”Angel” har fået sine vinger

”Angel” har fået sine vinger

Dette indlæg er en fortælling om en del af min personlige erkendelse af at give plads til sorgen og lidelsen i livet. Den erkendelse er stadig en evig påmindelse, da sorg og lidelse ikke er noget, vi taler meget om i Danmark, men noget som bliver fortrængt. Jeg mistede min tidligere kæreste for tre år siden i en trafikulykke, og derfra var min livsopfattelse ændret for evigt. En måde for mig at forholde mig til det på har været at opsøge nye kulturer og mennesker, som selv tør mærke sig selv og give af sig selv. Denne fortælling er om en gadehund på Bali, som for nylig gik bort, hvilket gjorde dybt indtryk på mig –  Da den, sammen med de mennesker jeg mødte på Bali i efteråret 2019, gav mig så meget kærlighed, men samtidig lærte hunden mig noget om at være menneske.

Tak, Angel!

Den 3. august, 2020

(Læsetid 12 min)

 

En engel har fået sine vinger. Det fik jeg at vide for nylig og så netop nu, hvor solen spreder sit lys på jorden. Hvor den lille hvide, adopterede gadehund fra Bali er fløjet hen og til hvem, ved jeg ikke, men vingerne sidder på hendes ryg, for jeg har selv set og mærket dem tag form, imens rismarkerne i byen Ubud på Bali har viet for hendes fødder, når vi gik tur efter tur i den stegende eftermiddagssol sidst på året i 2019.

”Angel” hed hunden, som hendes ejere Peter og Collette meddelte i juni ikke længere tumler rundt på deres hvide stengulv i deres hjem i Ubud. Angel har spist sin sidste kyllingevinge i gul karry fra den lokale buffetrestaurant Makan Makan, og de sidste ænder i nabolagets vandløb har mærket hendes hjørnetænder i struben.

For Angel var for mange beboere i området nok ikke den engel, som hendes navn tilsiger, men på trods af at hun var kvarterets upopulære pige, som hverken mennesker eller dyr ville komme nær, havde jeg det helt anderledes. Måske fordi, at jeg kunne genkende, hvordan det er at have følt sig udstødt og have brug for nogen.

 

En søgen i sorgen

Da jeg kom til Bali for anden gang på ét år i oktober 2019, var det omkring to år siden, at min tidligere kæreste Karen blev dræbt i en trafikulykke.

Jeg følte, at jeg var den eneste i Danmark, der traskede trist rundt i den skinnende sommersol, hvis glade stråler forpligtede mig på at deltage i mine omgivelser og medmenneskers fejring af livet. Jeg indviede derfor ufrivilligt i at skjule sorgen – Da den sjældent fik sin plads i samtaler, der i stedet virkede til at have som formål at dække over stilhed og udstille mangel på respektfuld social adfærd.

Samtaleemnerne var mange, men handlede alligevel ofte om det samme – Rationelle beslutninger drevet af materialisme og selvrealisering, hvor følelser blev anset som irrationelle forstyrrelser.

Jeg oplevede Danmark som et samfund, hvor de tunge følelser ikke hørte til, og derfor mærkede jeg på mig selv og andre i min situation, hvordan vi følte os overladt til os selv (Læs også: ”I Danmark er vi alene med, at vi lider”).

Men ikke nok med at den individuelle lidelse kunne føles marginaliseret, så skulle man ofte også stå model til rationel rådgivning, som ikke rummede meget andet end de rådgivendes egen selvophøjede verdensanskuelse og mangel på nysgerrighed for dine følelser og mod til at turde at lade dem være, hvad de er.

Det var det hus jeg boede i, i den by jeg var i, i det her land. Den avis jeg læste, de mennesker der skrev den, de mennesker som optrådte i den, og det de mente var vigtigt at tale om. Det var de mennesker jeg delte drikkelse og diskussioner med og så gå på gaden med næsen i mobilen og stress i kinderne, som på sociale medier tog en digital maske på de kunne skjule sig bag.

Alt hvad mine sanser kunne sanse foragtede jeg, for det udstillede en mangel, som ikke stod klart, for måske var der intet alternativ til facadespillet og fortrængning af følelser?

Jeg blev klar over, at jeg for alt i verden måtte væk og undersøge det nærmere.

Jeg tog tilbage Bali til mine to venner Peter og Collette, som jeg havde mødt på Bali for bare fire måneder siden. Her mødte jeg deres lille, ny-adopterede, hvide ulvelignende gadehund ”Angel”, som blev en del, af det jeg søgte.

 

At være i mig selv med en hund

På Bali er hverken privatejede- eller gadehunde i snor og sjældent lukket inde i huset, når ejerne er ude. De går på fortovene mellem mennesker, stikker hovederne ind i cafeerne og støvsuger gulvene for madrester. Var Peter og Collette ude af deres hus om dagen fes deres to adopterede gadehunde ”Angel” og ”Lulu” derfor rundt i nabolaget og ledte efter dem.

Da jeg selv boede i et hus nær ved, sad jeg ofte på en af mine stamcafeer i området i løbet af eftermiddagen og skrev, og her blev jeg hyppigt mødt af stakåndede, logrende, letsindige sind, der trofast hilste på mig ved at hoppe glædeligt op af mit lår for bagefter at lægge sig på langs under cafébordets skygge, indtil jeg tog dem med på vandretur i nabolaget senere på eftermiddagen.

Jeg har gået mange ture med begge hunde, men efterhånden var det ofte kun Angel, som ledsagede mig. Hun var nærmest den mindste hund i området, og da næsten hvert et hus har en aggressiv hund tilknyttet, måtte hun finde sig i, at de jagede hende fra hus til hus, når vi gik en tur.

På en af vores gåture en sen eftermiddag mødte Angel en ældre dames hund, og ganske usædvanligt cirkulerede de glædesfyldt rundt om hinanden, imens menneskene sludrede. Damen var henrykt over at se, at der var nogen, som passede på Angel, for som du hun sagde, var hun ofte blevet ”beaten up by the other dogs”.

”Beaten up” så ud til at være blevet hverdag for Angel, for de dårlige oplevelser stoppede hende ikke fra at genbesøge kvarterene med de aggressive rivaler, som vi mødte, uanset hvilken vej vi gik, og når vi ikke havde selskab af Lulu, var Angel det bytte, de andre kastede sig over.

Det skete for mine øjne en dag, da en mand luftede sin sorte kraftige bokser, der havde plantet sin snude i et buskads. Da jeg fik øje på dens kraftige bagparti, havde Angel allerede i næste øjeblik snuden i det, og da den mærkede hendes næse, slyngede den sine skarpe tænder mod Angel, som instinktivt kastede sig ned på ryggen og baskede med potterne og dansede med nakken fra side til side for at undgå bisserne.

Uden at tænke mig om sprang jeg med længdespringsskridt mod dem og lagde an til at losse bokseren over i bedet, hvor den kom fra. Til alt held tog den min trussel alvorlig og trak tænderne væk fra Angels hals og mine bare ben. Jeg stillede mig imellem den store sorte satan, der savlede af raseri og den hvide Angel, der smilede af uskyldighed.

Imens havde hundens ejer endelig indhentet sin hund og fik med nød og næppe bukket sin krukkede krop forover for at tag sin hund op i favnen som en forvokset baby, imens han mumlede nogle ord, der ikke var ”Im sorry”.

Angel slap uden store skræmmer og luntede lystigt videre.

Sådan nogle oplevelser gjorde os hurtigt tætte. Når vi gik afsted vendte hun konstant hovedet mod mig, når hun strejfede afsted, som om hun bedte om lov til at se sig omkring.

Når vi kom for langt væk fra hinanden, tog jeg mine klipklapper af fødderne og slog dem sammen, så det gav et luftigt klask over Ubud, og dernæst hørte jeg planter og krat ruske, inden hun kom stormende mod mig med tungen ud af munden.

Når hun ikke lystrede klipklappernes klap, vidste jeg, hvad der var los. For selvom Angel var blevet en fast beboer hos Peter og Collette, havde hun stadig en gadehunds blod i årene, og når hun så dyr kravle på jorden eller bade i vandløbene, så hun rødt som en tyr.

Alt for ofte har hun kastet sig over nogle stakkels fritgående ænder i de små vandløb langs stierne som en leopard.

Langt væk fra har jeg derfor kunne høre ænder baske desperat med vingerne i vandløbet, og jeg ved allerede, at Angel er i færd med at jagte dem.

Jeg måtte derfor halse mod lyden i den tropiske varme, indtil jeg så ænderne i vandløbet skrækslagne vende om igen og igen forfulgt af Angel, som dernæst var forfulgt af mig. Når jeg endelig fik fat i halsbåndet, måtte jeg slæbe hende afsted i et hårdt greb mange, lange meter, indtil jeg vidste med sikkerhed, at hun ikke længere overvejede at vende om.

Et par gange trak jeg hende forbi nogle lokale beboere, som skulede med en hentydning af, at jeg ikke kunne styre min hund. Jeg forsøgte mig ofte med en dårlig undskyldning om, at det ikke var min hund, men jeg skammede mig en smule, for jeg kunne bare have haft den i snor, indtil hun bed den over.

En dag gik jeg forbi en mand, der efter at have oberveret et af angrebene på ænderne fik spurgt mig med hænderne, om han skulle hente en stav, vi kunne banke den med. Da skiftede min sympati dog prompte fra ænderne til hunden, og jeg stirrede på ham med en besked om, at han selv fik med kæppen, hvis han krummede et hår på hendes hoved.

Vores gåture var naturligvis bedst, når ænderne slap fri, og vi fandt nogle steder med god udsigt og stilhed i naturen, hvor jeg kunne sidde og se aftensolen gå ned bag palmerne, imens hun kunne pløje igennem rismarkerne med tungen ud af munden efter firben.

Det var den slags øjeblikke, hvor jeg blev forelsket i Ubud og Bali.

Når jeg bare kunne sidde og mærke, at omgivelserne og skabningerne omkring mig gav mig lov til at være i naturen og være mig selv i mine inderste følelser.

Om det var kærligheden eller bagsiden af den, jeg ville mærke. Uanset hvilke nuancer kærligheden kom i, kunne det sted og den hund give mig lov til at være i de følelser, så længe jeg ville.

Der var ikke behov for ligegyldig sniksnak, som destruerer enhver følelse og erkendelse, der forsøger at få sin plads i sindet. Vi talte nemlig ikke meget, men vi kommunikerede med alt andet end ord, nemlig et særligt nærvær og i det fortalte vi hinanden, at vi er dem vi er, og med de fejl, mangler og traumer, vi bærer med os.

Med sit blik stirrende udover rismarkerne efter bytte, stod Angel den dag i aftensolens skær og symboliserede, hvad det egentlig var jeg havde søgt efter på Bali. Nemlig at være et menneske igen. Blive set som et menneske, og mærke de følelser som det har bragt med sig, og det fik jeg lov til i rismarkerne med mine venners adopterede gadehund.

Og selvom nogen finder det væsentligt at hævde, at hun bare er et dyr, har jeg bevidnet i min sorg, at dyr netop besidder følelser, ærlighed, oprigtighed og opmærksomhed, der i så fald nærmere fremstiller de fleste mennesker som dyr.

 

Gavmild kærlighed  

Når jeg tænker tilbage på min tid på Bali, tænker jeg på Ubud’s gader, mine stamcafeer, hvor jeg spiste smoothie bowls og drak cappuccino, hvor jeg var på et writing-retreat for at lære og fortælle om mit bogprojekt om sorg og lidelse. Jeg begyndte at skrive digte og fremførte et for første gang på en scene foran 200 mennesker og vandt en international konkurrence.

Jeg mødte en fighter vis styrke i næverne kunne transformeres til den blødeste pen. En finsk fe, som tog mig under hendes vinger og viste mig personificeringen af en skrivende sorg. En skaldet digter med et gavmildt hjerte og et sind, som mærker det mørke, jeg selv har set. Og så en livsglad kvinde, der hjælper fattige børn med at læse, som en dag stillede mig et spørgsmål, som ingen andre havde stillet mig før:

”Hvordan var hun?”

Jeg fortalte om min tidligere kæreste, imens hun lyttede tålmodigt og smilede, og hun gav mig et øjeblik i mine følelser, som jeg aldrig glemmer.

Tålmodigheden og kærligheden i de mennesker, de hunde og de omgivelser, var det jeg havde søgt og med det blev alt omkring mig smukkere.

Jeg nød smilene fra mekanikeren og kioskmanden. De grøngule rismarker portrætteret i malerierne på museerne. Palmernes blade der bøjer under en skyfri himmel, og gadehunde som lunter rundt i kvarteret, og overfalder en af glæde, når de ser dig sidde og stege i dit skriveri.

Den plads til følelserne lettede mit sind og mit hjerte, og jeg blev trukket ud af blokader og bekymringer om fremtiden, for nogle dage handlede bare om at betræde stier og rismarker i Ubud sammen med en hund, som viste mine følelser vej.

På den måde var Angel ikke bare en gadehund mine venner havde boende, som jeg engang i mellem luftede. Hun var en del af alt det, som jeg havde søgt efter.

Med hendes død begynder alle minderne at dukke op igen, og jeg bliver klar over, at der er så mange, og de symboliserer den rejse jeg egentlig var på – Nemlig gennem sorgen og lidelsen. Ikke at den skal gå væk, men at den skal være der, så meget som jeg selv vil have.

Jeg ledte efter noget, og jeg fandt mennesker, hunde og steder jeg havde manglet.

Den sidste nat, jeg så Angel, var min sidste nat i Ubud på Bali.

Jeg drak øl med Peter og Collette i deres nye hus. Da jeg kørte derfra om aftenen, var det svært at hoppe på scooteren, og da jeg drejede på gashåndtaget ganske sagte, kunne jeg knap køre ud af parkeringspladsen. Men jeg blev nødt til at gasse op, for Angel kom spænende efter mig, indtil hendes hvide pels blev opslugt af natten. Jeg skar igennem den tynde luft på scooteren med tårerne løbene ud af øjenkrogen, der blev taget af vinden og landede på Ubud’s gader og samlet op af en engel.

Det blev det sidste, vi så til hinanden.

Du vidste ikke, at jeg ikke kom tilbage, og skulle jeg have vendt om?

I det mindste bare for at sige dig tak med en kyllingevinge fra Makan Makan og for igen at mærke dine englevinger.

 

/Jesper Munk Jakobsen

 

Jeg holder foredrag om at give plads til sorgen og lidelsen fra efteråret 2020.

Læs mere om det her

 

Hvis du vil støtte mine skriverier, kan du gøre det sikkert og hurtigt herunder:

 

[paypal-donation]