Falkens forbandelse
(Short story.)
Mine short stories er præget af symboler og metaforer. Det er med et ønske om, at læseren selv skal reflektere og fortolke historien. Jeg oplever selv, at det er den slags læseoplevelser, som skaber værdi og varer ved.
Falken er en fabelagtig fugl, en imminent jæger og ikke mindst berømt for sit skarpe syn – Falkeblikket. Det er en medfødt gave, men udvikler sig forskelligt fra falk til falk i takt med alderen. Nogle falke formår at udvikle et falkeblik med en skarphed og rækkevidde, som vi almindelige mennesker kan have svært ved at begribe. Selv har jeg haft en falk på besøg i min have og hørt den berette billedrigt om, hvad den har set og oplevet.
Falken havde indgående kendskab til den natur, som den var skabt til at være i. Den kunne fx se knopperne på de mindste blomster i haven blandt de store og estimere med rimelig nøjagtighed, hvornår de ville springe ud. Var blomsterne endnu ikke sprunget op af jorden, kunne den se ned i mulden, om der var rødder, som var ved at stige op i sollyset. Fra sin gren kunne den se de mennesker, som kom og gik ude på vejen og tilmed opfange den mindste afvigelse i deres ansigt, og deraf kunne falken sågar udlede deres følelsesmæssige tilstand. Falkens falkeblik udviklede sig for hver dag. Bare fra sin gren i træet kunne den nu se mennesker som dyr på så lang afstand, at ingen andre i nærheden kunne begribe, om dens syn egentlig var synsbedrag eller bare udenfor vore andres synsfelt.
Det var besværet at følge med i falkens beretninger, som dens syn udviklede sig mere og mere. Falken kunne nu se, hvordan varme eller kulde strøg gennem vinden fra himlen, eller mærke den energi som stenbunker og bygningsmonumenter udleder ved sin blotte tilstedeværelse, selvom denne tilstedeværelse kunne være på den anden side af jordkloden. Da falken fra sin gren havde observeret, hvad der var på denne jord, hævede den sig over skyerne og endnu længere op, indtil himlen blev mørk og kun lyset fra stjernerne blinkede. Herfra havde falken overblikket over jorden som en lille glaskugle i et spil med mange på et stort kloakdæksel. Falken kunne se til Mars og Jupiter og tilmed måle med øjets kraft, hvorledes de store planeter havde rykket sig så lidt som et chassétrin det seneste sekund. Liv på planterne kunne falken også bekræfte og tilegne solene omkring dem nye navne og en længere historie end vores.
Da falken havde udforsket universet og affejet ideen om, at det var uendeligt, var gode råd dyre. Hvad skulle Falken nu kaste sig over? Falken udviklede til alt held fortsat sit syn. Det kunne nu strække sig over tid og dermed se tilbage i tiden, og hvordan andre civilisationer, både på jorden og i resten af universet, havde levet. Det fascinerede falken de mange arter og væsner, som havde eksisteret. Det ene fabeldyr efter det andet var hoppet ud af Tolkiens og J.K. Rowlings bøger og havde lejet dåseskjul så fermt, at kun de skarpeste iagttagere, som falken selv, havde fundet dem. Da falken havde set fortiden færdig, begav den sig ud i at se frem i tiden. Det er siger sig selv, at fremtiden er svær at observere med nøjagtighed, og observationer foregik derfor ved fornemmelser, der dog blev fortolket som fakta med enkelte forbehold for visse afvigelser i form af individers unikke personligheder og egenrådighed over de valg de træffer og efterfølgende konsekvenser. Fremtiden var derfor hurtigt overstået.
Nu havde falken set alt, hvad der var at se og var blevet træt i øjnene, men falken var blevet så vant til at bruge sit veludviklede falkeblik, at den ikke kunne slukke for det igen og bare sidde på sin gren i træet. Hvor end den vendte blikket, blev det anvendt som en refleks til at observere og konkludere på det, som var nærmest. Da falken er et rovdyr, der jager andre fugle, var de nærmeste artsfælder i træerne omkring den derfor yderst nervøse, når blikket blev rettet mod dem. De gemte sig derfor bag et blad eller sad forstenet for at gå i et med træernes bark.
Falken blev mere og mere frustreret og rådvild efter at observere noget nyt. Den drejede derfor hovedet til venstre og til højre og til sidst hele vejen rundt igen og igen som en ugle, for at finde noget som ikke var udforsket endnu.
Falken havde set alt, undtagen én ting, der havde været med den fra den dag den blev født og bare ventede på at blive udforsket. Den selv. Men falken havde haft så travlt med at anvende sit falkeblik udadtil mod andre, at den ikke havde lært se indad i sig selv. Det krævede et andet slags falkeblik med et særligt nærsyn, som ville tag længere tid at observere end både fortiden, nutiden og fremtidens natur, mennesker, bygninger, planeter og hele universet til sammen. Det faldt dog aldrig falken ind. Den kunne se meget, men ikke denne blinde vinkel. Således havde falken i haven både det skarpeste og svageste falkeblik på samme tid – Biologer spekulerede endda på, om man kunne betegne dens falkeblik som en forbandelse, fordi det gjorde falken altseende og blind på samme tid.
/Jesper Munk Jakobsen
Hvis du kan lide at læse en short story i ny og næ, kan du vise det herunder eller via. MobilePay: 61454071
[paypal-donation]
0 Kommentarer