I ”Man Tid” ville man gerne helt til tops (short story)

I ”Man Tid” ville man gerne helt til tops (short story)

Læsevejledning

En af mine favoritdiscipliner, i at skrive, er, at bare skrive løs uden at vide, hvor teksten fører hen. Det har hobet sig op til utallige filer med fragmenter af tekster med løse ideer og indledninger til historier, artikler og bogprojekter. I øjeblikket skriver jeg på en bog om sorg og lidelse med udgangspunkt i mine egne oplevelser, og imens jeg ledte efter det ene, fandt jeg noget andet, som jeg tænkte kunne være sjovt at dele. Dette er en indledning på en historie, som jeg skrev på, da jeg skrev speciale i retorik, hvor jeg blandt andet beskæftigede mig med forfatteren Franz Kafka. Så med lidt redigering og inspiration fra den store mester prøvede jeg mig frem og øvelse gør jo mester. Selvom ingen bliver mester som Kafka. God læselyst.

Spørgsmål til teksten for læseren

• Hvad karakteriserer Man Tid?
• Hvem sidder på toppen af den centrale pyramide?
• Hvad er tekstens budskab?
• Hvad kritiserer teksten?
• Hvilke historier og tanker kan denne tekst perspektiveres til? (Skønlitteratur, værker, sociologer, forfattere, filosoffer mm.)

 

Den 9. april, 2020

(Læsetid 8 min.)

 

Det var en hård, hård tid, for dem som levede i Man Tid. Man løb. Man måtte løbe så hurtigt, at tiden forsvandt endnu hurtigere. Man vidste, hvad det var at være, eller også vidste man det ikke, men man havde ikke tiden til at stoppe op og vente.

Man blev fortalt fra fødslen, at man havde alt den frihed, man kunne turde drømme om, så drømme havde ingen begrænsninger. Man kunne bare lukke øjnene om natten, og med sindsro drømme, at drømmene ville blive virkelighed.

Man drømte dog alle om det samme. Om at komme til tops. Helt, helt til tops. Til toppen af pyramiden.

Man Tid var kendetegnet ved et velorganiseret system. Det bestod af et ukendt antal pyramider, som var styret fra en central pyramide, som ingen, af hvad vi ved, har haft adgang til. Ingen har set, hvem der har siddet på toppen i Man Tid, men man vidste at fra dens top, kunne man styre alle de andre pyramider og endda ændre selve systemet.

Det ønskede man. For det var hård tid i Man Tid, og de færreste brød sig om det. Man sagde dog, at dem på toppen havde det bedre end dem i bunden, men eftersom vejen til toppen var lang og besværlig, og alle ikke kunne være på toppen på en gang, måtte man kæmpe indbyrdes.

Man sagde, at alle startede på det nederste niveau og måtte arbejde hårdt for at komme til toppen af pyramiden, hvis man ville ændre systemet, men i takt med at man kom længere væk fra bunden, fandt man mindre behov for at få systemet ændret.

Det havde taget det meste af tiden for at nå til nær toppen, så man ønskede ikke at ændre systemet, der havde bragt en nær toppen, og derfor blev intet ændret.

Systemet i Man Tid foregik ved, at man blev placeret i en glasboks i en af pyramiderne, som man i et vist omfang selv kunne vælge, og når man havde foretaget sit valg, trådte man op på et løbebånd og begyndte at løbe afsted.

Man kunne selv bestemme farten, men det blev anbefalet, at man løb, så hurtigt man kunne. Foran næsetippen blev placeret en godbid pakket ind i flot papir og bånd, selvom man ikke kunne se, hvad der var indeni, kunne man stadig dufte godbidden, imens man løb afsted efter den.

Man holdte blikket stift rettet mod godbidden, imens man løb. Det eneste tidspunkt man så væk fra godbidden var, når man så på andre i glasboksene ovenover og ved siden af, men man så ikke ned, for det forekom nytteløst og forstyrrende, og man ville kun miste fokus.

Det samme gjorde sig gældende, hvis man kiggede ud af glaspyramiden for her opdagede man, at der var et uanet antal pyramider, som var identiske med den, som man befandt sig i.

Dog havde pyramiderne forskellig størrelse, men når man så gennem glasset fra ens egen pyramide, så de andre altid ud til at være meget mindre, end de var, og selvom det med det blotte øje ikke var til at gennemskue, at alle pyramider var forbundet, blev man klar over, at man havde endnu flere konkurrenter, og man måtte derfor sætte tempoet op.

Man startede nederst i hver sin pyramide og på det nederste niveau, var der plads til så mange så muligt.

I den første tid gik det raskt afsted, og man måtte nøje studere de andre omkring sig for at kunne følge med.

