Ingen dør af, at vi stiller kritiske spørgsmål til regeringens håndtering af COVID19

Man skal være påpasselig med at kloge sig på et område, man ikke er uddannet indenfor. Jeg vil i denne artikel derfor heller ikke kloge mig på COVID19, men forholde mig til tal som sundhedsministeren selv henviser til og derfra forsøge at bidrage til refleksion og kritisk tænkning omkring regeringens håndtering af COVID19. Min opgave her er derfor ikke at rådgive eller udtale mig om COVID19, men at stille kritiske spørgsmål til magten og ud fra det forsøge at perspektivere debatten til vores dagligdag og vores liv som individer i et samfund. Hvis man hævder, at det er forkert at deltage i den offentlige debat om sundhed uden faglighed indenfor sundhed, kunne man argumentere for det samme indenfor integration, klima, krig og fred eller medier og politik. Den offentlige debat skal kunne rumme alle typer af kritik og refleksion, og hvis kritiske spørgsmål ikke hilses velkommen, er det forhåbentlig ikke fordi, at det er for svært at svare på spørgsmålene.

Ingen dør af, at vi stiller kritiske spørgsmål til regeringens håndtering af COVID19

COVID19 har fyldt vores kollektive og individuelle bevidsthed med frygt og uvished siden marts 2020. Dengang vidste vi ingenting, og da samfundet lukkede ned, talte vi ikke om andet. I dag otte måneder senere ved vi lidt mere, og tiden er måske inde til, at vi sætter COVID19 i perspektiv. For restriktioner redder liv, men hvor meget af den individuelle frihed, samfundsøkonomien og livskvaliteten skal vi opgive for de liv, som vi redder? Den afvejning af menneskeliv er ikke ny. Tværtimod foretager vi den afvejning som samfund hele tiden.

2. november, 2020

(Læsetid 6 min.)

Den 2. november henviste sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter til et yderst interessant studie fra Det Danske Bloddonerstudie.

Studiet konkluderer, at det gør en forskel for smitten, at vi holder afstand til hinanden, men hvad der var mere alarmerende var, at ministeren fremhævede, at studiet viser, at dødeligheden “med” COVID19 er 65 gange højere for borgere over 69 år:

Studie viser, at dødeligheden med #COVID19 er 65 gange højere for borgere over 69 år end for dem mellem 17 og 69 år. Så afgørende, at beboerne på plejehjem og sårbare ældre beskyttes mod COVID. Kan bogstaveligt talt være liv eller død, vi taler om #dkpol https://t.co/ybyxoXuzrY

— Magnus Heunicke (@Heunicke) November 2, 2020

“65 gange højere for borgere over 69 år” er et voldsomt og bekymrende tal, som uden tvivl kan sende frygt gennem et hvert menneske i den alder. Men dykker man ned i tallene bag sundhedsministerens tweet, tegner der sig måske et mere nuanceret perspektiv. Her står på siden, som ministeren selv henviser til:

“De nye data fra pensionerede bloddonorer viser sammen med SSI’s nationale COVID-19-undersøgelsesdata, at dødeligheden for aldersgruppen 17-69 år ser ud til at være nede på 0,083 %, imens den for borgere på 70 år eller derover ligger på 5,4 %. Det vil sige, at dødeligheden er 65 gange højere hos den ældre gruppe sammenlignet med den yngre.”

For mennesker mellem 17-69 år, dør 0,083 % af de mennesker, som bliver smittet med COVID19. Det er mindre end ét menneske for hver 1000, der bliver smittet.

For mennesker på 70 år eller ældre er COVID19 mere alvorlig. Her er dødeligheden på hele 5,4 %. Studiet har ikke belyst årsagerne til den forskel, men professor på Afdeling for Epidemiologisk Forskning på SSI, Henrik Hjalgrim henviser til et vigtigt stykke information fra et andet studie:

”Det er dog vigtig at slå fast, at vores undersøgelse ikke belyser årsagerne til denne forskel, men at anden forskning peger på, at det særligt er samtidig kronisk sygdom, som oftere ses blandt ældre, som forværrer forløbet af COVID-19.”

Det lyder altså til, at en af årsagerne til, at dødeligheden er 65 gange højere for mennesker, der er 70 år eller ældre, er, at de mennesker allerede har en sygdom i forvejen. Det oplyser SSI ikke her, men den 25 maj 2020 skriver SSI:

“Af alle danskere, der er blevet testet positive for coronavirus, har 22% været indlagt. Og knap 6% er døde. Heraf har 82% været multisyge og tre ud af fire var over 75 år, med kronisk hjertesygdom, lungesygdom, diabetes og nyresygdom som de vigtigste risikofaktorer. Det viser nye tal fra den danske COVID-19 kohorte (DACCOVID).”

De tal skal nok tages med et gran salt her flere måneder efter. Men vi ved dog, at en stor del af de 733 mennesker i Danmark, som er døde med COVID19, har haft en anden kronisk sygdom.

På videnskab.dk står der:

Der er mange forbehold, og det kunne derfor være interessant at få oplyst i hvor høj grad, at kroniske sygdomme har betydning for, at dødeligheden for mennesker over 69 år er på 5,4 %. Det kunne blandt andet bidrage til mindre frygt blandt de mennesker i den aldersgruppe, som ikke har en kronisk sygdom.

Der er ingen tvivl om, at uanset hvad har COVID19 kostet mange mennesker livet både i Danmark og resten af verden. Men det virker også til at være umuligt at finde rundt i, hvordan vi som borgere skal opfatte dødelighedstallene.

Vi bliver derfor tvunget til at lytte til myndighederne, magthaverne og eksperter, som har interesse i at hylde den indsats, som de selv har advokeret for.

Det gør det svært for den enkelte borger både at forholde sig til COVID19, men også føle at vi får en oplyst, kritisk offentlig samtale om, hvor langt vi som samfund og individer vil gå for at bekæmpe COVID19.

Menneskeliv vs. det levede liv

Statsminister Mette Frederiksen har sagt i forbindelse med COVID19, at “Hvert mistet liv er en tragedie“. Det er sandt for den enkelte menneske og de pårørende. Men er det det for samfundet? Som samfund foretager vi allerede en masse valg som koster menneskeliv ved den førte politik, og den måde samfundet er skruet sammen på.

Fx i trafikken, hvor der i 2019 døde 199 mennesker. Jeg har selv ind i mellem ønsket, at vi afskaffede alle køretøjer på vejene, for vi ville sikkert kunne have reddet en betydelig del af de menneskers liv. Så hvorfor gør vi ikke det?

Fordi vi politisk veksler længden af få menneskeliv til øget menneskelig velstand hos andre. Biler på vejene skaber mere bevægelighed, og transporterer varer og arbejdskraft gennem landet. Altså bidrager biler på vejene blandt andet til økonomisk vækst, som ofte bliver sat lig med øget velstand, og måske redder det tilmed liv?

Man må dermed vurdere politisk, at 199 døde er en årlig pris, man som samfund vil betale for at få øget velstand og livskvalitet til andre.

Dertil ved vi, at jorden går under, hvis der ikke bliver gjort meget mere for den grønne energi. Vi taler om 700.000 – 1.000.000 elbiler i 2030, men taler nogen om at afskaffe benzin og diesel biler indtil da?

Vi ved også, at fly er blandt de største syndere indenfor udledning af CO2. I Danmark har vi talt om, hvordan man politisk kan få folk til at flyve mindre, men det har aldrig faldt nogen ind at lukke helt ned for flytransporten pga. klimatruslen. Hvorfor?

Fordi den frie bevægelighed, der bidrager til velstand, vækst, turisme og kulturelle oplevelser, er hensyn, som lige nu trumfer jordens overlevelse. Der altså rummer 7,8 milliarder menneskeliv. COVID19 har lukket flytransporten ned og i øjeblikket er over 1,2 millioner mennesker døde med COVID19.

Paradoksalt nok har det været godt for klimaet, at vi er blevet hjemme og ikke flyver verden rundt.

Skal vi ikke bare fortsætte med det, eller er prioriteter som livskvalitet og velstand vigtigere i dette tilfælde?

En anden sammenligning mellem menneskeliv og det levede liv kunne være krig.

Danmark og NATO’s krige i Mellemøsten siden 2001 har kostet mange, mange tusinder mennesker livet.

Her har 43 danske soldater mistet livet i Afghanistan – Hvor 157.000 mennesker har mistet livet. Heriblandt 43.074 uskyldige civile. i Irak-krigen, som blev ført på en stor løgn, er over 500.000 mennesker døde.

Selvom Danmark altså har været med til at dræbe tusinder af mennesker i Afghanistan og Irak, har man politisk vurderet, at det var de liv værd at forsøge at indføre demokrati, stoppe terrorisme, tilegne regional magt og olie i jorden – For man var klar til at gøre det igen i Libyen og Syrien senere.

Men var krigen i Afghanistan 157.000 menneskeliv værd?

Var Irak-krigen over 500.000 menneskeligliv værd? Altså omkring halvdelen af det antal mennesker, som er døde med COVID19.

Hvilken pris vil vi betale for bekæmpelse af COVID19?

Vi er i øjeblikket både som samfund og individer nærmest hver dag nødt til at debattere og tage stilling til, hvad vi vil give afkald på for at komme COVID19 til livs, fordi smittetallet stiger og regeringen indfører nye restriktioner.

Lige nu mener regeringen, at COVID19 er så alvorlig, at de er villige til at ofre både den individuelle frihed, livskvalitet og samfundsøkonomien.

Vi skal gå med mundbind, hvis vi stadig vil med offentlig transport eller på restaurant, barer og værtshuse, som skal lukke tidligt – Ellers får de en bøde. Vi må ikke opholde os mere end ti mennesker sammen, og vi skal holde afstand fra hinanden.

For at sikre befolkningen mod COVID19 og andre virusser fremover, har regeringen fremlagt en ny epidemilov, som skal erstatte den hastelov, som Folketinget stemte for i marts, som var sat til at løbe ud i marts 2021. Den midlertidige magt som sundhedsministeren fik i marts vil derfor blive permanent, hvis lovforslaget vedtages.

Bliver den vedtaget i sin nuværende form, vil myndighederne kunne tvangsundersøge dig, tvangsbehandle dig, sætte dig i karantæne og tilsyneladende tvangsvaccinere dig samt lukke samfundet og indføre restriktioner, som kan lukke din virksomhed ned.

Den danske stat har allerede lagt køb ind på kommende vacciner, så hele befolkningen kan blive vaccineret. Selv hvis afsnittet om tvangsvaccination bliver ændret i loven, og vaccinen bliver frivillig, kan man spørge sig selv, hvad hvis man en dag skal være vaccineret for at tage offentlig transport eller gå på restaurant?

Og når der kommer en ny virus i omløb, hvordan kan den siddende minister vurdere, at en sygdom er farlig nok til, at vi som borgere skal tvangsvaccineres?

Hvordan afgør man det? Som skitseret i starten af artiklen forekommer det vanskeligt.

Det vil sundhedsministeren gerne fremover kunne afgøre selv udenom Folketinget (Læs mere i dette velargumenterede indlæg i Ræson).

Hvor mange menneskeliv skal være i fare, for at du som individ vil tilslutte dig disse indgreb overfor samfundet og dig som individ?

Danmark valgte militær fremfor sundhed

Det er dog glædeligt, hvis vi i Danmark er begyndt at få ekstra sympati med de helbredsmæssigt svageste mennesker. For som nævnt før, har Danmark været en konstant krigsførende nation siden 2001.

Vi er medansvarlige for tusinder af menneskeliv i Mellemøsten. Ikke kun med bomber, men også med økonomiske sanktioner – Som altid rammer de svageste og fattigste mennesker i et samfund. Fx de mennesker som ligger på sygehuse, som ikke kan få den medicin, de har brug for.

De mennesker ser vi ikke den samme sympati for i den offentlige debat, men vi har ondt af de 733 dødstilfælde i Danmark med COVID19, som medierne, myndighederne og magten vælger at præsentere for os.

Sundhedsmyndighederne har sagt flere gange, at restriktionerne ikke kun er for de mennesker som dør, men for at holde smittetallet nede og undgå en overbeslastning af sygehusvæsnet.

Det er en reel bekymring, men i så fald bærer vi som samfund selv et ansvar for det. Grunden til at COVID19 har fået Storbritannien i knæ er, at de har sparet deres sundhedssystem i stykker gennem en årrække, fordi man bl.a. har haft øjnene rettet mod trusler ude i verden og ført krig i Mellemøsten med USA og Danmark.

Selvom ingen har nævnt med et eneste ord, at de vil indvadere hverken Storbritanien, Danmark eller USA, har man brugt milliarder på militær, som kunne have været brugt på sundhedssystemet.

Danmarks sygehusvæsen er tydeligvis stærkere, men her kunne man også have omprioriteret de 14,5 mia. kr. der er gået til Danmarks krige i Mellemøsten, eller hvad med de 56,4 mia. kr., som Danmark for få år siden brugte på nye kampfly. Det skrev jeg om op til seneste folketingsvalg, men ikke et eneste parti havde den prioritet i sit partiprogram.

Danmark har selv valgt, at truslen fra Rusland og Mellemøsten (eller hvem det nu er), var farligere end en virus som COVID19.

I dag må man spørge sig selv, hvis COVID19 er så farlig, som vi får fortalt, ville 56,4 mia. kr. til virusbekæmpelse, kapacitet eller forebyggelse have reddet flere mennesker i år, end 56,4 mia. kr. til kampfly? Den prioritet er politikerne og vi som borgere i så fald selv skyld i.

Forlang åbenhed, dialog og dokumentation

Det handler derfor ikke om, hvorvidt COVID19 er en farlig virus, men hvor farlig den er, og det forekommer svært at forholde sig til. Men det må være udgangspunktet for, hvor langt vi som samfund og borgere skal strække os for at få den bekæmpet og udryddet, og det er der nok ikke noget entydigt svar på.

Er den dødelighed som magten præsenterer for os høj nok til, at vi skal give afkald på den frihed, regeringen lægger op til at kunne berøve os med den nye epidemilov?

I Danmark er 733 mennesker døde med COVID19. Tal fra Danmarks Statistik viser, at i 2018 døde 15.342 af kræft som den hyppigste dødsårsag.

Tallene viser også, at 2103 døde af lungebetændelse eller influenza – Altså godt og vel tre gange flere, end der er døde af COVID19. Dem er der ikke mange, der tidligere har sørget offentligt over og krævet nedlukninger på grund af. Kunne det ikke have overbelastet sygehusene?

Jeg kan forstå, at man skal være varsom med at sammenligne døde med COVID19 og influenza, men alligevel synes jeg, at der er et par tal, som er lidt interessante.

Ifølge Statens Serum Institut er antallet af døde med influenza i sæsonen 2019/2020 119, det laveste i fire år.

I tidligere år døde 751 personer i influenzasæsonen 2016/17, 2.822 personer i 2017/18 og 790 personer i 2018/19.

Nu er COVID19 kommet til og har dræbt 733 indtil videre, men antallet af døde med influenza er faldet med 671 fra 2018/2019. Bemærkelsesværdigt er det også, at hele 2822 personer døde af influenza i 2017/2018, burde vi så ikke have lukket hele samfundet ned der?

Læg også mærke til, at 584 mennesker i 2018 tog deres eget liv og mentale lidelser var årsag til 3711 dødsfald. Vi ved, at en af følgerne af regeringens corona-politik er, at mange mennesker føler ensomhed og psykiske belastninger pga. isolering på fx plejehjem pga. nedlukninger.

Hvor mange skal dø af en sygdom, før vi helst bare skal blive derhjemme?

Det må vi som borgere selv prøve at vurdere, selvom det er svært. Vi skal ikke blindt underkaste os magten, men være kritiske overfor magten og stille dem kritiske spørgsmål.

Forlang åbenhed, dialog og dokumentation for påstande og restriktionernes virkninger.

Jo mere åbne, ærlige og faglige myndighederne og politikerne er, jo flere borgere vil kunne tage stilling til regeringens politik på et oplyst grundlag. Og hvis de argumenterer grundigt og sagligt for deres sag, vil de fleste borgere tilslutte sig.

Gør de det ikke, er det regeringen og myndighedernes egen skyld. De har ikke overbevist borgerne med saglig argumentation og dokumentation om, at deres politiske tiltag er nødvendige og gennemtænkte.

De ligger med andre ord, som de selv har redt.

Derfor tillader jeg mig at forholde mig kritisk som demokratisk borger og samtidig følge myndighedernes regler og retningslinjer – Indtil videre.

/Jesper Munk Jakobsen

(Header foto: Fra filmen “V for Vendetta”. Evey i regnen, efter at hun er frigivet fra V’s fængsel og nu er uden frygt.)

Giv et beskedent tilskud til uafhængig, kritisk skriveri herunder. Eller via MobilePay – 61 45 40 71. Tak.