Vi har alle svigtet den offentlige debat om krigen i Afghanistan
I denne weekend har Afghanistan været i medierne, efter at Taliban med hastige skridt har overtaget magten i Afghanistan. De har invaderet hovedstaden Kabul og præsidentpaladset, og nu flygter afghanere til lufthavnen for at forlade landet og Taliban. Det kommer umiddelbart som en reaktion på, at amerikanerne har trukket tropperne ud af landet efter 20 års krig, som svar på 9/11.
USA vurderede således, at Afghanistan nu var et sikkert og stabilt land, der kunne klare sig selv, men denne voldsomme udvikling vidner om en uvidenhed og manglende indsigt i landets situation.
Danmark har deltaget side om side med amerikanerne i næsten lige så mange år. Derfor bærer vi også et ansvar for den uvidenhed om, hvordan landet står til i dag, og de ulykkelige konsekvenser denne nye udvikling har for de uskyldige civile i landet.
Min påstand er, at vores uvidenhed skyldes, at vi i Danmark ikke har haft en nuanceret og kritisk offentlig debat om krigen i Afghanistan.
Det har jeg ikke lavet nogen statistik over. Jeg bygger denne påstand på mit eget medieforbrug, og hvilken plads jeg oplever, at Afghanistan har haft i nyhedsprioriteringen hos de danske medier, samt hvilke emner der optager politikerne og den almindelige politiske samtale blandt mennesker.
Min oplevelse er, at krigen i Afghanistan, og de andre krige Danmark har deltaget i ikke har haft en væsentlig plads i den offentlige debat, i forhold til hvor alvorligt krig er.
Ifølge Watson Institute for International & Public Affairs ved Brown University er mere end 71.000 afghanske og pakistanske civile døde og omkring 241.000 mennesker i alt. Fx bare det første halve år i 2019 døde 3812 civile i Afghanistan af styrker ledet af NATO eller den afghanske regering. Det er flere mennesker, end der døde under 9/11.
Vores krige og deres menneskelige konsekvenser har i det lys fyldt begrænset proportionalt, hvis man sammenligner med emner som klima, indvandring, islam, identitetspolitik, krænkelser mm.
Det er alle relevante emner, men i de her dage er det måske værd at reflektere over, hvorfor Danmarks krige fylder så lidt i vores demokratiske samtale.
Systemets mangel på selvransagelse
Hvis man køber min præmis om Afghanistans begrænsede plads i den offentlige debat, har mediernes fravalg gjort det svært for os som borgere at interessere os for sagen, som årene er gået.
En sund offentlig debat er en væsentlig grundsten i et sundt demokrati. Den fungerer bedst, når medierne præsenterer borgerne for forskellige argumenter og anderledes perspektiver fra flere sider, som de kan anvende til at tag stilling til en sag.
Medier, journalister og politikere har demonstreret, at de ikke har ville have en kritisk offentlig debat om krigen i Afghanistan og ligeledes i Irak, Syrien og Libyen.
Her er nogle af mine påstande om hvorfor:
📍 Politikere vælges ikke på baggrund af erfaring, moral og etik, viden omkring udlandet og internationale spørgsmål og har som sin primære interesse at blive genvalgt. Derfor har vores beslutningstagere ikke de bedste forudsætningerne for at deltage og bidrage til en intellektuel og nuanceret debat samt træffe beslutningerne.
📍 Dansk forsvars- og sikkerhedspolitik er ikke egenrådig og uafhængig. Vi har siden 2001 fulgt USA’s linje i langt de fleste internationale spørgsmål, og USA definerer derfor Danmarks officielle holdning og udenrigspolitik i forhold til lande som Iran, Syrien, Libyen, Afghanistan, Irak, Kina og Rusland.
📍 Venstre og Socialdemokratiet har begge skiftevis siddet ved magten i de tyve år, Danmark har været i krig i Mellemøsten siden 2001. Derfor har ingen af partierne en interesse i at debattere krigene, som de selv er sovset ind i.
📍 Da debatten omkring Danmarks krige i Mellemøsten har været på et begrænset niveau, har ganske få vælgere været interesseret i fx Afghanistan, enten fordi at de er ligeglade eller aldrig hører om den, og det de hører bliver ikke udfordret. Det betyder, at ingen partier har haft interesse i at have en kritisk holdning til krig. Enhedslisten, Alternativet og SF har haft det tidligere, men i dag fylder det stort set intet for dem, da der fx. er flere vælgere i klimaspørgsmålet.
📍 Ganske få danske journalister er tilstede i de kaotiske lande i Mellemøsten, og derfor er det ofte gengivelser af amerikanske medier eller nyhedsbureauer, som styrer fortællingen omkring, hvordan det går i de lande. De portrætterer krigene fra et amerikansk perspektiv, hvilket derfor sjældent bliver et kritisk og nuanceret perspektiv.
📍 Forsvaret har de senere år været involveret i den ene skandale efter den anden, som udstiller forsvaret som et indspist system. Dertil skal lægges en af de største skandaler i nyere tid, da forsvaret blev afsløret i at have overvåget den danske befolkning og europæiske ledere. Data som NSA kunne tilgå.
📍 Formålet med krigen i Afghanistan var uklart og skiftende. Først var målet at dræbe Bin Laden, udrydde Al-Qaeda og indlede “The war on terror”. Senere var det bekæmpelse af Taliban. Så var det kvindernes rettigheder og indførelse af demokrati. De mange forvirrende mål viser, at man ikke havde haft en seriøs offentlig debat, inden man gik ind. Derfor var det fra start en tåbelig krig uden perspektiv.
📍 Selvransagelse i medierne. Hvis et medie eller journalist i de sidste tyve år har dækket krigen i Afghanistan, er det ikke let at erkende, at man har fejlet ved at være for ukritisk frem til i dag. Hvis man som medie eller journalist går ned ad den vej, skal man til at revurdere hele sin dækning i tyve år og sin generelle tilgang til magthaverne omkring udenrigspolitik. Kan man som journalist skrive frit om de her emner, hvis mediet ikke hilser selvransagelsen velkommen?
📍 Selvransagelse hos politkerne er ligeledes svær. Beslutningstagerne har interesse i at fortælle, at krigen ikke var forgæves som Uffe Elleman den 15. august 2021. Eller lægge ansvaret fra sig og over på nogle andre som Anders Fogh og Per Stig Møller, der var henholdsvis statsminister og udenrigsminister, da Danmark valgte at følge USA ind i Afghanistan. For man ønsker ikke at skabe tvivl omkring systemets dømmekraft og kompetencer.
Min egen selvransagelse
Tyve 20 års krig i Afghanistan er lang tid og indbefatter så mange hændelser og politikere, at det kan være svært at danne sig et overblik. Det, vi kan læse i nyhederne nu, er, at bekæmpelsen af Taliban ikke har virket, og Al-Qaeda stadig er i landet. Der er stadig terror i verden, og demokratiet er nu kollapset.
At Afghanistan er i den situation, og systemet (udadtil i hvert fald) er overrasket over det, vidner om at hele systemet bestående af politikere, medier, journalister, embedsmænd og Forsvaret har svigtet.
Men emnet krig er i dag ikke alvorligt nok til at få konsekvenser for menneskerne med magten, imodsætning til en hånd på et lår. Det er takket være os alle sammen. Vi har svigtet den offentlige debat om Danmarks krige.
Derfor må vi starte selvransagelsen hos os selv. Jeg vil lægge ud.
Personligt har jeg følt, at systemets murer, som starter ved medierne, længe har været så tykke, at kritiske synspunkter og perspektiver på Danmarks krige i Mellemøsten ikke har været velkomne. Når jeg har læst en artikel eller set et nyhedsindslag, har det været nedslående at opleve, hvor ukritisk en offentlig debat medierne præsenterer for os.
Det har resulteret i en følelse af afmagt over, at mine synspunkter ikke bliver repræsenteret, mine spørgsmål ikke bliver stillet, og magten derfor ikke bliver udfordret. Det er dermed også den primære grund til, at jeg langsomt selv er trappet ned med at skrive artikler om fred i verden, den offentlige debat, medierne og politikernes rolle omkring dette. Det bidrog til for meget frustration at følge med og deltage i debatten på de præmisser.
Selvom jeg oplever, at systemet og magten ikke har overskud til at lukke seriøs selvkritik ind, er løsningen ikke at melde sig ud af den offentlige debat. Løsningen er at bidrage til debatten uden at lade sig påvirke af, at tingene langt fra er, som man selv vil have det.
Jeg oplever, at mange jeg kender ligeledes i et større omfang end tidligere har slukket for de danske medier, meldt sig ud af den offentlige debat og nu håber på der kommer nogle visonære, moralske, kærlige og vidende mennesker, som er mere stædige end dem selv og tager kampen op.
På den måde vinder det nuværende system desværre, mens vi venter. For det rigtige ville være at kæmpe, når der virkelig er noget at kæmpe for fremfor at give op. Ligesom Danmark og NATO gav op overfor den afghanske befolkning.
Når det drejer sig om liv og død, må vi ikke vende det blinde øje helt til. For hvis vi vil have fred og ikke krig, må vi alle overveje, hvordan vi kan bidrage til freden, også selvom vejen dertil kan bidrage til lidelse hos os selv.
Det er en balance, vi selv må finde. Men ringe i vandet breder sig, og måske vi sammen en dag er med til at skabe et system, hvor den offentlige debat er kritisk og mangfoldig. Hvor medierne er kritiske, og magthaverne hilser dem velkommen. Og hvor krig er afskaffet, fordi at man har evalueret på tyve års krig i Afghanistan ført af sine forgængere og sagt – Det her gør vi aldrig igen.
Hvordan vi får et nyt eller bedre system er et af de vigtigste spørgmål de kommende år. Det starter med, at vi stopper med at lyve for os selv og er ærlige.
Her kunne krigen i Afghanistan være et sted at starte. En lang og grundig offentlig debat, hvor vi evaluerer, tør kritisere og tilmed undskylde.
Hvis vi vel og mærke har overskud til det.
/Jesper Munk Jakobsen
For ca. halvandet år siden skrev jeg artiklen nedenfor til Ræson. Her blev der afsløret, hvordan systemet og magten havde løget bevidst overfor befolkningen omkring, hvordan det gik i Afghanistan. Det brugte medierne kun få dage på at debattere, og så var vi videre. Med den form for ugrundig offentlig debat, burde det måske ikke overraske os, at tingene ikke ser ud, som vi har fået at vide.
Hvis du vil støtte artikler som denne, kan du vise det med et beskedent bidrag her eller via mobilepay: 61 45 40 71.
0 Kommentarer