Vietnamkrigen kan lære os, at også Danmarks krige skaber lidende mennesker

Den 9. oktober, 2019

(Læsetid: 16 min)

Krig leder til lidelse. For de nationer og stater som er i krig med hinanden. For de mennesker, som træffer beslutningerne. For dem som udkæmper krigen. For de uskyldige civile, som bliver ofre i krigen. De pårørende til de mennesker, som bliver ofre i krigen. De mennesker og det samfund som betaler for krigen. Og ikke at forglemme den natur som bliver smadret under krigens bomber.

For os som ikke har været i krig, kan det være vanskeligt at komme tæt ind på at forstå, hvad krig er for en størrelse, og hvilke menneskelige lidelser krig skaber. Det skal man sikkert, som med så meget andet, have prøvet selv for at kunne udtale sig om.

Så måske det næstbedste vi kan gøre er at lytte til de mennesker, som har stået midt i krigen på forskellige niveauer med forskellige funktioner og roller – For at forstå, hvordan krigens barske konsekvenser føles på virkelige mennesker.

Det har man netop nu muligheden for på DR TV.

Her ligger en dokumentarserie fra 2017 med ti afsnit på én time hver, som både er oplysende, rørende og perspektiverende og viser en bred palet af, hvilke lidelser krig skaber.

Dokumentaren handler om en krig, hvor millioner af mennesker mistede livet. Flere mistede legemer. Endnu flere mistede nogen de elskede. Mange mistede hus og hjem, en fremtid, sit mentale helbred. 1,5 million flygtede, USA mistede milliarder af dollars og natur blev bombet i stykker.

Det er Vietnamkrigen (1965-1975).

imdb.com The Vietnam War

Og selvom Vietnamkrigen sluttede for 44 år siden og ikke var med dansk deltagelse, er det vigtigt, at vi som mennesker og samfund kan bruge historien, selvom den ikke er vores egen, til at lære af menneskehedens fejl.

Det har Danmark ikke været gode til i de sidste tyve år med vores krige i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien, som ikke har ledt til bedre samfund for de civile. Seneste eksempel på Danmarks manglende vilje til at lære af sine krige var for nylig, da Socialdemokratiet den 4. oktober valgte ikke at genåbne Irakkommissionen.

Den kunne have bidraget til den danske stats lærdom omkring en krig, som Danmark gik ind i på et falskt grundlag og kostede minimum 500.000 mennesker i Irak livet – De fleste uskyldige civile.

Det er på tide, at vi tænker over, hvad vi skal tænke over, inden vi mener, at vores land skal gå i krig næste gang.  

Med udgangspunkt i dokumentaren om Vietnamkrigen kortlægger jeg nogle af væsentligste personlige konsekvenser ved krig, som mere eller mindre er universelle for alle krige.

De leder alle sammen til et overordnet spørgsmål, man som menneske bør stille sig selv, inden man som samfundsborger i et demokrati tager stilling til, om man synes, at krig i den konkrete situation er en god løsning på den konkrete konflikt.

Kort bag om Vietnamkrigen

Før jeg så dokumentaren om Vietnamkrigen, kendte jeg kun til den i store overskrifter. Måske, fordi at den udspillede sig før min levetid, eller fordi der sjældent bliver refereret til Vietnamkrigen i den offentlige debat, i modsætning til Berlin Murens fald, Den Kolde Krig og de to verdenskrige.

Det er måske fordi, at Danmark ikke var en del af krigen i Vietnam, og at den foregik i ét enkelt land langt væk i det sydøstlige Asien, og derfor ikke påvirkede os direkte.

Men Danmarks største udenrigspolitiske samarbejdspartner i de seneste 20-30 år – USA, som har stor indflydelse på Danmarks holdninger og ageren udenrigspolitisk, var den måske væsentligste aktør i Vietnamkrigen.

Dokumentaren illustrerer, at for USA var Vietnamkrigen et historisk lavpunkt i landets historie som selvudråbt leder af verden.

Vietnamkrigens begyndelse, med USA som central part, kan spores tilbage til 1965, hvor amerikanerne første gang satte tropper ind i landet. For Vietnam starter landets historie for krigen endnu længere tilbage. For at vi skal forstå Vietnams historie, går dokumentaren derfor helt tilbage til 1858, hvor Frankrig angriber Vietnam og etablerer sig som koloniherrer i 1887.

I 1954 bliver Frankrig besejret af de nationalistiske kræfter i Vietnam. Derefter bliver Vietnam delt i nord og syd. Nordvietnam bliver efterfølgende reageret af kommunisterne med Ho Chi Minh i spidsen og Sydvietnam bliver ledet af Ngo Dinh Diems, støttet af USA.

Ngo Dinh Diem er en upopulær leder blandt befolkningen i Sydvietnam, og da han bryder sit løfte til sin befolkning om at afholde valg, skaber det uro i Sydvietnam. Det opmuntrer Nordvietnam, som ønsker at genforene Vietnam. De indleder derfor en militæroffensiv mod Sydvietnam.

I Washington er man bekymret for, om Vietnam ville blive et fuldt kommunistisk styre, og det ville blive begyndelsen på udbredelse af kommunismen til de øvrige lande i Asien, hvor Kina foruden Sovjetunionen var den eneste kommunistiske stat.

Det bliver årsagen til, at USA i marts 1965 for første gang af mange omgange sender tropper til Sydvietnam med en formodning om at kunne slå den underlegne kommunistiske hær uden problemer.

De havde ingen anelse om, at de fra den dag de gik ind døjede med ét mangeårigt hovedbrud: Hvordan kommer vi ud?

Bag om dokumentaren

Årsagen til at dokumentaren fungerer så overbevisende som vidnesbyrd for Vietnamkrigen og krig generelt er, at man har talt med et bredt og mangfoldigt udvalg af kilder, som både repræsenterer de store og små parter i krigen.

Det er de mange perspektiver som gør, at dokumentaren giver et indblik i en krigs brede menneskelige omkostninger.

Vi møder en repræsentant fra Nordvietnam, en veteran fra Viet Cong hæren fra Nordvietnam og hæren i Sydvietnam. Vi møder en Vietnamesisk forfatter, der perspektiverer Vietnams situation.

Vi møder tidligere topfolk fra Pentagon og CIA. En tidligere marinesoldat, en fra flyvevåbnet og ikke mindst en mor og en søster, som er pårørende til deres faldne søn og bror i starten af tyverne, der dør på slagmarken.

Alle repræsenterer de forskellige eksempler på de mange ofre og tragedier krig generelt fører med sig. Så for at forstå om krig er de konsekvenser værd, som alle de mennesker oplever, må vi undersøge, hvad de konsekvenser indebærer.

Hvert eneste tab af et uskyldigt liv er en personlig tragedie

De største ofre i en hver krig må være de civile, som bliver fanget i en konflikt, de ikke har bedt om at være deltager i. I dokumentaren hører vi om de mange civile, som dør ved blandt andet massebombninger, hvor strategien er, at bombe civile for at presse modstanderen til at overgive sig.

Det viste sig, at det i Vietnamkrigen havde den modsatte effekt. I stedet fik flere i Nordvietnam lyst til at melde sig frivilligt til hæren og kæmpe mod amerikanerne.

Om den slags strategier finder sted i de krige, Danmark har deltaget i i Mellemøsten, ved vi ikke. Men vi ved, at Danmark har smidt masser af bomber fra luften med danske F16-fly.

Ifølge TV2.dk smed Danmark 923 bomber over Libyen, men ifølge brigadegeneral og stabschef i Flyvertaktisk Kommando, Steen Hartov døde ingen civile: ”Men vi er ret sikre på, at vi ikke har forårsaget civile tab. Vores våben er meget præcise, og reglerne for våbenanvendelse meget stramme.”

Dog ved vi, at der er døde flere tusinder civile i de krige Danmark har været i – Også af luftangreb. Et af mange eksempler er bombningerne af den USA-ledet koalition i Syrien mod ISIS, hvor Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) vurderer, at 3331 civile er blevet dræbt. Koalitionen mener, at det er 1000 civile.

Men det danske forsvar er ”ret sikre på”, at de danske bombninger ikke dræber nogen civile. Uanset hvad, er der en stor sandsynlighed for, at vi også kommer til at dræbe civile, når vi bomber fra luften.

Nogen fra vores koalition gør i hvert fald, og måske det ikke er så vigtigt, om det er vores bomber eller amerikanernes bomber, der har dræbt nogle uskyldige mennesker og skabt personlige tragedier for de mange pårørende. Vi har været med til at gøre det, og det kunne lige så godt have været vores bomber.

I dokumentaren om Vietnamkrigen, ser vi et andet eksempel på hvordan bombninger dræber og såre civile. Vi ser skyer af nepalm, som bliver spredt ud over store skov og beboelsesområder, der forbrænder huden på de mennesker, som bliver ramt.

En nøgen vietnamesisk pige går på gaden efter at være blevet forbrændt af nepalm fra bombninger. Billedet skabte utilfredshed med krigen i den amerikanske befolkning. Billedet blev et symbol på Vietnamkrigens rædsler. Foto: NICK UT

Vi ser også amerikanske soldater dræbe civile ved at kaste granater ned i huler af den grund, at man ikke vil tage nogle chancer, hvis der nu var fjendtlige soldater dernede også. Disse kalkulerende kriminelle handlinger, som bliver foretaget af den menige soldat i felten overfor civile portrætterer, hvor let en civil kan blive offer i det store spil.

Så hvis vi som land vælger at gå i krig for at bekæmpe terrorister som fx i Afghanistan og Irak, fordi at de skaber personlige tragedier for uskyldige mennesker, men vores krig også skaber personlige tragedier for uskyldige mennesker – Hvordan kan vi så vurdere overfor os selv, at det antal personlige tragedier, vores land skaber for andre mennesker, er det værd?  

Soldatens tragedie – Før, under og efter

I forbindelse med Vietnamkrigen er fortællingen, at USA vælger at deltage, fordi at det er en del af kampen mod kommunismen, som man i vesten foragter voldsomt efter Anden Verdenskrig.

Der er også årsagen til at mange amerikanere melder sig frivilligt til at kæmpe for USA i Vietnam. Vi hører en historie om en ung mand, som for alt i verden vil til Vietnam og kæmpe for sit land.

Hans mor og far kæmper alt, hvad de kan for, at han skal blive hjemme, men han kan ikke slippe tanken, og ser det som sit livs kald at kæmpe for sit land.

Da han kommer til Vietnam og står midt i krigen, bliver han chokeret over, hvad krig er i virkeligheden. Han ser sine kammerater blive dræbt ved hans side og beretter om det i et brev hjem til en af sine venner, hvor han fortæller, hvor rædselsfuldt det er, og alt han ønsker er at komme hjem igen. Det kommer han aldrig.

En dag åbner hans mor sin hoveddør og ser to mænd i uniform komme gående over vejen hen til hende. Hun ved allerede, hvad der er hent.

Hendes søn er blevet dræbt i krigen.

Den unge soldats tragedie, er en rørende fortælling gennem flere af dokumentarens afsnit og sætter den personlige tragedie af krig i perspektiv.

Da 66.000 amerikanere døde i krigen, kan man forestille sig, at lige så mange mennesker har åbnet døren en dag og fået besked om, at deres elskede er død i krigen, og det kan så ganges med de mange andre øvrige pårørende, som den person skal fortælle den besked videre til. Det samme gør sig gældende for alle de vietnamesiske krigere.

I dokumentaren møder vi en tidligere marinesoldat, som i dag – Så mange år efter, stadig sidder såret i sjælen og tænker på alle de nær død oplevelser, han overlevede under krigen, og de mange kammerater han kendte, som ikke var så heldige.

Men selvom han overlever krigen, er han ni millimeter fra ikke at overleve den derhjemme. Flere aftener i træk, forsøger han at drikke så mod til at skyde sig selv.

Den dag han er tættest på at tag sit eget liv, bliver han afbrudt af sine to hunde, som kalder på ham inde fra rummet ved siden af. Han lukker dem ind til sig og udsætter sit selvmord én dag og én dag til, og til sidst gemmer han pistolen væk.

I dag hjælper han tidligere soldater som psykolog.

Magten manipulerer

Det er magthaverne, som tager beslutningen om at gå i krig. Derfor har de en interesse i at argumentere for, at beslutningen om at gå krig, er den rigtige beslutning.

Vi har derfor ofte hørt vores folkevalgte ledere og magthavere i Danmark fortælle om deres sympati for de civile i lige præcis det land, som de vil invadere. I forbindelse med Afghanistan-krigen hørte vi om de undertrykte kvinder og børn, som ikke gik i skole.

Derfor blev antallet børn, som var begyndt at gå i skole et succeskriterium for, hvordan indsatsen i Afghanistan gik.

I Libyen var der en diktator ved navn Gadaffi, som vi skulle befri befolkningen fra. Ingen taler dog om Libyen i dag, hvor det tyder på, at landet er et stort kaos.

Det samme var gældende for Bashar Al-Assad i Syrien, som vi kunne læse i danske medier forgiftede sin egen befolkning – Hvilket jeg skrev om sidste forår, at der manglede beviser for, men ukritisk blev viderebragt af dansk presse.

Lyndon B. Johnson løg i en tale på tv om et angreb af nordvietnam, hvilket førte til bombninger fra amerikansk side.

Dokumentaren om Vietnamkrigen er fyldt med båndoptagelser, der indeholder telefonsamtaler med præsidenterne Lyndon B. Johnson og Richard Nixon, der afslører, at præsidenterne langt fra har de civile i Sydvietnam som deres første prioritet.

Det væsentligste for dem var antallet af amerikanske soldater som døde, og om vælgerne i den amerikanske befolkning støttede krigen. Fordi det var afgørende for, om de selv kunne vælges eller genvælges som præsidenter til næste valg. Ikke at skabe fred og redde liv i Vietnam.

Man bliver i dokumentaren mindet om, at der ikke dengang var internet som i dag, og informationerne til befolkningen om krigen var derfor begrænsede. De kom primært fra det amerikanske militær selv.

Uge efter uge blev der gengivet i de amerikanske morgenaviser, hvor mange amerikanere der havde mistet livet i denne uge eller ved dette slag – Tal som ofte var voldsom manipuleret. Som militærrådgiver James Willbanks siger: ”Problemet med krig er, at det er svært at måle. Så hvis du ikke kan tælle/måle det der er vigtigt, sørger du for, at det du kan måle/tælle er vigtigt.”

Det bliver illustreret ved, at magthaverne i Washington ikke har den fjerneste ide om, hvordan krigen udformer sig. De stoler blindt på deres generaler i felten, som overbeviser gentagende gange om, at sejren er inde for rækkevidde, hvis de bare får lidt flere soldater.

Generalen og de ledende militærfolk bliver således også fanget i en interessekonflikt. For de bliver løbende mere og mere ansvarlige for den krigens forløb, og hvis de taber den, har de fejlet.

Derfor viser dokumentaren, at de rapporterer falske tal til Washington. Da de intet overblik har over krigen, og hvordan resultatet for en sejr ser ud, bliver antallet af døde nordvietnamesiske soldater deres måleparameter. Vi hører om et et slag, hvor amerikanerne lider store tab, men vinder slaget.

Generalen skal rapportere resultatet tilbage til Washington. Da målet for succes er reduceret til en sammenligning af dræbte soldater på hver side, bliver de amerikanske tab holdt op mod antallet af dræbte kommunister.

For at retfærdiggøre det relative store tab over for den amerikanske befolkning, tæller generalen alle lig med i statistikken. Inklusiv civile.

En tidligere marinesoldat fortæller, at det derfor det være en fordel at anvende store bomber, for så man rammer flest mulige mennesker, som kan medregnes i den statistik.

Altså havde dem som havde ansvaret for Vietnamkrigen på jorden en interesse i, at portrættere krigen på en bestemt måde. De formidler videre til politikerne som har en interesse i at retfærdiggøre krigen over for sin befolkning og vælgere, så de kan genvælges, og derfor formidler de samme tal videre.

I det perspektiv burde man være kritisk overfor de oplysninger, som forsvaret og militæret rapporterer fra krige, for de har fælles interesser i at retfærdiggøre deres beslutninger om at gøi krig og selve krigen. Med alle de interesser og parter i krig, kan vi så stole på de oplysninger, vi får om krigsdeltagelse?  

Det er svært at erkende en stor fejl

Da USA endelig erkender, at de har tabt, trækker de sig ud af Vietnam og efterlader Sydvietnam alene. Kommunisterne rykker hurtigt ind i Sydvietnam og overtager byen Saigon, og omdøber den til Hi Cho Min.

Sydvietnam er faldet og den tabende befolkning kæmper alt, hvad de kan for at komme væk, og man ser mennesker stå pakket tæt sammen på en mole ved en havn, som desperat springer i vandet for at komme med færgerne mod USA.

Mange år efter levede befolkningen i Sydvietnam i total fattigdom. Inflationen steg enormt. Der var ingen arbejde, fordi de fleste forinden var beskæftiget i USA’s militær.

Samtidig levede den sydvietnamesiske befolkning i frygt for, at Viet Cong hæren henrettede dem, hvis de fandt ud af, at en fra deres familie havde kæmpet for Sydvietnam ved siden af amerikanerne.

Nogle flere år efter blev landet langsomt roligere, men stadig den dag i dag fortæller flygtninge fra USA, som kæmpede for Sydvietnam, at de ikke turer tag tilbage, selvom de gerne ville.  

Mellem 2-5,7 millioner vietnamesere døde i krigen og 58.000 amerikanske soldater blev dræbt.

I en af de sidste sekvenser i dokumentaren bliver der vist et billede af et smuk mindesmærke i USA døbt “Vietnam Veterans Memorial”, hvor alle navnene på de faldne soldater står megslet i granit. Mindesmærket er en evig påmindelse til fremtiden om, at USA ikke skal involvere sig i en så katastrofal krig nogensinde igen.

Et mindesmærke der minder om, at man stiller sig selv som person og nation det grundlæggende spørgsmål, der afleder alle de andre spørgsmål, og som flere og flere af amerikanere i dokumentaren begynder at stille sig selv, som krigen fortsætter og fortsætter: Er denne krig amerikanske liv værd?

Det kunne vi i Danmark også spørge os selv om i forbindelse med krigene i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien.

Amerikanerne kan i dag gå langs mindesmærket i Washington og læse de tusinder af navne derpå og tænke, det var det måske ikke. Hver af de navne repræsenterer et menneske som mistede livet for noget, som måske ikke var det værd.

De pårørende har levet med den skygge over hovedet hver eneste dag siden og spurgt sig selv, hvad døde min søn for? Hvad døde min mand for?

Når man hører båndoptagelserne af Nixon som præsidentkandidat, og hans plan om at spolere nogle fredsforhandlinger, så USA bliver i Vietnam, hvilket han mener vil svække Johnsons chancer for genvalg, er det skræmmende at tænke på, hvad nogle mennesker vil gøre for egen vindings skyld. Ofre så mange menneskeliv og skabe så meget menneskelig lidelse for at få magt.

Mindesmærket i USA er et minde til de faldne og de pårørende, men også den amerikanske befolkning og Washington om, at USA skal tænke sig grundigt om, næste gang de overvejer at deltage i en krig – Og spørge sig selv, om den er det værd?

Vietnam Veteran Memorial

Men det lader ikke til, at mange skænker den tavle en symbolsk betydning længere i USA eller også lukker de øjnene, når de går forbi den. For USA har sammen med Danmark de seneste tyve år været i krig i Afghanistan, Irak, Syrien og Libyen. Hver af de krige var haft alle de typer af menneskelige konsekvenser, som dokumentaren om Vietnamkrigen beretter om.

Vi skal blive bedre til at begribe omfanget af, hvad krig er, hver gang vi skal tag stilling til, om den enkelte krig, er det værd. Vi skal stille os selv spørgsmålet: “Er det, det værd?”

Alle som ikke gør det, inden de har besluttet sig for, om de er for eller imod en krig næste gang, skal hver dag i fremtiden kunne kigge op på et mindesmærke og læse hvert eneste navn højt, uden at blinke og sige: ”Ja. Det var det værd”.

/Jesper Munk Jakobsen

Note: Min skildring af Vietnamkrigens forskellige menneskelige konsekvenser tager udgangspunkt i dokumentaren. Jeg hævder på ingen måde, at den er fyldestgørende. Blandt andet sker der mange historiske hændelser og bevægelser i USA i samme periode, som også er væsentlige for Vietnamkrigens forløb og leder til mord, splittelse og lidelser.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *