Trekking Annapurna: Tilløbet til det første skridt
Den 9. April, 2019
Inden jeg tog til Nepal den 3. februar, havde jeg besluttet mig for at ville prøve noget, jeg ikke havde haft den mindste drøm om at prøve nogensinde. At gå. Lige ud. Op og ned. I mange timer, hver dag i ti dage faktisk. På med rygsækken og frem med vandrestavene fra kl. 06-08 om morgenen. For at gå. I bagende sol. I bidende morgenkulde. Træde tungt i sne. Holde balancen op af de glatte stenbelagte trappetrin, men falde ind i mellem. Rejse sig op og slæbe benene videre. Jeg som synes de 50 trin i min tidligere trappeopgang gav åndenød. Det kunne jeg gange med over 100 på bare en enkelt dag rundt i Annapurna området.
Det havde jeg meldt mig til frivilligt. Og betalt i dyre domme for. En rygsæk, to fleezetrøjer, et par vandrersko, regnjakke, solbriller og varme trekkingstrømper løb op i 3000-4000 kr. i Spejdersport. Og det var inden, jeg havde sat mig flyveren, betalt for turen, guiden, trekkingbukser, vandrestave, sovepose, dynejakke. For at gå. I ti dage.
Min første tanke om at gå så længe og så langt havde var noget meningsløshed. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg tre måneder efter ville føle, at jeg havde foretaget mig noget usædvanlig meningsfuldt.
Inden jeg tog til Nepal mødte jeg flere mennesker, som havde været i Nepal og gerne ville fortælle om deres oplevelser. Der var enighed om, at trekking var fantastisk hernede. Landet er da også kendt for sine høje bjerge. Alle kender selvfølgelig Mount Everest, der ligger på grænsen mellem Kina og Nepal – Det højeste bjerg på jorden, der måler 8848 meter høj. Derudover ligger otte ud af de ti højeste bjerge i verden i Nepal.
En god ven fortalte mig, at Trekking ikke skal ses primært som en fysisk aktivitet, men som en aktivitet for sjælen og sindet. Det samme bekræftede to hjertelige kvinder, jeg mødte til en workshop på jobcentret. Straks blev de mindet om deres egne rejser til Nepal for årtier siden. Denne tynde luft. Roen. Tilstedeværelsen, midt i smuk natur.
Alt det blev jeg bevidst om, at jeg at søgte, da de mennesker delte ud af deres erfaringer om livet.
Jeg kendte ikke de mennesker, som jeg skulle tilbringe ti dage op og ned af.
To af dem havde jeg stødt på ganske kort i forvejen gennem min første uge i Nepal, som jeg tilbragte i et fælles hus for frivillige hos organisationen Green Lion.
Mit treekinghold bestod af fem mennesker af hunkøn mellem 18-41 år, som alle talte dutch som deres modersmål. Nina, Nicky, Susan og Pleuntje der bor Holland, og Sien som er bosat i Belgien. Vores guide var rutineret 37-årig hindu ved navn Lock og så havde en af deltagerne lejet en porter ved navn Raul til at bære sin oppakning.
Den 18. marts startede første afgang af mange. Jeg begav mig sammen med tre af de andre medrejsende og Lock vest på fra Kathmandu til byen Pokhara. Otte timers bustur på ujævne, snævre veje med huller i jorden, der var som bølger, der løftede bussen op og ned rundt om bjergsiderne i en skolebus med sæder revnet i hylstret og ventilatorer som aircondition.
Da vi kom frem til Pokhara, var det som at være blevet tævet alle steder på kroppen. Mørbanket mødte vi vores to andre medrejsende i Pokhara. Vi gik ud og spiste på en dejlig vagansk restaurant ved navn OR2K, som vi alle besøgt før i Kathmandu.
Restauranten havde den perfekte lokation dagen inden den rigtig tur skulle begynde. Vi sad i aftensolen, der skinnede ud over Phewa Lake.
Bag den på søens højre side, kunne vi se en snært af de store bjerge, som ventede os efter dette måltid og en god nats søvn.
Fortsættes…
/Jesper Munk Jakobsen
0 Kommentarer