Vinder af #UWRF Poetry Slam 2019

Vinder af #UWRF Poetry Slam 2019

Den 30. oktober 2019

(Læsetid: 7 min)

Fredag den 25. oktober havde jeg intet mindre end en fantastisk overvældende oplevelse. Jeg stillede op til min første poetry slam konkurrence nogensinde, hvor jeg fremførte et af mine digte på en scene foran omkring 150 mennesker mod 24 andre poeter – Og vandt!

Konkurrencen foregik i byen Ubud på Bali i Indonesien på restaurant Betelnut i forbindelse med Ubud Writers & Readers Festival 2019.

Så hvordan endte jeg med at deltage i min første poetry slam konkurrence og så på den anden side af jordkloden og tilmed vinde?

Lad mig fortælle min historie om, hvordan jeg på mystisk vis i løbet af en uge fik skrevet et digt, fik en ven til at læse det højt og til sidst selv stod og læste det højt foran en sal af mennesker mod dygtige nationale og internationale digtere.

Stærke modstandere og stærke Mojitos

Hvert år er den kulturelle by Ubud på den idylliske ferieø Bali vært for en af de største årlige festivaler for forfattere og læsere i verden: Ubud Writers & Readers Festival

Dette var mit første besøg på festivalen, som foregik fra den 23-27. oktober med paneldiskussioner, workshops, oplæsninger og samtaler med indonesiske og internationale forfattere heriblandt Irvine Welsh, som er forfatter til bogen ”Trainspotting”, som siden er blevet filmatiseret.

På tredje aften den 25. oktober var jeg så blandt de 25 første i køen til at signe up som deltager til en af de største poetry slam konkurrencer i verden.

Hver deltager fik tre minutter til at fremføre et digt, de havde forberedt hjemmefra, foran en sal af mennesker og fire dommere, som gav individuelle karakterer fra 10,0 – 0,0 til hver deltager, efter de havde fremført deres digt.

Den første deltager på scenen talte om noget, vi alle sammen kender og ikke bryder os om – At blive stukket af en myg. Den midaldrende mand dansede foran mikrofonstativet, imens hans tunge hvirvlede rundt om mikrofonens hoved, og når han fortalte om, hvordan myggen satte sig fast på hans krop og sugede hans blod i sig, lød der nogle skrællende udbrud fra den inderste del af hans hals.

Efter nogle flere deltagere havde været på scenen, var vi vidne til en fin velartikuleret oplæsning af en pige i midten af tyverne, som leverede et rørende digt med malende billeder og metaforiske beskrivelser af kroppens reaktion på den kærlighed, hun selv længdes efter.

Den sidste deltager som gjorde et ekstra stort indtryk på mig, inden det viste sig at blive min tur, var en anden kvinde, som endte med at komme nummer to i konkurrencen. Hendes budskab om, at man skulle være den man er, uanset hvad andre mener, blev leveret med en så rungende kraft, at jeg ikke kunne være andet end rørende enig med hende.

Da jeg ikke havde prøvet at stå og fremføre et digt foran en sal af mennesker før, var det for mig intimiderende at sidde og vente på at skulle på scenen efter sådan nogle selvsikre præstationer.

Nogle af deltagerne fremstod som skuespillere, politiske talere eller rappere og hver og en fik velfortjente store klapsalver for deres rørende fremførsel.

Efter lidt over halvdelen af deltagerne havde været på scenen blev mit navn råbt op. Jeg var en smule nervøs efter at have hørt flere fantastiske digte blive fremført med så dyb passion og energi. På den anden side var det også en konkurrence. De stærke modstandere med deres velkomponerede ord plus nogle stærke mojitos havde tændt min lyst til at levere mit digt så godt, som jeg kunne.

Men i det øjeblik jeg gik op til mikrofonen på scenen, ville jeg bare have det overstået.

Jeg justerede mikrofonstativet, præsenterede mit navn og navnet på mit digt ”Caught in thoughts” (fanget i tanker) og fortalte, at jeg ikke havde prøvet det her før.

Jeg fandt digtet frem på min telefon og begyndte at læse ordene uden at fokusere på min hånd som rystede, men i stedet fokusere på at holde blikket stift rettet mod de små bogstaver på skærmen.

Jeg havde siddet og øvet oplæsningen i hovedet flere gange, imens de andre deltagere havde været på, og nu handlede det om at levere ordene i det tempo, jeg havde lovet mig selv.

Den specielle oplevelse ved at fremføre et digt

Digtet jeg fremførte handler om en person, der tænker tanker om at tænke den ene tanke efter den anden i en uendelig strøm af tanker og til sidst føler sig fanget i et spindelvæv af tanketråde.

Den oplevelse forsøgte jeg at dele med de andre i salen ved at anvende nogle uventede og forhåbentlig sjove stop i teksten undervejs.

Efter jeg læste de her første to sætninger af mit digt, fik jeg heldigvis de første grin fra publikum.

” I am thinking a thought – The thought that I think is that I am thinking a thought. I have to pee. I see. That’s my thought. I think it’s a thought. Me and my thoughts. I’m thinking – It’s just a thought”

Derefter følte jeg, at publikum var med på mit tankeeksperiment.

Min ven Peter sagde efterfølgende, at han synes min fremførsel af digtet blev bedre derefter, og jeg genkalder også selv på et tidspunkt, at jeg skiftede nervøsiteten ud med nydelse.

Jeg kunne så småt se ud over ordene på skærmen og se folks smil i øjenkrogen og lyttede til deres latter, imens jeg turde lege mere med pauserne mellem sætningerne.

Da jeg havde sagt den sidste sætning, fik jeg som alle de andre deltagere den specielle oplevelse af, at andre mennesker klappede af de ord, jeg havde skrevet og sagt højt.

Som et menneske der ønsker at leve af at skrive, er det for mig inderligt meningsfuldt, at andre mennesker bliver begejstret for de ord min hjerne og hjerte har konstrueret til sætninger og til sidst en samlet tekst – I dette tilfælde et digt.

Et lille skub af nogle gode mennesker

Da jeg gik fra scenen, blev jeg mødt af kram fra to gode venner – Peter og Collette. Imens sad de fire dommere og roede med deres scoreboard for at give mig hver sin karakter på skalaen fra 0,0 – 10,0. Jeg blev intet mindre end overvældet, da jeg så karaktererne 9,1 – 9,4 – 9,? – 7,0 på deres hvide stykker papir.

Jeg havde efterfølgende en fornemmelse af, at jeg førte konkurrencen, men holdte nu endnu mere end før øje med, hvad de andre deltagere fik af karakterer.

Da alle havde haft deres tre minutter på scenen, og jeg sad med mine venner Peter og Collette og ventede på afgørelsen, vidste jeg, at jeg var i top tre, men der havde været to præstationer efter min, som var blevet leveret skræmmende godt.

Peter og Collette har de seneste to uger været en betydningsfuld støtte for mig både personligt og professionelt. De havde derfor ikke kun støttet mig denne aften, men også et par timer forinden, da jeg øvede min oplæsning, og aftenen forinden da de foreslog mig at stille op til konkurrencen.

Jeg tøvede derfor kortere tid end normalt med at sige ja til at stille op, fordi jeg havde opbygget en speciel tillid til de to mennesker.

Jeg havde tre dage forinden afsluttet et 7-dages writing retreat, som Peter havde været vært for, hvilket var den væsentligste årsag til, at jeg var taget til Bali. På writing retreatet var jeg i selskab med over 20 kommende eller nuværende roman-forfattere, digtere, journalister, copywritere, screenplay writers mm.   

Godt halvvejs inde i retreatet besluttede en af deltagerne ved navn Martin Leigh, at vi i fællesskab skulle udgive en bog sammen, hvor vi hver især skrev 250 ord ud fra to tilfældige ord, som vi trak op af to skåle.

Den ene skål indeholdte sedler med forskellige genre som horror, science-fiction, thriller mm. Den anden indeholdte vilkårlige ord som skulle indgå i teksten.

Jeg trak genren ”drama” og ordet ”spider web”(edderkoppespind), og med det begyndte jeg at tænke over, hvad jeg skulle skrive.

For mit vedkommende, føler jeg, at mit liv består meget af at tænke og tænke, igen og igen og bearbejde og reflektere over det ene og det andet. Det var ingen undtagelse på dette writing retreat.

Eftersom der var en masse forelæsninger og workshops om nye emner hver morgen med en masse nye mennesker var mit hoved fyldt op med indtryk og informationer.

Tankestrømmene og kampen med mig selv om at kontrollere dem blev derfor, hvad jeg fik hamret ned på tastaturet. At tankernes tomgang ind i mellem tog over, blev det jeg ville formidle, som tråde der bliver forbundet i en edderkops spindelvæv.

Efter et par timer og nogle rettelser sendte jeg min tekst til Peter. Samme aften sad vi rundt om et bål i resortets have på madrasser og drak øl, imens vi skiftevist læste op af tekster, vi hver især ønskede at dele ud af.

Da turen kom til mig, måtte jeg meddele at jeg ikke kun bidrage med noget, eftersom min computer var på mit værelse.

Den kunne Peter klare, eftersom han havde sin telefon med og erindrede, at han havde modtaget 250 ord fra mig tidligere samme eftermiddag.

Det var dog ikke nok til at overbevise mig om, at de var værd at læse højt. Det valgte han så at gøre i stedet for, og det er jeg glad for.

For da han havde læst mit digt op, kiggede jeg op og ind i bålets flammer til lyden af klap og venners søde ord.   

Det var dem der den aften gav mig mod til selv at læse digtet højt nogle få dage efter til en af de største poetry slam konkurrencer i verden.

Så da værten for poetry slam-konkurrencen læste mit navn op, som vinder af Ubud Writers & Readers Festival Poetry Slam 2019, stod jeg overvældet på scenen og sendte en taknemmelig tanke til mine venner, der sad omkring bålet den aften og de to venner, som sad omkring dette bål på denne aften.

Nogen gange har man brug for et lille skub af nogle gode mennesker for give sig selv muligheden for at få en speciel oplevelse.

That’s what friends are for <3

Tak.

//Jesper Munk Jakobsen