Er døden stadig de fattiges eneste læge?

Den 21. juli, 2019

(Læsetid 7 min.)

Kunst har de fleste af mine leveår ikke sagt mig en skid. Men jeg ved nu, at det er fordi, jeg ikke havde oplevet, hvad det kunne skabe af følelser indeni.

Skønhed er beundringsværdigt i sig selv, når man giver den tid og bare lader sit syn bevæge sig hen over fx et guldaldermaleri af de danske landskaber med kornmarker, kyster og krondyr i en lysåbning i en dansk skov.

For nylig var jeg på Statens Museum for Kunst i København, nord for Kongens Have, hvor jeg faldt over et hav af flotte guldmalerier, jeg aldrig havde set før.

En kunstner ved navn Christen Købke fængede mig i flere minutter med hans store motiv af Capri, kort efter solens opgang fra omkring 1843, men specielt ét billede fangede mig i sit mørke og nægtede at give slip, da jeg læste beskrivelsen af billedet.

“Fattigfolk. I dødens venteværelse”

På 2. sal på Statens Museum for Kunst i afdelingen for guldaldermalerier, stødte jeg på et billede af Harald Slott-Møller fra 1888 døbt, ”Fattigfolk. I dødens venteværelse”.

På billedet sidder syv personer i et mørkt, dunkelt rum.

Bag dem er en døråbning, hvor man ikke kan se andet end sort og intethed. De syv personer, som er i rummet, er i alle aldre. Den gamle kone til venstre for døren, pigen som står på gulvet og stirrer ind i mørket og spædbarnet i den unge kvindes arme.

Fattigfolk. I dødens venteværelse
Harald Slott-Møller (1864-1937), Fattigfolk. I dødens venteværelse, 1888. (Foto: europeana.eu)

De er alle sammen tydeligvis fattige, når man betragter deres slidte påklædning. Der er ingen glæde at spore i deres ansigter. De er energiløse, nedslået og opgivende i deres blikke – Specielt den ældre dame og den midaldrende mand på hver sin side af døren, der skuler mod mørket.

De venter.

For billedet har mere til sin historie, end hvad øjet ser. Harald Slott-Møller havde oprindeligt malet en knokkelmand (et skelet) i den sorte døråbning.

Da maleriets titel er ”Fattigfolk. I dødens venteværelse”, refererer det til talemåden ”Døden er de fattiges eneste læge”, illustreret med skelettet.

Talemåden kan forstås sådan, at ingen andre hjælper de fattige ud af fattigdommen, men det gør døden. De venter på den, og når det er deres tur, gør den en ende på deres fattigdom. De er ikke længere fattige, men døde.

På gulvet står så en ung pige og kigger ind i mørket og hendes fremtid. Hun kan ikke slippe ud af venteværelset, men blot vente på, at det er hendes tur.  

Fattigfolk. I dødens venteværelse
Gæsterne i venteværelset kigger ind i døden.
Harald Slott-Møller (1864-1937), Fattigfolk. I dødens venteværelse, 1888.

De elitære og kulturelle tilskuere, der går på kunstmuseum, får et usædvanligt kig ind i de fattige menneskers tilværelse, og vi kan så overveje, om vi skal lade dem vente eller forsøge at hjælpe dem ud af deres fattigdom.

Maleriet og specielt skelettet blev kritiseret af det finere borgerskab, og derfor er det sidenhen blevet malet over, men man ved ikke, om det er af kunstneren selv eller nogle andre.

For mig gør det maleriet endnu mere interessant. Kunstneren lykkedes med at provokere og gøre opmærksom på ulighed og fattigdommen i datidens samfund.

En debat som der blev lukket ned for omgående, men spørgsmålet er, om billedet i lyset af den handling ikke får et endnu mere gennemtrængende budskab, når man kender billedets historie.

