Fri mig for frihed

Den 6. juli, 2019

(Læsetid: 8 min)

Jeg har et sted at bo, men det er ikke min egen bolig – Det er mine forældres. Jeg har et arbejde, men det er ikke lønnet. De sociale og kulturelle mønstre omkring mig beretter om, at den bolig burde være min egen og arbejdet burde være lønnet.

De to ting holder hinanden pænt i hånden, for hvis du ikke har din egen bolig, hvorfor så arbejde for at tjene til at betale for den?

Et individuelt fælles mål for os i vesten er tilsyneladende at stræbe efter et afhængighedsforhold til en indkomst, og jo flere mennesker, der skal bo i boligen, jo flere kvadratmeter kræver det.

Derfor skal lønchecken vokse og ud fra den og ens snævre syn på livet, som tager udgangspunkt i en selv, kommer man frem til at flere penge skal tjenes, for at flere kvadratmeter kan udfyldes med elektronik, møbler og gæld.

Enhver alder i det menneskelige liv bliver underlagt normer og standarder, som vi kan aflæse, når vi spejler os i hinanden. I dag foregår det i høj grad på de sociale medier.

Min Instagram og mit news feed på Facebook fylder mine jævnaldrene bekndtskaber ud med babybilleder og fede huse på ødemarker væk fra byens støj i rolige, idylliske omgivelser.  

Et dagligt forbrug af sociale medier bliver en daglig påmindelse om, hvordan livet som 30-årig bør være formet i det danske samfund.

Paradis på jord

Ved man ikke, hvad man stræber efter, er det letteste at søge ly under den parasol, alle andre har stræbt efter at ligge under. Lykken er eftersigende et parcelhus på landevejen med børn i indhegning og biler i indkørslen.

Og på deres instagram-billede står de involverede og smiler med blå himmel i baggrunden, hvor solen blænder dem i øjnene, som guds lys der velsigner deres evige lykke.

Derfra kan man selv male videre på deres skønmaleri. Bagefter går de sikkert ind i huset. Far leger med børnene på gulvet, imens duften af mørbradbøffer, som bliver vendt i smør, hvidløg og timian, lister sig ind i stuen.

Far hører vinproppen popper og den røde Barolo som skvulper i glasset, og et øjeblik efter bliver han prikket på skulderen og midt i et kys, får han glasset i hånden, imens barnet råber mor og fremviser en udstoppet hest, og sammen bryder de ud i latter.

Et isoleret paradis indenfor ganske få kvadratmeter, som vi andre kan stræbe efter, som de gjorde engang, og befinder man sig i paradis, hvorfor så ikke lukke sig inde i det, med dem man elsker, elske dem og med dem?

Uheldigvis kan paradiset nemt opløses, hvis ikke regningerne bliver betalt, og derfor drager mor og far ud for at kunne brødføde sine unger og forbruget, som vedligeholder det.

Som løver i et bur

For et par dage siden var jeg i Aalborg Zoo med mine forældre. Jeg kiggede ind i burene og så tigere, tapiere og kænguruer leve deres liv bag indhegning. Uden særlig grund faldt min opmærksomhed på den asiasiske løveflok oppe fra et trætårn i haven.

Det mindede mig på en eller anden måde om det billede på den menneskelig tilværelse som 30-årig, jeg oplever at blive præsenteret for dagligt.

I buret så jeg fire unge hanløver, som kun var begyndt at gro de første hår omkring hovedet til en manke. De lå fredeligt på langs i en klump op ad hinanden og gnavede i hestekød og klove.

Lidt længere væk lå mor og far, der havde søgt ly fra solen under en høj busk. Dyrepasseren fortalte, at hunløven var i brunst, og parret arbejdede på at få endnu et kuld unger.

Derfor var hannen instinktivt hele tiden tæt på for at beskytte hende, selvom ingen hverken kan eller tør sætte en fod i buret, og de små hanner ikke er modne endnu til at parre sig.

Løvernes ypperste beskæftigelse i livet er at føre slægten videre, og ellers er deres eneste job i fangenskab at hvile sig i op til 20 timer i døgnet og spise den mad, som dyrepasseren serverer hver dag kl. 14:00.

Løver i Aalborg Zoo

I fangenskab er de slaver af os mennesker – Deres liv er den evige gentagelse af tilfredsstillelse af basale behov, og deres adgang til eventyr er begrænset til, hvad der ligner 20×20 kvadratmeter og familiens selskab. De har ikke selv valgt deres begrænsning, og hvis burene blev fjernet, og de blev sat ud i naturen, ville de sandsynligvis bevæge så på et større areal og stifte bekendtskab med andre væsner og artsfælder.

De lever på det samme areal, i de samme omgivelser i det samme selskab hver eneste dag.

Men måske det er ikke så langt fra det, vi mennesker i min alder får fortalt af hinanden, at vi skal stræbe efter.

Fri eller fanget

For de fleste af os mennesker skal et romantisk forhold på et tidspunkt udvikle sig til en familie som slår rødder i et hus, og indenfor det areal skal man så leve den ene dag efter den anden, år efter år. Tiden går med at skaffe føde og fortære det, som løverne i zoo. Det er deres arbejde at holde sig i live, men som menneske er det ikke nok at holde sig i live.

Det menneskelige liv er indrettet til at stræbe efter at skabe en tilværelse, hvor vi lever på et begrænset areal, og vores primære øvrige ageren i en stor verden er at fragte vores krop fra a til b fem gange om ugen.

Ser man det oppefra, som man ser på en GPS, lever man på et snævert antal kvadratmeter, og derfra kan man tegne en streg, som viser vejen til og fra arbejde – Et gentagende gensyn med denne samme natur og samme asfalt, som bliver kørt igen og igen og igen. Det er det, som vi stræber efter.

I en verden, der har så stort et areal, behøver vi kun at betræde så lidt.

En løve i bur tilbringer det meste af sin tid i et areal på størrelse med vores, og deres dag går med at sove, spise og tage sig af sine unger – Præcis som vi mennesker gør en stor del af vores liv.

Forskellen er, at løven ikke har et foretaget et aktivt valg og sandsynligvis ikke reflekterer over, hvad opskriften er på det lykkelige liv.

Løven er blevet placeret i buret og kan trods sin fysiske dominans ikke gøre andet, end at tilfredsstille den evige gentagelse af basale behov. Vi mennesker lever derimod med en forestilling om, at vi kan gøre som vi vil, men hvad hvis vi bliver i tvivl om, hvad vi vil?

De burer, som står på hver en villavej eller er stablet ovenpå hinanden i midtbyerne, tilbringer vi det meste af vores liv, og hver dag drager de fleste ud af den samme vej på arbejde for at kunne blive i det bur.

Jeg har ikke mit eget sted at bo, og jeg ikke ved, hvilken vej jeg skal fragte mig frem og tilbage på fremover, men jeg stræber tilsyneladende efter at finde et bur, jeg kan blive fanget i, og hver dag vil blive ved med at kæmpe for at fortsat være fanget i.

Hvordan den målrettede bestræbelse er blevet værd at kæmpe for kan forekomme frihedsberøvende i sig selv, og når jeg farer forvirret rundt, og mit sind bliver vildreddet og sætter spørgsmålstegn, søger jeg i sikker havn ved at vende mig mod de andre for at finde tryghed i deres svar.

De refleksioner kan ind i mellem æde mig op, og når jeg står i zoologisk have og kigger ind på løverne i buret, bliver jeg en anelse misundelig. De er ufrivilligt fanget, og måske de i kraft af deres status som dyr hviler i det.

Det tvivler jeg på, at jeg som menneske gør.

/Jesper Munk Jakobsen


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *