Den røde kamæleon

(Short story.)

Disse short stories er ofte præget af symboler og metaforer. Det er med et ønske om, at læseren selv skal reflektere og fortolke historien selv. Jeg oplever selv, at det er den slags læseoplevelser, som skaber mest værdi og varer ved. Denne short story kan måske læses med et perspektiv på Mette Frederiksen og regeringens invitation til, at amerikanske soldater skal placeres i Danmark, konflikten omkring Ukraine mellem Rusland og NATO og statsministerens afledning af debatten med en kronik i Politiken om, at hun ikke er rød, før hun er grøn.

(Læsetid 7 min.)

En stor gruppe myrer rendte på jorden til og fra deres myretue og samlede føde ind til kolonien, da en høj skærende lyd skar i deres antenner oppefra. De stoppede alle brat op og så en knæler sidde og save sine takkede arme løs mod hinanden. En af myrerne holdte sig for antennerne og råbte til knæleren.

”Igen nu? Vi har snart ikke tal på, hvor mange gange du har afbrudt vores arbejde med denne skingre lyd de sidste par år. Lad være med at pine os!” Knæleren savede lidt hårdere, indtil en anden myre skreg. ”Okay, vi skal nok lytte med, bare du vil stoppe!”

Knæleren stoppede og befalede, at myrerne skulle sætte sig ned, inden den igen svingede armene og afspillede et blødt stykke med Bach, imens den bukkede. Myrerne kendte ceremonien til ukendelighed og så mod en stor gren. Frem på grenen vandrede kamæleonen. Skovbundens dronning.

Kamæleonen tog et par hurtige skridt ud på kanten af grenen og stillede sig op på bagbenene og pustede sin grønne krop op, som var den en skrubtudse.

Med lukkede øjne stod kamæleonen og ventede på myrernes hyldest. Kamæleonen blev mødt med stilhed, og knæleren følte sig tvunget til at rømme sig for at afvikle den akavede situation. Kamæleonen lod sig ikke præge af den manglende hyldest, den vidste, at myrerne elskede hende.

”Mine kære myrer”, begyndte kamæleonen. ”Jeg er kommet i dag trods min travlhed for at frelse jer fra de uanede trusler som vores lille skovområde står overfor. Jeg ved, at I ikke har mærket noget til det, men i det øjeblik jeg beretter om denne fare, vil I blive ramt af en ustyrlig frygt. I vil være bange for at gå på arbejde, men gøre det alligevel, og I vil knap kunne sove af frygten for jeres liv. Men frygt ikke. I har mig til at beskytte jer.” Kamæleonen holdte en pause og havde først nu åbnet øjnene.

”Den anden myrekoloni for kanten af skoven ved sletten truer med at angribe os. De har sat arbejdermyrer langs vores grænse, og spørgsmålet er ikke, om de har fået ordren af deres konge til at angribe, men hvor langt beskeden i dette øjeblik er fra at nå fra paladset til arbejdermyrerne ved grænsen. Deres konge er en fæl ussel skorpion. Den tyranniserer sine arbejdermyrer. Undertrykker dem. Burer dem inde. Fortæller dem løgne og udnytter deres hårde arbejde. Hvorimod jeg som jeres dronning kun vil sørge for jeres sikkerhed. Tro mig, I er på ingen måde i sikkerhed lige nu. Derfor har jeg besluttet, for at øge jeres sikkerhed, at invitere en allierede fra den anden side af søen herover for at beskytte jer. De er både stærke, pæne og ordentlige, og de vil kunne beskytte os mod de andre myrer og den fæle skorpion. Jeg mener, har I set dens hale?”

Knæleren begyndte straks at klappe, men desværre fik han ingen myrer med. Kamæleonen skulede til knæleren, som straks gemte sig bag et blad. Der var stille et stykke tid, indtil en myre sagde. ”Ville det ikke være dumt af skorpionen at angribe os? Vi er jo mange flere myrer end dem, hvis man tæller de andre kolonier med i vores område. De er kun den lille flok ved sletten. Hvorfor skulle de angribe os?”

Kamæleonen blev fornærmet. ”Anfægter du, hvad jeg siger? Ønsker du at sætte alle de andre myrer her i livsfare? De står jo netop nu ved vores grænse og er klar til at invadere skoven, og jeg siger jo, det er et spørgsmål om tid, før de invaderer os.”

”Hvor ved du det fra?”

”Det har knæleren fortalt mig”, sagde kamæleonen og pegede. Knæleren vinkede til myrerne med sine barberblade bag bladet.

”Og han har det fra hummelbien.”

En myrer tog sig mod og spurgte, ”hvor har hummelbien det fra?”

”Hummelbien kan da røbe, hvor han ved det fra. Det er jo hemmeligt. Men I stoler vel på knæleren? Og I stoler vel på hummelbien?”

En stilhed lagde sig igen over forsamlingen. Samme myrer rejste sig.

”Det er bare fordi, at hummelbien har hørt mange ting gennem tiden, som har vist sig at være forkerte. Vi har udkæmpet mange krige mod andre kolonier baseret på hummelbiens hørelse, hvilket kun har bragt os smerte og lidelse.”

”Hvad bilder du dig ind? Forræder!” To bænkebidere kravlede i høj fart ind blandt myremængden og slæbte myren væk så hurtigt, at den kun kunne nå at bede om nåde. Kamæleonen var rød i hovedet af raseri, men faldt til ro igen.

”Men altså, de invaderer os altså inden længe. For at beskytte jer, har jeg indgået en aftale med vores tætteste allierede – Korsedderkopperne. De vil kunne sikre vores sikkerhed.”

”Korsedderkopperne!” Udbrød en af myrerne i skræk. ”De har voldt skoven så meget uro og skade…”, kamæleonen afbrød.

”Hvis vi ikke havde haft korsedderkopperne bag os, var vi blevet invaderet allerede nu. Ja, for mange år siden. Men nu må de altså bo med os, eftersom skorpionens soldater nu er tæt ved vores grænse. Det bliver vi nødt til, for at vi kan opretholde denne sikkerhed.”

”Hvad i alverden taler du om?”, udbrød myren. ”Over ved paddehattene har korsedderkopperne hærget det hele. De har også nærmest udryddet søen for liv, og hvor mange græsenge er nu ikke rene pløjemarker, fordi de har skulle blande sig.”

”Det var alt sammen for vores alles sikkerhed. Forstå det! Og nu skal vi beskyttes mod skorpionen, den slyngel.”

”Som kun har snuset lidt rundt i sin baghave.”

”Jamen så hør dog efter. Uden korsedderkopperne var hele skoven jo indtaget af den satans kald. Vil du virkelig gamble med vores sikkerhed? Hvad bilder du dig ind? Bænkebidere vis denne ignorant ud omgående!”, råbte kamæleonen, mens dens grønne krop igen fik anelser af et rødligt skær. Bænkebiderne stormede ind og slæbte myren ud.

En tredje myre vovede sig ud på isen.

”Hvornår går korsedderkopperne så igen?”

”Når faren er drevet over, men der går nok mange år. Ja, jeg tvivler på, at faren nogensinde går over, for den skorpion er så grusom”, lød det fra kamæleonen og rystede på hovedet.

”Det lyder ikke som en holdbar løsning, og hvad hvis korsedderkopperne gør os utrygge, og vi vil have dem til at gå igen? Hvis de nu nægter? De er trods alt store og stærke og spiser jo myrer som os til morgenmad.”

”De gør da intet. De er jo vores tætteste allierede, og hvis skorpionen nu ser, at vi har masser af korsedderkopper rendende rundt, skal han nok komme på andre tanker.”

”Men vil skorpionen ikke føle sig utryg og måske frygte, at vi invaderer dem i stedet for? Korsedderkopperne har jo invaderet så mange områder i skoven tidligere.”

”Det kunne de da aldrig drømme om. De interesserer sig overhovedet ikke for at invadere, men for at forsvare os andre. Det ved den væmmelige skorpion også, at de aldrig kunne drømme om. Hvis han bilder nogen det ind, er det løgn, løgn! Den væmmelige skorpion!”

”Men hvorfor skulle han invadere os?”

”Han er væmmelig, hører du da ikke efter, hvad jeg fortæller. Han er giftig, ikke så behåret, men loden og den lange hale, føj!”, kamæleonens grønne krop blev nu helt ildrød, mens den stod og stampede på grenen.

”Er du okay? Du virker lidt vred, og nu bliver du helt rød på hele kroppen.”

”Nej, jeg er ikke vred, og jeg er ikke rød. Jeg er skam grøn. Stop med at stille spørgsmål!”

”Du er rød.”

”Nej, jeg er grøn. Det var før, jeg var rød, altså da jeg var yngre. Jeg har været rød før, jeg var grøn. Jeg er også hvid. Som en engel. Mit sind er sort. Nej, olie er sort. Jeg er grøn. Bjarne var blå. Agurken på min leverpostejmad er grøn. Makrelmadder er røde. Sne er hvidt. Landskaber kan være hvide, men sorte om natten. Min tunge er rød. Den ene. Jeg taler med to. Den anden er grøn. Nej, begge mine tunger er grønne, og så blev de røde. Nej, omvendt. Grønne. Og blå som Bjarnes, når jeg drikker rødvin med hamsteren. Han drikker dyre vin. I betaler for dem”, knæleren begyndte at save forsigtigt med sine arme mod hinanden.

Kamæleonen havde kigget op i himlen under hele denne talestrøm og kiggede nu ned på myrerne, som lå og var faldt i søvn ovenpå hinanden. Kamæleonen blev igen ildrød over det hele og sendte et kommanderende blik mod knæleren, der igen savede aggresivt med sine arme, så alle myrerne fløj op på benene og stillede sig på rad og række.

Kamæleonen blev rødglødende i hovedet og hævede stemmen.

”Jeg er grøn! Hører I? Selvom jeg også er rød. Hvis I både ser mig som rød og grøn, bliver jeg ikke gul. Så det kan I godt gøre. Gør det. Gå nu ud og tal om, hvorvidt jeg er grøn eller rød, og kom så frem til at jeg er begge dele”, sagde den rødglødende kamæleon skingert. Myrerne rørte ikke en muskel og stirrede bare udtryksløse lige frem. ”Og så tilbage til arbejdet!”, skreg Kamæleonen og pegede mod det fjerne.  

Myrerne vendte rundt og marcherede i takt ud for at fortsætte deres arbejde. Da de var gået, kunne kamæleonen endelig hoppe ned på alle fire og lægge sig på maven og puste ud. Kun en enkel vejrtrækning nåede den at tag, inden en skygge lagde sig over den. Kamæleonen kiggede op.

En korsedderkop kom klatrende ned på en af sine tråde og lagde sig ovenpå ryggen af kamæleonen og hviskede i dens øre, ”Godt klaret, vi skal nok få et tæt samarbejde.” Kamæleonens krop blev sort som edderkoppens, mens knæleren begyndte at spille et stykke med Itzhak Perlman. Den fra Schindlers List.

/Jesper Munk Jakobsen

Hvis du kan lide at læse en short story i ny og næ, kan du vise det herunder eller via. MobilePay: 61454071


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error

Hvis du vil læse med en anden gang - Så følg med her