Stop forargelsen: Vi hamstrer hver dag

Corona-virussen har taget Danmark med storm, og det har fået statsministeren til at lukke landet ned. Hun har dog sagt meget klart, at der ikke er nogen grund til at hamstrer i supermarkederne. Samme aften stormede danskerne i supermarkederne for netop at hamstre. Det fik lige så mange til at udtrykke forargelse over den adfærd og beskylde de mennesker for kun at tænke på sig selv. Det mener jeg dog ikke, at vi skulle være så overrasket over i Danmark. Vi konkurrerer mere end nogensinde med hinanden for at få så meget lykke til os selv så muligt, og derfor er vi fanget i “hamsterhjulet” og vores egen selvrealisering hver eneste dag. Den adfærd burde forarge langt flere. Samtidig mener jeg heller ikke, at der er grund til at være forarget over, at mennesker bliver grebet af frygt og tænker på deres mest basale behov – Mad og drikke. Det fik mig til at skrive denne kommentar. God læselyst.

Den 13. marts, 2020

(læsetid 4 min.)

Corona er løs i Danmark og som en usynlig tåge maser den sig mellem byernes gader, og fordriver os højtstående tobenede ind i vores betonblokke, hvor vi kan sidde og klapre med tænderne og smøre sprit på hænderne. I Aarhus Stiftstidende er der billeddokumentation på, at Bruuns Galleri, perronen til Letbanen på Aarhus Banegård og Strøget ved Clemens Bro i går var øde for mennesker – Så det må være sandt.

Kun supermarkederne er efter sigende stoppet til med mennesker, som skriger i sig selv over det værst tænkelige scenarie – At resterne fra en lort hænger fast i numsehullet til uvis tid. Civilisationen i Danmark er på få dage blevet slået tilbage til vores inderlige dyriske form og er blevet grebet af frygt for ikke at overleve.

De instinkter har beboerne på savannen i Afrika også, og man kan i dette land udmærke sig gennem et femårigt studie betalt glædeligt af alle andre til at observere dem gennem en linse og sende det via et signal og en kanal, hvis navn indikerer, at disse primitive skabninger har deres egen planet.

Om dyrene har vi fået at vide, at de ikke behersker empati, og det er, hvad der skulle adskille os fra dem, og det gør os til højtstående individer. Vi kan jo tænke, værne og føle med hinanden.

Den menneskelige race kan dog opdeles i forskellige grupper afhængig af sociale, kulturelle og strukturelle forhold.

I landet Danmark er den menneskelige race efter sigende blandt de højst-stående empatiske individer på hele jordkloden. Det kan man i hvert fald ofte læse i avisen, der gengiver de påstande, som de ypperste mennesker i landet bekræfter hinanden i.

Vi arbejder 37 timer om ugen og nogen meget, meget mere – Men kun for at skabe arbejdspladser til alle de andre. Samtidig betaler samme mennesker med glæde og stor tillid op til halvdelen af deres ellers så surt-tjente mammon så de ypperste 179 individer i landet kan fordele det efter, hvad der giver dem selv mest succes.

Individer er vi dog, for dette paradis med mennesker der har empati og sympati for hinanden har måtte skulle betale en pris for sin moralske gavmildhed. Man har fundet på et begreb som hedder konkurrencestaten. Det handler om, at staten Danmark skal konkurrere med andre stater om at blive den mest velstillede.

Det måles i antallet af varer som bliver produceret og forbrugt og sammenlignes så hvert år med de øvrige lande i verden. Men for at dette vigtige mål kan nås, må de empatiske individer i staten konkurrere med hinanden, men kun for at skabe arbejdspladser og betale så høj en skat som mulig til selvsamme.

For at det kan lade sig gøre, har man fra denne konkurrencestats side, gjort det muligt at gratis opkvalificere sin kommende arbejdskraft, blive repareret og kureret for alt og få økonomisk støtte, hvis det utilgivelige skulle ske, at man ikke længere var ønsket på sit arbejde eller blev ramt af en tragedie, så man ikke længere kunne bidrage til alle andre.

