At være særligt sensitiv i et travlt samfund
Læsetid 9 minutter.
Tirsdag aften den 4. februar blev mit hjerte særligt beriget, da jeg sad på Dokk1 i Aarhus med over 50 mennesker i tålmodig stilhed med blikket rettet mod psykoterapeut og forfatter Ilse Sand. Hun er blandt andet forfatter til to bøger om at være ”særligt sensitiv” og var kommet for at fortælle os om, hvordan man kan være i verden lidt lettere med det.
Ved hendes første åndedrag mærkede man allerede en særlig ro og forsigtighed ved Ilse Sand og med sin lette, lave stemme og et roligt kropssprog, spredte hun på kort tid sin ro ud til resten af rummet, som gjorde enhver sansning mulig. Sansning er en stor del af at være særligt sensitiv. Ilse er selv særligt sensitiv. Det samme er jeg, og da Ilse spurgte ud i rummet, virkede det til, at alle som var mødt op denne aften var det samme. Men selvom vi alle vidste, at vi var særligt sensitive, var vi tydeligvis nysgerrige på at blive klogere på, hvad det indebærer.
Hvad vil det sige at være særligt sensitiv?
Ilse fortalte, at hvis man er særligt sensitiv, har man let ved at blive overstimuleret af for mange sanseindtryk, som kan føre til, at man mister kontakten til sig selv. Vi må passe på ikke at få for mange sanseindtryk og være opmærksom på, når det ser. Hvis vi fx har været til en koncert, har der sikkert været masser af socialt samvær, høj musik, kraftige lugte og masser af bevægelser.
De mange indtryk kan for nogen være helt problemfrit at deltage i, og det kan være let at stå op dagen derpå og have en normal dag. For særligt sensitive kan hjernen dagen efter føles som en overloaded computer, der ikke har mere hukommelse til tilbage. Vi kan ikke indoptage flere sanseindtryk.
Vi må derfor tage en pause fra sanseindtryk for igen at kunne være modtagelig overfor nye sanseindtryk. Hvis vi ikke gør det, bliver resultatet, at vi ikke kan være til stede og mærke os selv, fordi der er for mange indtryk, som ikke når at blive bearbejdet følelsesmæssigt. Vi mister derfor kontakten til os selv.
Som særligt sensitiv må man derfor lære at mærke sig selv og være tro mod sig selv, når systemet er overbelastet og tag en pause. Hvis vi derimod vælger ikke at lytte til os selv og overskrider vores grænser i længere tid og får flere sanseindtryk, end vi kan klare, bliver vores sind presset og drænet. Det vil efterfølgende tag lang tid for os særligt sensitiv at lade op og restituere, før vi igen er klar til at opleve verden med vores sanser.
Det høje tempo
Mange sanseindtryk og i et højt tempo kan altså være meget overbelastende for særligt sensitive. Det fik mig til at reflektere over, hvordan det er at være særligt sensitiv i det danske samfund i dag, hvor tempoet aldrig har været højere, og vi hele tiden bliver eksponeret for sanseindtryk?
De fleste vil sandsynligvis genkende, at vi mere end nogensinde er udsat for stimuleringer og distraherende elementer i et højt tempo. Her tænker jeg på præstationskulturen, arbejdskulturen og ikke mindst mobiltelefon og internettets mulighed for, at vi altid kan blive eksponeret og påvirket af ting og mennesker udefra.
Og når vi ser på, hvorfor mange mennesker mistrives og bliver sygemeldt med stress, er det høje tempo, vi lever i, ofte en væsentlig årsag. Så hvordan kan man som særligt sensitiv være i det? Svaret kunne ligge i at finde balancen mellem at nå ting og være til stede i det.
Hvem kan nå mest?
Vores samfund kører i et højt tempo, men ikke nok med det, så vil mange nok kunne genkende en kultur, hvor vi ofte måler menneskers værdi og præstationer ud fra, hvem der når mest eller har nået mest i livet. Vi vurderer med andre ord på kvantitet, hvor vi lægger mængden af oplevelser og præstationer sammen og deraf sammenligner os med andre.
I det henseende er det fx effektivt at løbe en tur, køre sit barn rundt i en klapvogn og tale med en ven i sine earplugs samtidig. Det er en person, som når meget og for hvem, teknologien og samfundets norm om kvantitet, bydes velkommen. Hvad man skal forstå ifølge Ilse Sand er, at vi ikke alle er bygget til den måde at leve på.
For en særligt sensitiv vil øvelsen med klapvognen, samtalen og koordineringen af fødderne på vejen måske være mere udmattende end selve løbeturen uanset distancens længde.
Som særligt sensitiv vil du sandsynligvis foretrække at skulle vælge mellem at løbe en tur, gå med dit barn i klapvognen eller ringe til en ven. Hvis du skulle nå alle tre ting, vil det derfor tage tre gange så lang tid. Og er der tid og plads til det i vores samfund?
Ikke umiddelbart, hvis målestokken i vores kultur er, at vi vurderer hinanden på kvantitet – altså antallet af ting du når. Det kan derfor give den særligt sensitive en følelse af at være anderledes, forkert og alene, fordi samfundet fordrer til kvantitet og dermed højt tempo.
Gaven som særligt sensitiv
Ifølge Ilse Sand er særligt sensitive langt fra alene. 15-20% af alle mennesker er særligt sensitive, og selvom det i første omgang kan lyde og føles som noget negativt at være særligt sensitiv, er der mange gaver forbundet med at være særlig sensitiv. Når vi som særligt sensitive udsættes for den rette mængde af sanseindtryk, har vi evnen til at dyrke dem intenst og dermed få mange stærke følelsesmæssige oplevelser.
Særligt sensitive er derfor ofte også meget empatiske og har gode evner til at sætte sig ind i andres sted, fordi de let kan leve sig ind i andres liv og blive påvirket af andres historier og skæbner. De kan fornemme andres humør og stemninger i et rum og kan lytte med intensitet og nærvær.
En særligt sensitiv kan også få særlig meget ud af at læse et digt, gå en tur på stranden med bare fødder, lytte til et stykke klassisk musik eller spise en saftig frugt. Men det gør sig kun gældende, hvis den særligt sensitive er i balance og ikke er overstimuleret. Da vil sanserne være skarpe og bidrage med en detaljerigdom og et nærvær, som er, hvad den særligt sensitive finder særlig værdifuldt. Nemlig få nære oplevelser – Fremfor mange oplevelser. Og det er vigtigt at huske for ikke at føle sig anderledes og forkert i et samfund, hvor der måske lægges vægt på det modsatte.
Vores oplevelse af et bjerg
Selvom særligt sensitive ofte kan føle sig forkerte og alene, var det ganske anderledes denne aften på Dokk1. Jeg blev i hvert fald ramt af en følelse af at høre mere til i hinandens nærvær. Det var som en tåge af samhørighed og forbundethed, der sivede rundt mellem os. Måske fordi vi alle var åbne og modtagelige for nye sanseindtryk i disse rolige rammer og med fornyet tro på den kvalitative oplevelse og glæden i at blive betaget af en blomsts farver, græde til en sang i radioen eller gå en tur på stranden, selvom samfundet kan diktere noget andet.
Jeg hørte engang i podcasten ”The way out is in”, som er produceret af det buddhistiske fællesskab Plum Village, at en munk havde spurgt hans mester Thich Nhat Hanh, om han ikke ville med op på bjerget foran dem, når de nu endelig var her. Det havde Thich Nhat Hanh ikke lyst til. Han ville hellere blive siddende hjemme og se på bjerget.
Det kunne munken ikke forstå, ville mesteren ikke fortryde, at han ikke havde oplevet bjerget, da de måske aldrig ville besøge dette sted igen. Thich Nhat Hanh svarede ham noget i retning af, ”jeg tror, at jeg kunne opleve bjerget lige så meget som dig ved at sidde og se på det herfra, som du kan ved at bestige det.”
Denne lille historie fortæller for mig, at der er forskellige måder at opleve på, og der ikke er en rigtig måde hverken at leve eller opleve på. Munken ville gå op ad bjerget og se, høre og mærke vejene, naturen, bygningerne og dyrene, mens mesteren ville sidde i nuet sidde og opleve bjerget.
Man kunne kalde det forskellen mellem en kvantitativ og kvalitativ oplevelse. Men kigger på den fortælling med udgangspunkt på i samfundsnormen i Danmark, hvilken oplevelse vil så blive mest accepteret? Hvilken ville påberåbe sig mest social anerkendelse? For dem som ikke er zen-master, kunne det at blive hjemme give en følelse af at være forkert og anderledes.
Vi ville måske tag med op på bjerget for ikke at være til besvær, men hvis vores system er overbelastet, får vi intet ud af det. Fordi der ikke er plads til at indoptage flere sanseindtryk. Men måske vi kan fortælle om vores oplevelse af et bjerg ved bare at se på det?
Lær din sensitivitet af kende
Det jeg tog med mig for foredraget med Ilse Sand er, at det som særligt sensitiv måske kan være svært at føle, at man passer ind i danske samfund i dag. Og ikke nok med det, kræver det selvdisciplin, kendskab til sig selv og at turde stå fast på sig selv, og hvem man er. For vi vil løbende opleve, at når vi er en del af en kultur, som ikke er skabt til særligt sensitive. Vi kan opleve at slås med at holde fast i os selv. Den del er svær, hvis man oplever at stå alene med det.
Som særligt sensitive må vi derfor finde mennesker eller fællesskaber, vi kan støtte os til, hvor de særlige sensitive træk er en styrke og kan udfolde sig. Steder hvor de stærke sansninger og følelsesmæssige berøringer med livet kan deles i ro og nærvær. Hvis man oplever sig selv som særligt sensitiv og det forekommer nyt for en, kan det kræve hjælp og støtte i form af samtaler med en coach og terapeut for at lære sig selv at kende, få værktøjer og finde accept i, hvem man er.
Man kan lære at være i verden ved at sætte grænser, tage pauser og håndtere sin empati og andres følelser. Lærer vi det, kan vi finde tryghed og kærlighed i at være særligt sensitiv, og det medfører et fantastisk følelsesliv, hvor hvert et øjeblik kan være smukt og rørende. Når vi er i kontakt med det, behøves vi ikke bestige bjerge, hvis vi ikke har lyst. Vi kan opleve dem indeni. Det er der en særlig gave i.
/Coach & Terapeut Jesper Munk