På LinkedIn kan overdrivelser passere, mens ærlighed om det svære bliver mødt med kritik. En formiddag på platformen fik mig til at spørge, hvilken arbejdskultur vi accepterer, og hvad det gør ved os, hvis vi lægger vores egen ærlighed og autenticitet på hylden for at passe ind.

En formiddag sad jeg og bladrede lidt på LinkedIn for at se, hvad der rørte sig i mit såkaldte netværk. Det tog om sig, og før jeg så på klokken igen, havde jeg mistet en time af dagen og fået en mærkelig smag i munden. Det første opslag, der havde fanget min opmærksomhed, var fra en kvinde, som meget åbenhjertet udtrykte sin frustration over sin arbejdssituation.

Hun havde søgt job i længere tid, og det var ved at slide hende op. Hun havde flere gange gennemgået den lange, tidskrævende og mentale proces med research, udformning, telefonisk kontakt og at skille sig ud – ja, hele møllen. Men for hvert afslag blev processen tungere og mere demotiverende, hvilket er meget forståeligt, da afvisninger kan gøre, at vi mister troen på os selv og det samfund, vi er en del af.

I hendes LinkedIn-opslag lagde hun sin indre oplevelse åbent, ærligt og modigt frem. Det kan ikke have været let at vise sin sårbarhed, men hun gjorde det. Det havde affødt en del kommentarer, som havde udviklet sig til en diskussion om autenticitet og ærlighed under jobsøgning. Specielt én herres indspark gjorde lidt ekstra indtryk. Han havde følt sig nødsaget til at påpege, at han ikke selv ville have ansat hende efter at have læst sådan et opslag, og at hun skulle have ”taget det med veninderne” og ikke på LinkedIn.

Kvinden havde ikke efterspurgt, om han ville ansætte hende på baggrund af opslaget, eller om han mente, opslaget hørte til på platformen. Men hans vurdering var, at den form for oplevelser og følelser omkring arbejdsmarkedet ikke er noget, man tager med sig på LinkedIn. Man bør altså ikke sige åbent og ærligt, at man er frustreret over ikke at kunne finde arbejde på en platform fyldt med arbejdsgivere.

Næste opslag, jeg faldt over, var i en anden grøft. Det var en yngre kvinde, der fortalte om, hvordan hun en morgen som det første var gået direkte ind til sin chef og havde sagt op. Det lød friskt og modigt, tænkte jeg. Jeg ville læse mere – hvad var der mon sket? Min nysgerrighed blev yderligere skærpet, da jeg videre kunne læse, at det var på grund af, at solen skinnede udenfor. Vejret var så godt, og solens varme stråler skinnede så dejligt, at hun ikke ville undvære dem. Det kan man kalde en prioritering.

Det viste sig dog, at hun havde sagt det til sin chef – men i sjov. Så intet var hændt overhovedet.

Det synes jeg ikke, at jeg fik meget ud af at læse, så jeg fortsatte på scrollingtoget og fandt et opslag fra en kvinde i en HR-stilling. Hun berettede om, at hun var overbebyrdet. Hun havde modtaget 100 opkald fra jobansøgere på baggrund af et jobopslag, som virksomheden, hun var ansat i, havde slået op. Hun var blevet kimet ned af de ansøgere, og de havde stillet en masse spørgsmål og ønskede at gøre sig attraktive til stillingen.

Igen måtte jeg ned i kommentarfeltet og se, hvad over 60 debattører kunne bidrage med til denne sag. Nogle kunne forstå den hårde belastning, hun havde været igennem, mens andre var overraskede. De havde ikke selv oplevet noget i nærheden som HR-medarbejdere.

Da den forbløffelse var blevet udtrykt et par gange, var opslagets forfatter kommet med en indrømmelse og nogle smileys med mystiske glimt i øjnene. Hun havde overdrevet. Antallet var ikke i nærheden af 100, men det var der øjensynligt ikke nogen, som tog på vej over. Dog sad jeg med spørgsmålet: Hvad gik det her ud på?

Færre opkald end 100 kan selvfølgelig også være en belastning, men hvorfor skulle problemet så gøres større, end det var? Hvad skulle overdrivelsen få os til at tænke om hende og arbejdspladsen?

Historien fortæller jo ikke kun, at hun var overbebyrdet. Den fremstiller også arbejdspladsen som så eftertragtet, at telefonen ikke står stille, og hende som den, alle gerne vil have kontakt med. Overdrivelsen får dermed både arbejdspladsen og interessen for hende til at fylde mere.

Det var hun træt af, men det var umiddelbart svært at forestille sig, at LinkedIn-opslaget var en fælles besked til ansøgerne om, at de skulle stoppe med at ringe. Der var heller ikke nogen indikation af, at andre i fremtiden skulle lade være med at ringe til hende. Så hvad fik man som læser ud af det opslag?

Kvinden, der skrev, at hun havde sagt op, havde sagt det i sjov. HR-kvinden indrømmede, at hun havde overdrevet antallet af opkald. Men selv da historierne blev korrigeret, havde de fanget vores opmærksomhed. Og i HR-kvindens tilfælde stod den fordelagtige fortælling om hende og arbejdspladsen tilbage. Den jobsøgendes ærlige fortælling blev derimod brugt som en grund til ikke at ansætte hende.

Det er ikke noget nyt, at vi på sociale platforme bevidst viser de gode sider af os selv, og i den offentlige debat er det ofte de unge, vi peger på som synderne. Men hvad med den pæne og polerede arbejdskultur på LinkedIn? Er den så meget anderledes?

Jeg sad med følelsen af, at det vigtigste i LinkedIn-land er at få andre til at stoppe op, så vi kan profilere os selv. At give noget til andre, være sammen om udfordringerne på arbejdsmarkedet, være autentisk og give plads til det svære – det er sekundært.

Hvis vi lægger autenticiteten og ærligheden på hylden og har en lemfældig omgang med sandheden for at promovere os selv, er vi med til at opretholde en arbejdskultur, hvor det bliver vigtigere at fremstå godt end at fortælle ærligt. Vi holder mere af os selv tilbage og viser mindre af, hvordan vi faktisk har det. Det går ud over vores mulighed for at være mennesker med hinanden og have reelle samtaler i det offentlige rum om det liv, vi deler.

Det kan godt være, at vi kan blive dygtige til altid at fremstille os selv på LinkedIn som nogen, der trives. Men trives vi med det?

Ja, det var det indtryk, jeg sad tilbage med efter en time. Vi accepterer, at der bliver pyntet på virkeligheden. Men fortæller du åbent om en virkelighed, der ikke stiller dig fordelagtigt, skulle du måske have taget den med veninderne.