Tænk at mennesker, for hvem døden er deres eneste læge mod fattigdom, ser denne omsorgsfulde handling og skarpe kritik fra en kunstner censureret.

Den offentlige debat om fattigdom er unfair

I dag er samfundsdebatten om ulighed og fattigdom heller ikke specielt synlig i det bedre borgerskabs blade. I stedet for at sætte fokus på fattigdom og ulighed, bliver der givet masser af spalteplads til borgerlige partier og tænketanke, som hævder at ulighed og fattigdom ikke eksisterer i Danmark.

Fx kørte Liberal Alliance med Henrik Dahl i spidsen en intens kampagne op til folketingsvalget på, at Danmark ikke er et land med ulighed. Langt om længe brugte et danske medie ressourcer på at afprøve den påstand. Uligheden var på sit højeste i 2017 i 30 år målt på gini-koefficienten.

Kilde: Danmarks Statistik (Altinget.dk)

Til Altinget.dk siger økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen: 

“Lige siden 1990’erne har næsten alle skattereformer involveret elementer, hvor man har sat de øverste marginalskatter ned og dermed givet skattelettelser til folk med de højere indkomster. Det er klart, at det giver en større ulighed, og man kan ikke se bort fra, at vores skattepolitik i de seneste 30-40 år har bidraget til en øget ulighed,” 

Virksomheder og interesseorganisationer kan lettere kapre dagsordenen og den politiske diskurs ved at ansætte kommunikationsmedarbejdere eller skyde penge i politiske partier og tænketanke. Hvorimod fattige mennesker som social gruppe ikke har ressourcer, uddannelse, markedsføringsfolk, netværk eller mentalt overskud til at tale deres egen sag i medierne og starte en offentlig debat.

Derimod bliver de danske medier fyldt med eliten og borgerlighedens agendaer, som sjældent handler om de mennesker, som har størst ret til at gøre opmærksom på deres trange kår og bede om hjælp fra os andre i samfundet.

På Harald Slott-Møllers billede sidder de syv personer og venter i et venteværelse – Det venteværelse kunne vi kalde gaden eller Halmtorvet i København lige bag ved hovedbanegården, hvor jeg spiste morgenmad på en Café, inden jeg senere tog på Statens Museum for Kunst.

På én morgen på min forlængede weekend i København, kunne jeg møde to sandsynligvis hjemløse, hvor den ene bad om penge, og den anden satte sig på en stol på cafeen for at hvile sig.

Senere gik jeg forbi nogle industribygninger overfor politistationen ved Halmtorvet, hvor der lå en lang række slidte mennesker med soveposer og deres øvrige ejendele.    

De ligger vel og venter på, at nogen skal hjælpe dem ud af fattigdommen og beder sikkert til de højere magter om, at døden ikke er deres eneste læge.

Hvis en du elsker boede på gaden

Hvis de fattige mennesker skal kunne sætte deres lid til andet end døden for at blive befriet fra deres fattigdom, synes jeg Harald Slott-Møller demonstrerer, at det kan være kunstnere.

Når den kulturelle elite går på museum, rammer dette billede dem lige i hovedet, og der er en sandsynlighed for at et billede som dette vækker en mulig sovende medfølelse over de mennesker, som ikke har så meget.

Men hvad skal vi som individer gøre for at hjælpe mennesker ud af fattigdom og væk fra gaderne?

Det første vi må gøre som individer er at grave dybt i os selv og undersøge i vores sind, hvordan det må være at leve et fattigt liv.

Hvornår er man fattig? Og hvad vil det sige at være et fattigt menneske? Det kan vi ikke vide, hvis vi ikke selv er fattige, men vi kan forsøge at forestille os det.

For at starte i det små kunne man tænke over, hvordan det ville være, hvis halvdelen af møblerne i vores hjem ikke var der? Man kunne tag fjernsynet ned fra væggen og gemme computer, ipad og iphone væk en uges tid og mærke, hvordan det føles.

Forlad din rare, bløde seng for en nat og slæb en slidt madras ud på jorden udenfor. Din hovedpude er en af dine to hættetrøjer, du ikke haft vasket i flere år, fremfor en luftig pude og din stor dyne er en slidt sovepose. Det har ingen af os lyst til at gøre frivilligt.

Hvis tanken ikke gør indtryk på dig i sig selv, kan du tænke på en person, som du elsker. Dine forældre, dine børn, din partner eller en kær ven.

Tænk – Hvad hvis den person boede på gaden. Luk øjnene og træk vejret dybt og forestil dig dem stå i slidt tøj fra top til tå. Beskidte og stinkende. Udmagret af sult, imens de ser på dig med et træt og trist blik i øjnene i en desperat bøn om hjælp.

Du vil smide alt i hænderne og gøre alt for at befri dem fra deres lidelser. Måske det kan frembringe tårer, bare at forestille sig, at dem du elsker lider.

For at grave dybere ind i, hvad det vil sige at være fattig er næste skridt at minde dig selv om – At alle levende væsner er børn af forældre.

Når du ser en hjemløs på gaden, er det hundrede procent sikkert et barn til nogle andre, og deres barn lider. Tænk på den lidelse de mennesker oplever ved at vide deres barn lider. Den vil du opleve, hvis dit barn boede på gaden.

For mange hjemløse er det muligvis tilfældet, at de ikke har familie og venner, og derfor er de overladt til sig selv – Til at vente. Men i så fald på hvem?

Forestil dig, at et menneske du elskede har mistet dig og alle andre der elskede dem og nu er alene. Hvem skal denne person vente på kommer og befrier ham eller hende for den lidelse?

Døden?   

Hjælp med hjerte og hjerne

Det er en umulig opgave for det enkelte menneske at tage salle væsners lidelse på sig, og det er der heller ingen som skal. Vi kan ikke rumme alle væsner på jorden, men der er nogen, som har brug for det mere end andre.

Det er vigtigt, at man som menneske stræber efter at opnå en bred og dyb viden og erkender, at den bestræbelse aldrig slutter, men uden at have hjerte og medfølelse for andre mennesker og væsner, er viden ubrugelig.

På den anden side er det ikke nok at have et godt hjerte, man må studere, selvom man ikke er studerende mere og undersøge verden og livet for at kunne hjælpe andre mennesker bedst muligt – Ikke udelukkende for egen vindings skyld.

Både viden og medfølelse kan vi som mennesker opnå sammen ved at have en god, mangfoldig offentlig debat. Men vi kan ikke forvente af alle befolkningsgrupper, at de selv bidrager til den.

Dem som har de materielle og mentale ressourcer må se ud over sine egne behov og såkaldte dagligdagsstress og arbejde med sin hjerne og hjerte.

Ikke alle mennesker har lige adgang til medierne og dermed dagsordenen.

Vi må derfor udpege nogle politikere, som har medfølelse og visdom til at kunne bære det ansvar.

Ved folketingsvalget var ulighed et emne som optog partierne på venstrefløjen, og vi ser tegn fra den nye regering og dens støttepartier på, at de tænker på de mennesker, som har mindst.

Fx ved at gøre op med den tidligere regerings økonomiske pres på mennesker på kontanthjælp ved indførelsen af kontanthjælpsloftet.

En rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) fra december 2018 viste, at antallet af fattige børn i Danmark var steget med 12.000 i 2017, så der i dag er 64.500 fattige børn i Danmark.

Vi må holde et skarpt øje med, at den nye regering får vendt den udvikling.

For nogle mennesker starter deres søgen efter indre fred at finde vej ud af fattigdom.

Alle mennesker har ret til at finde fred i sig selv.

Det vil alle mennesker være enige i, hvis de selv eller en de elskede var fattigfolk, der sad i dødens venteværelse.

Og ventede…

/Jesper Munk Jakobsen


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *