I den seneste tid har jeg været optaget af sorg, og hvordan vi er med sorgen i livet og med hinanden. For mange er sorg noget, der ikke findes, før den findes mere end noget andet. Det er forståeligt, da sorg er en tung og lidelsesfuld følelse, og tanken om døden kan skabe angst i os.

Sorgen kommer i mange former og skalaer, og jeg plejer at sige, at ingen sorg er ens. Der kan være følelser i sorgen, vi kan genkende hos hinanden, men sorgen er ikke den samme. Jeg kan have mistet en kæreste, og det kan du også have, men sorgen formes af meget mere end selve tabet. Vores relation til den person, vi har mistet, kan have set vidt forskellig ud.

Det kan være, at personen var vores bedste eller eneste ven. Det kan være, at nogle har været sammen i to år, andre i 50 år. Det kan være, at forholdet byggede på dyb kærlighed eller handlede mere om praktik og tryghed. Hvordan vi mærker et tab og en sorg, hænger tæt sammen med den kærlighed, vi havde til personen. På den måde kan man sige, at prisen for stor kærlighed ofte vil være stor sorg.

Spørgsmålet kan være, om kærligheden er sorgen værd. Det er et stort spørgsmål, og når vi står i sorgens stormvejr, kan smerten føles som noget, vi ikke har kendt før. Alligevel må kærligheden være sorgen værd, fordi sorgen viser os, hvor meget kærligheden er værd for os.

Vi ville ønske, at vi ikke skulle opleve sorgen, men blot kunne have kærligheden. Men i sorgen mærker vi, at de er forbundne. De spejler hinanden.

I sorgens mørke kan vi føle ekstrem magtesløshed, ensomhed, tristhed, vrede, savn, håbløshed og meget andet. Og vi kan tænke, hvordan vi overhovedet skal komme op fra dybet.

Min oplevelse fra både min egen sorg og fra klienter, som har mistet mennesker, de holder af, er, at kærligheden ikke forsvinder med tabet. Kærligheden lever stadig i døden. Den lever videre i vores forbindelse til det menneske, vi har mistet.

På den måde er forbindelsen stadig i live, og vi kan dyrke kærligheden og det særlige bånd til det menneske, vi savner, selv midt i den ubærlige sorg.

Da jeg selv var i dyb sorg, skrev jeg følgende i et digt. Måske for at minde mig selv om noget.

Hagen hænger

Stolen slipper

Mens solen skær et sår

I den som tvivler på

Om kærligheden består

Den består

Jeg har i denne anledning indtalt hele digtet, som du kan lytte til her.