For alt det står man i evig gæld til konkurrencestaten, og man skylder med sin dårlige samvittighed og renters rente. Der kræves derfor en enorm ydmyghed og evig taknemmelighed fra borgernes side og et krav om, at de til hver en tid skal arbejde for at betale til de andre.

De har jo fået alle tænkelige muligheder for at blive en succes. Så hvis de ikke bliver det, er det deres egen skyld. Det har man i Danmark accepteret stilsigende, og derfor kravler de yngste samfundsborgere på forældrenes ordre ind i hamsterhjulet og løber nu rundt, indtil de af stress står af.

Dem som løber udmattet videre må aldrig kigge bagud, men altid til højre, til venstre og fremad for at fryde sig over, at nogen sætter farten ned eller nærmest går i stå.

I hamsterhjulet er man altid alene, og dem som løber hurtigst, og aldrig stopper og tænker over hvorfor de løber rundt, vinder en dag en selvopfundet hæderspris, de bruger resten af deres dage på at fortælle de andre rent faktisk findes, og var livets begrænsede tid værd.

Når corona-virussen blafrer i vinden, og landets ypperste individer beder os om at putte et stykke citron i vores øl og skåle med hinanden, er det åbenbart ikke til at forstå, at så mange har taget hovedet under armen og ti pakker toiletpapir under den anden.

Vi er jo i et paradis, hvor vi alle tænker på hinanden og ingen tænker på sig selv. Det bliver i disse dage råbt ud i ekkokamre, så visse moralske engle kan få pudset glorien, så den skinner endnu skarpere. Men alligevel er hamsterne hoppet ud af det vante hamsterhjul og hamstrer hovedløst på hylderne.

Der peges, rystes på hovedet og rettes på slipset oppe fra den høje hest i lukrative højhuse, hvorfra de kan se ned på pøblen og prise sig lykkelige for, at de ikke selv er lavtstående.

De ser reality-tv igennem deres egen nypudsede glasfacade og ryster ikke på hånden over, at de ikke selv kender til frygt og forsikrer os andre om, at hvis nogen kom forbi security og tog elevatoren op til imperiets top og bankede på deres dør, ville de hive patten ud fra skjorten og amme enhver som var tørstig og skære et stykke af sig selv af til enhver som var sulten.

De er moralister og med pegefingre og online-brevduer er de selvudråbte eksempler på statens vellykkede produkter, som er programmeret til at producere og moralisere.

Glorien over deres hoved er måske faldet ned over deres øjne og har blændet dem, så de ikke ser, at deres paradis er en pølsefabrik, hvor alle samfundsborgere kæmper for at få det største stykke af statskagen, og ingen er hørt sige, ”jeg har nok, tak”.

Samtidig er det med påpasselighed, at de betaler deres del til af gildet, med den yderligere bevidsthed om, at en andel af det siver ud fra dybet i en hellig brønd ved navn SKAT.

Hamstrer du af frygt eller af mangel på moral og værdier, eller har samfundet opdraget dig til at gøre det?

Moralisterne burde være stolte af de mennesker, som står i supermarkedet og sørger for at de rigtig sultne mennesker ikke får brød på bordet. De er det moderne produkt af konkurrencestaten.

Hamstere hamstrer ikke kun i supermarkedet, men hver eneste dag for at på en usynlig præmie, som de ser lige foran næsen på dem selv. Den konkurrence vi er i med hinanden, er vi da vant til, men den bliver synlig i supermarkedet i disse corona-tider, hvor vi viser, hvad vi er.

Primitive – som dyrene på savannen.

Individualismen stortrives, og det handler om at overleve hver dag. Lad vær med at pege fingre af dem i supermarkedet – Det er dig selv. Det er os. Vi er individer i hver vores hamsterhjul opdraget af konkurrencestaten Danmark til at tænke på os selv.

/Jesper Munk Jakobsen

Header foto: jp.dk, tegner: Rasmus Sand Høyer

Støt mine skriveri på under et minut. Det vil jeg blive taknemmelig for.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *