Anholdelsen af Julian Assange udstiller journalisters tætte bånd til den etablerede magt

Den 15. april, 2019

Den 11. april 2019 blev en langskægget tydeligvis fysisk svag mand slæbt ud af Ecuadors ambassade i London af 7 mænd fra det britiske politi. Manden var svær at genkende, men bag den tilgroede skægvækst gemte sig journalisten og udgiveren af mediet WikiLeaks, Julian Assange, som insisterende fra sine læber fremtvang ordene ”you can resist”, imens han blev smidt ind i salatfadet.

Denne mand blev eskorteret ud af ambassaden, som var han en af de amerikanske soldater, der sad i en af to helikoptere, der skød og dræbte civile irakere i Baghdad og to journalister fra nyhedsbureauet Reuters under Irakkrigen.

Dem var han og WikiLeaks derimod med til at afsløre i 2010, og det har man aldrig glemt i USA.

Men det har man glemt i dansk presse.

Her fire døgn efter anholdelsen af Julian Assange, er det bekymrende tyndt med perspektivrig journalistik i den frie danske presse om en sag, som burde have store konsekvenser for deres eget arbejde som magtkritiske journalister.

Den foruroligende video, som WikiLeaks afslørede for verden.

Journalist eller forbryder?

Holdningerne til Julian Assange og WikiLeaks kan deles op i to lejre. Enten bliver manden betragtet som en journalistisk helt eller en hacker som hjalp Chelsea Manning med at få adgang til en computer fra USA’s efterretningstjeneste og dermed have bragt USA’s nationale sikkerhed i fare.

Hvis Julian Assange har været med til at hacke USA’s efterretningstjeneste, har han forbrudt sig mod journalistisk standard, som naturligvis tilsiger, at man som journalist ikke deltager i at anskaffe materiale på ulovligvis, selvom materialet har offentlighedens interesse.

Den kriminelle handling er Julian Assange anklaget for af USA. Det er dermed hans metode til at fremskaffe det afslørende materielle, som man fokuserer på, hvis man ser ham som en forbryder.

Fokuserer man på Julian Assange’s journalistik og afsløringer, er manden en helt, som har stået bag en række sensationelle afsløringer, der berør magtelitens inderste kreds.

WikiLeaks afsløring i 2010 viste i billeder, hvordan civile irakere og Reuters journalister blev pløkket ned af to amerikanske helikoptere.

Det er jo som bekendt terrorister, som vi læser om i medierne dræber uskyldige civile. Alt imens vi kun hører begrænset om, hvor mange civile, der er blevet dræbt i USA’s  ”War on terror”. Et studie fra november 2018 fra ”Brown University’s Watson Institute for International and Public Affairs” anslår at mellem 244.124-266.427 civile er blevet dræbt i Afghanistan, Pakistan og Irak.

Det er ingen dyb hemmelighed at civile dør i krige, det bliver bare ikke nævnt særlig ofte i vestlige medier. Men i 2010 blev offentligheden eksponeret for det konkrete patosfunderede eksempel, som vi ved rykker langt mere i befolkningens grundvold af forargelse.

Det så man eksempelvis, da den amerikanske journalist Jamal Khashoggi blev myrdet på Saudi Arabiens konsulat i Istanbul. Det skabte forargelse og fordømmelse blandt politikere, medier og befolkninger.

Men forinden forargede det ingen, at Saudi Arabien fører en krig i Yemen, som har dræbt tusindvis af mennesker og hvor befolkningen sulter, hvilket har fået FN til at kalde det den største humanitære krise i nyere tid.

Det konkrete eksempel på et brutalt mord på en journalist fik offentligheden til at rette sin opmærksomhed mod krisen i Yemen.

Det samme gjorde sig gældende med afsløringen af videoen i 2010. Glansbilledet om, at NATO og USA er fredsskabere, der kommer til undsætning for at rede den lokale civile befolkning led et alvorligt knæk, og det er blandt andet, hvad der er på spil for USA i sagen om WikiLeaks og Julian Assange.

I forbindelse med anholdelsen af Julian Assange er det lykkedes USA at få mediedækningen til at handle Julian Assange’s moral og ikke om deres egen.

Hvad er en journalist?

Sagen om Julian Assange afhænger med andre ord af, om man opfatter ham som en journalist. I traditionel forstand er en journalist en person som arbejder på en avis, radio eller TV, men i den digitale tidsalder kan den forestilling ikke bruges til noget. Titlen ”journalist” er ikke en beskyttet titel.

Peter Greste som er en grundlægger og talsmand for Alliance for Journalists ‘Freedom og UNESCOs formand for journalistik og kommunikation ved University of Queensland mener ikke, at Assange er journalist med den begrundelse, at han blot har publiceret dokumenterne og ikke behandlet dem journalistisk.

På Fox i tv-showet The Five, hvor et panel af journalister og tv-værter diskuterer aktuelle sager, mener alle deltagerne, at Julian Assange skal betragtes som en hacker, der har forbrudt sig mod deres land.

På samme kanal mener journalist og tv-vært Carlson Tucker, at Julian Assange er journalist med den simple begrundelse, at hans arbejde består i at publicere nyheder. Det samme mener Ron Paul, som er tidligere kongresmedlem og præsidentkandidat for republikanerne, der i dag har stiftet sit eget Ron Paul Institute og ser sig selv som en form for journalist og udgiver.    

Selvom man ikke er ansat og har jobtitlen som journalist, er det altså muligt at bedrive journalistik. Et hvert menneske som laver selvstændig research og publicerer det på et medie bedriver i princippet en form for journalistik.

Julian Assange har stiftet sit eget medie, hvor de publicerer nyheder. Det er blot at gå ind på Wikileaks.com og se det med egne øjne. Hjemmesiden er fyldt med artikler bygget på research, information, perspektiv og afsløringer, som i New York Times eller på Dr.dk.

Spørgsmålet er, hvorfor den kritiske frie presse ikke udviser kollegial sympati med en person, som er givetvis anklaget for hacking, men også er repræsentant for den frie presse.

Det spørgsmål en kritisk journalist skulle stille sig selv

Bladrer man de danske medier igennem, halter det med at dække ét centralt perspektiv, som et hvert medie og enhver journalist burde være bekymret over. Hvilket altovervejende spørgsmål kunne en kritisk journalist have stillet sig selv efter anholdelsen af Julian Assange? For det er journalistens opgave – At være kritisk og reflekterende.

Man kunne have spurgt sig selv.

Hvad betyder anholdelsen af Julian Assange for mit arbejde som journalist?

Lad os sige, at der kommer en whistleblower forbi et dansk mediehus med fortrolige informationer om NATO’s krigsdeltagelse i Libyen. Er man som dansk journalist og udgiver så i fare for at blive anholdt og udleveret til USA på baggrund af en anklage om hacking?

Om Assange har hjulpet Chelsea Manning med at hacke eller ej, finder vi først ud af om lang tid, men indtil da er anholdelsen af Julian Assange en direkte besked til alle journalister og medier som forsøger at trodse det amerikanske imperium – ”Det her er hvad, der sker, hvis I snuser for meget rundt.”

At danske medier ikke kan se det tyder på, at de ikke forestiller sig selv i en situation, hvor de afslører magthavernes mørkeste hemmeligheder. Det siger i sig selv en hel del om, hvordan danske journalister opfatter sig selv og deres relation til magthaverne.

Det tankevækkende er, at danske journalister og medier ikke forsvarer Julian Assange og WikiLeaks som branche og er kritiske overfor USA’s anklager.

Lukningen af radiokanalen Radio24syv, som jeg selv er voldsom ked af, har afledt utallige af artikler, ledere og ikke mindst tweets fra journalister om, at armslængdeprincippet mellem politikere og frie medier skrumper ind.

Det er faktisk lykkedes en samlet dansk presse at stå sammen som branche og give Radio24syv kunstigt åndedræt, og kanalen er så småt ved at være bragt til live igen.

Radio24syv er fyldt med fantastiske programmer og Dansk Folkepartis lukning af kanalen kan tolkes som et nederlag for den fri uafhængige presse. Men det kan anholdelsen af Julian Assange i langt højere grad.

Selvom han befinder så langt væk som i London, er perspektiverne og principperne om fri presse udfordret på et helt fundamentalt niveau.

Årsagen tror jeg skal findes i en generel tilstandsrapport for journalistikken, som videreformidler magthavernes informationer uden at gøre det, som de er uddannet til. At undre sig og være kritisk tænkende.

Hvis vi ønsker en fri presse, er sagen om Julian Assange principiel. Det er en mulighed for os som befolkning til at vise magten, at vi værner om den frie presse.

Lav noget research. Skriv et læserbrev eller et opslag på et socialt medie. Send en mail til de danske medier. Fortæl, at I står op for den frie presse. Selvom de ikke gør det.

Det er i og for sig skræmmende, at de mennesker som ikke bliver betalt for at være journalister i et spørgsmål om fri presse, skal gøre de betalte journalisters arbejde.

Så hvorfor dækker journalisterne ikke anholdelsen af Julian Assange mere kritisk og perspektivrig? John Pilger award winning journalist har et bud:

“He was so successful, and showed that the media is really, and probably always has been, never more so than now, an appendage of established power. He shone a light on that and that was unforgivable.”

Jeg mener, at der i denne uge kan findes flere eksempler end undtagelser, der bekræfter, hvordan den kritiske sans blandt journalister er i frit fald. Dr.dk skrev på dagen artiklen ”USA-korrespondent: Assange-anholdelse er klart signal om, at man aldrig undslipper”, hvor man interviewer USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz. Jeg har i denne video sat artiklen under en kritisk lup.

Af de relativt få perspektivrige artikler, der er skrevet om anholdesen af Julian Assange, vil jeg anbefale følgende:

Ræson, Peter Kofod, 14.04.2019:

“Assanges arrestation kan ende med at få enorme negative konsekvenser for den internationale pressefrihed”

Transnational.live, Richard Falk, 15.04.2019:

“Julian Assange: Criminal or Benefactor?”

/Jesper Munk Jakobsen

Photo Credit: Jack Taylor


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *