Forskellen mellem beskyldninger om dis- og misinformation er afgørende

Forskellen mellem beskyldninger om dis- og misinformation er afgørende

COVID19 har udviklet sig til en krig mellem vesten og Kina om en fortælling. Hvem kan tildeles skylden, så man selv kan gå fri? Kina bliver i den her tid anklaget for mere end normalt at udføre misinformationskampaner. Senest er der kommet en beskyldning fra EU, og nu skulle Kina ifølge DR også have forsøgt at påvirke EU’s kritik af Kina: Har Kina presset EU til at bløde op på kritik? Nu vil parlamentet have svar

Artiklen baserer sig på en rapport fra EU på euvsdisinfo.eu, som mener at dokumentere, at Kina og Rusland spreder misinformation. En umiddelbar enkel konklusion, som de danske medier gerne videreformidler. Jeg mener dog, at medierne ofte forsømmer at foretage sig nogle refleksioner og mellemregninger, inden at de videreformidler en påstand om spredning af misinformation fra de demokratiske statsinstitutioner, som faktisk er deres opgave at kontrollere. Jeg vil derfor i denne artikel fremhæve hvilke overvejelser, jeg mener, at man kunne gøre sig næste gang, at man bliver præsenteret for en nyhed om, at en anden stat spreder misinformation.

 

Den 5. maj, 2020

(Læsetid 10 min)

Begrebet misinformation bliver ofte brugt i den offentlige debat sammen begreber som desinformation, disinformation og fake news/falske nyheder, men der er ikke altid konsensus mellem, hvad begreberne betyder, og hvordan vi som læsere skal forstå dem.

Lad mig tag dig med på en forvirrende rundrejse i begreberne for at vise, hvordan de bliver brugt forskelligt.

Første eksempel er chefredaktør for Altinget og Mandag Morgen Lisbeth Knudsen, som skriver en fin klumme den 24. januar 2020 om fake news og spredning af misinformation, men til sidst i indlægget er budskabet, at vi skal ”opbygge den mentale robusthed og modstandskraft mod fake news og disinformation”.

Ingen af begreberne bliver defineret af skribenten, så enten er misinformation og disinformation for hende det samme, eller også skal vi tag os i agt for to forskellige ting.

Den offentlige forskningsinstitution DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), der beskæftiger sig med sikkerhed og udenrigspolitik, anvender ikke begrebet disinformation, men derimod desinformation og misinformation i udgivelsen ”Trolde i dit feed – russisk desinformation”:

 

 

Ifølge denne illustration fra DIIS er spredning af misinformation en ubevidst handling. Derimod hvis man spreder information, som man ved er falsk – Spreder man desinformation (Jeg skrev sammen med fredsforsker fra TFF Jan Øberg en analyse af dette materiale fra DIIS).

Med andre ord er at sprede desinformation en uetisk og umoralsk handling, ifølge DIIS, hvorimod at sprede misinformation ikke er en uetisk og umoralsk handling, da den er foretaget ubevidst.

I denne artikel fra dr.dk den 30. januar 2017 er overskriften: ”OVERBLIK Her kæmpes der mod falske nyheder og disinformation”

EU vil altså ifølge overskriften forhindre falske nyheder og disinformation, men kort nede i artiklen vil EU sætte ind mod ”falske nyheder og misinformation”.

Artiklen fortæller ikke, hvordan vi som læsere skal forstå begrebet ”disinformation” og ”misinformation”, og det kunne tyde på, at man i artiklen sætter lighedstegn mellem de to begreber. Men som nævnt før, kan det være afgørende, om den anden part bliver beskyldt for bevidste eller ubevidste handlinger.

Det bliver vi lidt klogere på længere nede i artiklen: ”Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har kæmpet for, at EU skulle gå i krig mod “den russiske propaganda”.

Nu bliver ordet propaganda inddraget.

Definitionen af propaganda fra Den Danske Ordbog lyder: ”Information, ofte usand eller ensidig, som udspredes for at påvirke andre til at tænke, mene, føle eller gøre noget bestemt”.

Så propaganda er dermed bevidst vildledelse ligesom desinformation er, ifølge DIIS.

Den Danske Ordbogs definition af desinformation og misinformation lyder:

 

Man kan altså umiddelbart sætte lighedstegn mellem desinformation og misinformation, men det ser også ud til, at misinformation både kan være formidling af forkerte meddelelser og bevidst formidling af forkerte meddelelser.

Ordet disinformation ser ikke ud til at være optaget i den danske ordbog, men der henvises i stedet til ”desinformation”. Alligevel bliver begrebet disinformation ofte brugt som i overskriften på DR’s artikel ovenfor.

Det kommer sandsynligvis af, at det ord bliver brugt på engelsk i international politik. Når desinformation bliver anvendt i Danmark af fx DIIS, er det muligvis en dansk oversættelse af det engelske ord disinformation.

Når man slår ordene disinformation og misinformation op på engelsk:

Dictionary.com defines misinformation as “false information that is spread, regardless of whether there is intent to mislead.” And it describes disinformation as “deliberately misleading or biased information; manipulated narrative or facts; propaganda.”

Forskellen mellem mis- og disinformation/desinformation er altså intentionen bag handlingen.

Denne gennemgang skulle gerne illustrere, at der ikke er kontinuitet mellem, hvordan begreberne bliver anvendt, og hvad der menes med dem, da forfatterne ikke altid definerer det.

Jeg tror i hvert fald, at mange, ligesom jeg selv, kan have svært ved i at skelne mellem, hvad der er hvad, når man hører eller læser nyheder i Danmark, hvor medier og politikere ofte slynger om sig med begreberne i beskyldninger mod andre stater som fx Kina eller Rusland.

Medierne burde tydeliggøre fra gang til gang, om der er tale om, at fx EU beskylder en anden part for at sprede mis-, des-, disinformation? Og vigtigere bliver de beskyldt for bevidste eller ubeviste handlinger? Det kan være afgørende for, hvordan vi skal tag stilling til denne parts handlinger.

 

Hvordan afgør vi, hvad der er sandt eller falskt?

Det er dog ikke nødvendigvis så enkelt at definere, hvad det er sandt og falsk og afgøre, og hvad der mis- dis- eller desinformation. Specielt indenfor international politik – Gid det var. At jorden er flad er et falskt udsagn ud fra et videnskabeligt faktuelt perspektiv.

”Du får corona-virus af at drikke corona-øl” er et falskt udsagn, og det er bestemt problematisk, hvis den slags løgne spreder sig og forplanter sig til sandheder.

Derimod er der også mange ting i denne verden, der er svære at definere som sande eller falske.

Det afhænger af vores individuelle sind og dermed egne oplevelser, kultur, verdensopfattelse, uddannelse, værdier og moral og så meget andet. Især når det drejer sig om komplicerede udenrigsspørgsmål, som kan involvere milliarder af individer.

Det ville det være naivt at tro, at der eksisterer en sand udlægning af begivenheder som fx krigene i Afghanistan og Irak.

Derfor kan man ikke gøre andet end at bestræbe sig på objektivitet, når man vil formidle informationer, hvis man fx er journalist.

Det må vi som læsere og demokratiske borgere derfor også tage med i vores betragtning, når vi læser nyheder i vestlige medier om, hvordan fx Rusland og Kina spreder dis-, des- eller misinformation.

I hver konkret situation bør vi lægge nøje mærke til ordvalget, og om får vi præsenteret en klar definition af begreberne og begrundelser for, hvorfor det er det ene eller det andet.

Hvis der står, at man i EU har observeret en massiv misinformationskampagne fra Kina, hvad betyder det så?

Ja, ifølge ordbogen kunne det både være, at Kina bevidst eller ubevidst forsøger at vildlede, men ifølge DIIS’s definition er det ikke bevidst fra Kinas side, hvis ordet misinformation bliver anvendt – For da mener Kina selv, at de videregiver sand information, men det er det så ikke ifølge EU.

Det næste spørgsmål er, om EU beskylder Kina at viderebringe deciderede løgne, som at ”jorden er flad”, eller er der tale om manglende information?

Hvis man mener, at der mangler væsentlig information i fx en nyhedsartikel, kan man mene, at artiklen ikke fortæller hele sandheden. Det kan jo både være bevidst og ubevidst fra journalisten og mediets side.

Man kunne fx også forestille sig, at en dansk journalist der sidder i Danmark og skriver om Kina ikke får lige så mange forskellige vinkler og informationer med, som hvis journalisten var til stede i landet og talte med landets befolkning.

Hvis den danske journalist undlader en væsentlig information fra et kinesisk perspektiv, så er det, ifølge DIIS, misinformation, hvis det er ubevidst. Det er desinformation, hvis det er bevidst og dermed en umoralsk handling.

Hvis denne journalist ubevidst har valgt ikke at orientere sig mod alternative kilder, vinkler for skarpt, er for subjektiv og ukritisk, kan man måske bare tale om, at journalisten er dårlig til sit arbejde. Det er synd, men som nævnt ikke bevidst fra journalisten selv.

Men man kan måske gå skridtet videre og beskylde journalistens overordnede for en bevidst handling. Har man fx på et russisk medie valgt at hyre en journalist, som man ved har nogle bestemte ensidige holdninger og begrænset kritisk refleksion over sin egen rolle og informationsformidling, er det så fordi, at mediet ønsker at videreformidle et bestemt verdenssyn?

Det er med andre ord utrolig kompliceret, når fx EU beskylder Kina for en misinformationskampagne, men det bliver ofte meget forsimplet, når det bliver videreformidlet af korrespondenter i Bruxelles på live-tv eller i artikler på dr.dk. Der bør være mange mellemregninger før, at man som journalist kan videreformidle, hvad det egentlig vil sige.

For hvor stor en mængde misinformation taler vi i så fald om? Hvor mange konkrete eksempler er der? Hvem er afsenderen? Og hvordan har EU, eller hvem det nu kunne være, vurderet, om den konkrete information er mis-,dis- eller desinformation?

Ærlig talt tror jeg ikke, at hverken politikerne og medierne i vesten selv reflekterer meget over, hvordan de anvender de her begreber, og jeg tror heller ikke, at de er kritiske overfor egen dømmekraft.

Politikerne burde fremlægge seriøse analyser og redegøre for det med en række eksempler, og hvad de lægger til grund for deres vurdering, og medierne burde kræve det af dem og teste politikernes argumentation.

For hvis en politisk institution som EU beskylder andre lande for bevidst at vildlede, er det en meget grov beskyldning. Men når medierne fortæller om russisk-desinformation og kinesisk-misinformation, kunne man godt få indtryk af, at det ikke er vigtigt at komme til bunds i de beskyldninger, men at det egentlig handler om, at der skal opstå en mistillid til den omtalte anden part. Hvorfor det?

Fordi vi som mennesker både journalister, politikere og meningsdannere ikke er bevidste om vores kulturelle dannelse, og hvilke forudindtagede holdninger og værdier vi ligger til grund for vores vurderinger af informationer.

Samtidig tjener det også et geopolitisk formål for politikerne i vesten i et længere perspektiv – Vestens krig mod Kina. Lige nu foregår den under corona-paraplyen og er i første omgang en kamp om mis- dis og desinformation.

Den mistillid til Kina, som langsomt ophober sig i de vestlige befolkninger på den baggrund kan måske bringe vesten tættere på ”The Coming War on China”, som er titlen på den prisvindende journalist John Pilgers dokumentar fra 2016.

For at starte en krig i et demokrati, vil magthaverne forsøge at overbevise sin befolkning om, at krigen er legitim og det værd – For ellers risikerer man som politiker, at det koster ens væsentligste kapital – Magten.

 

Journalisterne bør skrive definitionen på begreberne

Det vi ser i vesten nu i forbindelse med corona er, at vi får fortalt på et meget overfladisk niveau, at vi ikke kan stole på Kina og den information, som kommer derfra. Vestens budskab er, at hvis du vil vide noget faktuelt om Kina og ikke skal risikere at blive udsat for misinformation, skal du ikke læse nyheder fra Kina – Du skal læse vestlige medier.

For vestlige medier mener næppe, at de selv spreder misinformation, men det er ikke sikkert, man ville være enig i det i Kina. Altså kan information i vestlige medier fremstå som misinformation i Kina? Og hvis den ensidige dækning i vestlige medier er bevidst, er det så desinformation?

Beskyldningerne lige nu mod Kina minder meget om dem mod Rusland, hvilket jeg skrev om i Ræson den 13. marts 2019 (kun for abonnenter). De beskyldninger mod Rusland og Kina bygger på en grundlæggende holdning om, at de to lande bevidst ønsker at skade vesten.

Derfor kan man tillægge dem et umoralsk motiv.

Hvis det nu var Sverige, ville medierne så dække historien om svensk-misinformation på samme måde? Næppe. Det afhænger af holdninger og internationale relationer, men det kan medierne ikke se, for de er selv en del af den informations-krig, som lige nu er i gang mellem Vesten og Kina.

Hvis man skulle give medierne et råd i deres dækning af mis-, dis- og desinfomation, ville det være:

Skriv i alle artikler definitionen på begreberne, og hvor den definition kommer fra.

Så ved vi som læsere, om Kina og Rusland beskyldes for bevidst at vildlede – Og hvis de beskyldes for det, bør journalisterne forpligte politikerne på at dokumentere og argumentere for det.

Som borger er man magtesløs, når medierne ikke definerer begreberne og tester politikernes argumentation.

Man er tvunget til selv at undersøge sagen nærmere for at danne sig en seriøs holdning, men i et demokratisk samfund kan vi ikke forlange, at borgerne efter at have læst en artikel om mis-, dis- og desinformation selv skal sidde og lege journalister og researche i deres fritid.

Det er de færreste, som har tid til det.

Hver gang vi hører eller læser om mis-, des- og dis-information, må vi derfor lægge mærke til, om den anden part i artiklen bliver beskyldt for bevidst vildlede, og det er altså en ond hensigt. De politikere som fremlægger de beskyldninger må kunne fremlægge dokumentation for dette med analyser og begrundelser.

Medierne må forholde sig kritisk til dette og videreformidle den dokumentation, så vi som borgere kan se det med vores egne øjne.

Bliver det ikke fremlagt, vil jeg faktisk betragte det som løse påstande og beskyldninger fra politikere. Blåstemplet af dårlig journalistik i en kommende krig mellem Vesten og Kina, eller hvem det nu er.

Vi skal ikke have en krig med Kina, men fred!

 

/Jesper Munk Jakobsen

 

 

Jeg har herunder tidligere udvalgt nogle tidligere artikler, jeg har skrevet om dette emne. Måske de også vil interessere dig.

”DIIS-information og trolderi”

”Nyt lovforslag: ”Del” dig til 12 års fængsel, hvis du deler holdning med Rusland”,

”Falsk nyhed er russisk propaganda, sandt eller falsk?”

”Jesper Munk Jakobsen: Frygten for russisk propaganda udstiller vores demokratiske selvbedrag. Vi risikerer ikke at være meget bedre selv” (kræver abonnement på Ræson)

“Lyver Vesten og DR om at Kina lyver om vesten” Af fredsforsker Jan Øberg, TFF

Hvis du vil læse flere artikler om den her slags emner, kan du vise din støtte herunder på under et minut med en symbolsk donation: