Barndommens magi kommer aldrig igen

Barndommens magi kommer aldrig igen

Den 17. december 2019

(Læsetid 8 min.)

Julen står for døren og banker til mine tanker for at minde mig om min barndom. En tid med fordybelse i sjov og leg og et nærvær så nært, at legen var meningen i sig selv. For hver jul som kommer, bliver jeg derfor mindet om, at tiden til legen er blevet mindre end sidste år og blevet erstattet med samfundsnormer til pligter og egne selvforpligtelser.

Tiden til legen og det sjove bliver forvist til en sidste usynlig sætning på min to-do liste, hvor mit barnlige jeg er fortrængt til at trænge sig på blot for at forstyrre mine rationelle gentagelser af pligter.   

Da jeg var seks år, spillede jeg et fantastisk kortspil ved navn “Magic The Gathering”, som gav mig mange nære venskaber gennem det meste af min tid i folkeskolen. Papkort på størrelse med et almindeligt sæt spillekort er blevet mit minde om en tid, hvor fordybelse, nærhed og sjov var mit livs omdrejningspunkt.

Nærmest fra første skoledag blev jeg og flere af drengene i min klasse draget ind i den her eventyrlige verden med magi og monstre. Vi spillede i frikvarterende og efter skole hjemme ved hinanden eller gik ned i en butik i Aarhus og bladrede i timevis i tunge mapper fyldt med papkort.

Kortene var trykt på engelsk og gav derfor ikke meget mening for seksårige børn. Vi kiggede blot på mana-symbolerne i højre hjørne og statistikken nederst i højre hjørne og var sammen om det.

Vi kendte kun spillets simpleste grundregler. For det er et yderst komplekst spil med tonsvis af forskellige kort og regler, som man i dag skal bestå svære dommerkurser i for at kunne dømme i store internationale turneringer, der bliver afholdt rundt om i verden.

Hver spiller har en bunke af kort som består af magiske besværgelser (spells) og lande, der producerer manaer, som man anvender til at kaste sine spells, som består af bla. monstre (creatures), trolddomme (sorceries) og artefakter.

For at vinde spillet, gælder det om at angribe modstanderen med monstrene, indtil han eller hun ikke har flere liv tilbage.

Hvide riddere mod sorte vampyrer

Da jeg kom i 2. klasse, modtag jeg så den største gave en dreng i min alder i denne skolegård kunne modtage. En stor flyttekasse stod på midten af mit værelse, en dag jeg kom hjem fra skole. Den var fra min fætter Martin, som er en del år ældre end mig.

Da jeg åbnede kassen, kunne jeg ikke tro mine egne øjne. Rækker af magic-kort var stablet ovenpå hinanden, og de var alle sammen til mig. Jeg sprang ned i dem som i en svømmingpool og pløjede igennem dem med tommelfingrene.

Jeg vidste stadig ikke, hvad alle kortene kunne, men ind i mellem kunne jeg genkende nogle kort fra skolengården, som var kendte for at være stærke.

Blandt andet et hvidt kort der hedder ”White Knight”, som havde beskyttelse mod alle kort med farven sort.

Da jeg kom i skole dagen efter, havde jeg en bærepose med kort og et stort smil med mig.

De andre børn kastede sig over mig, og jeg var beret til at vise dem mine nye kort i mit nye deck.

Der var en dreng i min parallelklasse, som havde et stærkt sort deck med alle de bedste og sværeste kort at få fat i, men nu havde jeg jo White Knight, som havde beskyttelse mod sort. Så jeg klar til kamp.

Vi linede op med tre til fire spillere på hvert hold.

A-klassen mod b-klassen. Hurtigt blev den modsatte bordplade fyldt op med vampyrer og andre døde monstre med enormt høje angrebs- og forsvarstal, som kunne flyve over mine monstre på landjorden og blev stærkere hver gang de slog andre monstre ihjel.

Men mine White Knights hamlede op med hans vampyrer, imens mine klassekammerater hang ind over bordet af overraskelse over, at han måske ikke ville vinde denne gang.

Det gjorde han heller ikke.

For som det ofte endte, ringede klokken.

Frikvarteret var over, ingen vandt, men der lå derimod en masse kort på skolebordene, som skulle pakkes sammen, inden læren kom, og foldes ud igen om halvanden time, med det samme læren var gået.

Vejen mod voksne pligter

Jeg fortsatte med at spille, da jeg kom i 4. klasse og helt frem til 8. klasse. Vi var en gruppe på 4-6, som hver fredag gik fra skole og ned til den lokale grill og fik en bakke pommes fritter at fedte os ind i, imens vi gik mod Aarhus Havn og butikken kaldt Goblin Gate.

Der duftede af pap, når man trådte ind af døren til den mørke butik. Det var som at træde ind i en hemmelig hule med sine bedste venner, hvor tiden var blevet opløst og livet ophøjet til sjov.

Om fredagen spillede vi turneringen ”Friday Night Magic”, som varede mellem 4-6 timer og kunne have helt op til 40-50 deltagere – Både børn, unge og voksne.

Om aftenen blev vi hentet af vores forældre og gik hjem og sov tidligt for at stå op til lørdags-magic dagen efter. Det var så fast rutine i så mange weekender så muligt i mange år.

Spillet samlede os som venner, men splittede os også, da vi blev ældre.

For da jeg kom i 8. klasse introducerede spillet en ny kedelige serie kort, og samtidig blev jeg introduceret til øl, piger og fester og indenfor en måneds tid var kortene og min barndom gemt væk i et skab på mit værelse.

Vi venner gik stort set hver vores vej ind i teenagelivet, og papkortene blev reduceret til de papkort, som de ligner for de fleste mennesker, men for os rummede mange år med intimt nærvær og glæde.

Jeg tilbragte efter 10. klasse tre år på HHX i Vejlby, som formåede at suge al glæde og leg ud af min hverdag uden at præsentere en meningsfuld grund til det.

Ikke fordi, at jeg ikke længere var et barn, der gerne ville lege, men fordi jeg på HHX var blevet skolet i konstant at koncentrere mig om de ting, som ikke gjorde mig glad.

Hver fredag opstod en indre undren over, at jeg hver weekend blev opfordret til at gå hjem og skrive opgaver og læse lektier i stedet for at blive stimuleret med sjov og glæde.

Selvom jeg valgte sjov fremfor ansvar stort set hver gang, kunne hovedet ikke altid overgive sig til nuet og nærværet med kammerater, når jeg vidste, hvordan det ville blive taget imod på karakterarket, som eftersigende kunne definere ens fremtid.

Der blev altid stillet en ny opgave med et ukendt perspektiv og mål, som ingen lærer på HHX orkede at bruge tid på at forklare.

Jeg sad derfor fem gange om ugen seks til syv timer om dagen, og ønskede viseren på uret over lærens skrappe ansigt ville æde tiden, men ikke mit liv.

Efter jeg slap ud af HHX og ind på Journalisthøjskolen i Aarhus, tog jeg ”Magic The Gathering” op med en af mine tidligere klassekammerater.

Vi begyndte at spille en gang om ugen, nogen gange to, og stadig kunne spillet og sammenholdet bidrage til en masse timer med nærvær og glæde, som ikke kunne vare ved. Ikke på grund af at lysten gik tabt, men fordi den voksne tilgang til livet vandt ind.

Et liv, hvor de fleste handlinger helst skal være rationelle og fokusseret på fremtiden og mindre på nutiden, tog langsomt over dag for dag, som jeg bevægede mig op i tyverne. Og når jeg nu er i starten af tredverne, begynder jeg at tænke på, om den udvikling fortsætter.

Er det den fremtid, som livet bevæger sig mod, for hver dag der går?

Hvor for hver dag man bliver ældre, bliver der mindre tid til sjov og mere tid til noget, som jeg knap nok kan definere, men jeg har fået at vide er værd at stræbe efter.

