Den der vrede

Den der vrede

(Essay.)

”Ens vrede giver ikke noget som helst, der er ingen resultat af det, kun at man er lidt træt. Ligesom når jeg skriger på badeværelset. Det gør jeg tit. Råbe kraftigt. Der er jo en ekstra akustik, så det er jo stedet, hvor man råber. Det er det i hvert fald for mig”,

siger Jørgen Leth på filosofisk og lavpraktisk vis om sin vrede på nummeret ”Den der vrede” med gruppen “Vi Sidder Bare Her”. Jeg kom til at tænke på nummeret, da jeg selv for nylig kom i nær kontakt med den der vrede. Siden er det gået op for mig, at den der vrede måske i en vis forstand er tabubelagt. Men hvordan lever vi med den der vrede, og må og kan vi vise vores vrede overfor andre på en hensigtsmæssig måde?

At være vred er ikke godt. Og at vise sin vrede er slet ikke godt. Vi fortryder det næsten hver gang, og det kan tilmed føles skammeligt og forkert. Det er en holdning, jeg af og til stødder ind i, hvis jeg sætter ord på en følelse af vrede. Ud fra den holdning, kan det derfor forekomme prisværdigt og bestræbelsesværdigt at kunne kontrollere de svære følelser som vrede, og tilmed bilde sig selv og andre ind, at man aldrig er vred. Sådan har Jørgen Leth det gudskelov ikke.

Han italesætter tværtimod vreden direkte i nummeret “Den der vrede”. Han erkender, uden at det er nogen stor erkendelse for ham, at han ofte bliver vred. Fx når han ikke kan få sine sko på, så sparker han til dem. Eller han råber på badeværelset.

For sådan en som mig, der har lidt sværere ved at komme af med vreden, er det befriende at høre, hvordan et menneske både erkender sin vrede og samtidig får den ud af kroppen. Om det så er ved at kaste med ting eller råbe højt. Det kan dog synes irrationelt og forkert at handle sådan i vrede, og måske vil ganske få mennesker som Jørgen Leth turde erkende, at de gør lignende ting, når de er vrede.

På nummeret her når Jørgen Leth også at tænke over, hvad andre vil tænke om hans råben på badeværelset: ”Men sommetider tænker jeg, gud er der nogen hjemme ovenpå?”

Det er typisk, at vi mennesker tænker på, hvad andre tænker om os, også når vi er i vredens vold. Det er selvfølgelig godt, at vi mennesker ikke render rundt og råber og kaster med ting, hver gang vi er vrede. Det er ikke god opførsel, men det afhænger måske af, om der er andre mennesker til stede. Vi fordømmer i højere grad os selv over vores vredesreaktion, i det øjeblik at andre kan bedømme os. Årsagen til dette kan være, at når vi er vrede, kan følelsen fylde så meget, at alle andre vinkler er blinde. Det eneste fokus er vreden, og det vreden er rettet imod.

I buddhismen taler man meget om den der vrede. Man erkender, at vi mennesker bliver vrede, og at den vrede kan gøre os blinde. Derfor bruger mange buddhister år på at meditere på den der vred for komme den til bunds, forstå og mærke den. Vrede opfattes som en lidelse, og buddhister ønsker at blive fri for lidelse. De vil derfor være fri for vreden. Denne meditationspraksis bidrager til at kunne observere vreden og ikke lade sig overrumple af den, men håndtere den.

Om det er muligt at nå dette stadie, ved kun dem, som har oplevet det. Men de fleste mennesker vil møde stærk vrede igen og igen – Selv buddhister. Den rolige og hjertelige vietnamesiske munk og mester Thich Nhat Hanh, som døde for få år siden er en af mine største inspirationer til indre fred. I et interview med Opera for mange år siden, sagde han, da han hørte om, at Martin Luther King blev snigmyrdet. ”I was a little angry at that time”.

Selv denne fredelige, balancerede mand oplevede vrede trods hans dybe, grundige arbejde med sig selv. Han så under Vietnam-krigen et håb i King om, at freden igen ville vende tilbage til hans hjemland, fordi King talte offentligt mod vold i USA, vold i Vietnam og dermed USA’s deltagelse i Vietnam-krigen.

Selv en mester som ham oplever vrede. Så måske handler vrede ikke om, at den skal afskaffes og fornægtes som følelse, men i stedet kan den måske tæmmes ved at lære den bedre at kende.

Når du er din vrede

Jørgen Leth oplever ikke, at vreden bidrager til noget godt for ham, ”Ens vrede giver ikke noget som helst.” Han vil helst være den foruden. Hvis vi selv prøver at huske, hvordan det føles at være vred, vil vi måske også erkende, at årsagen til vi ikke ønsker vrede er, at vreden skaber lidelse i os. Så hvis vreden eksisterer hos de fleste af os, hvad skal vi så gøre af den?

Jørgen Leths løsning er for mig at se ikke dum. At kaste med sko og råbe på badeværelset for sig selv er bedre end at gøre det foran andre. Leths vredesudbrud går altså ikke ud over nogen andre mennesker. Det er blot to måder at reagere på sin vrede på. En anden måde at møde sin vrede på er ved ikke at reagere. I stedet for at gøre noget lader man ubevidst eller bevidst vreden blive inde i kroppe og give den lov til at boble i maven. Man sluger vreden og gemmer den i sin krop, indtil den går væk. Men kan man det?

Skal vreden ikke ud af kroppen på et tidspunkt? Hvis man tror på det, handler det om at finde sin egen måde at få vreden ud på. Nogle slår i puder og på boksebolde, som bevidste eller ubevidste handlinger for at få vreden ud. Det er meget bedre end at slå på andre mennesker. Men hvor meget ubevidst adfærd har vi ikke med os, som er udløst af den der vrede, vi ikke lægger mærke til? Vi kan tag trælse oplevelser med os i andre situationer og have en kort lunte over mennesker, som intet har haft med den tidligere trælse oplevelse at gøre. Jeg har et eksempel fra min egen dagligdag.

Min oplevelse af at sidde på en kaffebar har jeg observeret kan være hvidt forskellig fra den ene dag til den anden. Den ene dag kan jeg sidde og skrive eller læse og være upåvirket af mennesker, som taler højlydt ved siden af mig. Den næste dag kan jeg føle en irritation og vrede over samme situation og bebrejde de snakkende gæster, at jeg ikke kan koncentrere mig. Først bagefter når vreden er luntet af, kan jeg reflektere over, at den primære årsag til min vrede nok er mig selv. Altså er det min vrede og ikke deres adfærd, som er problemet. Måske var jeg bagud med mit arbejde, fået for lidt søvn eller havde en dårlig dag? I denne mindre situation er vreden dog sandsynligvis på et lavt niveau og lettere at kontrollere og gemme indeni – Uden det betyder alverden.

Et andet interessant spørgsmål kunne deraf være, om man må vise sin vrede overfor andre? Og i så fald hvornår og hvordan? Vil det altid være ideelt at kontrollere sin vrede, når andre er tilstede og vende den ind af og sige: ”Det er noget med mig at gøre, den vrede må jeg have kigget på.” Det forekommer mig at være idealet. Vrede er simpelthen ikke rart for nogen, og som Jørgen Leth siger, bidrager den ikke til noget.

Hvordan man håndterer sin vrede og viser den, er der for mig at se ikke nogen perfekt guide for. Men det man måske kunne ønske var prisværdigt for en selv er, at man ikke lader sig overvælde af vreden. Hvem kender ikke, at vreden kan blive så stor, at den fylder alt i ens hoved og krop. Hvis vreden fylder det hele, er der ikke plads til hensynet til andet end vreden selv. Reagerer man på den, vil man ofte fortryde det, når man ikke er vred længere.

Det kræver en ekstrem selvbevidsthed at undgå dette, som netop er sværest, når vreden fylder mest. Vreden er derfor en fantastisk og smertefuld mulighed for at træne bevidstheden om sig selv. Fx ved at man tilegner sig evnen til at observere, mærke og føle vreden, så den kun er en del af en selv. Kan man dette og tror på sin egen dømmekraft, kunne man måske tilnærme sig sin egen tilladelse til at ikke reagere men agere på sin vrede, fordi man ikke kun er vreden. Man er således bevidst om sin vrede og bevidst om den adfærd, man vælger at udvise på baggrund af vreden.

Hvis man vælger ikke at tillade sig selv at være vred og vise det, vil man højst sandsynligt rette det indad og sige – Det er mig. Det er det helt bestemt, men det omfavner ikke vreden, at man skal skamme sig over sin vrede og straks vil pakke den væk hurtigst muligt. Vreden vil fortælle noget, selvom den optræder irrationelt, og det kan lede til en uhensigtsmæssig adfærd. Følelsen af vrede skal have sin plads, så uhensigtsmæssig adfærd netop undgås. Hvis man er blevet svigtet, behandlet dårligt eller ens grænser er overtrådt, er det som følelsesmæssigt selvpineri ikke at omfavne vreden. Får den lov til at komme ud, vil den automatisk fylde mindre, og det vil bane vejen for at undersøge den, og hvilke følelser der ligger under.

Jeg synes ud fra mit snævre synsfelt, at der kan være et tabu omkring vrede, og jeg har oplevet, at man fx i spirituelle kredse og visse intellektuelle kredse ser ned på vreden og taler for, at den skal forsvinde hurtigst muligt ved at vende det indad eller finde andre positive følelser. Min oplevelse og erfaring er, at vreden skal omfavnes og slippes ud, som en vulkan der går i udbrud. At den mister sin skam og skyld og lever i sin ærligste irrationalitet, men med det forbehold, at vreden ikke går ud over andre mennesker.

Først når den er kommet ud, kan det videre arbejde begynde med de andre følelser, som har skabt vreden. Igen er det hårfin grænse, man kun selv kan sætte, hvor egen selvbevidsthed derfor må være tilstede.

Den undertrykte vrede

Hvis vi vender tilbage til, at vreden kan være smertefuld, gør det kun lidelsen længere at undertrykke den. Den skal derimod finde sin vej ud, så den skaber mindre lidelse senere hen både for en selv og andre. Lad mig her til sidst dele en af mine egne oplevelser, hvor jeg selv undertrykte min vrede i længere tid, end jeg ville have ønsket. Af respekt for andre vil jeg ikke beskrive episoden konkret, men blot min egen indre oplevelse. For nylig deltog jeg i et arrangement, hvor jeg oplevede, at den ene af de personer, som var i centrum, blev behandlet på en måde, jeg først senere blev klar over, at jeg ikke kunne stå inde for. Personen selv havde det umiddelbart helt fint med det – Det var altså mig, som ikke kunne lide, det jeg oplevede ud fra mine værdier som menneske.

Jeg var én tilskuer af mange og sad egentlig bare passivt og så til. Kort inde i arrangementet var jeg faset ud, og vreden begyndte at boble indeni, men på dette tidspunkt, kunne jeg ikke registrere det. Jeg var vreden, og den havde overtaget mig. Min manglende selvbevidsthed omkring den vrede gjorde, at jeg ikke kunne observere, hvad der skete i mig. Jeg sad til arrangementet og var vred, uden jeg kunne få afløb for vreden. Det hele varede en time. Forestil dig at din krop bobler indeni en hel time, uden at du kan komme af med denne ubehagelige energi. Først da jeg mødtes med et par gode venner nogle timer efter, flød bægeret over, og jeg fik delt min frustration. Men skaden var sket.

Min krop havde samlet så meget vrede, at den ikke kunne komme af med det hele. De efterfølgende dage fulgte den derfor min krop og kæmpede med at komme ud. Så hvad skulle jeg have gjort? Råbt højt? Da vreden kom brusende, havde jeg ikke et redskab til at agere på den. Mit hensyn til de andre i lokalet og deres syn på mig kom til at veje tungere, så jeg valgte at blive siddende og spille skuespil. Det var som Jørgen Leth, der vil til at skrige på badeværelset, indtil han bliver klar over, at andre kan høre ham. Skulle jeg så have rejst mig op og råbt? Nej, for det var gået ud over andre, og jeg ville have fortrudt det kraftigt bagefter. Det er min vrede og mit problem. Ikke deres.

Oplevelsen gav dog mig en smertefuld mulighed for at lære min vrede at kende. Jeg er et menneske, som meget sjældent er vred. Så sjældent at jeg sjældent er i kontakt med vreden. Jeg ser i dag, nu hvor vreden og oplevelsen er på afstand, at jeg var vidne til noget, som gik over mine grænser. Det blev jeg vred over. Ubevidst valgte jeg at sidde stille som en statue. Det var min reaktion. Det jeg gerne ville have gjort var at have været bevidst od dermed ageret ved at rejse mig op og forlade situationen. Jeg ville have sagt stop – Det her er over min grænse. Det tror jeg kunne have stoppet vreden fra at udvikle sig yderligere og sætte sig fast i min krop.

Samtidig kunne det give mig oplevelsen af, at satte min egen grænse overfor andres opførsel. Min manglende reaktion ved at side stille føltes for mig, som om at jeg slet ikke agerede på min vrede. Det endte derfor senere også med at udvikle sig til en vrede på mig selv over, at jeg ikke fik sagt fra. Det er kun muligt næste gang ved, at jeg bliver mere opmærksom på min egen vrede og agere på den på en hensigtsmæssig måde.

Kan vi som mennesker lære at observere vores vrede selv i en højspændt situationer, lytte til vores krop og træffe valg ud fra vores følelser, er det bedre for både os selv og alle andre.

For mig at se handler det derfor om at erkende vreden som en følelse. Ikke at undertrykke den, men lære den at kende og starte i små situationer med at observere den. Fx som Jørgen Leth, der ikke kan få sine sko på. Eller på en kaffebar, hvor højlydte talestrømme forstyrre min koncentration. Hvornår oplever du selv vrede i små situationer? Næste gang du står på badeværelset og får lyst til at råbe, så gør det. Ud med den der vrede. Måske du kan grine af dig selv bagefter og så se nærmere på, hvad der gemte sig af følelser nedenunder. Indtil du tænker, gad vide om naboerne hørte mig?

/Jesper Munk Jakobsen

Photo credit: Christopher Ott, Unsplash

Hvis du kan lide at læse med, kan du støtte mine skriverier herunder eller på MobilePay: 61454071

[paypal-donation]