Trekking Annapurna: Den indre kamp op ad

Den vidunderlige natur i Annapurna dannede ramme for en uforglemmelig sanselig oplevelse, men også en indre kamp med et fysisk og psykisk pres.

d. 22 maj, 2019

(Fortsat fra: Annapurna Trekking: Tilløbet til det første skridt)

Der er mange grunde til, at Annapurna-området i Nepal er et fantastisk naturlandskab at trekke i. I de få meters højde går man på smalle stier, der som en rød løber byder vandrene velkommen i junglens krat, som slanger sig rundt om stien. Træer står i alverdens grønne farver og famler om hinandens grene. Nogle træer er væltet og skelettet ligger forslået tilbage og forrådner.

Træder man en tusind meter længere op mod tinderne, støder synet på smukke røde Rhododendron blomster i de lavthængende trækroner, som området er kendt for. Deres rosenrøde farve imellem de grønne blade breder sig i solens gule lys på den blå himmel og farvernes finurlige fænomen inspirerer til gang og glæde.

Man hører vandets brussen fra en slank å, som løber ind mellem bjergene og trods dens mikroskopiske størrelse, kan man høre vandet flere tusind meter oppe. I bjergene ved Annapurna, er der ingen biler og motorcykler som blæser gennem luftlaget. Ingen skænderier, sniksnak eller skrigen.

Der er åens vand, fuglenes fløjten, klokkerne rundt om bøflernes hals og så den knasene lyd af vandrestave, som bliver sat i jorden af de relativt mange mennesker, som er ude og opleve naturen.

Når det går for meget op ad

Når man går op ad ved Annapurna, er det ofte på trin, der snor sig som nålesvingene på Alpe d’Huez i Tour De France. Hver gang man når et sving, ser man op, og et til venter forude.

Til sidst kan man ikke forestille sig, at det stopper. Sveden hagler ned af kroppen, og man klemmer den sidste energi ud af alle chokoladebarer og vanddunke, der er blevet plads til i backpacken.

På det tidspunkt er naturen intetsigende. Kun kigger jeg på mine vandresko, hvori jeg mærker mine fødder fordamper mod de grå flade trin.

Ni ud af ti personer jeg møder på de her stykker er i en form for lidelse. De holder pauser, hvor de står lænet med hele overkroppen over deres vandrestave og puster ud.

For mig var de lange modbydelige stykker lig med musik i ørene. Jeg hørte på fuld styrke Muse, og deres sange om Revenge, Mercy og om at være Invencible.

Vi spurgte gerne vores guide Lock “Are we there yet?” gentagende gange, som æslet utålmodigt spørg Shrek i filmen Shrek 2.

I modsætningen til Shrek svarede han i stedet for “no” altid, at det var vi snart. Udfordringen var, at tiden snøvlede sig afsted, når trætheden havde overtaget alle andre følelser i kroppen.

Den største fysiske udfordring kom for mig omkring halvvejs på den tolv dage lange trekkingtur, da vi gik imod det højeste punkt på turen til 3600 meters højde.

Vi havde om formiddagen badet i en opvarmet kilde helt nede i bunden af bjergene. Det var en tiltrængt forfriskning, da musklerne var godt ømme efter 5-6 dage med 14-20 kilometers vandring dagligt, op og ned med oppakning.

Den varme kilde til badning af ømme muskler.

Det grumsede vand med døde insekter betød intet så længe musklerne fik lov til at slappe af.

Op ad trappen fra kilden ramte jeg en mur. Alle kræfter slap op og mit hoved hang opgivende resten af dagen. Jeg kunne ikke klemme en bid ned under måltiderne, og jeg kæmpede bagerst i bussen med bare at sætte den ene fod foran den anden.

Min glimrende guide Lock tog min taske ovenpå hans, og jeg tog Muse i ørene og forbandede alt omkring mig.

Guide i Annapurna
Vores guide Lock.

Vi gik op ad og op ad, og jeg tænkte kun på, hvornår vi var fremme. Endelig fandt vi til vejs ende, og jeg skyndte mig ind på mit værelse, lukkede døren og blundede med det samme.

Jeg blev vist nok vækket, da det var tid til aftensmad. Jeg slæbte mig ud i den fælles spiseareal lang tid efter de andre, der allerede var halvt igennem deres måltid.

Jeg kiggede ned på en tarvelig tør omgang nudler med grøntsager, men det var ikke rettens skyld, at den frastødte mig. Mine hænder og arme rystede, og maden smagte fremmed i min mund.

Efter en håndfuld skefulde, måtte jeg opgive og forlade selskabet med en cola og en kop citron tea.

Den nat sov jeg tolv timer, hvis man medregner toiletbesøgene.

Det var i løbet af den aften en kraftig overvejelse, om jeg skulle fortsætte bestigningen. Ikke nok med, at jeg var syg, kunne jeg ikke få mad i maven, så energiniveauet var på nul. Dertil var de næste to dage kun op ad fra ca. 1000-1500 meters højde til 3600 meters højde.

Mentaliteten var på overarbejde, og det samme kom min guide, som med et smil tog på min rygsæk på ryggen den efterfølgende morgen og resten af dagen. Han var en stærk mand, men to rygsække fik ham alligevel til at svede.

Han skulle have flere rygepauser end normalt, og selv han havde nu brug for vand i ny og næ. Jeg fik ondt af ham, og spurgte om han var okay i flere omgange, men han understregede, at det ikke var et problem og sprang fra trin til trin og hylede nærmest som en ulv ud over bjergsiderne.

Ind i mellem blev der hylet tilbage og han fortalte, at det var kommunikation mellem ham og porteren, som bar en af de andres taske. Den tanke kunne jeg godt lide, og da mit helbred blev lidt bedre efter et par dage, fandt jeg mit egen hylelyd, så jeg kunne svare Lock, når han kaldte. Så vidste han, hvor langt jeg var bagud.

Den dag levede jeg på medicin, ananasjuice og en hjælpsom guide.

Det var et mirakel for mig, at jeg nåde frem til vores lejr den dag, og igen væltede jeg ind i sengen efter et par mundfulde og faldt i en feberlignende søvn.

Et sejrsbrøl fra 3600 meters højde

Sidste dag til toppen var den endelige finale for mig. Jeg vidste, at jeg havde muligheden for at blive i lejren her, da vi skulle samme vej tilbage ned. Den ide havde groet sig fast i mit hoved hele dagen forinden. Hvis jeg bare klarede den dag, kunne jeg endelig få fred.

Men da jeg pustede den frostne morgenånde ud af lungerne, følte jeg et savn. I det øjeblik jeg ville fortælle Lock, at jeg blev i lejren, følte jeg, at beslutningen ikke havde hjertet med. Min krop og mit hoved ville restituere, men jeg indså, at det var sidste gang, at jeg vil få muligheden for at se de her kønne omgivelser og så med de her skønne mennesker.

Derefter var det en let beslutning at fortsætte vandringen, selvom jeg vidste, at det ville blive den hårdeste på papiret. Samtidig nærmede vi os en højde, hvor kulden havde afløst varmen.

Vi gik mod de 3600 meters højde og efter kort tid var de sidste grønne træer væk. Træstammer stod plantet i sne på en bund af blade. De var indpakket i en tyk tåge, som fra en kirkegård i en gyserfilm.

Det var for mig det mest fascinerende natursyn på turen. Den tætte tåge, som mystificerede hele vandringen op af skrænterne. Der var ikke længere trin overalt.

Jeg var vred, husker jeg. Over at det skulle være så forbandet hårdt. Min mave var tom for brændstof, for de ananasjuice og colaer jeg fik smidt ned i dunken tørrede ud gennem kroppen, inden de havde lagt sig.

Bevidst gik jeg alene.

Ingen forstyrrelser eller samtaler.

Jeg måtte fokusere alle kræfter på at komme frem ad. Min taktik var ikke at holde pauser, det var for svært at rejse sig igen, hvis jeg først havde sat mig. Holdte de andre pauser fortsatte jeg.

Jeg hørte mere Muse, og jeg sang stille med og mærkede vreden hobbe sig op, imens jeg satte vandrestavene hårde og hårde i jorden. Langs bjergsiden gik jeg som den sidste i flokken i sneen, der lå som pletter på det gule friserede tæppe af græsstrå.

Jeg tog mig selv i at undre mig over, hvem eller hvad denne vrede var rettet imod, men indså hurtigt at det ikke var vigtigt så længe den drev mig mod toppen.

Skridt for skridt blev vejen kridtet for mig, og da jeg stod alene på en bjergside og kiggede op mod to teahouses for at orientere mig, så jeg min medrejsende hollandske veninde Susan stå med det sædvandlige overskud og nyde udsigten.

Jeg fandt vej gennem det gule græs op til hende og Sien, som også var nået frem. Susan og Sien krammede mig ved min ankomst, for de vidste, at jeg havde haft en indre kamp, og de udtrykkede forbløffelse over, at jeg ikke havde haft min vante plads bagerst.

Da alle kvinder var kommet frem, havde jeg stadig den der vrede i kroppen, som fik overkroppen til at spænde. Jeg skulle ud med den. Det ville ikke være sundt for mit helbred at pakke vreden ind.

Jeg så ud over skranten. Bjergene var så tæt på, at man nærmest kunne gribe ud efter dem. Toppene tittede op af de grå skyer.

En høj lige under en tåget sky, så jeg som et oplagt sted at udbryde et forløsende brøl og minde bjergene om, at jeg havde slået dem.

Min gode veninde Sien, et fantastisk klogt, indsigtsfuldt menneske forstod min ide til at fulde, og ledsagede mig gerne. Vi marcherede op i den meter høje sne og stillede os ud på spidsen, som tog form af en miniudgave af kongeklippen fra Løvernes Konge.

Jeg kiggede mig hurtigt omkring, men indså at ingen mennesker kunne holde den indespærrede luft fanget. Jeg fyldte lungerne med luft og knyttede næverne i en kraftanstrengelse og brølede som en anden Hulk udover tågen.

Jeg så en mand vralte forsigtigt ned ad dybe sne. Han vendte sig forskrækket rundt til lyden af endnu et brøl. Og en gang til. Jeg bildte mig selv ind, at hele dalen kunne føle mine følelser, måske hele verden. Sien sagde, at hun kunne, måske fordi hun også vidste, at jeg havde kæmpet mit livs kamp, og denne tur i Annapurnas bjerge mindede mig, at den er livslang.

/Jesper Munk Jakobsen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *