Hvad ville Martin Luther King have gjort under COVID-19?
Den 18. januar, 2021
(Læsetid 4. min)
Den offentlige samtale i Danmark fungerer ikke, og ind i mellem mister jeg håbet om, at det bliver anderledes. Da får jeg brug for at opsøge en af mine inspiratorer for ikke at opgive helt, men i stedet kæmpe lidt videre. En af dem er Martin Luther King.
I dag, den 18. januar 2021, er det Martin Luther King Day, hvilket giver anledning til et interessant tankeeksperiment – Hvordan ville Martin Luther King forholde sig til situationen, som vi står i omkring den offentlige samtale og fremtiden med COVID-19 i Danmark.
Jeg vil dog ikke komme med påstande om, hvad jeg tror MLK ville tænke, hvis han levede i dag. I stedet vil jeg bidrage kort til, hvordan man selv kan reflektere over, hvordan en af de største borgerrettighedsforkæmpere mon ville agere i dag.
Situationen med COVID-19 har for mig tydeligt vist, at den offentlige samtale i Danmark ikke fungerer.
Medierne virker til at lukke sig endnu mere om sig selv. De inviterer endnu færre stemmer indenfor, som er kritiske overfor den offentlig almene holdning omkring COVID-19, restriktioner og vacciner. I stedet ringer de til de samme ukritiske eksperter.
Journalisterne fortsætter samtidig også med at ukritisk videreformidle magtens budskaber om frygt som daglige smittetal, mens de politiske standpunkter bliver behandlet som underholdning og fortolket af kommentatorer, så vi ikke danner os en selvstændig holdning til den førte politik.
Politikerne taler fortsat udenom som aldrig før, hvis de endelig lader sig interviewe, hvilket sundhedsminister Magnus Heunicke ofte ikke gør. Magthaverne med Mette Frederiksen i spidsen foretrækker Facebook og Twitter, fremfor kritiske spørgsmål fra journalister. De er samtidig uimodtagelige overfor kritik og har umådelig svært ved at erkende fejl, da de vil gøre hvad som helst for at bevare egen magt. På trods af situationens alvor.
Dertil ligger både journalister og politikere, som altså er grundstenene for en god offentlig samtale og et velfungerende demokrati, fortsat lavest i troværdighedsmålinger for faggrupper.
Konsekvensen af politikerne og journalisternes adfærd er, at den offentlige samtale fremstår som en facade, hvor hverken ord, følelser, holdninger og udtalelser synes virkelige.
Som om at politikerne og journalisterne spiller roller i ét langt teaterstykke eller er programmerede robotter. Politikerne taler ikke med passion, men taler sort snak uden at fortrække en mine, og journalisten ser det som det mest naturlige at bevidne den slags svar.
Derfor ser jeg ikke andet, end et magtmenneske der promoverer en poleret facade, når en politiker står foran et i tv-kamera eller deres egen telefon. De virker nærmest uægte og umenneskelige, fordi almene menneskelige værdier er kommet i baggrunden.
Derfor bygger den offentlige samtale på en facade og ikke på værdier som ærlighed, ydmyghed, lydhørhed, kritisk debat, retfærdighed, opmærksomhed og pligt.
Vi har legitimeret en kultur i den offentlige samtale, hvor man nærmest forekommer naiv, hvis man håber på, at de værdier bliver en del af dansk politik en dag.
Men hvis vi alligevel turde drømme om, at de værdier engang skal i centrum for den offentlige samtale og vores liv sammen, skal vi måske se os om efter nogen, som kan gå forrest og vise forandring.
Det vi mangler er en som kommer udefra.
Vi har brug for en som Martin Luther King.
- En intellektuel og visionær frontfigur, der kan samle os mod uretfærdighed.
- En som tør sige højt, hvad han eller hun mener uden at følge fokusgrupper og meningsmålinger.
- En som viser vejen ved ustoppeligt og kompromisløst at kæmpe for retfærdighed, fred og lighed for alle mennesker.
- En som kæmper for at gøre en forskel, ikke for at få magt.
- En som bliver ved med at udfordre magten og medierne, selv om han eller hun bliver holdt ude eller forsøgt nedkæmpet.
- En som har moral, rettigheder og andre mennesker for øje og ikke sig selv og interesseorganisationer og virksomheder, som har givet et økonomisk bidrag.
- En som inspirerer mennesker omkring sig ved at anvende saglig argumentation og imødekommer, at andre udfordrer ham eller hendes argumenter.
- En som tør holde brandtaler og demonstrere ved brug af ikkevold og tør udvise civil ulydighed ud fra velovervejede principper om moral og retfærdighed.
Vi mangler en Martin Luther King som kan skabe grundlaget for en anden type offentlig samtale. Heldigvis kan han stadig inspirere os.
Derfor tænker jeg ind i mellem på, hvad Martin Luther King ville mene om fx den nuværende situation under COVID-19.
Hvad ville Martin Luther King mene om:
- De frihedsrettigheder som magten har taget fra befolkningen under COVID-19?
- At magten bestemmer, hvor mange af vores kære vi må se?
- At magten kan lukke virksomheder?
- At ældre mennesker ikke må få besøg af sine nærmeste og skal sidde ensomme?
- At magten har forsøgt at indføre en lov, som vil gøre det muligt at tvangsvaccinere mennesker mod deres vilje?
- At magten nu forsøger at indføre en epidemi-lov, som kan tvangsteste og isolere store antal grupper. Fx demonstranter, som demonstrerer mod netop det?
- At der med stor sandsynlighed bliver indført vaccinepas, som vil dele befolkningen op i to grupper med forskellige rettigheder? Ville han opfatte det som indirekte tvangsvaccination?
- Hvordan ville han demonstrere? Fx ved brug af ikkevold, civil ulydighed og boykot?
- Ville han være bekymret for borgernes rettigheder i fremtiden på baggrund af COVID-19?
Hvis man er interesseret i at undersøge de spørgsmål, vil jeg opfordre til at se denne inspirerende dokumentar om MLK på DR TV:
I have a dream – Historien om Martin Luther King
Måske Martin Luther King kan inspirere os til at reflektere over, hvad politik og offentlig debat kunne være, hvilke principper og rettigheder der er på spil i denne usædvanlige COVID-19 situation og ikke mindst, at vi tør sige vores mening højt. Som King så flot siger:
“Our lives begin to end the day we become silent about things that matter.”
Tak, for den inspirationen Mr. King og lad os håbe, at du inspirerer nogen til at gå i dine fodspor snarest.
/Jesper Munk Jakobsen
For flere indlæg om emnet:
Frygten for vaccinen og COVID-19 splitter os ad
Ingen dør af, at vi stiller kritiske spørgsmål til regeringens håndtering af COVID19
Du kan støtte mine små uafhængige skriverier herunder eller på Mobile Pay: 61 45 40 71
0 Kommentarer