Følelsen af et forkert farvel

Følelsen af et forkert farvel

Den 19. april, 2019

Søndag morgen den 14. april på
Khawalung Monastery tog jeg min backpack på ryggen og kiggede en sidste gang rundt i de 3×3 kvadratmeter, jeg havde boet i de sidste to måneder. Værelset var tomt, som da jeg for første gang rullede det buddhistisk mørkerøde lagen fra og åbnede døren.

Denne morgen sagde jeg farvel til min betonhårde seng, tæppet, spindelvævene, det lille bord i hjørnet, men ikke til de mennesker, jeg har lært at holde så meget af.

Klostret var tomt for munke i dag, da de alle for tredje dag i træk var draget til Puja med afgang klokken fem om morgenen.

Jeg ønskede, at de var her, så jeg kunne se deres ansigter og kramme luften ud af deres kroppe en sidste gang.

Fra tredje sal trak jeg kroppen ned af trapperne og ud i gården, hvor portneren sad ved udgangen og halvsov i en stol havestol.

Klosterets hund Tommy, en hvid glathåret rævelignende hund, der går mig halvt til knæene, gøede skingert, da den fik øje på mig.

Portneren vågnede, da jeg nærmede mig. Jeg rakte hånden frem mod ham. Hans øjne spærrede op, da han så min oppakning på ryggen, da det gik op for ham, at det var et endeligt farvel. Jeg ved ikke, hvad han hedder, og han forstår ikke et ord engelsk. Alligevel føler jeg, at jeg kender ham en smule.

Han har altid et smil på læben, og hver morgen vinker jeg til ham eller siger hej. Den 40-50 årige mand vælger altid sende et skævt smil og et nik tilbage, og jeg tror, det også ærgrer ham, at vi ikke kan kommunikere med ord.

Han rejste sig fra stolen og åbnede porten for mig, imens jeg strøg Tommy langs hårene på hovedet et par gange, imens han nappede ud efter mine fingre.

Så tog jeg min krop og minderne med mig ud af porten og ønskede med det samme at vende om, inden porten lukkede i bag mig.

At lade tårerne løbe

Søndag aften mærkede jeg, at det var et trist farvel. Jeg sad og spiste aftensmad på en propfyldt lokal familierestaurant omgivet af hinduiske familier. Det var officiel feriedag i Nepal, og det blev fejret med Momo’s, risretter og nudler i højt humør på spisestedet her.

Jeg satte mig ene mand ved et bord til fire og tændte for en fodboldkamp på min telefon, imens jeg ventede på mine egne Momos og fried rice med kylling i karry og en lokal Gorkha Beer.

Tre unger mellem 5-10 år fra bordet bag mig skreg lystigt, imens de løb runder rundt om mit bord, indtil de flokkedes bag min ryg om mig og min telefon. De spurgte om kampen var live, og hvem der spillede. De kendte godt Manchester City i de blå bluser, men ikke helt Crystal Palace i de rød-blå dragter.

De smilede og så med indtil deres forældre trak dem ned af trappen og ud af restauranten. Sådan er børnene og menneskene hernede. De taler med fremmede, spørg ind, står tæt op af dig og viser deres oprigtige nysgerrighed.

De mindede mig om første gang, jeg hev min telefon frem på Khawalung Monastery, og vi så video sammen.

Der blev pause i fodboldkampen, og jeg begyndte at bladre mine billeder på telefonen igennem, imens jeg satte tænderne i mine Momos.

Der fandt jeg et billede som kun var en dag gammelt. På billedet står jeg foran Bouda Stupa, som jeg har set i hvert fald hver tredje dag i mine to måneder i Nepal.

Et fantastisk stort buddhistisk tempel, som bliver besøgt i tusindvis af buddhister og hinduer, som kommer hver dag, for at gå rundt om templet og sprede god karma ved at rotere de små messinghjul, inden de slår hænderne sammen og siger nogle ord for sig selv.

Foran mig på billedet står nogle unge mennesker, som jeg har kendt i to måneder, men det føles så meget længere og ved første øjekast, trak billedet mig tilbage til den fantastiske eftermiddag med dem for et døgns tid siden.

Jeg fik tårer i øjnene, imens jeg zommede ind på deres glade ansigter. Jeg blev i dette øjeblik mindet om, at jeg har været noget for de her unge mennesker de sidste to måneder.

Det gav mig en følelse, som jeg først i dette øjeblik blev klar over var begravet dybt i mit hjerte. Nu var den gravet frem, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, men gav slip på følelsen af kærlighed og taknemmelighed.

På billedet her er otte børn og fire af dem, har jeg undervist fem dage om ugen i engelsk og matematik.

Den flotte fyr helt til venstre hedder Pema Tashi et fantastisk oprigtigt, muntert menneske. Han spreder glæder, hvor end han træder, og når han er glad, er jeg glad.

Han har tit bedt mig om småting ganske påpasseligt, men så ærligt og oprigtigt, at det er det mindste af alt det, som jeg vil gøre for ham.

På udflugt til Bouddhanath Stupa

På denne lørdag, hvor billedet er taget. Var jeg taget med hele klostret til puja på Shechen Monastery. Det er en religiøs ceremoni for buddhister, hvor alle som kommer læser op af tibetanske skrifter om medfølelse og kærlighed til alle væsner.

Mange munke laver puja hver dag. På Khawalung Monastery laver munkene, som er i tyverne og studerer buddhistisk filosofi, puja hver morgen kl. seks i omkring tre kvarter og igen fra kl. 16-17-tiden om eftermiddagen. Til dette arrangement sidder alle fra kl. seks om morgenen til kl. seks om aftenen.

Jeg blev grundig træt som timerne gik, eftersom jeg ikke forstod en pind af de tekster, som blev læst op på tibetansk. Jeg spurgte munkene som sad omkring mig efter engelske oversættelser på internettet, men uden held.

Det var krævende for enhver kunne jeg se rundt omkring mig. Specielt for børnene som har så meget andet, de gerne vil lave.  

Pema Tashi sad ved siden af mig til puja. Efter et par timer fik han en ide. Han ville gerne se Bouddhanath Stupa i frokostpausen, som jeg havde noteret mig kun lå 350 meter fra dette kloster.

Jeg var i tvivl, om jeg turde at tag dem med ud i Kathmandus befolkede og kaotiske trafikerede gader. Det var også en umulighed at tage dem alle med, og hvordan skulle jeg lave den grove sortering blandt 50 børn.

Jeg holdte muligheden på klem, men ville helst undgå det ansvar at bringe dem alle hjem igen.

Da frokostpausen indtraf havde Pema Tashi som så ofte fået mig overtalt. Betingelser var, at vi var en lille gruppe på fire mand i alt. Pladsen som huserede over tusind buddhister stormede ud til frokost, og hernede maser man sig gerne foran andre i køerne med albuerne.

Jeg blev fanget i en smal kø og så mig om efter Pema Tashi, som var forsvundet, og jeg øjnede en mulighed for ikke at tag nogen med på udflugt.

Da køen langt om længe fik en ende, og jeg kunne gå frit, spejdede jeg efter frokosten. Men så venlige som de kære børn er, havde de allerede skaffet mig en tallerken med Dal bhat og en ske.

Jeg satte mig ned blandt et par af dem på nogle store sten og indtog måltidet, som var tiltrængt for alle, da ingen havde fået morgenmad.

Halvvejs igennem frokosten satte der sig en velkendt kortklippet hovedbund ved siden af mig og gumlede ris. Da vi fik øjenkontakt, spurgte Pema Tashi ønskende: ”Boudha Stupa. After lunch, ya?”

Det gav jeg ham mit ord på, men bad ham om, at gå stille med dørene, så ikke hele Khawalung familien ville med.

Vi satte tallerknerne, og Pema Tashi fandt de tre andre, han ville have med. Men hurtigt kom flere til, men det var fint, for det var blandt andet tre af de ni fra min klasse – Lion, Leopard og Donkey og så Pema Tashi. Dyrenavne har givet sig selv, som jeg derfor også har kaldt dem fra første møde.

Otte små unge munke traskede lystigt mod udgangen, og jeg fulgte bagtrop og talte til otte hvert femte sekund. De var ovenud spændte. Deres ansigter lyste. De ville holde mig i hånden og slæbte mig mod deres religiøse stolte monument.

De havde tydeligvis været her før, og de ville vise mig alt, hvad de vidste. Vi gik først forbi en tegning på en mur over Bouddhanath Stupa. Jeg havde passeret den tegning utallige gange før, men aldrig stoppet op og undersøgt dens hemmeligheder med hænderne.

De knyttede hånden og bankede på muren, hvor der var tegnet en dør. Lyden var hul, de bankede ved siden af, og muren sagde ingenting, som hvilken som helst anden mur. De smilede og jublede over fremvisningen, imens turen fortsatte ind i stupaen.

De var i deres velkendte element. De var guiderne, og jeg var turisten.

En fantastisk sidste dag med mine venner

Vi gik ind i et rum med et kæmpe hjul, som vi gik drejede rundt med hænderne for at sprede god karma sammen, inden vi kom forbi et bundt af klokker, som de ringede med på livet løs.

Pema Tashi fandt ved siden af klokkerne en af sine guder afbilledet og tog fingerspidserne op til hovedet og ned langs brystet, som en hilsen til sin gud.

Jeg betragtede ham og gjorde det efter. Han nød det, og jeg mærkede hans stolthed over sin religion.

Dernæst gik op vi af trappen til pladsen, hvor det var muligt at gå rundt om stupaen. Vi besluttede at tag gruppebilledet, som denne aften på restauranten fik mine øjne til at løbe i vand. Men jeg var ikke den eneste som var fascineret af de glade ansigter i mørkerøde kåber.

Flere turister fandt de her otte unge munke mere interessante end stupaen selv. De ville med på billedet. I flere minutter stod vi og holdte om hinanden. Imens der blev skiftet fotografer.

De velopdragne munke stod tålmodigt og smilede til linsen, imens jeg nød hvert sekund, jeg kunne have dem alle bare en armslængde fra mig.

Vi gik op på pladsen og derfra en tur rundt om stupaen, og jeg havde en af mine venner i hver hånd og spejdede efter resten. Da vi var kommet rundt, manglede der selvfølgelig en.

Jeg kunne kun tælle til syv, men jeg nåde kun at samle tropperne og sætte eftersøgningen i gang, inden Donkey kom traskende ubekymret mod os.

En munk ville tilbage igen. Jeg tror, at han var bekymret for, om vi kom tilbage til tiden. Men resten ville gerne en tur rundt om stupaens facade på torvet, sådan som de voksne munke og buddhister gør her på pladsen.

Alle går urets retning rundt om stupaen, og det gjorde vi også. Vi gik på en række og drejede på alle hjulene med højre hånd. Der var fem hjul i hvert afsnit og derimellem var der et lille indhak på størrelse med en hånd med en minimal guldstatue af Buddha.

De fortalte mig, at man skulle røre ved guldstatuen og bagefter røre sig selv på panden og brystet, som Pema Tashi havde gjort tidligere. Og det gjorde vi så alle.

Jeg deltog på bedste vis i deres ritual og rørte og roterede med det hele. De glemte ikke at røre en eneste statue og gjorde deres tegn med hånden og spredte god karma hele vejen rundt om den kæmpe Stupa, som tog os ti minutter at gå rundt om.

Da vi havde taget en hel omgang, så de tilfredse og trætte ud. Vi passerede en tank med vand til fri afbenyttelse. De kastede sig over den, og den kande som stod ved siden af fyldte de med vand og bællede løs. Tanken på ti liter var nærmest tom, da de havde fået stillet deres tørst.

De spurgte, hvad klokken var blevet, og der var en halv time til pujaen fortsatte. Et par af dem fik sagt noget med ”fish, fish”, og inden jeg forstod det helt, trak de mig afsted fra samme vej, hvor vi kom fra.

De bankede en sidste gang på tegningen af døren på muren, og vi gik i rask trav afsted. Jeg tabte de fleste af deres små kroppe af syne, mellem voksne mennesker, gadehunde og scootere, og havde kun øje på de to jeg havde i hænderne.

I stedet for at fortsætte mod Shechen Monastery, hvor vi kom fra, drejede vi til venstre ind i en have med to bassiner og en stor guldstatue af Buddha. På række stod de på tæer og lænede hovedet ud over rælingen.

Mine to arme blev trukket afsted mod bassinet, der var fyldt med fisk. Store og små. Hvide, sorte og orange fisk jagtede hinanden i det grumsede neongrønne vand.

De var vældig fascineret af fiskene, og pegede mod de største. Mellem de to bassiner var den store flotte guldstatue af Buddha, som vi studerede nærmere. Under den var et lille bassin og i det gemte sig en krabat af en havkat, som de fulgte efter rundt om bassinet.

De fik lov ti at se på fiskene i ti minutter, men de kunne have blevet der i flere timer, hvis ikke det var fordi, at jeg igen blev mindet om af den nervøse fyr, at vi skulle nå tilbage i tide.

Det gjorde vi og på vejen tilbage, kunne jeg se på deres ansigter, at jeg havde givet dem en gave, uvidende var de om, hvilken gave de havde givet mig.

Farvel

Tilbage til pujaen blev klokken tre, og jeg gav op overfor for trætheden og forlod pujaen og tog hjem til klostret. Da jeg var ved at gøre mig klar til aftensmad kl. 19 på mit værelse, bankede det en sjælden gang på døren.

Jeg fjernede låsen og Pema Tashi stod med et papirs hæfte i hånden. Jeg bladrede i det og så, at det var pujaen fra i dag oversat til engelsk. Tænk, at han havde husket min forespørgsel fra i morges. Jeg takkede ham med et halvt kram, og han smilede forsigtigt. Jeg spurgte, om han skulle have aftensmad.

Han svarede nej, han vil hellere bare sove ovenpå, fortalte han. Han vidste, at jeg smuttede i morgen, og jeg fortalte ham, at jeg ville komme og sige farvel en anden dag. Det forstod han, tror jeg, og han traskede med tunge skridt op af trappen.

Han er en hårdtarbejdende ung mand, med et hjerte af guld. Det har de alle, og jeg kunne skrive historier om hver og en af de ni elever, jeg har haft. Men i mit allersidste minde fra Khawalung Monastery, står han som eksemplet på en af de funklende stjerner, der skinnede på mig, da mit hjerte havde allermest brug for det.

Da spørg man sig selv, imens tårerne glider ned af kinderne på en offentlig restaurant i Kathmandu.

Hvad er det, jeg har gang i?

/Jesper Munk Jakobsen