At holde sig i egen have

(En short story om at sætte grænser)

Læsetid 8 min.

Det havde været et relativt kort bekendtskab, men en mand og en kvinde havde efter konstruktive samtaler og samvær nu besluttet sig for at flytte i samme hus. Jakob og Dorthe hed de, og de havde fundet et fint kvadratisk hus ikke langt udenfor byen. De havde dog besluttet, at selvom de delte hele huset og boede i det sammen, ville de dele haven op. Således ønskede de begge at have sin egen have, hvor de kunne opholde sig og dyrke og plante, hvad de ville. De aftalte derfor, at de ikke måtte bevæge sig over på den andens halvdel, men skulle holde sig på deres egen halvdel. Hvis de ønskede at være sammen, måtte de i stedet gå ind i huset og være sammen der.

Dorthe fandt en stærk postkasserød maling og med en bred malerpensel, tegnede hun en lang streg hele vejen ned gennem midten af haven. Dorthe og Jakob kiggede veltilfredse på hinanden og løb derefter ind i huset og krammede hinanden. Om aftenen sad de i sofaen med armene om hinanden og kiggede ud på haven. Den stod grøn og nyklippet i aftensolens skær og smil bredte sig på Jakobs læber, da Dorthe pegede på en gul klokkeblomst, som var kommet til syne i Jakobs have.

Et par uger senere var det en varm sommerdag, og Jakob havde købt nogle påskeliljer, han ville plante i jorden. Han fandt derfor sin spade frem og gravede et stort hul i midten af sin have. Han satte de flotte liljer i jorden og begyndte at dække dem med jord. Han klappede med spaden og tørrede sveden af panden og kiggede på Dorthe, som stod i sin have betragtede Jakob. Dorthe havde plantet et stort pæretræ og et dusin røde roser i sin have. Jakob pegede glædeligt på sine påskeliljer og smilede. Dorthe pegede ligeledes på dem, men havde et mindre smil på læben. Hun pegede på liljerne. Jakob kiggede på blomsterne og gik et par gange rundt om dem, men kunne ikke forstå, hvad der var i vejen. Dorthe blev ved med at pege på påskeliljen og begyndte samtidig at pege på sine røde roser. Jakob kiggede på roserne og kunne nu se, at der var mere jord på dem, end der var ved hans påskeliljer. Han løb derfor ud mod en bunke jord og tog med spaden en stor bunke og kastede jorden på og klappede hårdt bagefter.

Han kiggede på Dorthe, som fortsat stod og pegede på blomsterne. Jakob kløede sig i håret og slog ud med armene. Dorthe gik derfor over til Jakob. Da hun nærmede sig blomsterne, tog hun Jakobs skovl og klappede et par gange på jorden ved blomsterne. Hun kiggede op på Jakob og smilede. Jakob smilede tilbage, og så løb de ind i huset og elskede. Weekenden efter stod solen igen højt, og de bevægede sig begge ud i hver sin have. Jakob kiggede på sine påskeliljer og nød dem stå i solen. Han kiggede over mod Dorthe, som stod med en rød rose i hænderne. Hun gik hen til den røde streg og rakte den over til Jakob. Jakob gik derover og tog rosen i hånden og kiggede på den. Dorthe pegede på sine roser og smilede. Jakob kiggede på rosen i hans hånd igen og så på sine påskeliljer. Han så tilbage på Dorthe, som nikkede anerkendende.

Jakob fandt sin spade, men var i tvivl om, hvor han skulle grave. Dorthe pegede ivrigt, og Jakob valgte derfor at stikke spaden i, hvor hun pegede, men da han havde taget det første stik, mærkede han Dorthes hænder på skaftet. Han kiggede op på hende, og hun smilede kærligt til ham. Han slap grebet. Dorthe tog et par spadestik omtrent samme sted som Jakob og plantede roserne. Jakob stod og kiggede på og blev i tvivl, om de passede godt ved siden af påskeliljerne, men flotte var begge blomster, og da hun rejste sig op, gav de hinanden et kram og gik ind i huset og elskede.

Dagen efter ville Jakob gå ud og rydde op efter sig og tag sin spade med ind i huset. Da han kom ud i sin have, så han, at spaden ikke lå over på hans halvdel længere, men lå nu over på Dorthes. Han var overbevist om, at Dorthe havde efterladt den på hans side i går. Måske hun havde lånt hans og glemt at ligge den tilbage. Da Jakob ikke måtte gå over i hendes have, gik han ind i huset og spurgte Dorthe, om han måtte hente sin spade. Det måtte han ikke, men Dorthe kunne række ham den. De gik derfor ud i hver sin have, og Dorthe rakte så spaden til Jakob. Jakob spurgte, hvad hun havde lånt den til, men Dorthe svarede, at hun ikke havde lånt den til noget, andet end da hun hjalp ham med at plante roser i går. Hvorledes var spaden så havnet på hendes halvdel, spurgte Jakob?

Dorthe fandt Jakobs spørgsmål ubehageligt og spurgte, om han ikke var glad for, at hun havde hjulpet ham. Jakob undskyldte og tænkte ikke mere over det.

Det samme skete et par uger efter. Dorthe havde hjulpet Jakob med at plante nogle af hendes vintergækker i hans have, og dagen efter var spaden igen havnet på Dorthes halvdel. Jakob bad Dorthe om spaden, for han ville plante noget mere, men han vidste ikke, hvad det skulle være endnu. Han gik ind i huset og tænkte, men da han kom ud i haven igen, stod et bed med blå roser plantet ved siden af hans påskeliljer, røde roser og vintergækker og igen lå spaden på Dorthes halvdel. Jakob følte sig forvirret. Hvad foregik der mon?

Han gik ind i huset og kiggede ud af vinduet. Han så på sine blomster i hans bed med det grønne græs udenom. På Dorthes side var det nærmere som en botanisk have. Den var ikke kun mere fyldig, den virkede også meget større. Han kiggede på den røde streg på græsset, som var svær at få øje på, fordi Dorthes høje planter og blomster skyggede for den. Han var i tvivl om, hvorvidt den havde rykket sig, men hvordan var det muligt? Dorthe havde jo malet stregen med rød maling.

Jakob spurgte derfor Dorthe, om stregen ikke havde rykket sig, selvom han vidste, det lød mærkeligt. Dorthe spurgte, hvordan Jakob i så fald mente, at det var sket. Det kunne Jakob ikke svare på og medgav, at det måtte være hans øjne, som snød ham. Som dagene gik, kiggede Jakob dagligt ud af vinduet ud på haven. En dag så han, at hans blomster var vokset ind over den røde streg til Dorthes halvdel. Jakob gik hen til Dorthe og beklagede, at hans blomster nu havde bredt sig i hendes have. Jakob spurgte, om de måtte stå der alligevel, for han var blevet så glad for bedet. Det forstod Dorthe godt, og derfor fik Jakob lov til at beholde dem. Det glædede Jakob, for hans blomster blev ved med at vokse.

Få dage senere var hele Jakobs bed vokset over til Dorthes, men Dorthe gav Jakob lov til at have hans bed. Efter et par uger gik Jakob igen i haven, men da han trådte ud af i sin dør, stødte han næsten ind i Dorthe. Hun pegede på den røde streg, og Jakob så til sin overraskelse, at han ikke kunne komme ind i sin have uden at træde ind i Dorthes have. Jakobs have var af mystiske årsager ikke så stor længere, men Dorthe forbarmede sig og gav Jakob lov til at være i hendes have. Så længe Dorthe bestemte over den. Det forstod Jakob, han sørgede derfor for at opføre sig ordentligt. Han valgte derfor at stå helt stille og kigge på sit blomsterbed. Han nåede ikke at stå der i lang tid, før Dorthe lagde en hånd på hans skuldre.

Hun måtte desværre meddele ham, at hun ikke synes, at Jakobs bed længere passede ind i hendes have, og derfor ville hun plante noget andet. Da det var Dorthes have, følte Jakob ikke, at han kunne indvende noget, og derfor tog Jakob sin spade og begyndte at grave dem op. Dorthe tog spaden fra Jakob og begyndte at plante nogle slyngplanter. Dorthe kiggede på Jakob og bad ham om at gå over i sin egen have, imens hun plantede sine planter. Jakob vendte sig om og gik mod sin have og den røde streg. Jakob gik og gik, indtil han fandt den røde streg. Den var klistret op ad hegnet, der omringede huset. Jakob stillede sig på linjen på tåspidserne med næsen ind i hegnet. Han trippede rundt 180 grader, og skuede ud over hele haven. Det var intet af den, der længere var hans. Intet han kunne genkende. Hans grænser var blevet rykket, så de ikke kunne rykkes længere, og da han nu hverken kunne gå frem eller tilbage, måtte han blive stående, indtil han måtte give slip og falde sammen.