Et kønt kønsdilemma
(Short story.)
Der er kommet en særlig opmærksomhed på køn i vores tid. Hvor mange køn er der, og hvem definerer, hvilket køn du er? Dig selv? Andre? Samfundet? Biologien? Vores sprog? I forrige uge var kæden Lagkagehuset ude og sige, at de fremover vil afskaffe brugen af ordene kagemand og kagekone og i stedet anvende ordet kageperson, om den kage mange forældre køber til deres børns fødselsdag. Generelt er debat om nogle etablerede samfundsstrukturer sunde, og vi må løbende reflektere over, hvilke ord vi anvender. Det kan dog skabe nogle kommunikationsmæssige udfordringer i det daglige, imens forandringen i vores kultur finder sted. Derfor skal vi måske møde hinanden med overbærenhed, fremfor at antage at det er mangel på respekt eller en bestemt holdning, der ligger til grund for en konkret handling eller et konkret ordvalg. Ellers kan det være en udfordring at gebærde sig fredsfyldt i samfundet, hvis vi hver især konstant er særligt opmærksom på, hvad vi selv føler, og tillader det at være det primære fokus i samværen med andre. Vores indre fred bliver påvirket udefra, men skabes indeni. Her er en short story om det, tilføjet en god portion overdrivelse og forhåbentlig humor. Og husk – Det er jo bare en historie. God læselyst.
(Læsetid 8 min.)
To personer stod i en gang på en bar og ventede på at komme på toilet. Der var to toiletter. Et til højre og til venstre. Døren åbnede til toilettet til højre og en person trådte ud og gik over til håndvasken og vaskede hænder. De to andre personer, der ventede i gangen, stod stille og kiggede afventende på hinanden.
En af personerne nåede kun at tag et forsigtigt skridt mod toilettet, indtil det lød bagfra med en skarp stemme.
”Det toilet er til kvinder.” Personen undskyldte og tog et skridt til siden, så det stod skulder mod skulder med personen ved vasken, som netop var kommet ud fra toilettet.
”…og du ligner en mand”, lød det skarpt fra samme stemme.
”Hvad bilder du dig egentlig ind!”, sagde den anden pludselig meget forargede person, som ikke var den person, der vaskede hænder. ”Hvem har givet dig retten til at definere mig?”
”Øh, jeg antog bare med fuldskægget, din muskuløse krop og det korte hår, at du var en… mand?”, lød det nu mindre skarpt.
”En mand! Så du definerer mig ud fra mit udseende. Kan kvinder ikke have muskler eller kort hår? Er det kun forbeholdt mænd? Popsangeren Pink har fx kort hår.”
”Nej, nej, selvfølgelig ikke.”
”Du skal ikke putte mig i dine kønskasser. Jeg føler mig krænket. Ja, det kan jeg mærke midt i hjertet.”
”Jeg vidste ikke, at du følte dig som en kvinde. Det må du undskylde. Gå du bare først på toilettet.”
”Du skal ikke give mig lov til at gå på toilet eller bestemme, om jeg føler mig som en kvinde.”
”Hvis du ikke er en kvinde, skal du ikke bruge det toilet. Det er til kvinder.”
”Nej, Jeg er ikke en kvinde, at du ved det, men der er ikke noget toilet på denne bar, som passer til det køn, jeg føler mig som. Jeg har stået og ventet i flere timer nu.”
”Så du mener, du er intet køn?”
”Påstår du, at jeg ikke har noget køn? Jeg har altså lige så meget et køn som dig, frøken!”, udbrød den krænkede person.
”Var! Hvad bilder du dig egentlig ind? At stå der og hævde, at jeg er et køn? Og så tilmed en frøken? Jeg er netop intet køn. Altså ikke intetkøn, men intet køn. Jeg er kønsløs, og hvor er toiletdøren til det? Kan jeg ikke gå på toilet uden at blive puttet i en kønskasse og blive defineret som en kvinde?”, lød det fra den anden krænkede person, der samtidig forsøgte at klemme en tåre ud af øjet.
”Men du definerede jo lige selv mig som en mand ud fra mit udseende, og så antog jeg med makeuppen, brysterne og nederdelen at…”
”Kan man nu ikke gå med makeup, have bryster og nederdel på uden at blive puttet i din mandschauvinistiske kasse. Mange mænd på fodboldstations har fx både bryster og makeup på.”
”Ja men, nu gør du det jo selv… vent lige lidt. Mandschauvinist? Jeg er altså ikke nogen mand, og de sagde selv lige, at de ikke var en kvinde. De krænker mig igen!”
”Mig? Hov, hvad bilder du dig selv ind ved at tiltale mig ”de”? Jeg vil gerne bede dem om at tiltale mig Jørgen.”
”Jørgen?”
”Ja. Har du et problem med det? Kan en kvinde ikke hedde Jørgen?”, spurgte Jørgen vredt.
”Joo, men jeg troede ikke, at du var en kvinde, Jørgen.”
”Hold op! Det var bare en talefejl. Er Jørgen måske et kvindenavn?”, råbte Jørgen, så det rungede i den smalle gang.
”Nej, det er mænd, der hedder Jørgen”, sagde personen, som ikke have tilgenkendegivet sit eget navn endnu.
”Hvem giver så dig ret til at definere, om mit navn er et mande- eller kvindenavn?”
”Men du sagde jo selv, det ikke var et kvindenavn.”
”Jeg føler, at det er et intet køn navn. Du skal ikke definere mig ud fra mit navn. Jeg definerer, hvad navnet betyder for mig, og hvilket køn det repræsenterer”, sagde Jørgen.
”Okay, undskyld så, men Jørgen, du kan jo heller ikke selv bruge dette kvinde-toilet i så fald?”, sagde den person, som ikke havde besluttet sig for, hvilket køn det havde.
”Nej, og hvis skyld er det? I hvide mænd. I undertrykker os andre.”
”Hvor vover du, at du definerer mig som en hvid mand. Jeg har jo sagt, at jeg ikke føler mig som en mand.”
”Nå nej, det må du undskylde”, sagde Jørgen lidt pinlig berørt.
”Og til din orientering føler jeg mig ikke som hvid heller.”
Jørgen så straks undrende på personen overfor i nogle sekunder.
”Den er god. Den har jeg ikke tænkt på”, sagde Jørgen eftertænktsomt.
”Ja ikke?”, sagde den ikke-hvide person. ”Nå, men lad os fortsætte. Hvor kom vi fra. Nå ja, jeg føler mig nærmere blå som himlen.”
”Altså, du føler dig blå som en smølf?”, lød det fra den person ved siden af, som ellers havde holdt sig ude af samtalen.
”Nej som himlen. Og stop den der tiltaleform med du, du, du. Jeg vil gerne bede jer begge tiltale mig ”hen”.
”Okay, lad mig se. Føler hen sig som en smølf?”, spurgte Jørgen
De kiggede alle tre kort akavet på hinanden.
”Ej det er for mærkeligt. Lige der er jeg er nødt til at tiltale dig du”, sagde Jørgen forsigtigt.
”Ja måske. Men vent, nægter du at tiltale mig, som jeg beder dig om? Diskrimination! Krænker!”
”Den holder ikke helt, og du har også lige selv kaldt mig du”, sagde Jørgen.
”Nå, nå. Ja, jeg glemte vist, at det var ved han- og hun tiltale, at jeg føler mig krænket og ikke ved anvendelse af du. Min fejl.”
”Helt i orden. Det sker også for mig. Men hvorfor skulle jeg tiltale dig hun eller han? Jeg mener, du står jo lige der foran mig. Det ville i så fald være i tredjeperson. Altså skulle jeg tale til ham eller undskyld den person ved din side, som har vasket sine hænder i flere minutter nu. Der vil jeg hellere tale direkte til dig, når vi nu er i samtale.”
Personen ved håndvasken havde stået tålmodigt og vasket hænder, med det resultat at hans hænder var blevet helt indtørret af alt det vand fra vandhanen.
”Hør her Jørgen og hen, eller hvordan du nu vil tiltales?”
”Jason Burn, Bønne, nej Bourne. Jason Bourne. Men Jason er fint”, sagde personen, der før ville tiltales hen.
”Okay. Jason og Jørgen. I har demonstreret ganske overbevisende, at I har svært ved at kommunikere med hinanden. Blot den simple anvendelse af en korrekt og fordomsfri tiltaleform forvolder jer vanskelige udfordringer. I hver sætning I fremsiger, formår I faktisk at krænke hinanden. Dog er I nået til en vis enighed. For I er begge enige om, at der er mere end to køn, og det er der åbenlyst ikke taget højde for på denne bar, da der kun er ét toilet forbeholdt kvinder og ét forbeholdt mænd. I er også enige om, at det er op til jer selv at afgøre, hvor mange køn der er, og at det ikke er denne bar eller andre toiletbesøgendes afgørelse. Altså er I enige om, at der et uendeligt antal køn, som I ikke kender det præcise antal på endnu, eftersom ikke alle køn er opfundet endnu, og vi til hver en tid kan føle os som et andet køn, vi selv finder på. Derfor kan vi blive enige om, at antallet af døre til toiletter er alt for begrænset og derfor bør udvides. Ikke kun her på denne bar, men på alle andre private og offentlige steder. Fx i svømmehaller. Der kommer jeg hver dag, og jeg bruger lang tid på at tænke over, hvilket af de to omklædningsrum jeg skal benytte. Når jeg vælger omklædningsrummet til kvinder, begynder kvinderne at skrige, endda før jeg har fået mit tøj af, og straks kommer en vagt og forviser mig til det andet omklædningsrum. Selvom det er en daglig udfordring for mig at gå i svømmehallen og vælge det helt rigtige omklædningsrum, kan jeg godt se, at det er begrænset, hvor mange antal omklædningsrum en svømmehal kan have. Jeg mener, der er kun begrænset kapacitet i bygningen, og skulle det lykkes at presse flere omklædningsrum ind, ville de to andre omklædningsrum nok blive utrolig snævre. Derfor forekommer den enkleste løsning at være, at vi kun har et fælles køn og dermed ikke gør forskel på køn. Der bliver altså ikke gjort forskel på personer overhovedet, i den erkendelse af at vi alle er mennesker og dermed biologisk ens. For pointen er vel, at ingen skal forskelsbehandles, og alle skal behandles fuldstændig ens, ud fra hvad de føler. Den følelse kan og bør ingen argumentere imod, og derfor må indretningen af samfundet omgående indrettes med det formål. Det er min drøm. Ja, jeg har en drøm om, at alle skal kunne bade sammen i svømmehallerne og gå på samme toilet, og alle har muligheden for at anvende pissoirer eller sidde ned og tisse, hvis de føler for det. Der skal være én dør til alt, det bør vi alle kunne enes om.”
