastikkuglen i hænderne, og den blev kastet i fine buer rundt i mellem dem. Det var de store mod de små, og de store nød at snyde dem med fodfinter og vriste sig fri, imens de små spænede utrætteligt fra det ene hjørne af gården til det næste.

Da jeg havde pakket ud og fundet mig til rette på værelset, gik jeg ud på min balkon på 2. sal, og konstaterede legen fortsatte. Lyden af latter og synet af smil i deres ansigter var en fryd at studere, og legen fortsatte i højt tempo indtil gongongen lød, og det var spisetid.

En samling af elastikker bundet sammen med noget snor kunne underholde ti børn i to timer.

Video, video – VIDEO!

Næste dag efter jeg havde undervist for første gang, satte jeg mig ud i solen i gården og ville skrive på min blog. Jeg tog computeren ud af hylstret og åbnede skærmen. I næste øjeblik tittede et lille skaldet hovedet frem foran min computer, som en detektiv med en lup undersøgte han den sorte skærm.

Han havde sat sig lydløst ved siden af mig, og kort efter viste det sig, hvorfor han var så diskret. Som bier der lugter honning fløj enhver munk i tyve meters omkreds mod min computer. Hovederne strittede frem en for en og flere blev presset imellem de andre. Nogle stod oprejst bagved og andre stillede sig på bagsiden af computeren og lænede sig indover, inden jeg havde tændt for den.

Jeg vil tro, at vi var ti hoveder syet sammen rundt om 15 tommer skærm, som et fodboldhold der råber det sidste kampråb, inden en kamp bliver fløjtet i gang.

Fodbold var også det, de ville se.

Først så vi en film med Cristiano Ronaldo, der lavede masser af husmandsfinter. En af de yngste munke ved min skulder blev dog ved med at hviske ”Messi” tæt ind i midt højre øre, og efter nogle minutter kom FC Barcelonas nummer 10 på skærmen.

Video Khawalung Monestary
Dyb koncentration, for deres ses video

Efterhånden kom endnu flere munke ind i hulen. Nogle brugte begge hænder til at holde deres kåber over skærmen og deres hoveder for at dække for solen. Det blev trængt for mig og min ryg, der blev presset længere og længere mod jorden bagfra af små knæskaller i ryggen og hænder på skulderne.

Til sidst ville de se Neymar, og da jeg fandt ham på Youtube, trak jeg hovedet ud fra hulens mørke, ud i lyset, og jeg kunne observere de mange kroppe uden hoved stå akrobatisk foroverbøjet opslugt af teknologi og teknik.

Jeg fik skubbet mig selv bagud ved at anvende armene som pagajer og hev benene til mig, inden hullet noget at lukke sig, og jeg rejste mig op og så ned på klumpen af kroppe med mørkerøde klude uden hoved stå foroverbøjet over min computer.

Da klokken blev et lød gongongen, og børnene forlod ufrivilligt computeren en for en. Dog nåde flere af dem at runde mig for en kort bemærkning og en af de yngre munke med et par små fortænder, et fladt, skaldet hoved og et smil, der bredte sig op til ørene, sagde ”superman tomorrow”. Det lovede jeg ham, og han kunne løbe frit afsted mod trappen op til sit klasseværelse.

En vilkårlig video kan betyde alt for de unge munke, og i starten har det været svært ikke at give dem alt. Det har dog vist sig, at de ynder at spørge, om de må se video ganske ofte. Det har udviklet sig til en daglig diskussion i undervisningslokalet, om vi skal se video eller lære noget.

Skal man være den strenge eller søde lære?

Tomme børneværelser, fyldte hjerter

De har ikke meget kun ganske lidt. Stadig er de børn til det inderste. De er drenge og kan lide fodbold og action. Kung Fu helte som Ip Man er et stort forbillede. Også Michael Jacksons moon walk er de fascineret af og i pauserne bliver der gerne demonstreret fighting-teknikker og dance moves som MJ.

For nogle uger siden købte jeg dem en gave. Jeg ville købe mig til deres kærlighed, og da fodbold har betydet meget for min barndom, mener jeg et hvert barn skal have muligheden for at opleve glæden ved fodbold.

500 rupees svarende til ca. 25 danske kroner for en fodbold i en af de utallige ensartede kiosker, som er på hvert et gadehjørne. 25 kroner var nok til at sprede glæde blandt tyve munke, som ved første spark løb i klumper rundt i salen bare for at røre den med foden.

Der var ingen struktur eller regler. Det gik bare ud på at røre bolden, og de spillede fair og fredeligt. Fra de mindste på omkring seks år til ældre på måske 16 år.

Det var en skidt bold. Den havde Real Madrid logoer stemplet hele vejen rundt, men var skæv som et æg, men det betød ingenting. Den, de havde vist mig et par dage forinden, kunne ikke trille en meter.

To dage efter kom en munk fra min klasse på omkring ni år ved navn Pema Tashi hen til mig og strakte hænderne ud og klappede dem sammen og sagde ”ball”. Det betød, at bolden var gået i stykker. Jeg kunne nemt aflæse, at han søgte hjælp hos mig til at løse problemet, og jeg farede ned i en kiosk og købte en der så bedre ud.

Han blev lykkelig, og vi gik ind i hallen og lavede fire hold med fire på hver og lavede mål af rådne stykker træ og sandaler.

Hallen ligger på stueetagen. Den er er belagt med hvide sten som væggene på et badeværelse. Selve banen er gravet to meter ned i jorden og er formet som et kryds. Fire store søjler på en meters areal bærer resten af klostret og er placeret som et kvadrat med fem meters mellemrum midt på banen.

Fodbold Khawalung Monastery
Der bliver spillet fodbold i hallen på Khawalung Monastery

Tilskuerne og udskifterne satte sig til rette på banderne langs banen og overværede de små hurtige munke drible mellem hinanden og søjlerne med sandaler på fødderne og kåben i hænderne.  

Tre dage efter fik jeg besked om endnu en bolds afgang.

Præcis det samme skete med den tredje bold.

I denne uge besluttede jeg mig for at købe dem en bold, som forhåbentlig kan holde mere end tre dage. For 2000 Rupees(100 kr.) fik jeg en hård læderbold med et ”World Cup Russia” logo. Næppe den ægte vare.

Pema Tashi som fortalte mig, at den første bold var i stykker var endnu engang henrykt, da han hørte en rungende lyd i hallen af sparket til en fodbold.

Der er ikke meget som slår synet af hans ansigt, når han bliver glad. Og det gør han heldigvis tit. Bare jeg vinker eller møder ham på trappen, oplever jeg noget i hans øjne, som ikke kan købes for penge, men som jeg gerne giver penge for, fordi det fortjener en præmie.

En fodbold til 500 rupees eller 2000 rupees for at se tyve børns øjne lyse af glæde er penge godt givet ud.

Jeg kan ikke vide det, men jeg tror på, at de her børn er glade for en fodbold i lige så høj grad, som det nyeste smarte stykke legetøj, der står på mange danske børneværelser.

Måske endda endnu mere. For de har så lidt.

Eller har de?

Når jeg ser dem lege med en kugle af elastikker i gården, sidde på en måtte på gulvet og spise ris i spisesalen, ser jeg en stor familie, som bruger hinanden og engang i mellem en fodbold, for at de har det sjovt.

Deres familier er her ikke, men bor andre steder i landet og har sendt deres barn til dette kloster af nød. Børnene savner utvivlsomt deres familier, og jeg ved ikke, hvor tit tårerne triller ned af kinderne, når mørket falder på og de ligger i køjesengen.

Men jeg ved, at de er omgivet af kærlighed her. Ikke som vi kender det i Danmark, men den er her i sin reneste og enkleste form.

I samværet og nærværet med hinanden. I det øjeblik ser de velhavende ud med deres tomme børneværelser og fyldte hjerter, der altid har plads til hinanden og en vildfaren, nysgerrig, eksistenssøgende 30-årig dansker.  

/Jesper Munk Jakobsen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *