Ankomst til Nepal
Den 16. februar 2019.
”Jeg synes meget af livet består i, at man ankommer et eller andet sted. Så man er i en lufthavn, helt fremmed, helt ny, og man er skide nysgerrig og også lidt nervøs.”
Jeg kan relatere bedre end nogensinde til Jørgen Leths ord på nummeret ”Ankomst”. Min afgang fra Kastrup lufthavn til Hamad International Airport i Qatar til Katmandus lufthavn var en turbulent start på mit tre måneders ophold i Nepal.
Jørgen Leths filosofiske beskrivelser til Mikael Simpson og Frithjof Toksvigs stimulerende stemningsmusik, foregår på den præmis, at Jørgen taler om et emne, en ting eller en oplevlese, men ikke røber hvilket konkret sted, han taler om.
Den fortolkning ligger modtageren frit for. Fx når han beskriver det kaos, man kan opleve, når man ankommer til en fremmed lufthavn.
Min afrejse startede i Kastrup lufthavn, hvor der blev meldt om en forsinkelse fra 21.40 til 22.30.
Alle passagerer blev presset sammen i et venteværelse, og som minutterne tikkede langsomt afsted forsvandt luft og energi fra et hvert individ i rummet. De af os som ikke havde fået kapret sig et sæde sank sammen på gulvet en for en.
En lille pige brækkede sig i skraldespanden en meter fra mig, imens hendes mor holdte hendes hår, og de nærmeste mennesker forsigtigt gik et par skrdt tilbage.
Selvom tiden stod stille gik minutterne og forsinkelsen nærmede sig halvanden time. Da jeg endelig satte mig til rette i flyet, fik jeg plads ved siden af en humoristisk herre, som efter den lange ventetid var træt og rygetrængende.
Imens vi ventede på at lette, udvekslede vi fælles frustrationer, der hurtigt blev vekslet til forventningsfulde grin, indtil kaptajnens stemme over højtaleren meddelte et bud på landingstidspunktet i Qatar.
De lystige grin blev forvandlet til en hakkende nervøs latter, da vi indså at med et landingstidspunkt på 07:25 vil det blive vanskeligt at nå det næste fly.
Herren skulle med sin kone og børn til Bali og skulle flyve kl. 08:30 fra Doha og boarde kl. 07:30 – Samme tid som mig.
Han spang op af sædet og farede ned ad midtergangen til sin kone. Jeg kunne næsten høre lyden af hans hovedrysten, da han vendte tilbage til sin plads.
Vi blev enige om at henvende os til den nærmeste medarbejder i en mørkerød Qatar Airlines uniform.
Vi fangede en nydelig stewardesse, som nikkede forstående til vores mange forskellige spørgsmål, og svarede venligt og rigtigt på dem uden at forsikre os om det mindste.
Der blev man ”lidt nervøs” – Som Jørgen også oplever, når han ankommer, men jeg var ikke engang lettet endnu.
Den 6-7 timers lange flyvetur foregik med bekymringer og tidsudregninger for, hvor lang tid det må tag at komme ud af flyet, få bagagen, finde gaten og boarde.
Selv macaroni & cheese med cola og rødvin i selskab med Tom Hardy’s ”Venom” kunne ikke dulme mine tanker om ikke at nå det næste fly. Strandet i Qatar? Hvornår går det næste fly til Katmandu? Er der plads?
Jeg var lidt nervøs. Og fik et par timers søvns til sidst.
Jeg kan takke tre gode venner for, at de tog mig med op af bjerget Teide på Tenerife for tre uger siden – For jeg havde brug for alt den luft, jeg havde i lungerne for at nå flyet til Katmandu. Et ekstra security check gav mig et hvil på vejen, men kostede mange dyre minutter.
Jeg nåde dog flyet og skulle endda vente fem minutter stakåndet.
Kaos i Katmandu Lufthavn
Jeg tænkte på ”Ankomst”, da jeg trådte ind i Katmandus lufthavn og lyttede til nummeret dagen efter.
Jørgen beskriver oplevelsen, jeg havde:
”Det er sådan en eksotisk lufthavn, det er en stor by, men alting er anderledes, og folk ser anderledes ud. Bagagen kører anderledes, synes jeg, rundt. Og man er ikke helt sikker på, at man får den.“
Jeg stod ved bagagebåndet, der transporterede bagagen rundt i en hestesko. Indefra et hul i væggen ved baggagebåndet bag nogle sorte løse aflange flapper af læder kunne lyden af en hårdt arbejdende mand høres.
Der blev kastet med kufferter og rygsække, som blev spyttet ud på det roterende bånd. Den ene kuffert efter den anden bliver trukket ud af tombolaen, og som menneskerne omkring mig så småt forsvandt med deres gevinster, hørte jeg Jørgens stemme for mig:
”Bagagen kører anderledes, synes jeg, rundt. Og man er ikke helt sikker på, at man får den.”
Da vi kun er to håndfulde mennesker tilbage stikker en mindre ældre herre med sort hår og sort overskæg hovedet ud gennem de sorte lange læder flapper, og som en amerikansk fodbolddommer, der signalerer, at en reciever ikke har grebet bolden indenfor banen, konstaterer han, at der ikke kommer mere bagage ud fra hans hule.
En yngre asiatisk herre i en neongrøn t-shirt med kort sort hår og briller taber kæben og galopperer mod hullet, og stikker hovedet ind til manden for mere information. Han trækker hurtigt hovedet tilbage, da den lille herre stikker hovedet frem igen og fortsat insisterer på at kommunikere sit direkte budskab med vild gestik.
Jeg vender mig tomhændet væk fra bagagebåndet og ser, at bag mig står gulvet næsten tomt for mennesker, men fyldt med kufferter ingen vil kendes ved. Jeg gennemsøger bunken, prustende som en hidsig tyr, og finder ingen rygsæk jeg kan genkende.
En vagt fanger mine urolige famlen og leder mig mod endnu en bunke med bagage nær lufthavnens udgang. Med et hurtigt blik konstaterer jeg, at min bagage ikke er at finde.
Jeg bliver klar over, at jeg ikke ved, hvor min bagage til de næste tre måneder faktisk kan være. Får jeg min bagage?
Som Jørgen forklarer:
”Man skal vente og man venter, jo længere tid der går, er man mere og mere overbevist om, at man får nok ikke at sin bagage, nu er man helt fremme ved et sted, hvor man især har brug for de ting, man har med ikke? ”
Vagten foreslår, at jeg henvender mig ved en desk nær ved. Jeg bliver endnu mindre fornøjet af første syn ved at observere, at de tre ansatte bag disken ser ud til at have hænderne fulde, selvom der er tre mennesker til at betjene samme antal.
Imens bliver lufthavnen suget for rejsende, imens jeg i lange minutter suger store portioner at luft ind for ikke at blive alt for utålmodighed – indtil jeg får selskab i køen af et par i tredverne og deres 2-3-årige datter.
Alle seks øjne ser på mig med en insisterende kærlig opmærksomhed, imens herren vil høre, om jeg også mangler min bagage.
Familien mangler fire kufferter, fortæller han med ord og øjne. Hans yndige partner ligner en prinsesse. Hun har et lyserødt slør med små sten, der næsten er gennemsigtigt, viklet elegant rundt om sine smukke mørke øjne.
I hendes arme sidder hendes datter, der har arvet hendes mors bedårende evne til at få dig til at smelte bare ved at se på dig.
Det viser sig, at vi har været med de samme to fly det sidste døgn. Ligesom jeg landede de i Qatar halvanden time senere end planlagt. De måtte også spurte gennem lufthavnen i Doha for at nå flyet til Katmandu.
Vi bliver enige om, at det nok er bagagen derfra, som ikke kunne følge med vores høje hastighed. Selvom den politisk talende stewardesse på flyet overbeviste mig om, at hvis jeg nåde flyet, ville bagagen ligeså.
Den fine familie havde opgivet at få sin bagage i dag og forlod derfor lufthavnen så roligt, som dagen er lang.
Han responderede med hurtige sætninger, der blev spist af hans snurrende nepalske accent. Men han tog da telefonen og ringede til Qatar Airlines.
Det blev min tur ved desken efter endnu en portion venten. Jeg forklarede ekspedienten situationens alvor på langsomt og tydelig artikulerende engelsk.
Det awardvindene flyselskab, som ikke er kede af at gentage den hyldest under flyvningen, var heller ikke kede af, at lade manden hænge i røret i en halv times tid. Til sidst afbryder han dog min patruljeren rundt om hans desk.
Min rygsæk ligger i Qatar.
”Så kommer den, bagagen, og så går man udenfor og så er man ude i kaos. Det synes jeg, man kommer og man er der lige pludselig.” – Jørgen Leth
De første to timer på landjorden i Nepal var et kaos. Uden ekstra tøj, medicin, sko og sokker, tager jeg mine stive ben med ud af lufthavnen og kigger mig omkring.
En række af mænd står på rad og række med skilte på maven og imellem dem står en mand midt i fyrrerne og fægter ivrigt med et hvidt skilt med grønne bogstaver på maven, der står ”Green Lion” på – Organisationen jeg skal arbejde med.
Jeg møder ham på den anden side af vejen. Han fortæller, at han er min taxachaffør, og på et tidspunkt ikke regnede med at se mig, indtil han kontaktede Qatar Airlines.
Han kunne heldigvis smile af det med sine halvbrune tænder efter at have stået i over to timer og holdt skiltet trofast på maven og set tusinder af mennesker passere udgangen.
Jeg fulgte ham mod den taxa, som to dage efter skulle tag mig tilbage til den kaotiske lufthavn. Men den var ikke så slem ved andet besøg.
Eller, det var først, da jeg fik min bagage.
Min krop og min bagage er langt om længe landet i Nepals hovedstad, men mit hoved rumsterer stadig rundt.
Derhjemme et sted.
I Aarhus, omkring Vestre Ringgade mest, der ligger det og roder rundt og vrider sig i stilhed og venter på at blive hørt, når den nervøse ankomst har lagt sig, og det er gået op for mig, at jeg nu bor i Katmandu og ikke i Århus.
/Jesper Munk Jakobsen
Rejseblog Nepal: Frem til den 1. maj 2019 blogger jeg om mine oplevelser, følelser og tanker i Nepal, som jeg håber kan inspirere mig som menneske og min tilgang til livet. Jeg skal bo på Khawalung Monastery i Katmandu, hvor jeg skal undervise buddhistiske munke i engelsk og matematik. Du er hjertelig velkommen til at læse med.
0 Kommentarer