”Ja! Du har ret. Vi skal alle kunne benytte alle toiletter og omklædningsrum!”, jublede Jørgen og trak op i sin nederdel for dernæst at lave en pirouetteom sig selv, indtil svimmelheden satte ind.
”Men det er bestemt blevet udfordrende at kommunikere i disse tider. I og med vi hver især kan opløse samfundsstrukturer, talemåder, biologi og definitioner, kan enhver sætning opfattes som krænkende”, sagde Jason Bourne.
”Naturligvis. Derfor skal man være på vagt i hver en samtale og vælge sine ord med omhu”, tilføjede personen med de våde hænder, der havde husket at vaske dem med sæbe.
”Med alt den opmærksomhed på køn og krænkelser, handler mange samtaler for mig i dag om at opløse så mange samfundsstrukturer i en samtale så muligt ud fra den andens ubevidste ordvalg, og derfra anlægge den anden overdrevene synspunkter, jeg så bliver krænket af”, sagde en svimmel Jørgen.
”Også her, men det kræver træning”, tilføjede Jason Bourne. ”Fx da jeg bad dig om at tiltale mig hen i stedet for han eller hun. Der har jeg tit held med at påpege, hvordan en anden, i dette tilfælde dig, så glemmer det, og så kan jeg hævde, at du ikke respekterer mig. Men som du pointerede, kræver det, at der er en tredje person til stede, som den man arbejder på at føle sig krænket af så skal henvende sig til i samtalen. Til den person skal den person jeg så talte med, kalde mig han eller hun. En meget vanskelig proces, som jeg knap selv forstår, og derfor ikke formåede at perfektionere for et øjeblik siden. Jeg er skam ikke perfekt. Fx når jeg får besøg af en person i mit hus, og min hund løber personen i møde. Så spørger jeg ofte ”Er hun ikke sød”, og da føler min hund sig utrolig krænket og gør højlydt af mig. Når jeg så undskylder og retter mig selv og siger ”Er min hund ikke sød?”, sætter den, hunden ikke personen, i vild løb efter mig og jagter mig rundt om spisebordet, indtil den får fat i mit ben.”
”Hvorfor dog det?”, spurgte Jørgen interesseret.
”Den føler sig som en struds.”
”Så skal du da heller ikke omtale strudsen som en hund, når du fortæller historien nu”, sagde Jørgen vredt.
”Nå nej. Se det rammer en selv”, sagde Jason Bourne skuffet over sig selv.
”Det sker. Tricket er, at man altid må vende det rundt, og få samtalen sporet tilbage på, hvad det egentlig handler om”, sagde Jørgen.
”Hvad er det da?”, spurgte Jason.
”Mig!”, lød det i kor fra Jørgen og personen med de indtørrede hænder ”Mig, mig, mig. Det er hvad det hele, ja hele verden egentlig handler om”, fortsatte den person af de tre, som ikke havde tilkendegivet sit køn eller navn.
”Men Jason har ret. Ulempen er desværre, at det rammer en selv. Det er som at tisse i bukserne. Det er varmt et kort øjeblik, men…”, sagde personen med de indtørrede hænder og kiggede derefter på Jørgen og Jason.
Jørgen og Jason kiggede langsomt ned af sig selv.
”Ingen af os skal vist på toilet mere?”, mumlede Jørgen.
/Jesper Munk Jakobsen
Hvis du kan lide at læse en short story i ny og næ, kan du give et bidrag herunder eller via. MobilePay: 61454071
[paypal-donation]
0 Kommentarer