Jesper, dit navn er Jagadis

Jesper, dit navn er Jagadis

Den 18. Februar 2019

Jeg plejer at præsentere mig selv ved at sige mit navn, og da jeg plejer kun at have ét, virker det ganske ligetil. Det er Jesper, men det er kun mit danske navn og ikke mit nepalesiske navn. Det er nu “Jagadis”.

Den første uge i Nepal har jeg tilbragt i et fire etagers hus i yderkanten af Katmandu centrum for at lære om nepalesisk kultur, inden jeg flytter ind på Khawalung Monastary.

Huset huserer 20-30 frivillige fra rundt omkring i verden og ejes og administreres af en nepalesisk organisation ved navn Green Lion, der har udviklet en række samarbejder med lokalsamfundet primært i Katmandu.

Mandag morgen den 4. februar dagen efter ankomsten blev syv af os nytilkomnne introduceret til en ny kultur og til hinduismen. Medarbejderne i Green Lion er alle hinduer, og det samme er ca. 80 pct. af befolkningen i Nepal, mens 9 pct. er buddhister og 4,4 pct. muslimer.

Introduktionen til en ny kultur startede allerede i de fysiske rammer. Vi blev samlet på toppen af huset i strømpesokker i det de hernede kalder et undervisningslokale, men nærmere var et stort drivhus med trægulv uden møbler.

Ingen borde og stole stod linet op, men til gengæld stod der slidte madrasser op af væggen, der mindede om dem man sov på, da man var på lejrskole i folkeskolen.

Dem satte vi os på, så vi dannede en hestesko rundt om den venlige og rummelige lærer i slut trediverne.

Hun fortalte, at her sidder man i skrædderstilling – eller på en måde, så man ikke flasher undersiden af sine beskidte sokker op i ansigtet på andre.

Vi måtte gøre, som det passede os, men vi skulle vide, at i Nepal er det respektløs optræden over for værten, man er på besøg hos.

Fra da af og de næste to timer frem, sad vi alle med fødderne foldet ind under lårene.

Navneceremoni og velsignelse

Underviseren startede med at stryge en tændstik og satte ild til noget røgelse, som gav en sprød duft og spirituel stemning, imens sollyset skinnede igennem de store glasruder.

Rummet blev langsomt varmet op, imens vi sad i skrædderstilling og observerede hendes forberedelser.

Hun gik hen til sit lille kateter i væggen og fandt noget gul og rød maling frem, som hun rørte sammen på en bronzefarvet tallerken.

En for en blev vi kaldt op for at modtage vores velsignelse. Den ældste først – da den ældste besidder størst visdom givet sin længere erfaring i livet.

Da jeg sad i selskab med et par stykker på omkring 25 år og resten lige har sagt farvel til teenageårene, forlod jeg derfor min skrædderstilling og slæbte mine stivbenede tredveårige ben op til den nepalesiske hindu.

Hun dyppede sin finger i malingen, og jeg bøjede i knæene, så hun kunne tvære det ud i min pande.

Derefter fik jeg et hvidt stykke stof rundt om skulderen.

Det skulle bringe lykke til mig og min familie.

Derefter fik vi tildelt et nepalesisk navn, som hun selv havde strikket sammen, kun med udgangspunkt i vores oprindelige navnes begyndelsesbogstav.

Jesper blev til Jagadis!

Det udtales næsten, som når Khaleesi fra Game of Thrones beordrer sin drage til at riste the unsullied’s tidligere hersker. Dracarys!

Hun mente internettet rummede forklaringer på navnets betydning, men det er i så fald ikke på et sprog, jeg forstår.

Jeg holder mig til min egen Game of Thrones reference – Jagadis!

Religions kompleksitet

Hinduismen som religion, er jeg ikke på egen hånd stødt på i Danmark, og derfor har jeg begrænset kendskab til den.

Mahatma Gandhi som gjorde Indien selvstændigt ved at få landet løsrevet fra det britiske imperium efter 2. verdenskrig, var Hindu.

Og selvom jeg stiftet bekendtskab med hinduismen gennem hans biografi “The life and death of Mahatma Gandhi” af Robert Payne, som jeg kan anbefale varmt, forstod jeg aldrig hinduisme helt.

Det er min erfaring efter min korte tid i Nepal, at en ny og fremmed religion bare er kompliceret at forstå, fordi det kulturelle spænd er så stort.

Hvis man vil forstå religion tager det lang tid, men man kan hjælpe sig selv ved at observere den praktiseret i dagligdagen og interagere med de mennesker, som praktiserer den.

Det er fint at læse bøger, men det sætter sig ikke i hukommelsen som en ceremoni eller synet af et tempel mit inde i byen.

Hinduismen er en vanvittig interessant religion, og jeg kommer helt sikkert til at skrive mere om den under mit ophold i Nepal.

De har en gud for stort set alt, som livet indebærer.

Da vi under introduktionen til hinduismen skulle gætte på, hvor mange forskellige guder der er i hinduismen, var der ingen af os, der var i nærheden af at gætte på 330 millioner guder.

I Katmandu står der små og store templer placeret, som der står kirker i Danmark.

De er dog hyppigere besøgt, og det er beundringsværdigt at se så mange trofaste mennesker, som kommer forbi og beder, lægger en blomst eller går nogle rundter om templet og rotere med nogle sort-bronzefarvede hjul for at skabe god karma.

Alle regioner er givetvis komplicerede, specielt første gang man skal prøve at forstå dem.

I Danmark har vi en endeløse offentlige debat om muslimer og islam, som jeg vil påstå, at mange har en skarp holdning til uden sansynligvis at have læst en linje i koranen eller besøgt en moské.

Det kunne tyde på, at man egentlig ikke er interesseret i forstå nuancerne i religionen, og hvordan den bliver praktiseret.

Skal jeg prøve at forstå en religion og danne mig en seriøs mening om den, vil jeg fremover se det som en naturlig del af researchen at undersøge og interagere med den.

Der er intet farligt ved at bare følge med og være åben over for tanker og spirituelle indtryk, og der er heller intet farligt ved at bede til en gud, man ikke har et forhold til, besøge kirker, moskeer, klostre eller templer eller få en rød klat maling i panden og et nyt navn.

Det er derimod en stor berrigelse at blive budt velkommen ind i et fællesskab af så gavmilde og åbne arme, som jeg oplevede min første formidddag i denne fantastiske kultur.

/Jesper Munk Jakobsen