Vi lever i Danmark alene med, at vi lider

Vi lever i Danmark alene med, at vi lider

Den 10. september 2019

(Læsetid: 12 min)

Da jeg i foråret boede tre måneder i Kathmandu i Nepal, havde jeg et kort ophold på et kloster ved navn IBA Monastery (International Buddhist Academy), hvor jeg arbejdede frivilligt som samtalepartner for klostrets voksne munke, for at de kunne forbedre deres mundtlige engelsk.

En eftermiddag var samtalerne aflyst, da der blev holdt en fælles forelæsning af en munk, som gæstede klostret. Jeg og to andre frivillige mødte op til forelæsningen, der desværre viste sig at være aflyst.

Til gengæld fik vi ham så for os selv en hel eftermiddag. Det blev et interessant møde, for det blev for mig mit første møde med et menneske, som åbent og ærligt talte om lidelse (suffering) som et livsvilkår for os som mennesker.

Lidelse, sagde han, er en del af det at være menneske. En vej med en masse små huller og nogle dybe, dybe huller, som vi måske aldrig kommer helt op af.

Der eksisterer mange former for lidelser, som nederlag, ydmygelse, vrede, fyresedler, kærestesorger, svigt osv., men han fortalte om tre almengyldige lidelser for mennesket, som vi alle kommer til at opleve på et tidspunkt.

Tre universelle lidelser for mennesket

Den første universelle lidelse, han nævnte var sygdom. Et hvert menneske bliver ramt af en form for sygdom på et tidspunkt i løbet af livet. Vi kan være heldige, at det er små sygdomme, som varer nogle dage, og så går væk igen. Alligevel lider vi, i det øjeblik sygdommen har ramt os.

Dog kan langt de fleste af os ikke leve et langt liv uden, at vi på et tidspunkt får en længerevarende sygdom som at brække en knogle, blive inficeret af en virus eller blive slået omkuld af et psykisk pres. Vi kan heller ikke kontrollere, om vores sygdom går over eller skal følge os resten af livet.

Vi føler med vore medmennesker, som sidder i kørestol, har mistet en legemsdel eller har et psykisk handicap og vi takker de højere magter for, at det ikke er os selv.

Det kunne det lige så godt være.

Den anden lidelse er alderdom. Det må vi også igennem alle sammen med mindre sygdom er kommet os i forkøbet, men vi bliver alle sammen ældre.

Fra den dag vi ligger i vores mors mave, vokser vi, og når vi er presset ud, udvikler vores krop og sind sig fra den dag og alle dage fremover. Vi bliver højere, stærkere og behårede, indtil den dag hvor vi langsomt bliver mindre, slappere og taber håret.

Vores sind udvikler sig gennem viden og erfaringer, indtil tiden er gået lang tid nok. Så kan vi ikke længere huske navnene på dem, vi gik i folkeskole med, eller hvad der stod i avisen i morges, og måske en dag vi ikke kan huske, hvad de to unge mennesker hedder, som besøger os på plejehjemmet hver dag og kalder os for mor eller far.

Alderdom og sygdom er ingen af os immune overfor og rammer os en dag.

Og så den tredje og sidste lidelse.

Døden…

Måske det største tabu af dem alle.

For de fleste kommer sygdom og alderdom før døden. For nogen kommer døden først. Men den kommer uanset hvad.

”Death is certain”, som munken koldt slog det fast.

Ingen har indtil nu, hvad vi ved af, undsluppet den lidelse at skulle dø. Det skal vi alle – Uanset klasser, oprindelse, status eller tro.

Selv de rigeste rigmænd, de spirituelle orakler fra alverdens religioner eller de magtfulde magthavere. Alle ender samme sted – I graven.

Sygdom, alderdom og døden er altså fælles lidelser, som vi alle sammen skal igennem, og derfor kunne vi have en fælles interesse i at tale om dem med hinanden som medmennesker i nære relationer og som samfund i den offentlige samtale.  

Men munken fra IBA Monastery havde haft en længerevarende studietid i Tyskland, hvor han oplevede, at vi i vesten ikke talte meget med hinanden om de her tre grundlæggende lidelser, og det måske havde udviklet sig til et kulturelt samfundsmæssigt problem:

”You have not created a space where people can ask these questions.” (I har ikke skabt et rum, hvor folk kan stille de her spørgsmål)

Har han ret?

De lukkede skjulte rum

Har vi i Danmark ikke skabt nogle rum, hvor vi kan spørge og tale med hinanden om lidelser?

Det er naturligvis et bredt og vanskeligt spørgsmål.

Overordnet kan vi i hvert fald observere et stort apparat af professioner, som man kan opsøge og tale med. Der kommer nye grene og titler indenfor psykologi, spiritualitet og menneskelig udvikling i form af psykologer, coaches og psykoterapeuter – Og dem kan man tale med om alle menneskelige forhold i forskellige stadier af livet.

Studerende kan få psykologhjælp i forbindelse med studiestress og andre udfordringer. Par kan gå til en parterapeut. Familier kan gå til familieterapi.

Vi som har mistet kan blive henvist til en psykolog. Vi har også mulighed for at gå i sorggrupper og tale med hinanden om tabet. Vi kan også gå i kirken til gudstjeneste om søndagen eller tale med vores lokale præst – Flere af de muligheder har jeg selv benyttet mig af til stor hjælp og støtte.

Så vi har skabt rum og endda efter mine oplevelser gode rum til at tale om lidelser, men de rum har én ting til fælles.

Det er ikke rum, som er synlige i det offentlige rum.

Den lidelse som bliver italesat åbent og ærligt foregår bogstaveligtalt i et rum, hvor man lukker sig inde sammen med professionelle eller ligesindede. Der skjuler man sig selv og sin lidelse i faste rammer pakket væk fra omverdenen og de mennesker, som ikke er opmærksom på, at den side af livet eksisterer.

Vi har industrialiseret menneskelig lidelse og pakket det væk i psykologi og lukkede rum og udbuddet vokser, fordi efterspørgslen vokser.

Individuelle lidelser i medierne

Den offentlige samtale om menneskelige lidelser fungerer også, som noget der minder om lukkede rum.

Den danske presse, hvis opgave burde være at sætte fokus på relevante samtaleemner, som er væsentlige for befolkningen, har begrænset fokus på lidelser. Når det sker, bliver de gerne slået op som temaer.

I Dagbladet Information havde man for to år siden et fremragende tema om sorg i flere måneder med artikler, kronikker og indlæg.

DR har lavet flere stærke temaer, om mennesker med psykiske lidelser og har således gjort nogle beundringsværdige forsøg på at sætte fokus på svære emner som angst, psykiske lidelser, sorg osv. – Men hvorfor skal den slags lidelser absolut være fokuserede temaer og ikke en fast del af den offentlige samtale?

Når den slags samtaler bliver gjort til temaer, har det for mig at se også en tabuiserende effekt, at man nu tager den svære samtale intenst i en begrænset periode.

Målet skal være, at det de tabuiserede emner ikke pakkes ind i kampagner, men er en naturlig del af den offentlige samtale. Derfor burde DR og de øvrige danske medier have en forpligtelse til at fokusere på den slags emner kontinuerligt.

Det gør Kristeligt Dagblad, som var den avis, der gik mest frem i oplag i 2019 med hele 15 %. Jeg kender ikke årsagen til deres fremgang, men jeg kan godt læse i avisens sektioner, hvad de kan, som ingen andre kan. De taler om liv, død, mening, lykke, lidelse – Fundamentale samtaleemner, som har potentiale til at optage os alle.

Vi kan dog læse i andre aviser om modige mennesker som tidligere har haft en svær lidelse, der tør ”stå frem” og fortælle, hvordan de modigt og flot kom igennem fx deres psykiske lidelse, hvilket kun er godt, modigt og prisværdigt, men når den handling bliver hyldet for at være modig, viser det, at det er en usædvanlig handling at fortælle om sin psykiske lidelse offentligt.

Det er noget, man går med selv.

I foråret 2019 udbrød der en folkelig bevægelse på Twitter med hashtaget #Brydtabuet, hvor en masse mennesker modigt delte ud af sig selv og fortalte om deres psykiske lidelser.

Det var desværre min opfattelse, at mange af de opslag jeg læste var af mennesker, der fortalte, at de ”havde” lidet af en psykisk lidelse og nu var blevet stærke selvtilfredse vindere.

Alligevel er de her bevægelser vigtige, da de kan være med til at nå det endelige mål. Nemlig at bryde tabuet, så der ikke længere er behov for intensive kampagner og temaer, men at samtaler om de tre universelle menneskelige lidelser – sygdom, alderdom og død bliver en naturlig del af den offentlige samtale.

Alt det opfatter jeg som symptomer på en grundlæggende sygdom i samfundet. I det lys har munken jeg mødte på IBA Monastery ret. Vi er ikke gode nok til at hjælpe hinanden som samfund og medmennesker til at løse de svære opgaver i at være et menneske.

Medicinen er blevet en blomstrende industri, hvor man betaler en klækkelig sum for at et menneske gider at afsætte sin tid til at høre på ens lidelser. Kunne det være i erkendelse af, at nogen har svært ved at finde et andet menneske omkring sig, der kan udfylde den rolle?

Der er ingen tvivl for mig om, at de professionelle mennesker udfylder vigtige og meningsfulde opgaver. Min pointe er, at det er et symptom på, at vi som samfund lider af en sygdom, som vi skal have fundet en bedre medicin imod.

Hvad skal vi gøre ved det?

Løsningen er enkel, men den er svær at føre ud i livet – Vi skal hver især gøre en indsats for at tale om, hvad vi selv mener er væsentligt.

Måske er sygdom ikke væsentligt for dig at tale om, hvis du ikke er syg, men hvis du først vil tale om sygdom den dag, du selv bliver syg, kan du så forvente, at andre vil høre om din sygdom, når det er blevet din tur? Det samme gør sig gældende for din alderdom og din død.

Munken fra IBA Monastery mente faktisk, at mange i vesten sidder isoleret og ensomme med deres lidelser i deres hjem, og derfor føler sig alene med sorgen i at lide.

Det betyder, at hvis man som menneske får en lidelse eksempelvis en alvorlig fysisk eller psykisk lidelse kan have svært ved at finde andre mennesker at tale med sine lidelser om.

Man tør ikke tænke den tanke, at man selv bliver syg, bliver ældre, mister nogen man elsker og selv på et tidspunkt ligger og er døende. Men ingen undslipper sygdom, alderdom og død gennem et helt liv.

Når det så bliver ens tur, har man brug for at tale om det med nogen, men naturligvis oplever man, at folk ikke gider tale om det – ligesom man ikke selv gad.

Selvom det kan være smertefuldt at tænke på, at man selv en dag bliver syg, bliver ældre og dør, så kan det faktisk have en positiv effekt på livet lige nu.

I det øjeblik man taler om de svære emner, kan man blive ramt af en følelse af taknemlighed over bare at være til. Ikke at tag livet forgivet, men nyde bare at trække vejret, og faktisk kan man ifølge buddhistisk filosofi lindre den lidelse som kommer ved at være bevidst om, at det sker en dag.

Udfordringen for os mennesker er, at vi kan have svært ved at engagere os i fremtidige lidelser og andres lidelser, fordi vi som mennesker i udgangspunktet måske altid lider. Der er altid en bekymring, noget som kunne være bedre.

Derfor må man arbejde med sig selv. Forstå og lære at leve med at være et lidende væsen, men ikke se sig selv som exceptionel og ene om at lide.

Intet menneske render rundt og er fri for problemer, men når vi ikke hører om dem i den offentlige samtale og ser det i det offentlige rum, så forstærkes lidelsen og følelsen af ensomhed.

Hvorimod når vi ser lidelsen foran os tøver vi ikke. Hvis der er et barn, der græder, løber vi instinktivt hen og trøster det af medfølelse, selvom det måske bare er lidt blod på fingeren.

Vi må derfor hver især tage ansvar for, hvad vi ønsker at tale om og erkende, at vi er mennesker, vi lider, og det kan vi hjælpe hinanden med at leve med.

/Jesper Munk Jakobsen 

Foto: HBO Nordic – True Detective Opening Song

Jeg holder foredrag om lidelse med udgangspunkt i dette indlæg.

Læs mere om det her.

Du er også velkommen til at kontakte mig på:

Mail: Jespermunkjakobsen@outlook.dk

Tak, fordi at du turde læse om lidelse. Havde du en god læseoplevelse?

Du kan støtte indlæg, som det her, på under et minut herunder:

[paypal-donation]