Nytårstaler: Dronningen slog statsministeren med en udstrakt hånd til ensomme

Den 2. januar 2020

(Læsetid 8 min.)

Danskerne fik igen i år serveret to taler på årets sidste dag og første dag i det nye år. Vores majestæt Dronning Margrethe den 2. af Danmark, som holdte sin 48. nytårstale nytårsaftensdag, og statsminister Mette Frederiksen, der holdte sin første nytårstale.

Traditionen tro består dronningens nytårstale af hyldest og hilsner til en masse danskere og gør ligeledes status på året der gik. Statsministerens tale er ofte en politisk tale, der peger fremad og giver et praj om, hvad regeringen vil i fremtiden.

Selvom de to talere og taler har forskellige samfundsmæssige roller og funktioner, kan de begge kickstarte en væsentlig samtale blandt os danskere.

Mette Frederiksens tale handlede kort og godt om tre emner – Børn, klima og tidlig pension for nedslidte. Tre konkrete politiske områder, som hun ikke præsenterede nogle konkrete politiske forslag eller løsninger på.

Det er fuldt forståeligt, at statsministeren vil tale om politiske områder, som er vigtige for hende og regeringen. Alligevel sad jeg tilbage og savnede, at statsministeren præsenterede en form for samfundsanalyse og dermed italesatte nogle eksistentielle udfordringer og samfundstendenser, hun oplever, at vi har som individer og fællesskab i Danmark.  

Den opgave tog dronningen i stedet en smule på sig. Dronning Margrethe talte nemlig direkte ind i en masse menneskers dagligdag, da nu nævnte ensomhed som et samfundsproblem i sin nytårstale:

”Ensomhed. Det er en følelse, som rammer mange. Det gælder ikke alene socialt udsatte, det gælder ældre mennesker, som ser deres ægtefælle og deres jævnaldrende falde fra – hvor blev de af, alle de, der fyldte hverdagen?”

Dronning Margrethe formåede faktisk ganske forsigtigt i sin tale at tag temperaturen på Danmark, og hvordan vi har det med hinanden som medmennesker og præsenterede derfor også en form for samfundskritik.

Hvad er ensomhed?

Ensomhed er blevet en samfundsudfordring i Danmark. Når Dronning Margrethe taler om ensomhed, vil nogen måske tillægge hende det motiv (Og tillægge forfatteren her det samme), at hun måske selv er ensom, efter at hun mistede sin mand Prins Henrik den 13. februar 2018. Men dronningen taler tværtimod ind i et samfundsproblem, som er aktuelt i Danmark.

Ifølge Folkebevægelsen mod ensomhed føler 350.000 danskere sig ofte ensomme, og det tæller sandsynligvis ikke alle dem med, som er for ensomme til at gide at stemple sig selv som endnu mere ensom ved at krydse det af i et skema.

Hvis der er 350.000 mennesker i Danmark, som føler sig ensomme har Dronning Margrethe ret i, at det nok ikke kun er socialt udsatte, som er ensomme. Ensomhed er næppe noget, som kan afhjælpes eller kureres med penge, uddannelser og villaer, men derimod et single player spil, vi alle kan blive ufrivillig deltager i.

På samme måde som med kærligheden, der er tilgængelig for alle, men som alle ikke er så heldige at opleve eller have i deres liv.

Ensomhed er på en måde en bagside af kærligheden. For forsvinder kærligheden, hvad står man så med tilbage?

Der er mange former kærlighed, og man kan have kærlighed til mange mennesker, dyr og ting, men et klart eksempel på, når kærligheden forsvinder er skilsmissestatistikkerne. 46,51 pct. af ægteskaberne i Danmark ender i skilsmisse ifølge Danmarks Statistik.

Så det er måske ikke utænkeligt, at nogen af de separerede par bliver ramt af ensomhed, selvom de måske bare for nogle år siden brugte et sekscifret beløb på at sværge til gud om, at de ville blive sammen til døden dem skiller.

Det er utrolig svært at erstatte mennesker, man elsker eller har elsket, og selvom man skilles ulykkeligt, har man været en stor del af hinandens liv, og en tilsvarende nær relation i kærlighedens navn tager lang tid at opbygge.

Da jeg i efteråret 2019 var i Manus Manege på P1 for at tale om lidelse, fortalte kunstner Marco Evarastti om, hvilken lidelse det er at blive svigtet og forladt af sin partner.

Det er vanskeligt at begribe, hvis man ikke har prøvet det. Hvilken smerte det må være at føle sig forrådt og forladt af sin tidligere så tro følgesvend. Man må stå med en masse tom kærlighed, der ikke kan placeres, og det må alt andet lige aflede nogle stunder med følelsen af ensomhed. For hvem kan erstatte det menneske? Og hvornår?

Dronningen kommer faktisk også med et bud på, hvad ensomhed kunne være: ”Vi har brug for at få bekræftet, at vi betyder noget.”

Ensomhed kunne altså være det modsatte af, at man har nogen, som man kan og vil give sin kærlighed og dermed betyde noget for en anden eller andre. Ikke for at få lykke selv.

Ifølge buddhismen er kærlighed – ”Jeg vil gøre denne person lykkelig.”

Hvorimod det man i buddhismen kalder attachment er – ”Jeg vil have, at denne person skal gøre mig lykkelig.”

Hvis kærlighed er, at man føler, at man betyder noget for andre, hvis man så føler, at man ikke betyder noget for andre, kunne man så forestille sig at blive ramt af ensomhed?

De knap så sociale, sociale medier

Dronningen kritiserer forsigtigt også, hvordan vi som mennesker er sammen på sociale medier som Facebook, da hun italesætter ensomhed. Hun mener ikke, at det er nok, at vi taler med hinanden på Facebook, men at vi skal huske at mødes ansigt til ansigt:

”Ikke bare på Facebook, men rigtigt: ansigt til ansigt under fire øjne med en jævnaldrende eller med en, der er ældre, og som man kan betro sig til.”

Igen præsenterer dronningen en form for samfundskritik af, hvordan vi som danskere måske føler, at vi kan være nærværende og sammen med folk gennem sociale medier i stedet for at mødes med hinanden og oprigtigt hengive vores opmærksomhed til et menneske, som har brug for det.

Hvis samtalerne mellem os som mennesker i Danmark i højere grad er blevet digitaliseret, må man spørge, om vi faktisk kan sidde hjemme foran vores skærme og være sammen, eller om det på sigt gør os mere ensomme?

I december skrev jeg et indlæg om, at de sociale medier kan være med til at forstærke ensomhed, fordi de fleste mennesker vælger primært at portrættere deres lykke fremfor deres sorger.

Dronningen præsentere i sin nytårstale for mig at se en samfundsanalyse af, hvordan samtalen mellem os som mennesker i Danmark er lige nu, og hun opfordrer os til at tale mere sammen, men også at tale om ensomheden:

”Vi har brug for at tale sammen, også om ensomheden.”

Altså, at ensomheden i sig selv bliver italesat, og det ikke bliver tabubelagt. At de mennesker som ikke er ensomme rækker ud til dem som er.

Hvorfor føler flere mennesker sig ensomme i Danmark?

Dronningens analyse af ensomhed som et samfundsproblem er korrekt, men hun stiller forståeligt nok ikke det afgørende opfølgende spørgsmål.

Hvorfor føler flere mennesker sig ensomme i Danmark?

Det er det svære spørgsmål, som ikke mange turde at prøve svare på – Det er givetvis også komplekst.

Jeg pusler selv løst med nogle teser, men en af de mere overordnede er, at hvis vi begyndte at undersøge det nærmere, kunne vi risikere til skræk og rædsel at finde ud af, at ensomheden er så indgroet i vores samfundskultur og værdier, at vi skal reformere vores samfund, hvis vi vil den til livs.

Det hårde arbejde med at finde ud af, om det er tid til en selverkendelse, vil man som stresset individ og konkurrencestat per automatik sikkert helst skåne sig selv for.

Men vi går jo alligevel også meget godt?

Vi kan læse i World Happiness Report 2019, at vi er verdens næstlykkeligste folk lige bag finnerne. Vi har gratis uddannelse og sundhed, og mange mennesker kan købe rækkehus, have to biler og rejse flere gange om året.

Men alt dette er noget, som vi kan se med øjet rundt om os. Hvad med det, som vi mærker indeni os selv? Det kan alt det ikke løse.

Det kræver noget som ikke er så målbart, udkomme i rapporter eller handles på kredit.

Man kunne kalde det kærlighed.

Det kunne også godt være en opgave for en statsminister at inspirere til mere kærlighed mellem os som danskere, men Mette Frederiksen turde ikke at præsentere en eller anden form for overordnede samfundsanalyse.

Det gjorde vores dronning, men det ser umiddelbart ikke ud til at hendes nytårstale kommer til at sætte nogen dagsorden. Det gør Mette Frederiksens nytårstale, som blev brugt som en platform for Socialdemokraternes politisk kampagne: ”Vi er på børnenes hold” (hvem er ikke det?).

Den politiske samfundsdebat er nok ikke klar til den samtale, så det er med stor beundring, at vores dronning turde gå op i et helikopterperspektiv og række ud til de 350.000 danskere.

For er der nogen mennesker, som har mere brug for nogen at tale med, end en person som føler sig ensom?

Det er en lidelse, og det er man så også ene med.

Vi skal i Danmark blive bedre til at give plads til lidelsen i vores liv og i vores samtaler med hinanden.

Godt nytår!

/Jesper Munk Jakobsen

Jeg holder foredrag om at give plads til lidelsen. Læs mere HER eller på sogneaften.dk

(Header fotos: dr.dk)

Havde du en god læseoplevelse?

Du kan støtte mine små skriverier med et ganske lille beløb på under et minut herunder:


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *