Frygten for vaccinen og COVID-19 splitter os ad

Denne artikel er en kommentar til den debatkultur, jeg med bekymring har observeret primært på sociale medier den senere tid i forbindelse med vaccinen mod COVID-19. Formålet med artiklen er at sætte to modsatrettede holdningspositioner lidt på spidsen for at illustrere, hvorfor den offentlige samtale om dette emne kan forekomme så udfordrende. Som læser kan du måske mere eller mindre identificere dig med en af de to grupper, og måske artiklen kan give anledning til refleksion omkring, hvordan vi tilgår den offentlige samtale om COVID-19 og vaccinen, som lige nu forståeligt nok fylder meget for os alle. Dette år har været udfordrende og har presset os som mennesker og medmennesker. Følelserne sidder ude på tøjet, specielt frygten, men den skal vi forsøge på bedst mulig måde at hæve os over. Vi skal have en bedre og mere imødekommende offentlig samtale, end vi har nu, hvis ikke COVID-19 skal splitte os helt ad. God læselyst.  

Frygten for vaccinen og COVID-19 splitter os ad

Den 20. december, 2020

(Læsetid: 8 min)

Vaccinen mod COVID-19 er på trapperne, og frontlinjen er trukket skarpt op i den offentlige debat, hvor der groft skildret, tegner sig to grupper i hvert sit ringhjørne, og det har udviklet sig til alt andet end en fredelig offentlig meningsudveksling. De to grupper har mistet evnen til at have en saglig og fredelig samtale og kender nu kun til verbal krig. Vi kunne kalde de to grupper rebellerne og soldaterne.

Rebellerne er kendetegnet ved at være kritiske overfor systemet og staten som helhed. De anser beslutningstagerne, medierne og eksperterne for at være marionetdukker der styrer hinanden, som i fællesskab har mistet sin frie vilje til at tænke kritisk og byde anderledes synspunkter velkommen. Rebellerne betvivler de informationer, systemet formidler til befolkningen og mener, at der er en underliggende masterplan bag den erklærede pandemi, som kan få større konsekvenser end COVID-19. Derfor søger rebellerne alternative informationer fra kilder, som de mener, at systemet i kraft af sin egen overbevisning, bevidst holder ude af den offentlige debat.  

Soldaterne er i den modsatte grøft. De er loyale overfor systemet og følger modsat rebellerne trofast de råd, vejledninger, restriktioner og informationer, de får gennem systemets informationskanaler, som de mener blot distribuerer sandheden. De stoler på eksperternes faglighed og uafhængighed og mener, at beslutningstagerne kun har befolkningens liv og helbred for øje og ikke lader sig påvirke af erhvervslivet, geopolitik og egne karriereambitioner.

De opfatter deres egen loyalitet overfor systemet som en blåstempling af særlig moral og hensyn til alle andre og fra positionen som trofaste dydsmønstre, ser de det som deres pligt at udskamme rebellerne, da de ikke er loyale som dem selv. Deres rolle som soldater bliver at forsvare systemet og samtidig hævde, at de redder liv ved at ofre sin egen frihed og livskvalitet.

De kommer derfor frem til, at rebellerne kun tænker på sig selv og ikke er med til at redde liv, som de er, men ligefrem slår mennesker ihjel med deres selviske adfærd.

Derfor er missionen for soldaterne at besejre rebellerne, og den krig har de kæmpet siden COVID-19 brød ud i Danmark i marts 2020. Men efter ni måneder med COVID-19, restriktioner og nu vaccinen på vej, kan det ligne, at lidelserne måske kan få en ende. Derfor er den verbale krig eskaleret.

Styret af frygten

Soldaternes holdninger til COVID-19 og vaccinen er i udgangspunktet en forlængelse af systemets holdninger, som dermed legitimerer hinanden.

Informationerne soldaterne baserer deres holdninger på udspringer således fra information distribueret af systemet selv. Rebellerne vil hævde, at systemet ikke rummer kritik af sig selv, og derfor bliver den offentlige debat om COVID-19 debatteret på soldaterne og systemets præmisser.

I det lys mener rebellerne, at deres holdninger bliver fortrængte, fordi at de er i mindretal og kritiske overfor systemet.

Hvis rebellerne vælger at debattere på den uligevægtige præmis, inviterer de ikke kun til meningsudveksling og modargumenter. De vil også opleve udskamning, latterliggørelse og raseriudbrud fra soldaterne. Det skyldes ikke kun soldaternes mission om at befri os alle fra COVID-19, men også at soldaterne er skræmte af de informationer om COVID-19, som systemet har viderebragt til dem.

Rebellerne vil derfor opleve at debattere med mennesker, som er i deres følelsers vold, hvor den primære følelse er frygt. De er bange for at dø eller at gøre sig skyldig i at smitte andre med en potentielt livsfarlig sygdom og kæmper derfor både for deres eget og andres liv.

Soldaternes frygt er fuld forståelig. I snart et år har soldaterne trofast åbnet systemets medier, hvor det første de har fået blæst i hovedet er, hvor mange der i dag er indlagt og døde med COVID-19. Mundbind i supermarkeder og i offentlig transport har tilmed gjort den usynlige trussel synlig ude i den virkelige verden, de savner som den var.

Frygten slæber soldaterne med sig ind foran computeren, hvor de instinktivt raser deres følelser ud i debatter på sociale medier.

Rebellerne er i udgangspunktet kritiske overfor netop soldaternes frygt, som de mener systemets medier forsøger at fylde dem med. I stedet frygter de, hvad systemet kan finde på at gøre af grusomheder for at hævde at befri os fra frygten.

Den offentlige debat mellem de to yderpoler baserer sig således på, at begge grupper er styret af frygten.

Trofast eller stædig

Selvom COVID-19 har presset os alle fysisk og psykisk til nye højder, burde det være vigtigt i denne intense situation, at alle mennesker føler sig velkommen i debatten om COVID-19 og vaccinerne.

Ét standpunkt har ikke mere eller mindre sin ret til at lade frygten dominere debatten.

Rebellerne har som soldaterne også i snart et år oplevet ensomhed, depression, uopfyldelig rejselyst, mistet arbejde, syge pårørende, svære arbejdsvilkår, uvished og meget mere.

Frygt er det måske stærkeste våben for en leder til at få befolkningen til at følge trop. Derfor er en faldgrube for soldaterne, at de nu har lidt så meget, at de vil gøre hvad som helst, bare dette mareridt vil stoppe.

Soldaterne vil derfor spørge himmelråbende, hvorfor rebellerne ikke bare kan samarbejde og gøre, som der bliver sagt. Fx ved at få vaccinen, og snart vil COVID-19 og vores lidelser være forbi. Det bliver således soldaternes rettesnor, og hvis en rebel ikke følger reglerne eller er en smule kritisk, kan personen forvente at blive udråbt som syndebuk for, at COVID-19 fortsat er her.

Rebellerne bliver de skyldige egoister, som ikke vil udvise ”samfundssind”, og derved ophøjer soldaterne sig til at tænke mere på andre end rebellerne. Men i og med at soldaterne, som udskammer de kritiske rebeller, er båret af frygt, lurer også en snært af dobbeltmoral.

Deres frygt er muligvis ikke kun styret af frygten for at andre skulle dø, men også at de selv skulle dø. Dertil kommer et desperat, omend forståeligt, ønske om at deres egne lidelser som konsekvens af restriktionerne snart får en ende.

Rebellernes faldgrube er derimod stædighed. De kan virke urokkelige i deres holdninger, uanset hvilke informationer de får serveret, fordi de principielt ikke tror på systemets informationer.

Derfor har rebellernes frygt for systemets agenda gjort dem uimodtagelige for modargumenter, hvilket er problematisk i et demokrati, hvor det netop handler om, at man kan skal kunne være imødekommende overfor gode argumenter i en sag.

Broen er brast sammen

Vaccinen er nu klar og er udråbt af regeringen som løsningen på vores lidelser. Rebellerne kan derfor forvente, at soldaterne har slebet knivene og står klar til at slagte de debattører i den offentlige debat, som de fornemmer er i færd med at forlænge deres lidelser.

Det kan resultere i, at synspunkter som afviger langsomt bliver fortrængt af frygt for offentlig udskamning, verbale overfald og sågar tab af relationer som venskaber og familie.

De frygtsomme, følelsesfulde soldater bør dog ikke forvente, at deres offentlige raseri bidrager til andet end ekkokamre. For de færreste fx i et parforhold er blevet overbevist om noget som helst, efter den ene har skreget den anden op i hovedet.

Rebellernes kritiske holdning overfor vaccinen, restriktionerne og pandemien er lige så legitim som soldaternes. Men hvem tør støtte den ensomme rebel med bare et enkelt skulderklap, hvis ens egen hoved risikerer at blive kappet af?

Det letteste for rebellen er at holde sin kæft og holde sig væk. Nikke med ved middagsbordet, grine af den offentlig udskamning og nyde ophøjelsen af egen moralisme, latterliggøre den dumme opposition og tælle ned til, at vaccinen bliver sprøjtet ind i kroppen.

Soldaterne er i frygt, og derfor har de ingen overskud til rebellernes frygt, og derfor er de velkomne i den offentlige debat på systemets præmisser. Sådan får vi ekkokamre, hvor de loyale soldater og de konspirationsteoretiske rebeller kan nå til enighed med ligesindede uden mulighed for at kommunikere med hinanden.

Sandheden er, at begge grupper kunne lære noget af hinanden. Men der er ikke en guldbelagt bro, hvor man kan mødes på midten og række en hånd frem.

Broen er brast sammen, og forsøger nogen at komme over vandet i en gummibåd, bliver der affyret varslingsskud med maskingevær.

Find et vaccine-kompromis

Frygt er en stærk måde at splitte mennesker på. Bare spørg Trump og Dansk Folkeparti. Denne gang er det en virus som truer. En ny udefrakommende trussel som bringer lidelse og fratager livskvalitet og frihed. Held og lykke til den rebel, som tør interagere med den frygt og frustration.

Og hvor lang tid kan du stå fast på dine principper og din skepsis?

Spoler vi tiden et halvt år frem, er nogen af os sandsynligvis blevet vaccineret. Her i starten er det valgfrit, efter rebellerne har fået systemet til at droppe ideen om at tvangsvaccinere.

De første som skal vaccineres, er de mest udsatte siger sundhedsministeren. Så bliver det måske sundhedsplejepersonalet og ansatte på plejehjem, hvis de vil bevare deres arbejde. Måske det bliver et krav til alle som arbejder i den offentlige sektor? Vil nogen virksomheder indføre vaccinekrav for deres ansatte af hensyn til sundhed og måske PR?

Læs også:

Ingen dør af, at vi stiller kritiske spørgsmål til regeringens håndtering af COVID19

Hvad med restauranterne vil de opleve langsom kundeflugt, hvis ikke de indfører vaccinekrav for deres gæster? Et flyselskab har meldt ud, man skal have en vaccine i fremtiden, før man kan flyve med dem. Indfører alle flyselskaber det, mister du friheden til at opleve.

Du kan tage bilen og toget over grænsen, men hvad hvis du skal have vaccinen for at komme ind i Danmark igen? Eller i hele EU?

På det personlige plan kan det være, at din omgangskreds ikke ønsker at se dig, og måske du ikke kan besøge din farmor på et plejehjem, fordi du ikke er vaccineret. Du kan sandsynligvis selv helt frit vælge, om du vil vaccineres, men hvor høj skal din pris være for at stå fast på din modstand? Det kommer alle rebellerne til at skulle tage stilling til snarest.

Men hvad er rebellernes problem egentlig med vaccinen, sidder en soldat måske og tænker?

Rebellen vil måske svare, at de blot selv vil have lov til at vælge, hvad der bliver sprøjtet ind i kroppen på dem. En simpel løsning kunne måske være, at dem der ikke vil vaccineres fortsat kan få lov til at leve uden frygt for at dø af COVID-19, og de, som gerne vil, bliver vaccineret, så de kan leve uden frygt for at dø af COVID-19.

Det kunne man kalde et kompromis, og det kunne vi stræbe efter at finde, men det kræver en bedre offentlig samtale, end den vi har lige nu.

Tænk over om du kan blive bedre til at række en hånd ud, uanset om du er på det ene eller det andet hold.

/Jesper Munk Jakobsen

Du kan støtte artikler som denne på en hurtig og sikker måde herunder, eller på MobilePay – 61454071. På forhånd, tak.