Ytringsfrihed er et svagt skjold mod virus

Ytringsfrihed er et svagt skjold mod virus

Den 28. januar 2020

(læsetid: 12 min)

Jyllands-Posten offentliggjorde mandag den 27. januar denne tegning (se nedenunder) af det kinesiske flag og en illustration i venstre hjørne af corona-virussen, som er brudt ud i Kina og har spredt sig til lande som Tyskland, Australien og USA. Ifølge kinesiske myndigheder er over 4500 mennesker blevet smittet, og over 100 mennesker er døde.

Mandag offentliggjorde den kinesiske ambassade i Danmark en pressemeddelelse på deres hjemmeside, som lyder følgende:

“The recent outbreak of novel coronavirus in Wuhan has claimed 81 precious lives in China. While the Chinese government and people are doing everything to fight this rare public health emergency, and the international community has shown us great sympathy and support, Jyllands-posten published a ‘satire drawing’ by Niels Bo Bojesen, which is an insult to China and hurts the feelings of the Chinese people. Without any sympathy and empathy, it has crossed the bottom line of civilized society and the ethical boundary of free speech and offends human conscience. We express our strong indignation and demand that Jyllands-posten and Niels Bo Bojesen reproach themselves for their mistake and publicly apologize to the Chinese people.”

Oversat kort, føler Kina sig altså stødt over Jyllands-Postens tegning af det kinesiske flag med symbolet af corona-virussen, og det er ikke kun på regeringsniveau, men også i den kinesiske befolkning (se her). Men den kinesiske ambassade skriver altså:

”Without any sympathy and empathy, it has crossed the bottom line of civilized society and the ethical boundary of free speech and offends human conscience.” (Dansk oversættelse: Uden nogen sympati og empati har den krydset bundlinjen i det civiliserede samfund og den etiske grænse for fri ytring og fornærmer den menneskelige samvittighed)

Kineserne skriver således intet om, at vi i Danmark ikke har ret til vores ytringsfrihed, men mener at denne tegning overskrider den ”etiske grænse for fri ytring”.

De påpeger dermed vores etik ikke vores ret.

Reaktionen fra Jyllands-Postens chefredaktør Jacob Nybroe i hans egen avis er naturligvis at påpege, at avisen har den ret: »Nej, der er ikke nye retninger eller særlige tiltag på vej på baggrund af det her. Det er begivenheder, som ikke er isoleret til Kina, men selv hvis de var det, forbeholder vi os vores frie ret til at tegne og skrive, hvad vi vil inden for lovens rammer. Også selvom det måtte fornærme nogen. Det har bare ikke været intentionen her.«

Chefredaktøren forsvarer sig ved at påpege den frie ret og dermed ytringsfriheden, hvilket legitimerer, at avisen må skrive og bringe, hvad de vil og derfor ikke skal undskylde overfor Kina.

Den samme automatreaktion, om at vi har ytringsfrihed, lød også fra alle de politiske partier i Folketinget, som har udtalt sig til DR. Udenrigsminister Jeppe Kofoed, som har for vane ikke at svare konkret på udenrigspolitiske spørgsmål, gentog derfor gerne den samme sætning om ytringsfrihed, uanset hvad Jyllands-Posten spurgte ham om i et interview dagen derpå: “Vi har ytrings- og forsamlingsfrihed i Danmark”.

Selvom ingen betvivler det – End ikke kineserne.

Den lange konflikt med Kina

Dette sammenstød mellem Danmark og Kina kommer efter en lang række af tilfælde, hvor danskerne er blevet fortalt mindre prisværdige ting om Kina, og derfor får det ekstra stor opmærksom. Hvem kan fx huske, at Politiken i 2017 blev kritiseret af den israelske ambassade og det jødiske samfund for en antisemitisk tegning?   

I pressemeddelelsen skriver den kinesiske ambassade, at de ”kræver/demand” en undskyldning.

Det er nok ikke det smarteste ordvalg fra den kinesiske ambassade. For selvom at det ikke har et ”for ellers” bagved sig, er det brugbart for Jyllands-Posten og de øvrige danske medier til at fortsætte historien om, at Kina forsøger at begrænse vores stolte ytringsfrihed – Og det er der bestemt også eksempler på, at det kunne tyde på.

Fx i Tibetsagen i 2012, hvor Kina var på statsbesøg i Danmark og nogle demonstranter med tibetanske flag, der støttede Tibets selvstændighed, blev pakket væk af politiet angiveligt af hensyn til kineserne. Om betjentene handlede på egen hånd eller på ordre oppe fra er fortsat uafklaret.

I april 2019 kom der to omdiskuterede pandaer ved navn Mao Sun og Xing Er til Københavns Zoo, som en del af det eksperter kalder for pandadiplomatiet. Det går ud på, at de lande som er gode venner med Kina får pandaer som symbol på landenes venskab.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten mente, at Danmark fik pandaerne, fordi at Danmark i 2009 skrev under på, at vi ikke ville støtte Tibets kamp for selvstændighed.

I december 2019 gik der en historie om, at repræsentanter fra den kinesiske ambassade i Danmark skulle have truet Færøerne med at skrotte en potentiel handelsaftale, hvis de ikke valgte Huawei til at bygge deres G5-netværk.

Det skulle fremgå af en lydfil i en samtale mellem den færøske miljø- og erhvervsminister Helgi Abrahamsen og departementschef Herálvur Joensen, altså ikke den direkte samtale med den kinesiske ambassade.

Den lydfil var den færøske nyhedsstation Kringvarp Føroya i besiddelse af, men bragte den ikke, da der blev nedlagt et fogedforbud.

Sagen om Huawei har rullet intenst tidligere med USA i front.

Beskyldningerne går på, at Huawei med deres 5G teknologi kan overvåge os, fordi man mener, at Huawei er forpligtet til at dele sin data om brugerne med den kinesiske regering.

Selvom den kinesiske befolkning i et eller andet omfang er overvåget af sociale medier og regeringen, er det ikke bevist, at Huawei er forpligtet på at dele sine oplysninger med den kinesiske regering.

Jeg har selv mødt munke fra Tibet, da jeg var i Nepal sidste år, som sagde de havde oplevet at blive overvåget, og der blev slået ned på det, hvis de udtalte sig kritisk om Kina, når de fx ringede til deres familier i Tibet.

Så der er bestemt nogle eksempler, som tyder på, at Kina anvender metoder, vi i Danmark vil anse for umoralske.

Kina er USA’s nye rivaler

Selvom vi finder nogle fejl hos de andre, skal vi huske at spørge, hvor rene vi egentlig selv er. For det kan se ud som om, at der er flere beviser for, at den amerikanske efterretningstjeneste og de amerikanske sociale medier overvåger os.

Facebook, Twitter og Google lagrer information om os, censurerer hvad vi må skrive om og hvem der må skrive. Og så må vi endelig ikke glemme Edward Snowden, måske en af de største helte i nyere tid (se dokumentaren Citizenfour). Hans afsløringer dokumenterede med hundredtusinder af sider, at NSA og dermed den amerikanske stat overvåger os alle.

Lige fra bondemanden på marken til Mette Frederiksen i Statsministeriet. Det er ikke udlægninger eller konspirationsteorier men fakta.

Men når vi i Danmark vejer Kina på en ulige vægt, skyldes det, at Kina er den nye store fjende for USA og dermed Danmark.

Skulle man være i tvivl om, at Danmark følger USA i alle internationale politiske spørgsmål, skal vi bare mindre end en måned tilbage, hvor Danmarks statsminister, forsvarsminister og udenrigsminister stillede op til et pressemøde og ikke ville svare på, om de tog afstand fra USA’s drab på den iranske general Soleimani.

Mette Frederiksen sagde derimod ”Jeg har intet behov for at kommentere amerikanske begivenheder”.

USA er allerede i krig med Kina.

Trump har ført en handelskrig med Kina i flere år, og først nu er de to parter begyndt at finde frem til en handelsaftale. Men denne konflikt, handler om langt mere end import og eksport af sojabønner.

Den handler om magt.

USA har ledet verden siden Anden Verdenskrig. Det har ledt til frygtelige krige og resultatet i dag er, at USA er i konflikt med alle lande, som tør være det mindste uenig med dem (Læs mere her: Velkommen til Danmark Mr. Trump, hvornår er jeres tid som imperium forbi?)

De har brugt deres velstand til at dominere verden. Blandt andet ved at omringe Kina med militærbaser med atomvåben klar til affyring (se billede nedenfor).

Kina er i en imponerende økonomisk udvikling, og siden 1978 har Kina løftet 800 millioner mennesker ud af fattigdom ud af en befolkning på 1,4 mia mennesker.

Landet har skabt Kinas Amazon i form af Alibaba. De har Huawei og Xiaomi, som laver telefoner som Apple. Baidu er deres søgemaskine ikke Google. IQ er deres Netflix. Weibo er deres Twitter. Tencent er deres Facebook og endnu mere end det, og de er alle ved at sprede sig ud over Kinas grænser til Indonesien, Indien osv.

Dertil har de startet et kæmpe verdensomspændende projekt – den nye silkevej. Et projekt, der skal forbinde lande på tværs af kontinenter for at fremme handel i mellem landene.

I vesten er man måske ved at se skriften på væggen, og derfor bliver Kina set som en fjende, der kommer og overtager vestens dominans. Det er selvfølgelig et problem for os, fordi den fjende bliver karakteriseret som moralsk forkastelig.

Hvad er ytringsfrihed uden ansvarlighed?

