Sorgen sniger sig som et lyn (digt)

Den 14. februar 2020

Du ved, at jeg en dag rammer dig som et lyn
Men først, snirrer jeg mig ind på dig som en krokodille
Jeg ser på, at du nærmer dig den underjordiske flod
Fyldt med usagt angst dypper du din tunge i den vandfyldte grav
Du tager en slurk, for hvert sekund af livet, der går
Du bliver fyldt med livskræft
Nyder øjeblikkenes fred
Lukker dine øjne, slapper af i dine muskler
Står stille, på kanten af afgrunden
Mens du vandrer uvist ind i dit sinds begravelse
Og når din mave næsten er fuld

– Rammer lynet!

Jeg går efter halsen
Holder fast med naturens kraft
Mine skarpe tænder er som en hudinvasion
Du hvisker vanvid
Du halser efter dit sidste fredsfyldte åndedrag
Dine øjne græder for barmhjertighedens engel
Mens jeg trækker dig ned i den forurenede delta af død
Og drukner hvad der er tilbage af dig
På dit livs grusomme vej

/Jesper Munk Jakobsen

Du kan også høre mig læse digtet op her:

Tak, for at du læste mit digt.

Du kan støtte mine små skriverier med et ganske lille beløb på under et minut herunder:


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *