Min filosofi – Lidelsen og glædens forbundethed
Min livshistorie og vej ind i psykoterapien startede efter, at min kæreste døde i en trafikulykke i 2017, efter vi havde været sammen i syv år. Hun døde i en højresvingsulykke en tidlig tirsdag morgen. Oplevelsen ramte mig som et lyn fra en klar himmel og lammede mig. Det var et chok, som slog mig tilbage til et menneskeligt stadie, jeg ikke havde oplevet før. Hele verden var ændret for mine øjne, mit hjerte og min hjerne.
Jeg så anderledes på alt ting, talte om andre ting og tænkte på andre ting fra et sted inderst inde i mig selv, hvor jeg oplevede, at min sårbare og sande form var det eneste, der stadig var i live. Fra det øjeblik var jeg i verden på en anden måde – og fra det sted havde jeg et behov for at forholde mig til min egen eksistens og stille spørgsmål som, hvad der giver livet mening? Hvad er livet? Og hvordan kan vi leve det på bedste måde? Oplevelsen af livets ubarmhjertige sider, og at det hele har en ende en dag har optaget mine følelser og refleksioner lige siden, og om det er muligt at finde indre fred?
Hvis du har mistet en nær, genkender du måske noget af det? Eller måske har du mistet et menneske og føler afmagt, fortvivlelse og sorg? Måske er dit liv forandret, og lidelsen fylder i dit sind i en grad, du ikke har kendt til tidligere? Tab, savn, kærlighed, ensomhed, vrede og tristhed – sorgen har mange ansigter, og det er i erkendelsen af det, vi kan arbejde med sorgen, som afspejler kærligheden i os. Tør vi gå ned og være med sorgen og smerten, kan vi rejse os igen uden at slippe den, vi har mistet, men have den med os og lære at leve med lidelsen fredfyldt.
En uforglemmelig rejse til Nepal
Min tragedie ledte mig til Nepal i 2019, hvor jeg søgte efter svar på, hvordan jeg kunne være i min nye tilværelse. Jeg boede derfor på tre forskellige klostre sammen med buddhistiske munke, hvor jeg sov på en betonseng på et værelse uden lys og spiste dal bhat to gange hver dag. I min tid i Nepal og i de buddhistiske rammer, mærkede jeg, hvordan livets lidelser blev italesat. Det var tilladt at være fortvivlet, ked af det, vred og i sorg.
Der var der en omsorg i. Det er en del af at være menneske, og når vi ikke føler os alene i det, kan det være helende. Jeg oplevede i Nepal, at selv om lidelsen var mere udtalt, var der glæde, taknemmelighed og kærlighed i hverdagens gøremål. Det fik mig til at erkende, at når vi tager fat i vores lidelse og skaber bevidsthed omkring den, kan vi finde plads til kærligheden og glæden. Uden sorgen findes kærligheden ikke, og begge dele er en del af livet.
Derfor vil livet udfordre os alle og tvinge os til at mærke, at det er svært. I den proces er vi på vej op igen. Det er, hvad terapi handler om hos mig. Ingen af os ønsker at lide, men det kan være nødvendigt at forløse vores lidelser for at kunne få plads til glæden.
Da jeg rejste i Nepal og videre i Asien, havde jeg en rejseblog, hvor jeg skrev om kultur, indre fred, kærlighed og lidelse. Du kan finde indlæggene fra bloggen HER.