Pølsevognen fra Qatar
(Short story.)
Det var ikke officielt, og hverken var prisen opfundet eller de nominerede fundet endnu. Alligevel var Hans med den høje hat overbevist om, at det var et spørgsmål om tid, før han ville få prisen, som verdens mest moralske mand. For at bevare opmærksomheden på hans person, havde han kastet sig over en ny sag, hvori hans forargelse ikke kendte nogen grænser. Det var pølsevognen fra Qatar på torvet. Han havde aldrig rigtig gået op i mad og pølser eller spist ved pølsevognen, men i bussen en formiddag overhørte Hans en samtale mellem to mænd i habitter, der smed om sig med tilsvininger af spisestedet.
Hans med den høje hat blev rasende på pølsevognen bare ved at overhøre samtalen. Derfor steg han straks af bussen og tog så en bus i modsatte retning for at besøge denne pølsevogn fra Qatar. I bussen på vej dertil, var han selv begyndt at beklage sig over pølsevognen. De kom for lidt ketchup i den franske hotdog, og der var aldrig servietter til hænderne. Han modtog anerkendende nik rundt omkring sig i bussen hele vejen til torvet. Fra deraf var Hans overbevist om sin sag. Han steg af bussen og gik ind i pølsevognen. Han var ikke meget for at bestille noget at spise, men han var jo nødt til at spise noget for at kunne kritisere det bagefter.
Hans bestilte en ristet hotdog med det hele og en bøfsandwich. Imens han ventede, vendte han sig mod en mand ved sin side. ”Hvad mener de om det her sted?”, spurgte Hans. Manden fik med det samme ristede løg fra sin hotdog galt i halsen. ”Det er her sted? Jamen, det er da forfærdeligt, det ved alle da. Tænk, at de overhovedet kan spørge om dette. Holdningen er da åbenlys”, sagde manden og kiggede strengt på Hans.
”De må meget undskylde. Det er første gang, jeg besøger pølsevognen, men jeg har naturligvis hørt, om alle de grusomheder. Jeg finder det forargeligt”, svarede Hans.
”Det var godt. Vidste de, at de har bruger børnearbejdere. Ja, hende som står der bag disken og steger din hakkebøf er ikke fyldt 18 år. Hvad mener de? Det samme gælder for hele pølsevognen. Den er sat sammen af små drenge, der bor på gaden. Kartoflerne til pommes fritterne er ikke engang økologiske, og de bliver dyrket af børn fra Qatar. Børnearbejde du! Hvad mener de om det?”
”Jamen, det er da rædsomt. Man burde aldrig sætte sine ben her igen, og aldrig mere spise en eneste pølse heller. Der er ting i denne verden, som er vigtigere end pølser”, sagde Hans med selvsikker stolthed.
”Så, så hr. Det har de selvfølgelig ret i. Forargelsen overfor børnearbejde er selvfølgelig vigtigere end en ristet pølse, men pølser er nu også vigtige. Prøv engang at smag den pølse, som barnet kommer med til dig der.”
Hans så, hvordan barnet bag disken satte den ristede hotdog foran ham.
”Din bøfsandwich kommer om lidt”, sagde barnet. Hans rystede på hovedet af barnet og tog en bid. Sikke en nydelse. Pølsen knækkede helt perfekt og var ristet lidt til den sorte side, som Hans elskede det. Remuladen var hjemmelavet med hjemmelavet pickles. Tre slags løg. En stærk, fyldig sennep, den klassiske pølsemandens ketchup og brødet var tydeligvis hjemmebagt. Hans tog et par store mundfulde mere og havde næsten glemt, hvorfor han var kommet.
”Nå, hvad mener de? Godt ikke? Maden er vidunderlig her. Men børnearbejdet du! Der er ting, som er vigtigere end pølser. Det kan ikke siges nok gange, men når det nu er sagt, bliver vi jo nødt til at komme herover for at kunne se de frygtelige forhold og fortælle andre om dem. Ikke sandt?”
”Så du mener, at du er kommet her flere gange?”, spurgte Hans forundret.
”Ja da, jeg kommer her hver dag og har gjort det i flere måneder nu. Sikke et væmmeligt sted.” Hans så undrende på manden, som tydeligvis havde set det ansigtsudtryk før.
”Hør nu her. Vi er jo alle forarget over den her pølsevogn, og derfor må vi møde op for at kunne berette om gruelighederne, og så kan vi jo lige så godt få lidt at spise, når vi er her. Du har jo selv smagt deres pølser. Men se nu bag dem. Her er i vognen er der foruden os to, tre herre og to kvinder. Den ene af de herrer er journalist, han dækker sagen om pølsevognen grundigt, og skriver en hver historie han kan finde om det i sin avis. De bliver sikkert interviewet snart. De to kvinder er madanmeldere. De giver meget få stjerner i deres anmeldelser, selvom de roser maden til skyerne. Den selvhøjtidelige herre derover i jakkesættet, er formanden for pølsevognene i hele landet. Han holder dagligt fysiske møder i pølsevognen med gæster udefra om, hvor forfærdelig en pølsevogn det er. Og så har vi den sidste. Det er formanden for Danish Crown, som leverer de danske pølser, og gør det muligt, at pølserne kan blive solgt. Han er meget forarget over, at pølsevognen sælger hans pølser. Men han er nødt til at sælge pølserne til pølsevognen, for at han kan vise os andre, hvor frygteligt et sted det her er.”
Hans begyndte efterhånden at forstå det hele.
”Alle som besøger pølsevognen er altså forarget over børnearbejdet?”, spurgte Hans.
”Ja, ja da! Hvem er ikke det? Derfor kommer de alle her. Dag efter dag for at spise og så fortælle om, hvor rædderligt det er. Så kommer der flere kunder, som så kan fortælle om, hvor rædderligt det er. Det er en god forretning for pølsevognen. Man burde sgu boykotte det her sted. Nå, nu må jeg afsted. Vi ses vel igen i morgen”, udbrød manden til begejstring fra journalisten bag Hans, som straks noterede noget på sin blok.
”Ja, naturligvis”, tilsluttede Hans sig og rettede på sin høje hat. Hans måtte jo møde op, hvis han skulle tilegne sig titlen, som verdens mest moralske mand.
”Deres bøfsandwich er klar. Det bliver 100 kr.”, lød det fra barnet bag disken. Hans betalte straks med veltilfredshed.
Hvis du synes om denne lille fortælling, kan du give et beskedent bidrag herunder eller via. MobilePay: 61454071
[paypal-donation]
0 Kommentarer