Den stille lyd af at være sammen
(Personlig fortælling.)
(Læsetid 3 min.)
For få dage siden sad jeg udenfor på en stor sten og nød det sidste af aftensolen gå ned bag en bakke på Helgenæs, da en dør til huset bag mig gik op. Jeg vendte mig rundt og en velkendt skikkelse trådte ud af døren og ud i aftenmørket til mig.
Jeg har kun lige lært hans navn at kende, men jeg aner ikke, hvor han bor, eller hvad han laver til daglig. Alligevel føler jeg, at jeg kender ham bedre, end de fleste jeg ved den slags om.
Da han stod få meter fra mig, rakte han en flad hånd ud fra kroppen mod en sti bag mig. Jeg nikkede til ham med et smil på læben, og sammen begyndte vi at betræde den sti, hans hånd havde åbnet op foran os.
Vi begyndte at traske side om side på stiens grus, mens vi beskuede landskabet omkring os. Jeg følte hurtigt, hvordan mine sanser var ved at blive vækket fra en lang dvale.
Mørket havde lagt sig som en smal skygge over kornmarkerne, som stod højt på siderne af os og svajede i vinden. Stjernerne stod klart på en skyfri aftenhimmel over os, mens en duften af havet var begyndt at fylde mine næsebor.
Jeg ville berette om mine indtryk og åbnede munden, men i stedet for tale blev det bare kraftige udåndinger, der forlod min læber.
Da vi ramte toppen af bakken, kunne vi skue udover havet og høre dets bølger smælde ydmygt. Det var som starten på en koncert. Bølgernes skvulp satte rytmen, og insekterne i kornet sitrede som strygere, der spillede til vores tunge vejrtrækninger og lyden af småsten, der skrabede mod grusset fra vores sko.
Da kun en halv meters siv i klitterne skilte os fra havet, rakte min kompagnon igen sin hånd ud for sig. Jeg fulgte den nysgerrigt med blikket og så, hvordan den formede strandbredden som en vej.
Efter et par hop over nogle store sten, gik vi igen ved siden af hinanden langs vandkanten. Selvom havet nærmest lå stille, og de mindste bølger slog op på stranden, havde havet aldrig lydt så højt i mine ører. Hver af bølgerne blev et særligt øjeblik, der vibrerede i min krop, hvis jeg tillod mig selv at lytte lidt.
Som vi gik, skyllede bølgerne skiftevis næsten ind over vores fødder og trak sig tilbage igen, som om de i sine bevægelser viste os vej. Aftenhimlen var blevet glødende rød i horisonten foran os, som et lys der havde guidet os, men var ved at ebbe ud. Vi satte os på en palle, der var tilfældigt efterladt på stranden.
Mit blik vandrede ud over havets uendelige flade. En flok svaler baksede rundt efter hinanden i cirkler tæt over havoverfladen. Bag dem i det fjerne skød en lille ø op og fra den blinkede et fyrs lys i nattens farve. Min vejrtrækning blev tung, men lang og rolig som havets bølger, der mindede mig om, at jeg som havet trækker vejret, er i live, men sjældent er det som nu.
Da den følelse først havde indtaget min krop, begyndte min mund at bævre, mens mine øjne blev våde. Jeg så til venstre mod solen igen og mit blik fandt strandsandet, hvor friske fodspor havde plantet sine aftryk. Jeg tænkte over, at et andet menneske måske også var blevet vist denne vej af et andet menneske. Hvad ledte de efter? Og fandt de det?
Jeg så mod højre, så forsigtigt så muligt for ikke at forstyrre min ven. Hans blik var rettet mod fyret, der blinkede på havet. Jeg følte, at jeg vidste, hvad han ledte efter, selvom jeg ikke har kendt ham længe. Måske han nu havde fundet det? Og måske vi havde fundet det samme?
Da solen var ved at vinke endeligt godnat bag grantræerne, rejste vi os op for at gå tilbage. Vi fik øjenkontakt, og jeg hævede armene op over hovedet og ud til kroppen, som en taknemmelighed for denne kulisse, vi ikke længere bare optrådte i, men var en del af.
Han gav mig de mest oprigtige thumbs up, jeg har nogensinde har fået, krydret med et smil, der viste alle tænderne i hans mund.
Da vi vandrede tilbage, blev bølgernes skvulp til hvisken, og jeg fik lyst til at fortælle ham, at vi sammen havde skabt et særligt øjeblik for mig.
Jeg ville sige ham tak for hans gavmildhed, men én lyd mellem os sagde det allerede bedre, end nogen anden lyd ville kunne. Nemlig den stille lyd af at være – sammen.
/Jesper Munk Jakobsen
(Foto kreditering: Flemming Bjerg)
Hvis denne lille tekst gav dig en værdifuld oplevelse, kan du donnere et beskedent beløb på en let og sikker måde herunder:
[paypal-donation]
0 Kommentarer