Præsidentdebatten i USA var et gøglershow, som Danmark hænger sin narrehat på

En kort kommentar til præsidentdebatten i USA mellem Donald Trump og Joe Biden

30. september 2020

(læsetid 2 min.)

“47 years and you have done nothing”, sagde Donald Trump gentagende gange under præsidentdebatten i går til demokraternes præsidentkandidat Joe Biden, som han har givet øgenavnet “Sleepy Joe”.

Det har længe været tydeligt under den amerikanske valgkamp, at Trump fokuserer på at udstille Joe Biden som en dovenlars, der ikke har fået noget politik gennemført i hans karriere og derfor ikke vil få gennemført den politik, som han lover i valgkampen, hvis han bliver præsident.

Præsidentdebatten i går mellem Trump og Biden er de fleste iagttagere både i USA og Danmark enige om ikke var et demokrati værdigt. Den var spækket med personangreb og uanede mængder af afbrydelser.

Trump afbrød flest gange, men Biden begik den fejl at gå med på den præmis for præsidentdebatten, som Trump dermed fik lov at definere. Derfor blev der mere mundhuggeri end saglig debat, og Biden fremstod ikke bedre end sin modstander.

Niveauet for denne “debat” siger ikke kun noget om kandidaterne, men også noget om det amerikanske samfunds kritiske tilstand.

USA har været ageret som verdensleder siden 2. verdenskrig, men krigsførelse og undertrykkelse af andre lande har vist sig at have en økonomisk og imagemæssig pris. Det har øget uligheden i USA mellem rig og fattig, og man har fået flere fjender i udlandet.

USA er kommet til et punkt, hvor de ikke fører diplomati, men kun kan indføre dødelige sanktioner eller sende droner og soldater på bombetogter.

USA er på trods af sin dominans og militære magt fortsat i utallige konflikter med lande rundt om i verden, der ikke længere adlyder USA’ ordrer.

Man er i en ny kold krig med Rusland og Kina. Man forsøgte ved årsskiftet at starte en krig med Iran, da man likviderede general Soleimani, og man har arbejdet på regimeskifte i Syrien og Venezuela i flere år uden held indtil videre.

Flere symptomer på USA’s krise ses også indenrigspolitisk. Fx omkring COVID19-håndteringen, hvor landets sundhedssystem var haft det svært, og nedlukningen har ramt de fattigeste borgere, der har mistet deres arbejde.

Ligeledes har Black Lives Matters-bevægelsen fået verdens opmærksomhed og en stor del af en hel befolkningsgruppe i USA har følt sig strukturelt og kulturelt undertrykt i det amerikanske samfund.

Danmark har siden krigen i Afghanistan i 2001 (som endnu ikke er afsluttet) valgt at føje USA i en hver given lejlighed, og det vil man fortsat gøre, kunne man forstå på regeringen den 8. september.

Der meddelte udenrigsminister Jeppe Kofoed, at vi i Danmark skal have en ny officiel udenrigspolitisk strategi, der baserer sig på socialdemokratiske værdier som demokrati, menneskerettigheder, lighed, samfundssind, forpligtende fælleskaber og klimakamp. Det mener regeringen så, at USA står for.

For hvis det står til regeringen, falder alt sammen uden USA. Vi skal fortsat ligge tæt op af USA’s udenrigspolitik. Altså som vi har gjort i snart tyve år.

I stedet for at statsminister Mette Frederiksen og den konservative udenrigsordfører Nasar Khader i dag kun beretter om, hvor rystede de er over det lave debatniveau mellem Trump og Biden, burde de som ansvarlige politikere reflektere lidt dybere over, hvad det fortæller om USA som land.

Det samme kunne de danske medier reflekterer over i deres mediedækning, men medierne behandler politik som underholdning mere end nogensinde. De dækker politik som en fodboldkamp, og der snart ikke forskel på det Per Frimann siger på Viasat Sport efter en fodboldkamp, og det Troels Mylenberg siger på TV2 News efter en tv-duel. Fx går man på Dr.dk meget op i, hvem der vandt tv-duellen i går.

Når medierne gør politik til underholdning, får du mennesker som Donald Trump til magten – Den største entertainer i politik, måske nogensinde.

En gøgler af guds land.

/Jesper Munk Jakobsen

Hvis du ønsker at læse flere kommentarer som denne, kan du give et mindre bidrag sikkert herunder:


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *