En kat på jagt

(Short story.)

Mine short stories er ofte præget af symboler og metaforer. Det er med et ønske om, at læseren selv skal reflektere og fortolke historien. Jeg oplever selv, at det er den slags læseoplevelser, som skaber mest værdi og varer ved. Denne short story har et par læserspørgsmål til sidst og kan måske læses med et perspektiv på covid-debatten- & håndteringen i Danmark.

(Læsetid 7 min.)

En kat var hoppet ud ad et vindue en tidlig vinteraften fra sin ejers hus. Da ejeren ville i seng nogle timer senere, gik han hen til vinduet og kaldte på katten. Ejeren stod i vinduet i flere minutter, indtil han begyndte at fryse og lukkede vinduet.

Ejeren var vant til, at katten om dagen kunne hoppe op på husmuren udenfor og banke på ruden med hovedet, når den ville ind. Den lyd var så høj, at han utvivlsomt ville kunne høre den selv i sin søvn. Ejeren lagde sig i sin seng og slukkede lyset, men roen kunne ikke finde ham.

Katten havde aldrig været udenfor om dagen i mere end en times tid ad gangen, og nu var det tilmed nat. Tankerne ledte sig hele tiden hen på katten, som ikke var kommet hjem. Kunne den mon ikke finde hjem? Var den kommet til skade? Eller havde den taget fejl af husene?

Ejeren spekulerede det meste af natten, og tankerne blev til følelser af angst for det værst tænkelige – At hans trofaste ven gennem mange år aldrig kom tilbage. Den dårlige samvittighed kom også listende ind med angsten. Hvorfor havde han ikke bare lukket vinduet? Så var katten aldrig hoppet ud, og de kunne ligge i sengen side om side og sove sammen, som de plejede.

Tankerne om katten, fik ejeren til at tænke på døden, og han blev klar over, at hver gang man går ud, er der risiko for, at man ikke kommer hjem igen. Han bad en stille bøn til, at det aldrig måtte ske for dem, han holdte mest af. Hvis katten kom tilbage, ville han aldrig åbne vinduet igen, men lade det være forsejlet for evigt.

Katten ville måske føle sig indespærret og savne sin frihed, men den ville med større sandsynlighed få et langt liv, og det kunne vel også blive et lykkeligt et, når den vænnede sig til sin nye virkelighed.

Da timerne løb ud på natten, faldt han endelig i søvn, men vågnede en time efter med et sæt. Han synes at høre et bump og flåede vinduet op, men der var ikke andet end mørke og terrassens fliser at se. Igen ramte den dårlige samvittighed. Havde han bare været mere opmærksom. For den dumme kat havde vist tendenser til at prøve grænser af.

Igen faldt han i søvn, indtil han igen vågnede og gispede efter vejret og var forsikret om, at han netop havde fået besked om, at hans kat var fundet død. Hjertet pumpede afsted, indtil han flåede vinduet op igen, men ingen kat stod og ventede på ham.

Morgensolen var netop stået op, og det ville være umuligt at falde i søvn igen. Han tog en morgenkåbe og et par sutsko på og gik fra dør til dør i kvarteret for at høre, om nogen af naboerne havde set hans kat.

Han fortalte, at det var en hunkat, og den var rødlig med mørke striber. De fleste naboer havde set katten mange gange før, men ikke i løbet af natten, der sov de jo. Ejeren forstod dem godt, men hans angst og dårlige samvittighed tvang ham til at fortsætte med at forstyrre sine naboer.

De fleste var ikke vågnet endnu og brugte mere tid på at grine af mandens mundering end at lytte til hans bekymringer. Efter utallige forsøg havde intet held været med ham, men da han bankede på døren til vejens højeste hus, blev den overraskende nok åbnet af kvarterets ejendomsadministrator.

Ejendomsadministratoren vidste allerede, hvad ejeren søgte, inden han spurgte. Han havde nøje observeret kattens adfærd i kvarteret det meste af natten gennem vinduet på hans loft. Ejeren blev henrykt og spurgte, om ejendomsadministratoren mon vidste, hvor den var nu? Det gjorde han ikke.

Ejeren mistede hurtigt optimismen, men spurgte hvorfor viceværten havde fulgt katten hele natten? Ejendomsadministratoren forklarede, at hans job jo var at kontrollere området, og han havde i dette tilfælde observeret usædvanlig og ubehagelig adfærd fra denne kat, hvilket han var forpligtet til at følge nøje. Katten havde jagtet, alt hvad der kunne kravle og gå i haven hele natten. De stakkels dyr var jo blevet skræmt, og derudover havde det skabt en unødvendig høj larm, der havde vækket hele huset.

På grund af mørket havde det været uklart, hvad det var, katten jagtede så utrætteligt. Ejendomsadministratorens kone havde ment, det var rotter, for hun havde selv set en i deres have for nylig, og eftersom det er skadedyr, synes hun, det var i orden, eftersom man jo helst ikke vil have dem rendende i haven. Ejendomsadministratorens børn mente derimod, at det var pindsvin, for katten stak sig tydeligvis på poterne, når den slog til dem.

Ejendomsadministratoren selv var overbevist om, at det mest bare var mus, for hvor mange rotter og pindsvin kunne der være i én have modsat mus, og de generede såmænd ikke nogen.

Ejeren var enig, men mente som viceværtens kone, at hvis det var rotter, var vi vel alle interesseret i, at de blevet jaget væk fra haven. Ejendomsadministratoren havde været på nippet til at give ham ret førhen, men han observerede jo kvarteret grundigt hver dag, og der var ham bekendt ikke noget rotteproblem, selvom hans kone havde set en enkel for nylig.

Efter disse optøjer i haven i nat, mente han, at alt der bevægede sig frit i haven umuligt kunne være rotter. Derfor måtte denne unødvendige jagt ophører omgående.

Ejeren anede, at ejendomsadministratoren var en smule vred over kattens opførsel i haven. Ikke primært af hensyn til dyrene, men derimod hans families nattesøvn. Ejeren undskyldte kattens opførsel, som han var rystet over at høre om. Den slags havde den aldrig gjort før, for den kom jo altid hjem efter at have været ude en times tid.

Ejeren måtte derfor vide, hvor mange dyr katten havde slået ihjel. Men det mente viceværten ikke, at man kunne forlange, at han vidste. Der var for det første bæl mørkt i haven, og selvom han var vågen, var det jo sent på natten, så han var træt, og han kunne jo heller ikke holde styr på de mindste detaljer.

I øvrigt mente han også, at det var vigtigere i hans embede at holde øje med katten og ud fra hans observationer, var katten øjensynligt mest optaget af jagten i sig selv.

For fokuserede man primært på dyrene den jagede, ville man vurdere kattens gerninger ud fra hvilke dyr, man troede den jagede. Hvis man som hans kone, antog at det var rotter, så fokuserede man naturligvis på, at rotterne var problemet. Men bare fordi katten jagede noget, var det ikke nødvendigvis rotter.

Her hævdede ejeren, at hvis katten jagede for jagtens skyld, var katten dog trods alt venligere end andre rovdyr, som dræbte og åd de dyr de jagede. Den købte ejendomsadministratoren ikke, for det var da uanset hvad et unødvendigt spektakel midt om natten og for hvilken grund? For at jage dyr ud af haven?

Hvordan ville ejeren mon selv have det, hvis det var ham, der var blevet jaget af et rovdyr en hel nat? ”Til sidst kan selv den mest veltrænede jo ikke løbe mere. Det afhænger af øjnene, der ser. Min kone mener, det er rotter, og mine børn mener, det er pindsvin, og jeg vurderer, at det er mus. Det hælder jeg stadig mest til, og vi skal da kunne have mus rendende i vores have uden en kat jager dem en hel nat og forstyrrer vores nattesøvn.”

Ejeren undskyldte igen og fortrød nu bittert, at han for år tilbage havde valgt denne kat ude på internatet. Han fortalte ejendomsadministratoren, at med det samme han fandt den, ville han lukke den inde i hans hus for evigt.

Ejendomsadministratoren kiggede med forargelse på ejeren, og vendte igen ejerens ord mod ham. Hvordan ville han selv have det, hvis han blev lukket inde mellem fire vægge resten af livet?

Selvom katten havde været aggressiv og skabt frygt og rædsel blandt kvarterets dyr måtte fokus være på, at den ikke gjorde det igen, og så kunne alt fortsætte, som det var. Ejeren kunne vel opdrage sin kat? Naturligvis burde han skælde den ud og give den husarrest for så dernæst få den til at love aldrig at gøre det igen.

Således ville katten blive, måske ikke velvildt i kvarteret, men i det mindste ikke skabe frygt blandt de andre dyr i haven. Ejendomsadministratoren havde tydeligvis tænkt grundigt over sagen, men ejeren måtte nu vide, hvor ejendomsadministratoren sidst havde set katten.

Ejendomsadministratoren svarede, at hans gamle vagthund var vågnet sidst på morgenen i sit hundehus og kort efter, havde den sat efter katten i sådan en fart, at katten måtte stikke halen mellem benene.

Vagthunden nåede at bide lidt af kattens hale af, inden den fløj igennem et mikroskopisk hul i hækken, som hunden ikke kunne komme igennem. Vagthunden måtte stoppe op og gøede voldsomt i flere timer efter, som det meste af kvarteret må have hørt det. Siden havde han ikke set katten.

Ejeren havde ikke hørt nogen hund gø, men undrede sig over, hvorfor vagthunden ikke var vågnet noget før af alt den larm. Det undrede også viceværten, men det var nok fordi, at der ikke havde været så vild en kat i haven i mange år, så der havde ikke været sønderligt brug for vagthunden, og nu var den blevet både gammel og næsten døv.

Men kunne ejendomsadministratoren så ikke selv have gået ud og vækket vagthunden eller konfronteret katten? Ejendomsadministratoren tænkte sig om og mumlede lidt for så selv, indtil han måtte forklare ejeren, at hans job bestod i at holde øje og kontrollere haven, men ikke agere på egen hånd.

Hvad en aggressiv kat foretog sig, selvom det var yderst ubehageligt at observere, var ikke hans opgave at gøre noget ved. Hvad vagthunden angår, ville han da ikke også forstyrre dens nattesøvn. Det ville bare gøre den sur på ham.

Ejeren kiggede slukøret på ejendomsadministratoren og tænkte, at han på trods af sin dybe viden og velovervejede holdninger bare selv kunne have stoppet kattens aggressive adfærd, hvis han ikke havde været så bundet af sin stillings forpligtelser. Katten havde tydeligvis selv været skyld i nattens oplevelser med sin aggressive adfærd, men ingen havde stoppet den før til sidst.

De to herre tog hurtigt afsked, og ejeren traskede modløs hjem. Efter at have hørt om kattens opførsel, var han skuffet og sur og savnede den mindre. Men da han åbnede sin hoveddør, sad katten majestætisk i vindueskarmen med lyset fra morgensolen bag sig og logrede langsomt med resterne af sin hale. Ejeren havde heldigvis ikke fået lukket vinduet, inden han var gået.

Han nærmede sig nænsomt katten, imens han stirrede mistroisk ind i dens undersøgende øjne. Katten virkede upåvirket, men sad alligevel nærmest og ventede på at blive løbet i møde af glæde og lettelse, før den kunne komme ind i varmen.

Ejeren tvivlede og tænkte på alle de rædsler den havde udsat de andre dyr for. Skulle katten have en chance mere? Og i så fald, hvordan skulle han sikre sig, at den ikke jagede de andre dyr fremover?

Læserspørgsmål

  • Hvordan kunne denne historie fortolkes med henblik på COVID19-håndteringen & debatten i Danmark?
  • Hvem kunne ejeren, katten, ejendomsadministratoren og vagthunden være en metafor for?
  • Hvorfor er det noget forskelligt viceværten og hans familie angiveligt ser katten jager?
  • Skulle katten have en chance mere?
  • Hvad skal ejeren gøre for at sikre sig, at katten ikke igen stikker af og jager de andre dyr?

Man er velkommen til at dele sin fortolkning af historien i kommentarfeltet nedenunder.

/Jesper Munk Jakobsen

Hvis du får lyst, kan du støtte mine skriverier herunder eller via MobilePay:


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error

Hvis du vil læse med en anden gang - Så følg med her