Der er dermed et stærkt fokus for tiden på alle de negative sider af Kina og deres handlinger. Akkurat som vi kender det med Rusland og Iran. Jeg tror, at Kina bliver den nye hovedfjende for USA og dermed Danmark de kommende år, som skal legitimere mere oprustning.

Kina er alt det, som adskiller sig fra os – Og det kan vi ikke lide.

Når Jyllands-Posten forsøger at more sine læsere med, at kinesere bliver smittet af en dødelig virus, burde de i stedet praktisere en svær øvelse.

Tag de rød-hvide vestlige duggede briller af og lad de såkaldte moralske principper vise vej i stedet for hadet til de andre.

Over 100 mennesker er døde af coronavirussen, 4500 er smittet og det er ikke til at sige, hvornår virussen bliver slået ihjel og dermed, hvor mange der kommer til at dø. Kinas ledere er i alarmberedskab og gør som så mange andre ledere ville gøre – De forsøger at hjælpe deres befolkning.

De har sågar igangsat et byggeri af et nyt sygehus med 1000-sengepladser, som skal stå klar om 10 dage udenfor byen Wuhan, hvor virussen er brudt ud fra.

Lige nu går 80 pct. af befolkningen i Kinas hovedstad Beijing med masker, og der er totalt udsolgt på apotekerne, ifølge Dr.dk. Det vidner om en landekrise.

Kunne nogen forestille sig, hvis det var i Aarhus, at denne virus brød ud? Det er måske ikke så svært at forestille sig, for den 28. januar blev en patient indlagt på Aarhus Universitetshospital med mistanke om Coronavirus.

Tænk, hvis det udviklede sig til over 100 døde, 4500 smittede. Hvert et menneske i hele Danmark ville blive grebet af panisk angst for, om de ville blive den næste.

Men selvom Jyllands-Postens chefredaktør givetvis har sympati med kineserne, har han og hans avis ikke nok empati til at tænke over, at kinesernes krise er alvorlig. Fra kinesisk side bliver Jyllands-Postens tegning opfattet som et symbol på, at den kinesiske regering ikke gør nok for at redde den kinesiske befolkning fra virussen.

Når kineserne ”kræver” en undskyldning, så tag det med et gran salt.

Man kunne undre sig over, hvorfor vi Danmark er så bange for at undskylde?

En undskyldning betyder ikke, at man ikke har ret til at skrive og bringe, hvad man vil. Hvis nogen hævder, at det betyder, at man ligger sig på knæ foran kineserne, så spiller det ind i en større politisk sammenhæng.

Man kunne fx sige, at man er ked af det og undskylde, at tegningen har stødt kineserne, men samtidig sige at man ikke trækker den tilbage.

På samme måde som i vores privatliv.

Vi må gå rundt og sige, hvad vi vil til hinanden og tegne grimme tegninger af hinanden med bomber i en turban.

Hvis min nabo er syg af kræft, må jeg tegne ham døende og ringe på hans dør for at vise ham en tegning af hans døde krop.

Når han så bliver sur eller ked af det, kan jeg så bare sige, at jeg har ytringsfrihed? Uden at tag ansvar for det jeg har sagt eller tegnet?

I dette tænkte eksempel, kunne han sige til mig – Ja, jeg benægter jo ikke, at du har ytringsfrihed, men derfor sårer det mig alligevel.

Det er den skildring, der er væsentlig.

Kineserne siger ikke, at vi skal give op på vores ytringsfrihed, men i Danmark er det en forsvarsmekanisme, som står over alt andet. Denne mangel på selvindsigt og refleksion over egne handlinger er generelt symptomatisk for vestens ageren udenrigspolitisk i de her år.

Vi peger altid på de andre og ser deres fejl, men aldrig på os selv. Dette danske ganske land, som ophøjer sig op over andre med den begrundelse, at vi kan sige, hvad vi vil, nægter at høre på det der bliver sagt af andre udefra.

Man kunne faktisk vende situationen om. Beskylder nogen i Danmark kineserne for ikke at have ret til at bede om en undskyldning? Altså den ytringsfrihed som kineserne ikke har, som vi mener de burde stå indenfor.

Siger vi, at de ikke har den?

Nej, for de har også ret til at bede om en undskyldning, og de har som Jyllands-Posten også ytringsfrihed – Og så stopper samtalen der mellem to boksere, der står i hvert sit hjørne med armene over kors.

Ytringsfrihedskortet er et rigtigt es, man kan trække ud af ærmet, hver gang man har sagt noget upassende. Det er som om, at der ikke kan tales om sagen, efter at det er spillet.

Det leder ikke til fredelig dialog.

Hvad vi kan lære af det?

At vi i Danmark har ret til at sige, hvad vi vil. Kina har ret til at sige, hvad de vil imod det.

– Og det nægter vi at høre på. 

/Jesper Munk Jakobsen

Du kan støtte mine små skriverier med et ganske lille beløb på under et minut herunder: