Godmorgen min ven
(Digt.)
Hver dag skal jeg op
Jeg forsøger at få bevægelse i min krop
Gnider vandet ud af øjenkrogen
Græder, fordi jeg er vågen
I helvede er jeg gået i hi i min hule
Tortureret af fløjten fra sorte fugle
Jeg skal op
Siger jeg til min krop
For en dag igen at mærke lyset
Gyset
Det render i mit blod
I denne seng på min mave, var der du stod
”Godmorgen min ven”
”Det er rart at se dig igen”
Du hopper og jokker
Snuser til mine sure sokker
Smider dig på ryggen
Lærer mig om livet i skyggen
På dit hvide bryst mærker jeg det blødeste dun
Fra din knurrende kæber lugter jeg tun
”Godmorgen min ven nu skal vi op”
Siger du et kvarter efter med et hop
Du snuser til vindueskarmen
Jeg flår ruden op med armen
Du rejser halen og går i haven
Jeg kommer, når jeg har fået en tår kaffe i maven
Så vis viste du mig vejen i livet
Med mere gavmildhed end noget menneske har givet
Kære ven, der stod på min mave
Du var et ensomt menneskes største gave
Kun sorg og dyner ligger jeg nu begravet under
Tak, for vores dejlige morgenstunder
/Jesper Munk Jakobsen
Du kan støtte poesien herunder eller på MobilePay: 61 45 40 71 – Hvis du får lyst
[paypal-donation]
0 Kommentarer