De tre vise gadehunde
Den 28. Februar 2019
Jeg kan godt lide hunde og denne by giver mig rig mulighed for at bruge noget kvalitetstid med menneskets bedste ven. På en hiking-tur op mod toppen ad en bakke, mødte jeg tre firbenede lokale beboer, som viste mig en fantastisk udsigt, og hvordan man optager den i sindet.
I Katmandu kan man ikke gå på gaden i to minutter uden at træffe en gadehund.
Over alt slæber de deres fire lodne poter rundt i mellem kiosker, grønthandlere og restauranter og mingler med ung som gammel.
På fortovet og langs murerne ligger de fladt på siden eller krøllet sammen som larver og indoptager eftermiddagssolen.
De har også tilegnet sig de lokale tobenedes dristige trafikadfærd.
Ofte når jeg sidder i taxaen efter mørkets frembrud, holder jeg vejret, når taxaens lygter rammer en slentrende gadehund, der vader ubekymret og uimponeret midt ud i den kaotiske, anarkistiske trafik i vanlig slattent trav, imens taxachaufføren lige så uimponeret fortsætter sin dristige kørsel, og de er et hundehår fra et sammenstød.
I området ved Green Lions hus, hvor jeg har boet den første uge, møder jeg gadehunde på hvert et gadehjørne. Jeg hører dem fra morgen til aften, når de gør om kap med de privatejede hunde i området.
Gadehundene deler områder på tværs af racer og størrelser. De lever Ikke i flokke, men som bander med flade hierarkier, der har præcise, afgrænsede territorier.
De kender hinanden indbyrdes og ved, hvem der plejer og ikke plejer at være i området. Med det samme en fremmed hund krydser en usynlig linje, bliver den overfaldet og gøet ud af området omgående.
En gang i mellem kan man observere oppefra, hvordan forstærkninger kommer farende op af skranter og skråninger for at drive en indtrængende væk, men krydser de selv grænsen den anden vej, bliver rollerne byttet rundt med det samme.
Turen mod toppen
Vi var otte mand, som begav os ud på denne heldags vandretur. Den første halvanden times tid gik med at trave rundt på fladt tærren mellem nedslidte faldefærdige huse, bjerge af skrald og høns og haner, indtil vi nåde frem til et hinduistisk tempel.
Under et træ lå tre lokale guider og logrede med halen. Da de så os, rejste de sig op på alle fire, som om de ventede vores ankomst.
De fulgte os rundt om templet, der tilhører guden Parvati, der er Shivas kone. Shiva (the destroyer) er en af de tre centrale guder i hinduismen og udgør en del af hinduismens trimurti, som består af skaberen Brahma (the creator) og opretholderen Vishnu (the preserver).
Parvati betegnes som den anden halvdel af Shiva, som er ødelæggeren og transformatoren af ondskab. Man tilbeder hende for, at der ikke skal ske modbydelige begivenheder som krig og ødelæggelse.
På billedet kan man se, at Shiva bliver domineret af sin kone. Han lader sig dominere, for at hun kan få sin vilje, så hun ikke føler sig dårligt behandlet og udfører forfærdelige handlinger.
Efter et kvarter forlod vi templet og bevægede os derefter mod de høje toppe.
Efter få meters gang op ad stejle sten beslaglagt af rødder fra nåletræerne, mærkede jeg et strøg af hår og en hvid/grå skikkelse der farede forbi mig. Jeg skred på en skrant og greb fat i et træ for at holde balancen. En sort og brun skygge fulgte efter.
De tre hunde spænede forbi os alle op af de stejleste skråninger på bjerget, indtil de nogle meter fremme, vendte rundt og satte sig tålmodigt ned og skuede ud over skrænten, imens vi langsomt tog det ene tunge skridt efter det andet. Sådan fortsatte turen op ad bakken.
De tre hunde ledsagede os helt til toppen og havde allerede sat sig godt tilrette, da vi kom i mål.
Eftertænktsomheden strålede ud af deres øjne, imens de stirrede ud på den betagende udsigt ud over Katmandu, der lå og hvilede, i en krans af bjerge, hvis toppe var begravet i skyerne.
Specielt den sorte hund lignede, at den var i gang med nogle sørgelige og eftertænksomme refleksioner.
Det var tydeligvis en ældre hund,
jeg satte mig ved siden af.
Mine lægge ætsede af mælkesyre. Det regnede en smule, og den flade sten jeg satte mig på var våd og kold.
Hunden ulmede af ro og udstrålede visdom og erfaring med livet.
Den blev umiddelbart ikke generet af min tilstedeværelse eller lyden af kiks og colaer, som blev flået op af taskerne, endeløs small-talk, latterudbrud eller klik fra kameraer.
Selv tog jeg nogle billeder af den sorte hund, men den anede ikke min telefon en snært af opmærksomhed.
Dens snude var som en pil der pegede, og jeg blev mere og mere betaget af dens ro, indtil jeg forstod, hvad den fortalte mig med sit kropssprog.
Heroppe sidder man bare og sidder.
Mine lunger blev fyldt af den tynde luft. Jeg mærkede vinden i ansigtet og regndråberne i håret.
Slap kontrollen. Lod den ene tanke tag den anden og mærkede, at jeg bare var her og ikke derhjemme i Danmark. Hvor jeg har været, og hvor jeg ender, det måtte høre andre tidspunkter end dette øjeblik til.
Mine øjne fandt et par ørne, der svævede over mig. Jeg så på de tætbevoksede grønne træer, som kravlede op af bjergsiderne, og byen der bredte sig ud til foden af bjergene.
Men efter lidt tid, ville jeg egentlig helst bare se på den sorte hund se ud over byen.
Det var som om, at den kiggede ned på os mennesker og tænkte, ” De er så små, og vi er så små. Hvorfor har de så travlt med at bygge huse og transportere sig fra a til b dag efter dag, igen og igen, imens tiden smuldrer mellem fingrene på dem.”
Jeg følte mig mere og mere forsikret om, at verden fortsatte uden mig, imens jeg sad her. Jeg tænkte på, hvornår tiden giver mest mening for mig.
Mine tanker faldt på de mennesker, jeg ville ønske sad ved siden af mig og delte oplevelsen med mig, og de mennesker jeg aldrig skal dele sådan en oplevelse med igen. At bare sidde og sidde – Være til og mærke tidens tilstand sammen med et menneske, man holder af.
Jeg er blevet fortalt, at de her tre hunde åbenbart følger alle som går fra templet og til toppen af denne bakke. De sidder parate ved Parvitas tempel til at lede vandrende gennem skoven på en rejse mod toppen.
Ikke kun for at vi kan få et overblik over landskabet, men også for at vi kan få et overblik over livet og lære, hvordan vi inhalerer den friske luft og de friske indtryk og føler os små og ubetydelig. Som det ene menneske ud af 7.680.000.000 mennesker, vi er.
En dramatisk afsked
Da vi havde siddet en god times tid, gik vi ned af bakken fra den anden side. Hundene ledte os sikkert ned, til hvor de sluttede sig til os, men de ville ikke slippe os endnu og fulgte os længere ned af vejen.
Efter et par hundred meters gang farede et par gyldenfarvede hunde faretruende mod os. Vores tre hunde blev forskrækket og forvildede sig ud i en majsmark, hvor et verbalt og nonverbalt slagsmål gik i gang.
På et hustag, havde en rasende hund bevæget sig ud og skældte ud, imens der kom hunde stormende fra den anden ende vejen ud i majsmarken. En stor tykpelset hund, pustede sig op som en alfahan og sammen med en gruppe på fem andre hunde, omringede de vores tre venner.
En mand vis mark er blevet slagmark vristede sig fri fra sit faldefærdige skur og tyrede en stor sten efter de tre hunde.
Imens dannede jeg bagtrop i vores gruppe og fulgte dramaet gående baglæns. Manden affyrede endnu en ladning store sten, og de tre hunde stak halen mellem benene med de aggressive grænsevogtere lige bag sig. Kampen om territoriet fortsatte udenfor mit synsfelt.
Nogle minutter efter havde jeg indhentet de andre, imens jeg berettede om gadehundefejden, hørte jeg en lunten og nogle trætte fødder og et strøg af en pels mod mine busker.
Jeg så ned og den brune ældre hund gik ved siden af os som før. Blot nogle meter. Derefter trippede den ubeslutsomt tilbage igen. Jeg krydser fingre for, at den slipper levende igennem krigszonen på egen hånd.
Man kunne jo håbe, at vi mødtes igen.
/Jesper Munk Jakobsen
0 Kommentarer