Alle kæmpede sin egen kamp i sin egen boks, og man skulede igen til naboen kun for at slå sig selv i hovedet og sætte tempoet op. Pauser var spildtid, og vandpauser var for de svage, og dem som undgik de stop blev langt om længe belønnet som de første med den længe ventede godbid.

Man trådte ned fra løbebåndet med sin gevinst i hånden og flåede papiret op og spiste løs. Derefter kravlede man op af stigen til næste niveau, kiggede sig veltilfreds en sidste gang tilbage ned i glasburet, hvor en ny man allerede var ved at gøre sig klar.

På næste niveau blev man hyldet af ligemænd, men eftersom der kun var plads til et begrænset antal på alle andre niveauer end det laveste, varede det ganske kort, da man nu var konkurrenter om at nå toppen.

Derfor var der ingen tid at spilde, og man gik med det samme ind på løbebåndet og begyndte sin løben. Nu var man heldigvis i god form, men hver gang man kom et niveau op, måtte man løbe endnu hurtigere for ikke at falde af og risikere at skulle starte forfra på et lavere niveau.

Derfor hastede man afsted og kiggede i stedet igen rundt på sine ligemænd, der løb endnu hurtigere end dem nedenunder. Man var oppe imod hårdere konkurrenter end før, og derfor måtte man fokusere endnu hårdere på den indpakkede godbid, som igen var placeret foran næsetippen.

Læs også blogindlægget: “Stop forargelsen: Vi hamstrer hver dag“

Det hæsblæsende tempo resulterede ofte i, at man tabte fedtet på kroppen. Håret på hovedet blev hurtigere gråt eller faldt helt af. Man kunne miste kærligheden til sin samlevende, da han eller hun forstyrrede og gjorde, at man blev langsommere end de andre. Samtidig skulle man nu kun se sine børn engang i mellem, hvis man havde begået den fejl at få sådan nogle.

Men det belønnede sig, for man lagde mærke til det på niveauet ovenover, så igen lykkedes det derfor at hive godbidden ned fra snoren, og imens savlet og sveden drev, gnavede man i den, som et jordegern i en nød – Men kun i et kort sekund, da man igen blev tilbudt at træde op af stigen.

Man kunne derfra kigge en sidste gang ned på sine tidligere konkurrenter, som kiggede misundeligt tilbage, og man mindede sig selv om, at man aldrig ville blive som dem igen. Dernæst blev man præsenteret for en godbid mere, og inden man fik set sig om, spænede man afsted igen.

Man var kommet i endnu bedre form, men samtidig var man blevet mere træt og begyndte at overveje, hvor mange stiger, der var tilbage. Man begyndte at mærke en trykken for brystet og glemme sine børns fødselsdag.

Det skulle man for alt i verden være yderst varsom med at fortælle til andre, da det kunne betragtes som svaghed og forsinke vejen til toppen. Specielt hvis man nævnte det for sin læge, men så længe man ikke gjorde som lægen sagde, kunne man forsætte, og det var man nødt til, for ellers ville det tidligere arbejde være spildt, og toppen ville aldrig blive nået.

Men Man siger, at en dag stoppede en man med at løbe og smadrede tilbage direkte ind i glasset bag ved. Den man blev straks eskorteret ned af den ene stige efter den anden, indtil man nåede nederste niveau.

Læs også: “Værdien af venskab (short story)“

Denne man ville ikke længere være man. Man havde kun to muligheder. Enten kunne man træde ind i det glasbur, som man startede i for så mange år siden, eller også kunne man vælge at tag stigen ned under jorden til et endnu lavere niveau. Denne man havde, som man gjorde i Man Tid glemt alt om, at der fandtes et niveau endnu længere nede.

Man vidste det og havde vidst det hele tiden, men man havde ikke tænkt på det før nu. Man nægtede at gå ind i glasburet, men tiggede samtidig om ikke at blive forvist til at tag stigen ned.

Der var intet at gøre.

Det var for sent.

Man blev smidt ned under jorden omgående, og man faldt og faldt, indtil man landede i en bunke af man i mørket og lyset ovenover forsvandt.

 

/Jesper Munk Jakobsen

Header foto: AP

 

Spørgsmål til teksten for læseren

• Hvad karakteriserer Man Tid?
• Hvem sidder på toppen af den centrale pyramide?
• Hvad er tekstens budskab?
• Hvad kritiserer teksten?
• Hvilke historier og tanker kan denne tekst perspektiveres til? (Skønlitteratur, værker, sociologer, forfattere, filosoffer mm.)

Kan du lide at læse historier som denne her?

Støt mine små skriverier på under et minut herunder – Mange tak!

[paypal-donation]