Noget med pligter og ansvar som to-do-lister, professionelle relationer, misundelse, identitetsdyrkelse og så er der dem som har travlt med deres børn – Men forældre kan heldigvis opleve legen igennem deres børn, hvis de altså ikke ser leg deres med deres børn som endnu en pligt.

Pligter fratager tiden til det som kunne være nærvær, leg og glæde. For mig reflekteret i duften af papkort og lyden af venner, som tager mig tilbage til en glemt tid.

Hvor tiden går, uden at man ser tiden gå på sin iphone og får dårlig samvittighed over at forsømme sin digitale tilstedeværelse.

Barndommens nærvær

At sidde i en butik og spille og tale om papkort i seks timer er for mig at se et minde om den reneste form for at være tilstede. Bare sidde blandt venner og blande sine kort og tænke over sit næste træk og intet andet end det.

At vinke farvel til de dage er en følelse, jeg kan blive ramt af i julen. Glæden ved at åbne de pakker med papkort i, som i dag nærmere indeholder praktiske pligter pakket flot ind.

Gaver kan på den måde være et spejl, som reflekterer stadiet i dit liv og dine egne forventning og tilgang til livet kan ses på din ønskeseddel.

Når jeg ser i dag, er der ikke meget element af leg, men derimod elementer af praktiske ting, som skal hjælpe mig med et eller andet professionelt eller rationelt mål om at kunne effektivisere min skrivning, blive klogere på et emne, se ud på en bestemt måde eller være til stede i nuet. Noget der har et rationelt formål, som måske kan veksles til leg og glæde engang.

Jeg overvejer i stedet at ønske mig Magic The Gathering kort til jul. Ikke for at spille med dem, men for at genhøre lyden af at åbne pakken, dufte til det friske pap fra trykpressen, bladre igennem kortene og gense billederne fra min barndom.

Måske jeg kan komme tilbage et øjeblik for de 25 kr., en pakke hvis stadig koster. Rationelt er det selvfølgelig spild af penge, men relativt billigt for at blive mindet om det frie nærvær og at leve i mindet om legen. Det er det, som jeg savner ind i mellem.

For livet bevæger sig med alderen tydeligvis et sted hen, hvor der er mindre plads til leg, og hvor så meget skal tages så alvorligt.

Flere samtaler handler om lån, fast ejendom, selvrealisering, nyheder, parforhold, arbejde, motion osv. og et sted i mellem pakken af pligter kan legen måske genopfindes.

Den aldersmæssige udvikling peger altså mod et bestræbelsesværdigt mål om at veksle tiden fra leg til pligter. Jeg tror bare ikke, at leg primært er for børn, men for mennesker i alle aldre. At have det sjovt tager med alderen nye former, samtidig med at det bliver reduceret.

Derfor bliver jeg ind i mellem både berørt og misundelig over at se et barn sparke til en fodbold. Fordi jeg bliver mindet om livets enkle smukke øjeblikke, jeg har haft så mange af som barn selv.

Det var mig engang, men det er svært at forstå, at mit yngre jeg rendte rundt på Elise Smith Skole og spillede fodbold, Magic The Gathering, caps og alt det andet, som var spontan leg i sin enkleste form.

Formålet var legen selv og intet andet rationelt om bevægelse, indufiner og vægttab. Bare legen.

Julen er et minde om en speciel tid for mange år siden, men også en sørgelig påmindelse om, at barndommens magi aldrig kommer igen.

Det er tidens gang, vil nogen sige, men det mener jeg godt, at man må sørge over.

Alt andet lige, er det er et tegn på, at barndommen var magisk.

God jul.

/Jesper Munk Jakobsen

Header Photo: Wizards.com

Havde du en god læseoplevelse?

Du kan støtte mine små skriverier med et ganske lille beløb på under et minut herunder eller på mobilepay 61 45 40 71.

[paypal-donation]